Zoneplan for Københavns Havn

 

I By & Havn arbejder vi for, at Københavns Havn skal være en levende og sikker havn for alle med plads til fællesskaber, fritid og fragt. Havnen har et væld af funktioner og interesser, og de skal alle balanceres, for at indfri denne ambition.

Læs mere om zoneplanens forskellige geografiske områder (klik på kortet):

Zoneplanen skaber overblik over havnen

Havnen er hovedstadens blå byrum, som bidrager til københavnernes livskvalitet året rundt. Her mødes man med familie og venner eller får et pusterum for sig selv, og der er en mangfoldighed af rekreative og maritime udfoldelsesmuligheder.

Samtidig er Københavns Havn en erhvervshavn og en port til at forsyne hovedstaden med gods via containerterminalen samt byggematerialer og energi via Prøvestenen. Københavns Havn modtager også krydstogtskibe med nysgerrige turister, der vil opleve hovedstaden, og havneservicebåde, der har brug for anløbsplads side om side med et stigende antal anløb af flådefartøjer, ligesom havnebusserne sørger for offentlig transport i havnen.

Københavns Havn har også en værdifuld national industrihistorie og maritim kulturhistorie, som der skal være plads til i havnen, og som vi åbner op for i By & Havns udstilling Havnebygmesterens studiesamling.

Et strategisk værktøj

Der er således en stor og mangeartet interesse for at bruge vandet, og det er årsagen til, at vi i By & Havn har udarbejdet Zoneplan for Københavns Havn. Zoneplanen er et strategisk værktøj, som kategoriserer havnen i seks forskellige typer af zoner og præsenterer mulige udviklingspotentialer for hver. Zoneplanen indeholder således de strategiske overvejelser, By & Havn tager højde for, når der træffes beslutning om nye aktiviteter, gives myndighedstilladelse eller indgås aftaler om leje af vandarealer.

Dog ligger mange beslutninger om mange aktiviteter i hænderne på ejerne af havnefronterne, og da vi i By & Havn kun ejer en mindre del af havnefronterne, kan skabelse af flere aktiviteter i sikre havnerammer kun lykkes i et samarbejde med ejere af havnefronter langs havnen.

Forskellige typer af zoner

Zoneplanens seks typer zoner giver til sammen plads til de aktiviteter, havnens brugere efterspørger. Hver zone udgør en overordnet ramme for typer af aktiviteter, der ses særlig mulighed for i den pågældende zone. Det betyder ikke, at der i en zone er forbud mod andre typer af aktivitet i zonerne, men at zonerne præsenterer en overordnet ramme for typer af aktiviteter og funktioner på vandet. 

Læs basisanalysen og forstå grundlaget for zoneplanen

Zoneplanen er udarbejdet på baggrund af ”Basisanalyse for zoneplan for Københavns havn”, som skaber overblik over de aktuelle aktiviteter i havnen samt muligheder og bindinger, der gælder for havnen. Derudover tager zoneplanen afsæt i ønsker til havnen, der er udtrykt på tværs af selvorganiserede brugere, rekreative aktører, kommercielle aktører og bolværksejere til workshops og havneseminar i efteråret 2023 og foråret 2024.

Ønskerne opsummeret:

  • Fri bevægelighed i havnen
  • Zoneinddeling af trafikken i havnen
  • Flere faciliteter i havnen
  • Ingen fri badning
  • Flere badesteder i havnen
  • Flere rekreative områder nær havnefronten
  • Fokus på sikker havnekultur
  • Flere events i havnen
  • Øget videndeling og etablering af dialogforum
  • Langsigtet udvikling af havnen

Det har ikke været muligt at imødekomme alle ønskerne i zoneplanen. Nogle ønsker vedrører ikke direkte zoneplanens sigte. Og der skal først og fremmest tages hensyn til sikkerhed, planforhold, ledige arealer, sikkerhed og meget andet. Derfor er der lavet en strategisk prioritering mellem de forskellige ønsker i zoneplanen. By & Havn inddrager de ønsker, som ikke direkte omfattes af zoneplanen eks. omkring videndeling i andre sammenhænge.

Hent Zoneplan for Københavns Havn

Zoneplanen er et overordnet værktøj, der præsenterer mulige udviklingspotentialer for aktiviteter og funktioner på vandet i Københavns Havn.

Hent Basesanalyse for Zoneplan for Københavns Havn

Basisanalysen kortlægger de forhold, der er rammesættende for anvendelsen af Københavns Havn.