Den århusianske arkitektvirksomhed TRANSFORM ApS og Bascon A/S vandt projektkonkurrencen om en ny masterplan for den vestlige del af Ørestad Syd. Vinderne blev offentliggjort ved en reception hos By & Havn i dag, den 11. november 2014.

I samarbejde med Københavns Kommune og arkitektkonkurrencerdk udskrev By & Havn den 30. juni 2014 en indbudt projektkonkurrence om en masterplan for et godt 20 hektar stort område i Ørestad Syd med titlen ’De sidste brikker i udbygningen af Ørestad Syd’. Titlen henviser til, at By & Havn ønsker, at konkurrenceområdet skal have sit eget liv, sjæl, karakter og identitet, men i høj grad også give med- og modspil til resten af Ørestad Syd, som hastigt bebygges netop nu. 

Fem teams blev indbudt til at deltage i konkurrencen, og forud for konkurrencen var der gennemført en prækvalifikationsrunde, hvor 29 teams ansøgte om at blive prækvalificeret. Nu er vinderen fundet. Det blev arkitektvirksomheden TRANSFORM ApS, Bascon A/S, Active Institute og arkitekt Jan Christiansen med forslaget ’Aktive Ørestad Syd’. Motiveringen fra den enige dommerkomité var bl.a.:

Forslaget formår med sin pragmatiske tilgang at skabe en bystruktur i den nye bydel, som på samme tid er enkel, robust, identitetsstærk og varieret – meget lokal og meget sammenhængende og naturligt opkoblet på det eksisterende Ørestad Syd. 

Selvom planens bebyggelsesmønster kun rummer to typer af bebyggelser, så vil områdets tre kvarterer fremstå med store forskelle og med en stærk identitet. Der er en strukturplan med en enkel grundstruktur, men med store variationsmuligheder med klare kvarterdannelser. Og der er en afslappet sikkerhed, når det gælder om at vise, hvordan abstrakte begreber som robusthed, rum for bevægelse, marked og proces håndteres.

Det glade vinderteam.

”Det er flotte, kompetente og meget forskellige forslag, som deltog i konkurrencen, men det glæder mig, at vinderforslaget bevarer den oprindelige og robuste struktur for Ørestad Syd, og samtidig tilføjer nye detaljer og nye boformer i kvarteret. Med den nye plan er jeg sikker på, at Ørestad Syd bliver et endnu mere attraktivt kvarter for københavnske familier, der både vil bo bymæssigt, have let adgang til København City og samtidig sætter pris på at have frisk luft og fælledens høje himmel lige uden for døren. Planen giver et godt grundlag for næste udviklingsbølge i Ørestad,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn. 

Københavns overborgmester Frank Jensen er ligeledes begejstret for vinderprojektet:

”København vokser kraftigt i disse år, og vi skal have bygget boliger til mange nye københavnere. Ørestad Syd har masser af natur og muligheder for at bygge nyt og spændende. Jeg er rigtig glad for, at vi nu får bygget endnu flere boliger, så flere kan få glæde af den fantastiske natur i området. Det glæder mig også, at vinderprojektet er robust og sikrer forskellige slags boliger til forskellige københavnere. Et spændende projekt, der giver gode muligheder for at leve det aktive liv,” siger overborgmester Frank Jensen.

Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell udtaler: 

”Den nye plan for Ørestad Syd har et godt fokus på at skabe bedre forudsætninger for bylivet i Ørestad. Der vil blive tale om lavere og tættere boligbyggeri med mere intime byrum og et hovedstrøg med butikker og cafeer i stueetagerne. Samtidig er der her lagt op til at genskabe nogle af de populære aktiviteter fra den midlertidige aktivitetspark PLUG N PLAY. Det vil betyde at flere får lyst til at opholde sig i området. Endelig kommer flere boliger nu til at ligge ud til fælledens grønne områder. Alt i alt bliver det et mere attraktivt boligområde, og vi skal arbejde målrettet på, at mindst 20 pct. af boligerne bliver almene, så alle københavnere uanset indtægt får mulighed for at bo i den nye bydel,” siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell.   

