By & Havn indvier særudstilling om Lynetteholm

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 22. maj 2023.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

22. maj 2023

By & Havn indvier særudstilling om Lynetteholm

Udstillingen ´Kystlandskab som stormflodssikring – en særudstilling om Lynetteholm´ har i dag slået dørene op. Her kan københavnerne fremover se og opleve, hvordan Lynetteholms kystlandskab skal indgå i fremtidens stormflodssikring af København.

Når man træder ind i By & Havns nye særudstilling om Lynetteholm, vil man som noget af det første møde en model, hvor bølgerne slår ind mod stranden.

Modellen er et udsnit af Lynetteholms kystlandskab, der i fremtiden skal være med til at beskytte hovedstaden mod havvandsstigninger.

Der er mange måder at stormflodssikre vores byer på. Lige fra traditionelle diger til forhøjede kajkanter. Med Lynetteholm har man politisk besluttet en naturbaseret stormflodssikring – det vil sige et kystlandskab med strand- og skovområder anlagt mod Øresund.

Formand for By & Havns bestyrelse Pia Gjellerup håber, at mange københavnere vil lægge vejen forbi og opleve, hvordan Lynetteholm skal bidrage til stormflodssikringen af København.

Havvandstigninger kommer til at påvirke vores kyster i hele landet og ikke mindst København som lavtliggende havneby. Lynetteholm er et af Københavns første politisk vedtagne stormflodssikringsprojekter, som udover at stormflodssikre giver københavnerne adgang til nye, rekreative arealer tæt på vandet. Det er et spændende projekt, som vi har set frem til at udstille.

Pia Gjellerup, Formand for By & Havns bestyrelse

By & Havn åbner udstillingen i anledningen af Arkitekturhovedstad 2023, hvor København viser verden sin kunnen inden for en bred vifte af arkitektoniske temaer. I udstillingen vil man derfor også kunne fordybe sig i, hvordan det kilometerlange kystlandskab er tegnet og skal anlægges som en bugtet kystlinje fra Refshaleøen til Nordhavn i Københavns Havn.

Tredje natur rundviser

En mangeårig landindvindingshistorie

Københavns geografi har været i konstant udvikling de seneste mange hundrede år. Helt nye tal i udstillingen kortlægger byens opfyldsarealer, og viser, at ca. 29 procent af København i dag består af opfyldt areal, hvor godt 73.500 københavnere har deres hjem. Lynetteholm skriver sig derfor ind i en lang tradition for københavnsk landindvinding, hvor nye områder kommer til i takt med byens skiftende behov.   

Lynetteholm skal fyldes op og genbruge de store mængder overskudsjord, som fremover kommer fra hovedstadens byggepladser. Det er en landindvendingshistorie, som vi også sætter fokus på – og et særligt element i udstillingen er en jordvold, som viser eksempler på de sten- og jordmaterialer, som vi bygger stormflodssikringen af.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Et partnerskab med DMI og COWI

Særudstillingen er blevet til i et partnerskab mellem Danmarks Metrologiske Institut (DMI), og COWI med underrådgiverne Arkitema og Tredje Natur, der står bag kystlandskabets design.

DMI har bidraget med de nyeste prognoser for fremtidens havvandstigninger, så hvis man er interesseret i at vide mere om det, så er udstillingen det helt rigtige sted. Ocenograf Jacob Woge Nielsen fra DMI, fortæller blandt andet, hvad en forventet vandstandsstigning på ca. 60 cm frem mod 2100 vil betyde for København, hvis byen ikke bliver stormflodssikret inden da.

I udstillingen fortælles også, hvordan Lynetteholm er planlagt som en delstrækning i en samlet stormflodsplan for den centrale del af hovedstaden. Planen arbejder med 13 delstrækninger, hvor Lynetteholm er den ene.

DMI_tale

By & Havns adm. direktør Anne Skovbro og Michael Skelbæk Kamp, souschef for Politik, Strategi & kommunikation hos DMI holdt tale under dagens indvielse.

FAKTA: Særudstilling om Lynetteholm

Særudstilling om Lynetteholm er en del af By & Havns permanente udstilling Havnebygmesterens Studiesamling, som åbnede september 2022.

Særudstillingen er planlagt til at køre frem til foråret 2024.

Særudstillingens hjemmeside:
https://byoghavn.dk/lynetteholm/lhu-forside/

Åbningstider:
Alle hverdage kl. 09-15. Gratis entré.

I ferieperioder kan der være andre åbningstider, som vi fremgå af hjemmesiden.

Booking af større gruppe
Ønsker du at besøge udstillingen med en større gruppe og få en rundvisning, så kontakt os venligst på forhånd på mailadressen: info@byoghavn.dk

 

Adresse:

Nordre Toldbod 3
1257 København K

T: 3376 9800
E: info@byoghavn.dk

Udstillingsdesign:

JAC studios

Johan Carlsson, JAC studios siger om udstillingen: ”Udstillingens centrale element er kystlandskabets ”kant”, som er en direkte reference til den kommende stormflodssikring. Installationen er bygget med genbrugsjord fra By & Havns nuværende renjordsdepot i Ydre Nordhavn og sten hentet fra Lynetteholmens byggeplads. I installationen kan man fordybe sig i alt fra landskabets forskellige jordblandinger, vandstandsprognoser for fremtiden i en animeret landskabsmodel og fund fra anlægsarbejdet”

Udstillingen er blevet til i et partnerskab mellem:

logo-dark
DMI_LOGO
Logo_COWI_AB