By & Havn har som havnemyndighed mulighed for at påbyde ejere – både private og juridiske – at flytte eller fjerne fartøjer og genstande fra Københavns Havn.
Påbud kan ske, hvis disse fartøjer og genstande:
- er efterladt
- er forladt
- er ude af drift
- er strandet
- eller er i en stand, hvor de ikke længere kan opfylde deres formål
Hvis et påbud om fjernelse ikke efterkommes inden for den angivne frist – eller hvis ejeren ikke kan kontaktes trods opslag på fartøjet eller genstanden samt annoncering på By & Havns hjemmeside – kan By & Havn lade fartøjet eller genstanden fjerne for ejerens regning og risiko.
Ved manglende betaling kan By & Havn, med fogedrettens mellemkomst, gøre udlæg i fartøjet eller genstanden og lade det sælge ved tvangsauktion for at dække udgifter og eventuelle restancer. Hvis ejerens opholdssted er ukendt, sker meddelelse om tvangsauktion ved annoncering i et lokalt dagblad og – hvor lovgivningen kræver det – i Statstidende.
Et fartøj, som er placeret ved et bolværk uden bolværksejerens samtykke eller på et vandareal, som er udlejet til tredjemand, kan påbydes at blive fjernet inden for en efter forholdene rimelig frist. Efterkommes et sådan påbud ikke, kan fartøjet forhales til anden plads i overensstemmelse med standardreglementets § 3, stk. 5. Kan fartøjets ejer eller fører ikke identificeres kan fartøjets forhales straks, hvis det af skiltning eller andet tydeligt fremgår at anløb ikke er tilladt.
Hvis et fartøj er placeret ulovligt i havnen, og ejeren ikke kan kontaktes vil det fremgå nedenfor.
I tilfælde af overhængende alvorlig fare for sundhed og sikkerhed i Københavns Havn, og hvor øjeblikkelige indgreb er påkrævet for at afværge denne fare, foretager havnemyndigheden det nødvendige uden påbud og for den ansvarliges regning.
Har du spørgsmål om placering af fartøjer eller reglerne for ophold i havnen, er du velkommen til at kontakte os på voreshavn@byoghavn.dk.
Påbud gælder for følgende fartøjer

Havet
Type: Husbåd
Placering: Prøvestenen
Fjernes den: 2025-12-17