Vinder-tegnestuen TRANSFORM er et yngre, århusiansk arkitektfirma med 16 medarbejdere. Indehaver Lars Bendrup glæder sig til den videre proces:

”Vi er pavestolte over at have vundet projektkonkurrencen og over, at vi nu bliver en del af Ørestad Syds udvikling. Kvarterets enestående beliggenhed indeholder alle muligheder for at komme til at rumme fremtidens storbykultur: Tæt, urbant, grønt, vedkommende, aktivt, socialt og med udsyn. Vi glæder os vildt til at kvalificere masterplanen yderligere i samarbejde med By & Havn,” siger Lars Bendrup, arkitekt MAA fra TRANSFORM.

Rækkehuse, etageejendomme og en aktiv hovedgade

Vinderforslaget opdeler konkurrencearealet i Ørestad Syd i forskellige boligtyper. Nord for ’Hovedgaden’ (Asger Jorns Allé), der stikker ind i øst/vestlig retning fra Vestamager Metrostation, anlægges et større rækkehuskvarter med øst-vest-orienterede boliggader med adgang fra boulevarderne, og syd for Asger Jorns Allé bygges karréer med etageboliger i varierende størrelser, som skaber en fin overgang til de eksisterende karréer i denne del af Ørestad Syd. 

De nord/sydgående landskabsbånd fra den oprindelige masterplan for Ørestad Syd fastholdes og raffineres for at give yderligere karakter. F.eks. indsnævres Skovrummet og Parkrummet for at spille bedre sammen med skalaen i byggerierne. Andre steder udvides landskabsbåndene og skaber lokale pladser, og enkelte steder brydes den oprindelige struktur med forskudte veje for at opnå et mere lukket kvarter. 

Selve Asger Jorns Allé bliver kvarterets centrale hovedstrøg og livlige centrum med koncentration af både butikker og en lang række fysiske udfoldelsesmuligheder.

Asger Jorns Allé strækker sig øst-vest fra Vestamager Metrostation og ud mod den åbne fælled. I den første del af strøget tænkes der særligt at være voksen-sportsfaciliteter, der både henvender sig til de lokale beboere og til besøgende fra andre bydele, hvoraf en del ankommer med Metroen. Længere inde i gaden vil mulighederne for sport og bevægelse i højere grad henvende sig til børn. Helt vestpå, hvor trafikken er roligst, også til mindre børn. 

Inspirationen til kvarterets mange idrætsmuligheder kommer særligt fra det midlertidige, urbane idrætsområde PLUG N PLAY, der ligger i en del af konkurrenceområdet. Når byggeriet går i gang i området, har det hele tiden været planen, at PLUG N PLAY skulle opløses, og med vinderforslaget gives der mulighed for, at nogle af de mest succesfulde sportsaktiviteter fra PLUG N PLAY vil flytte ind på Asger Jorns Allé og suppleres med helt nye, urbane idrætsgrene. 

I den kommende tid skal vinderforslaget yderligere kvalificeres, inden det på et tidspunkt skal danne udgangspunkt for et nyt lokalplanforslag, som skal vedtages i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune. 

TRANSFORM og det øvrige vinderteam skal i samarbejde med Københavns Kommune og By & Havn særligt se på nogle af de områder, hvor konkurrencens dommerkomité havde nogle forbehold over for vinderforslaget; det gælder særligt selve udformningen af Asger Jorns Allé, parkeringsløsningerne i planen samt overgangen mellem Ørestad Syd og fælleden. 

Hvorfor ny masterplan?

Rundspørger blandt beboerne i Ørestad Syd giver gang på gang samme svar. Beboerne er begejstrede for at bo tæt på både storby og natur og peger ofte på, at især hensynet til børnenes udfoldelsesmuligheder, sundhed og tryghed vægtes tungt. I den sammenhæng nævnes såvel fælleden som den midlertidige aktivitetspark PLUG N PLAY som særlige attraktioner. Af samme grund oplever By & Havn stor efterspørgsel efter boligjord i Ørestad Syd. 

