Der udføres supplerende målinger af metan på Vejlands Kvarter fra mandag den 17. februar, og cirka fire uger efter begynder forsøg med at komprimere grundens jord. Arbejdet vil finde sted indenfor områder, hvor der ifølge masterplanen for Vejlands Kvarter skal opføres bygninger.
Masterplanen deler det fremtidige byområde på Amager op i tre nabolag - også kaldet landsbyer. Områdets tre byggefelter er fundet, og derfor kan man gå i gang med supplerende målinger af gasarten metan og forsøg med at forkomprimere jorden. Målingerne af metan begynder i dag mandag den 17. februar. Forsøg med at komprimere jorden ventes at begynde om cirka fire uger.
Formålet med forkomprimeringsforsøgene er at teste, hvor meget af jorden (tidligere lossepladsopfyld) der kan forkomprimeres (presses sammen) forud for, at blandt andet veje, pladser og ledningstraceer skal anlægges. Forsøgene vil blive udført på to testfelter (Se fakta nederst).
Formålet med metanundersøgelserne er at kortlægge, hvilke ventilationsløsninger, der bedst kan sikre fremtidige bygninger og anlæg mod evt. opsivning af metangas og andre forurenende stoffer. Undersøgelserne af metan vil også blive udført på to testfelter (Se fakta nederst).
Det er ikke ualmindeligt at bygge på forurenet jord som Vejlands Kvarter, og der er en mangeårig og solid erfaring med at anvende de ventilationssystemer, som planlægges anlagt på grunden.
Det vil fortsat være muligt at gå og opholde sig på Vejlands Kvarter under hele testperioden, da målingerne ikke er til fare for forbipasserende.
I forbindelse med arbejdet vil der blive taget hensyn til den eksisterende natur, og der bliver ryddet op efter forsøgene.
Vejlands Kvarter er gammel losseplads og indledende miljøundersøgelser i foråret 2019 konstaterede flere forureningsstoffer og metan under det rene jordlag, der for 10 år siden blev lagt ud på grunden.
De nye supplerende undersøgelser bliver udført for By & Havn og PensionDanmark, som står bag udviklingen af Vejlands Kvarter. Det er virksomheden PFH Miljø og Anlæg, som vil etablere de to testfelter for metanmålinger, og COWI fører teknisk tilsyn med målingerne. Entreprenøren, der skal udføre forkomprimeringsforsøgene, er endnu ikke udvalgt.
Har du spørgsmål til undersøgelserne, kan du rette henvendelse til By & Havns kommunikationschef Kristian Wederkinck Olesen på tlf. 3053 5004.
Det blev med Københavns Kommunes budgetaftale i 2019 besluttet at sætte gang i udviklingen af Vejlands Kvarter. Det er forventningen, at lokalplanen for området skal til politisk beslutning i Københavns Borgerrepræsentation i slutningen af 2020. Byggeriet af Vejlands Kvarter kan begynde, når lokalplanen for området er vedtaget, og der foreligger en godkendt byggesag.
FAKTA:
Sådan etableres testfelter for metanmålinger
Testfelterne for metanmålinger er en velkendt testmetode, og hvert felt indebærer følgende:
- Et område på 6 meter i bredden, 10 meter i længden og 0,2 meter i højden, hvor der opbygges et stenlag (18-36 mm nøddesten) med indlagte dræn, som svarer til det, der planlægges etableret under de kommende bygninger.
- Drænlaget opbygges ved først at udlægge cirka fem cm. stenlage, hvorpå drænsystemet (rørsystemet) udlægges. Eksempel på et drænsystem oven på stenlag er vist på billede nedenfor. Testfeltet på Vejlands Kvarter bliver dog lidt mindre end det viste, da der kun bliver lagt fem dræn på tværs i stedet for de syv dræn, som ses på billedet.
- Oven på drænsystemet lægges yderligere cirka 15 cm. sten, hvorefter hele stenlaget vil blive overdækket med geotekstil og membran, så systemet er tæt.
- Etableringen af testfelterne foregår under teknisk tilsyn fra COWI.
- COWI vil udføre målinger på testfelterne i op til et halvt år efter etableringen.
FAKTA:
Sådan udføres forkomprimeringsforsøgene
Forkomprimeringstest er en velkendt testmetode. Testen vil indebære følgende:
- Forkomprimering af lossepladsfyld i to felter på ca. 15x15 meter.
- Komprimeringen foretages ved at lade et tungt lod falde fra cirka 15 meters højde. (Eksempelvis fra en kran med faldlod)
- Loddet falder gentagende gange i et fastlagt mønster inden for testfeltet.
- Undersøgelserne skal vise effektiviteten af forkomprimeringen, så det sikres, at jorden er fast og ikke falder sammen efter bygninger, veje m.v. er anlagt.
- Forkomprimeringsforsøgene ventes at tage 3-4 dage.