By & Havn vil have flere husbåde i Københavns Havn

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 12. marts 2022.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

12. marts 2022

By & Havn vil have flere husbåde i Københavns Havn

Som et led i By & Havns ønske om at skabe en levende og varieret rekreativ havn, åbnes der nu for muligheden for flere husbåde i København. Derfor peger By & Havn nu på en række placeringer, hvor man gerne ser, at der kan tilbydes placeringer til husbåde i fremtiden. Formålet er bl.a. at give bedre forhold for ejerne og skabe liv ved de mange bolværker.

Efterspørgslen på husbåde er meget stor i Københavns Havn og By & Havn ønsker at få etableret flere pladser til husbåde i havnen, så flere kan få muligheden for at udleve drømmen som husbådeejer. I første omgang har By & Havn peget på en række områder, hvor man vil undersøge muligheden for at etablere husbådepladser. Det er ved Stejlepladsen i Sydhavn, langs en del af Islands Brygge, ved Christiansholm, ved Prøvestenen Syd, ved Kronløbsøen i Nordhavn og ved statens vandarealer på Holmen.

IMG_5074

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, kalder udviklingen for en naturlig konsekvens af havnestrategien:

By & Havn lancerede for et par år siden en ny havnestrategi, hvor vi satte fokus på, at havnen skulle være for alle og at der skulle være flere rekreative tiltag, der skabte en levende havn. Det er vi allerede godt på vej med og hvert år kommer nye sjove tiltag i havnen, som skaber liv. Husbåde er næste skridt. Vi mærker efterspørgslen og det skal vi selvfølgelig kunne levere på. Derfor peger vi nu på en række steder, hvor vi kan se, at der er muligheder for flere husbådepladser.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Generelt er interessen for husbåde stor i Københavns Havn og om sommeren kommer der dagligt henvendelser fra københavnere, der ønsker at få muligheden for at få en husbådeplads. Det har dog indtil nu været svært at tilbyde, fordi der ikke har været nok pladser og bolværkerne i de fleste tilfælde er ejet af private bolværksejere som også skal give tilladelse.

By & Havn ønsker med dette nye tiltag at skabe flere pladser og ikke mindst ligestilling blandt husbådene, så regler og rammer bliver de samme i havnen – uanset om man er en ny, moderne husbåd eller et bevaringsværdigt skib, som er med til at fastholde den særegne havnehistorie i Københavns Havn.

Anne Skovbro siger:

Vi ønsker at der skal være plads til alle – både almindelige husbåde og bevaringsværdige skibe. Og det har vi faktisk allerede sikret andre steder i havnen. Vi skal som havnemyndighed sikre, at forholdene omkring husbådene bliver varetaget professionelt og vi har en rimelig tilgang til vandarealleje og derfor er det faste takster, så alle er lige stillet i havnen i fremtiden. Det betyder også, at vi kommer til at gå i dialog med de nuværende bolværksejere for at sikre os, at vi kan skabe nogle gode rammer for de nuværende og fremtidige husbådeejere.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

By & Havn kan på nuværende tidspunkt ikke sige, hvor mange husbådepladser, der er tale om, men dialogen med bolværksejere, kommune og husbådeejere er allerede begyndt og By & Havn håber, at de inden længe kan sige, hvornår de første nye husbådeplaceringer vil blive offentliggjort.