Danmark er omgivet af hav, men de færreste af os tænker over det mylder af liv, vores danske havne rummer. ’Sammen om havet i havnen’ er et flerårigt partnerskab mellem By & Havn og WWF Verdensnaturfonden med formålet at forbedre levestederne for fisk og øge biodiversiteten i Københavns Havn.
Havets tilstand er kritisk, og gennem det meste af vores historie har det været betragtet som uudtømmeligt, når det gælder plads og ressourcer, og uendeligt når vi har brugt det som skraldespand. Blandt andet ser vi meget af det plastik, vi har smidt i havet gennem årene, komme retur til vores kyster, eller i maverne på de fisk vi spiser. Samtidig ser vi, at vores fiskebestande og deres levesteder er påvirket enormt. Flora og fauna i Københavns Havn har det fint, men der er naturligvis altid plads til mere liv under havoverfladen, og det er en af de ting, partnerskabet mellem By & Havn og WWF Verdensnaturfonden sætter fokus på.
Med partnerskabet ønsker By & Havn at integrere FN’s Verdensmål 14, Livet i Havet, i organisationens arbejde, og det er netop denne slags langsigtede naturpositive vision, WWF ønsker at inspirere til. Partnerskabet indebærer en række konkrete aktiviteter og en fælles naturpositiv vision om at fremme livet under vandoverfladen.
Herunder kan du læse mere om de konkrete projekter, som er sat i søen som en del af partnerskabet mellem By & Havn og WWF Verdensnaturfonden.
Københavns største stenrev
I november 2024 blev Københavns Havn et stenrev rigere – endda havnens største stenrev på hele 2.000 kubikmeter. Det 50 meter lange, 30 meter brede og op til 7 meter høje stenrev er et økosystem med stor værdi for biodiversiteten. Det er det seneste projekt i partnerskabet mellem By & Havn og WWF, og et vigtigt et af slagsen. Stenrev er nemlig ét af de marine habitater, som har størst artsrigdom – revet skaber nemlig levesteder og fødegrundlag for truede arter som torsk samt fastsiddende arter som muslinger og søanemoner.
Læs mere om projektet
En flydende have sætter spot på biodiversiteten
WWF og By & Havn har sammen etableret en 44 kvadratmeter flydende have i Frederiksholmsløbet i Københavns Sydhavn. Haven blev søsat med hjælp fra elever fra den lokale skole og Astrid Aller fra SF, som alle var med til at udplante nogle af alle de hjemmehørende planter, som pryder havens overflade. Under vandet er der etableret muslingebanker, som blandt andet er levested for havnens blåmuslinger, der er med til at filtrere vandet og skabe et renere havnemiljø. Biodiversiteten blomstrer i havnen, men det er ikke til at se med det blotte øje. Derfor skal det flydende økosystem minde borgerne om, at naturen findes både over og under vand.
Læs mere om projektet
Nye levesteder for ålen
En af de seneste aktiviteter i partnerskabet mellem By & Havn og WWF har resulteret i, at Københavns Havn er blevet verdens første ålerefugium. Det sker, fordi der er fiskeriforbud mod at fiske den kritisk truede ål i havnen, og så skaber vi levesteder for både ålen og mange andre af arterne, der lever i havnen. Men hvordan skal man levesteder for ålen? Det har vi gjort ved at udlægge 800 tons ålegrus og 200 teglrør i Teglværkshavn. Det såkaldte ålegrus er små sten i kategorien ‘nøddemix’ der er udvundet fra stenbrud på land og som måler en diameter på mellem 16-32 mm. Lige præcis denne størrelse sten skaber perfekte hulrum, der gør det muligt for den unge ål at grave sig ned og gemme sig og finde føde.
Læs mere om projektet
Giv Københavns Havn ekstra kulør
Hvilken farve har en savgylte, og hvorfor hedder savtang egentlig savtang? Dét og meget andet kan du finde ud af i By & Havn og WWF’s malebog. Den har til formål at engagere små og store i livet i Københavns Havn gennem farvernes verden. Malebogens illustrationer indeholder både dyre- og plantearter, der lever i Københavns Havn og den er sprængfyldt med masser af forunderlige facts om de forskellige arter.
Hent og print malebogen
Bliv klogere på livet i havnen - naturbeskrivelse af livet i havnen
WWF Verdensnaturfonden og By & Havn står bag publikationen ‘Naturbeskrivelsen – en beskrivelsen af livet i havnen’. Publikationen er fyldt med flotte billeder og spændende beskrivelser af livet under overfladen i Københavns Havn. Den er lige til at gå til og gratis tilgængelig lige her på siden.
Hent Naturbeskrivelsen og bliv klogere på havnen
Biohuts - børnehaver for fisk
Biohuts Den første aktivitet i partnerskabet var udsætningen af 50 såkaldte Biohuts eller fiskebørnehaver, der hjælper fiskeynglen med at gemme sig for rovdyr og dermed øge fiskebestanden og skabe et bedre havnemiljjø. Erfaringer viser, at de giver en hurtig effekt i form af øget biodiversitet i vandet og flere fisk. Der er sidenhen installeret flere Biohuts i Københavns Havn, og den 8. juni 2022 fik København verdensrekorden i Biohuts, da der nu er installeret 200 fiskebørnehaver. Siden de første biohuts kom i vandet i juni 2021, er der blandt andet observeret flere forskellige fiskearter som læbefisk, tangnåle og sågar den kritisk truede ål.
Læs mere om projektet
En i forvejen sund havn skal være det gode eksempel
Københavns Havn er allerede fuld af liv, som på mange måder afspejler de have, havnen er omgivet af. Derfor handler partnerskabet ikke om at ”reparere” det forsømte, men at arbejde videre med og forbedre havmiljøet i København og dermed forløse ambitionerne om, at natur og storbyliv ved vandet ikke er hinandens modsætninger.
For WWF Verdensnaturfonden er ambitionen med partnerskabet at forbedre havnaturen i Københavns Havn og at fungere som flagskib for den langsigtede strategi for havet.