Baggrunden for den nye masterplan på arealet har således været at bevare det momentum, der er i området, hvor bl.a. Royal Arena og forskellige boligejendomme er ved at blive bygget. 

Den eksisterende lokalplan for Ørestad Syd arbejder med en 50/50 fordeling af boliger og erhverv i Ørestad Syd og er skabt i en konjunkturperiode, hvor der var lige stor efterspørgsel efter bolig- og erhvervsjord. I dag er der størst dynamik i boligmarkedet, og derfor rummer den nye plan en væsentlig større boligandel. 

Det nye område i Ørestad Syd skal kunne kombinere storbyens urbane kvaliteter og de kendte kvaliteter fra mindre byer og forstæder – i en karakteristisk arkitektonisk formgivning og en landskabelig disponering, der spiller sammen med Naturpark Amagers fælleder og naboområdernes grønne struktur. Helt specifikt skal kvarteret være kendetegnet ved et aktivt udeliv med fællesskab og bevægelse gennem leg, idræts- og friluftsliv og med afsæt i erfaringer fra PLUG N PLAY. 

Juryen fandt altså, at forslaget fra TRANSFORM og Bascon på bedste vis opfylder disse ønsker til det kommende kvarter i Ørestad Syd.


PRESSEMATERIALER: Hent illustrationer og dommerbetænkning i Dropbox mappe

Alle illustrationer skal krediteres TRANSFORM og Bascon. Bemærk at vinderforslaget skal yderligere kvalificeres, inden det vil danne udgangspunkt for et lokalplanforslag. Illustrationerne er således ikke nødvendigvis retvisende for den reelle udvikling af konkurrenceområdet – de illustrerer alene vinderforslagets intentioner.



KONKURRENCEFAKTA

Udskriver: By & Havn I/S

Konkurrenceform: Indbudt projektkonkurrence iht. EU-direktiv nr. 2004/18/EF med fem deltagere med mulighed for udbud med forhandling

Konkurrencerådgiver gennem hele forløbet: Arkitektkonkurrencerdk

Konkurrenceprogrammet er udarbejdet af: By & Havn I/S i samarbejde med Arkitektkonkurrencerdk

Konkurrenceperiode: 30. juni til 18. september 2014

Dommerkomité:

  • Rita Justesen, chef for Planlægning & Arkitektur, By & Havn, formand for dommerkomitéen
  • Michael Soetmann, udviklings- og salgsdirektør, By & Havn
  • Jens Kvorning, professor, arkitekt MAA, fagdommer
  • René Kural, lektor, arkitekt MAA, fagdommer
  • Bettina Lamm, lektor, landskabsarkitekt MAA, fagdommer

Rådgivere for dommerkomitéen:

  • Anne Skovbro, direktør, Københavns Kommune
  • Tina Saabye, stadsarkitekt, Københavns Kommune
  • Bertha Lysgaard, enhedschef, TMU, Københavns Kommune
  • Jens Chr. Højgaard, Trafikplanlægger, Byplan Syd, Københavns Kommune
  • Nicolai Irminger Axholm, chef for Salg, By & Havn
  • Rikke Faaborg Jarmer, chef for Byliv, By & Havn
  • Kresten Bloch, byplanchef, By & Havn
  • Lise Palm, projektleder, By & Havn

Dommerkomitéens sekretær: Anne-Mette Bølling, Arkitektkonkurrencerdk



Deltagere

FORSLAG NR 1: JORDI HENRICH + JAUME ARTIGUES ARKITEKTEN (Barcelona)

Underrådgivere: LIEUX-DITS SAS (Lyon)/ESTUDIO LUNAR (Rotterdam)

FORSLAG NR 2: Holscher Arkitekter

Underrådgivere: NORD ARKITEKTER APS/Schultze + Grassov ApS/PK3 Landskabsarkitekter/ Exo-metric

