Superlokal vejrstation skal gøre havnen mere sikker

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 24. februar 2021.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

24. februar 2021

Superlokal vejrstation skal gøre havnen mere sikker

Vandstand, vind og stærk strøm, der skifter flere gange i løbet af dagen, er en udfordring for småbåde og kajakker ved Slusen i Sydhavn. Nu skal et lyssignal med rødt advarselsblink og en superlokal vejrudsigt hjælpe til en mere sikker tur på vandet.

En robåd kæntrede ved Stigbordene forrige sommer, fordi besætningen havde fejllæst forholdene og undervurderet dagens meget kraftige strømforhold i havnen. Hovedstadens Beredskab blev tilkaldt, og der blev igangsat en redningsaktion. Heldigvis slap roerne med forskrækkelsen, men båden led stor skade.

Situationen er et eksempel på, hvordan man skal være særligt opmærksom på de drilske strømforhold ved stigbordene, og det er den slags situationer, som forhåbentligt kan undgås med det nye sikkerhedstiltag.

Strømmåler3

Fremover vil en digital og superlokal vejrudsigt gøre det muligt at aflæse vind, strømstyrke, strømretning, vandtemperatur og vandstand på begge sider af Stigbordene hjemmefra, så man kan planlægge sin tur med højde for dagens vejrforhold, inden man sætter kursen mod Stigbordene.

På vandet kan man holde øje med et rødt advarselsblink over Stigbordene, som lyser, når strømhastigheden er over 3 knob.

Per Schulze, der er udviklingschef i By & Havn, fortæller:

Med den superlokale vejrstationen vil vi gerne gøre det nemmere og mere sikkert for kajakker, robåde og andre småbåde at planlægge turen gennem havnen og træffe gode beslutninger undervejs på turen. Strømmen kan være rigtig stærk ved Slusen, hvor havnen snævrer ind og store mængder vand skal passere, og forholdene kan skifte inden for blot få timer. Så vi håber, at de nye tiltag kan give en god tryghed for turen på vandet.

Per Schulze, udviklingschef i By & Havn.

Forholdene ved Stigbordene er særligt udfordrende fordi vandstanden og strømmens retning og styrke skifter flere gange i løbet af en dag. Samtidig snævrer havnen ind ved Slusen og danner en flaskehals, som sætter pres på vandet, og dertil kan stærk vind presse vand ind i havnen og øge strømmen yderligere.

Per Ottesen, der er formand i Amager Ro- og Kajakklub og repræsentant for Aktive Fritidssejlere i Københavns Havn, byder det nye tiltag velkommen:

Det er et rigtig godt værktøj med det nye tiltag, både for os i klubberne, men også for alle dem, der selv har en lille båd, kajak eller SUP liggende og måske ikke kender farvandet så godt. Man skal altså være en ret erfaren ”sømand” for at kunne bedømme strømmen ved Stigbordene og styre igennem den, og mange gange må selv vores mest erfarne roere bruge overbæringen, fordi strømmen simpelthen er for kraftig. Det bliver nemmere at tage højde for nu med advarselsblinket og vejrudsigten .

Per Ottesen, formand i Amager Ro- og Kajakklub.

Oprustningen på sikkerheden ved Stigbordene er en del af By & Havns strategi for udviklingen af havnen. Stadig flere får interesse for at bruge det blå element, og der er stor variation i erfaring og uddannelse blandt brugerne på vandet. Det øger behovet for nye sikkerhedstiltag, så det fortsat kan være trygt og sikkert at færdes i Københavns Havn.

Strømmåler2

Fakta om de nye sikkerhedstiltag

Vejrstation

Se forholdene ved Stigbordene netop nu.
Vejrstationen viser:

  • Vandstand på hver side af broen, som udtrykkes i en måling af højdeforskel på hver side af Stigbordene. Stor højdeforskel vil medføre kraftig strøm.
  • Strømhastighed og -retning ved Stigbordene
  • Vindstyrke og -retning
  • Vand- og lufttemperatur
  • Vejret

Lyssignal

  • En rød lampe lyser, når strømhastigheden ved Stigbordene er mere end 3 knob.

5 tips til sikker færdsel på vandet ved Stigbordene

  • Planlæg turen hjemmefra. Brug en generel vejrudsigt til at undersøge vind og vejr over Københavns Havn, og brug den superlokale vejrstation til at vurdere, om du skal tage nogle forholdsregler ved Stigbordene eller planlægge en anden rute.
  • Brug bøjerne til at vurdere strømmen. To store bøjer nord for Slusen kan bruges som gode indikatorer på strømforholdene ved Slusen. Den ene bøje (nr. 2) ligger modsat Sluseholmens røde bådhuse. Jo mere denne bøje hopper og svajer des stærkere er strømmen. Hvis strømmen vender mod Stigbordene skal man være ekstra varsom, så man ikke uagtet driver med strømmen.
    Længere mod nord ligger en bøje (nr. 1) ved den høje, blå bygning, Metropolis. Hvis denne bøje svajer, er der stærk strøm. Se kort nedenfor.
  • Hold øje med den røde lampe over Stigbordene. Når lampen blinker er strømhastigheden over 3 knob.
  • Brug overbæringen. Kajakker og SUP har mulighed for at benytte overbæringen, så man helt undgår at passere gennem stigbordene.
  • Kend dine begrænsninger. Overvej om du har nok erfaring til at komme sikkert rundt i havnen. Hvis uheldet er ude, og du falder i, skal du kunne komme sikkert op i båden igen. Det er altid en god idé at tage et kursus inden man begiver sig ud i havnen.