Undersøgelser ved Lynetteholm finder gammel ammunition på bunden af Københavns Havn

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 14. oktober 2021.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

14. oktober 2021

Undersøgelser ved Lynetteholm finder gammel ammunition på bunden af Københavns Havn

Søværnets Dykkertjeneste har i dag uskadeliggjort en dybvandsbombe på havbunden mellem Refshaleøen og Nordhavn, hvor Københavns nye halvø, Lynetteholm skal anlægges. Arbejdet er et positivt bidrag til at få ryddet op i havnen og sikret området, inden arbejdet med at anlægge Lynetteholm går i gang.

Gamle og efterladte granater, bomber og miner fra 1. og 2. verdenskrig kan udgøre en potentiel risiko i det vandområde, hvor Lynetteholm skal anlægges indenfor den nærmeste fremtid. Derfor samarbejder By & Havn netop nu med eksperter om at undersøge havbunden, så eventuelt gammelt ueksploderet ammunition kan blive ryddet af vejen. Undersøgelserne kan også bidrage til at finde andre genstande, som kan have behov for at blive undersøgt, herunder arkæologiske fund.

I forbindelse med udviklingen af Lynetteholm er havbunden blevet kortlagt med et såkaldt magnetometer, der giver udslag ved magnetiske genstande, som fx efterladt ammunition, og i begyndelsen af september fandt man ved hjælp af dykkere et mistænkeligt objekt cirka 1500 meter ud for Trekroner og cirka 1000 meter fra Oceankaj. Det viste sig efterfølgende at være en tysk dybvandsbombe – en såkaldt ”Wasserbombe” fra 2. verdenskrig på 60 kg sprængstof.

Bomben er i dag blevet uskadeliggjort af Søværnets Dykkertjeneste, som er ansvarlige for at udføre denne type sprængningsopgaver. Ved uskadeliggørelsen er der foretaget en sprængning omkring dybvandsbomben, som har splittet indholdet ad, uden at selve bomben er detoneret.

Fundet er et resultat af det grundige forarbejde, der foregår med at få ryddet op på havbunden i Københavns Havn. Det siger By & Havns havnebygmester og anlægschef Hans Vasehus:

Søområdet omkring København har en lang historie, og det var forventeligt, at noget ville kunne dukke op her i de indledende undersøgelser af området, og vi er er glade for, at vi med Lynetteholm kan bidrage til at få ryddet op efter krigens efterladenskaber.

Havnebygmester og anlægschef i By & Havn, Hans Vasehus.

Da bomben blev fundet i september udsendte Søfartsstyrelsen en navigationsadvarsel til sejlerne via styrelsens hjemmeside med et midlertidigt forbud om lægge for anker og fiske inden for et oprettet område på en halv sømil fra bomben. 

De såkaldte dybvandsbomber, som der nu er fundet et eksemplar af ved Lynetteholm, blev under 2. verdenskrig brugt til at bombe fjendens ubåde under vandet. Det vides ikke, hvordan den fundne bombe er havnet på arealet ved Lynetteholm, og hvorfor den ikke er eksploderet. 

Target_1774_Maskingeværmagasin

Granatrester og andre fund

Udover den formodede dybvandsbombe har undersøgelserne ved Lynetteholm blandt andet også resulteret i fundet af resterne fra en haubitser-granat og et fyldt magasin fra et maskingevær. By & Havn har haft og har stadig dykkere i området til at undersøge de mange fundne objekter og vil, når arbejdet er afsluttet, have dykkerundersøgt godt 400 objekter. Søværnets dykkertjeneste har på den baggrund været ude at undersøge genstande ved Lynetteholm seks gange det sidste halve år. Derudover har man 12 gange undersøgt genstande i forbindelse med Energinets anlæggelse af et kabel i samme område.

Target_1774_Granat-rest

Kom og se bomberesterne på kulturnatten

Hvis du er interesseret i at se resterne fra den historiske dybvandsbombe, så bliver de udstillet hos By & Havn på kulturnatten i morgen, fredag den 15. oktober, hvor By & Havn slår dørene op til dette års kulturnat. Du kan læse hele By & Havns kulturnats-program her.

FAKTA: Undersøgelser af ueksploderet ammunition ved Lynetteholm

  • Undersøgelserne af ueksploderet ammunition kaldes også UXO-undersøgelser, som står for Unexploded Ordnance
  • By & Havn gennemfører undersøgelserne forud for anlæggelsen af Lynetteholm for at sikre, at området er ryddet, når anlægsarbejdet går i gang.
  • Hele Lynetteholms-området på godt 2,8 kvadratkilometer bliver undersøgt for ueksploderet ammunition.
  • Undersøgelserne har omfattet en indledende undersøgelse, hvor såkaldte ’magnetiske anomalier’ (metalgenstande), som potentielt kan være ueksploderet ammunition er blevet kortlagt med et magnetometer.
  • Efterfølgende er de magnetiske anomalier blevet undersøgt ved hjælp af dykkere og videokameraer på havbunden.
  • Forud for sprængningen er der blevet udsendt advarende lyde i området, som sikrer, at marsvin og sæler er væk fra området, da sprængladningen gik af
  • I forbindelse med Øresundsbroen uskadeliggjorde Søværnets dykkertjeneste 22 bomber. I forbindelse med det igangværende arbejde ved Femern bælt er der fundet to genstande, der skal sprænges væk.