Zoneplan for Prøvestenen og Kraftværkshalvøen 

Prøvestenen er en velfungerende erhvervshavn og industriområde, og er bl.a. en central adgangsvej for byggematerialer og energi til København.

Kraftværkshalvøen er ligeledes et industriområde, hvor bl.a. Amagerværket ligger. Skønt den industrielle karakter, tiltrækker området en del besøgende efter opførelsen af en skibakke på taget af Amager Ressourcecenter. 

Mellem Prøvestenen og Kraftværkshalvøen er der lav vanddybde, og området egner sig derfor ikke til badning og øvrige aktiviteter i vandet. Derudover er der ISPS-områder ved store dele af Prøvestenen og Kraftværkshalvøen, og hvor uvedkommende sejlads derfor er forbudt. I den sydlige del af Prøvestenen ligger et grønt område, der fungerer som en grøn overgangszone mod Amager Strandpark mod syd og kolonihaverne i Haveforeningen Amager Strand samt Sundby Havn. 

Zonering af Prøvestenen og Kraftværkshalvøen 

Københavns Havns søområde er afgrænset til syd for Prøvestenen. Det betyder, at bl.a. Amager Strandpark ikke indgår i Københavns Havns søområde og da størstedelen af området er ISPS-område, er her begrænsede muligheder for udlægning af zoner til ny aktivitet. 

12. Ved Prøvestenens sydlige del er der mulighed for udvikling af maritim aktivitet, som kan have udsigt og forbindelse til Sundby Lystbådehavn og Amager Strandpark. For at styrke områdets rekreative kvalitet og brug af husbåde og lystbådehavn yderligere udlægges her en blandet blød zone og boligzone. 

13. Ved Prøvestenens sydøstlige del udlægges en maritim erhvervszone for at skabe plads til havneservicebåde og anden havneerhverv. 

Zoneplanens seks typer zoner giver til sammen plads til de aktiviteter, havnens brugere efterspørger. Hver zone udgør en overordnet ramme for typer af aktiviteter, der ses særlig mulighed for i den pågældende zone. Det betyder ikke, at der i en zone er forbud mod andre typer af aktivitet i zonerne, men at zonerne præsenterer en overordnet ramme for typer af aktiviteter og funktioner på vandet. 

Læs mere om zoneplanens forskellige geografiske områder (klik på kortet):

Læs basisanalysen og forstå grundlaget for zoneplanen

Zoneplanen er udarbejdet på baggrund af ”Basisanalyse for zoneplan for Københavns havn”, som skaber overblik over de aktuelle aktiviteter i havnen samt muligheder og bindinger, der gælder for havnen. Derudover tager zoneplanen afsæt i ønsker til havnen, der er udtrykt på tværs af selvorganiserede brugere, rekreative aktører, kommercielle aktører og bolværksejere til workshops og havneseminar i efteråret 2023 og foråret 2024.

Ønskerne opsummeret:

  • Fri bevægelighed i havnen
  • Zoneinddeling af trafikken i havnen
  • Flere faciliteter i havnen
  • Ingen fri badning
  • Flere badesteder i havnen
  • Flere rekreative områder nær havnefronten
  • Fokus på sikker havnekultur
  • Flere events i havnen
  • Øget videndeling og etablering af dialogforum
  • Langsigtet udvikling af havnen

Det har ikke været muligt at imødekomme alle ønskerne i zoneplanen. Nogle ønsker vedrører ikke direkte zoneplanens sigte. Og der skal først og fremmest tages hensyn til sikkerhed, planforhold, ledige arealer, sikkerhed og meget andet. Derfor er der lavet en strategisk prioritering mellem de forskellige ønsker i zoneplanen. By & Havn inddrager de ønsker, som ikke direkte omfattes af zoneplanen eks. omkring videndeling i andre sammenhænge.

Hent Zoneplan for Københavns Havn

Zoneplanen er et overordnet værktøj, der præsenterer mulige udviklingspotentialer for aktiviteter og funktioner på vandet i Københavns Havn.

Hent Basesanalyse for Zoneplan for Københavns Havn

Basisanalysen kortlægger de forhold, der er rammesættende for anvendelsen af Københavns Havn.