FORSLAG NR 3: Entasis

Underrådgivere: Marianne Levinsen Landskab APS /MOE A/S Rådgivende Ingeniører

FORSLAG NR 4: TRANSFORM ApS  **VINDER**

Underrådgiver: Bascon A/S

Konsulenter: Active Institute og Jan Christiansen

FORSLAG NR 5: Sleth A/S /SCHØNHERR/XDGA/ALECTIA

Konsulenter: Claus Bech-Danielsen / Anne Katrine Hornemann



Vederlag: Hver deltager har modtaget et vederlag på 300.000 DKK ekskl. moms.

Bedømmelsesperiode: 3. oktober – 23. oktober 2014.

Bedømmelseskriterier: Forslagene blev bedømt på deres evne til at opfylde vision, krav og ønsker i konkurrenceprogrammet med fokus på, om forslagene præsenterer en identitetsskabende hovedidé for kvarteret.

Siden åbningen af det urbane idrætsområde PLUG N PLAY i Ørestad har den ekstreme cykelsport dirt jump været en af de mange discipliner, man kunne dyrke på anlægget. Nu bliver der bygget i Arenakvarteret nord for PLUG N PLAY, og det betyder, at dirt jump banen har holdt flyttedag. Den 21. september er der åbningsfest på den nye bane.

PLUG N PLAY er et midlertidigt aktivitets- og idrætsområde i Ørestad Syd, som ligger nær det sidste stop på metrolinjen (Vestamager). PLUG N PLAY er altid åbent, og aktiviteterne er gratis. By & Havn står bag etableringen af PLUG N PLAY, som blev åbnet af HKH Kronprinsen i august 2009. 

Anlægget er midlertidigt, da den centrale del af Ørestad Syd skal udvikles, men det er planlagt, at PLUG N PLAY kan blive liggende frem til udgangen af 2016.
Dirt jump handler kort fortalt om at hoppe på og henover store og små jordbunker – kaldet dirt jumps. De store jumps er bedst til cykler, der er solide eller specialdesignede.

Foreningen Danske Freestyle Cyklister holder til på dirt jump banen på PLUG N PLAY, som foreningen har været med til at udvikle sammen med firmaet Dirt Builders.
”Vi har været med fra starten og har været meget glade for at være en del af fællesskabet på PLUG N PLAY og for samarbejdet med By & Havn. Dirt jump sporten er inde i en god udvikling i Danmark blandt andet takket være banen i Ørestad Syd. Banen er unik og findes ikke bedre her i landet,” siger Jeppe Vöge Jensen, der er formand for Danske Freestyle Cyklister.

Byggeriet rykker nærmere

Nord for banen ligger det kommende Arenakvarteret. Der er fuld gang i byggeriet af Royal Arena, og de fleste grunde i kvarteret er solgt og byggeri og salg af boliger skal i gang. Derfor er der brug for tilkørsels og arbejdsveje. Den eneste måde, det kan gøres på, er gennem det område, hvor den midlertidige dirt jump bane hidtil har ligget.

Derfor har By & Havn sørget for, at dirt jump banen er flyttet lidt sydpå, så der er plads til både tilkørselsvej og dirt jump banen. Samtidig er det aftalt, at den nye bane kan blive liggende på den nye placering til og med 2016.

”Dirt Jump banen på PLUG N PLAY har været en succes og foreningen Danske Freestyle Cyklister har været meget engagerede på banen. Selvom PLUG N PLAY er et midlertidigt anlæg, sørger vi for at holde liv i anlægget så længe som muligt. PLUG N PLAY er et tilbud til ørestadsborgerne og andre københavnere, og samtidig er det et sted, hvor By & Havn afprøver de forskellige sportsgrene med henblik på at videreføre de mest succesfulde i den videre byplanlægning,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.

Det er firmaet Dirt Builders, som i samarbejde med Danske Freestyle Cyklister har designet banen. Nu står den nye bane færdig. Formanden for Danske Freestyle cyklister er meget tilfreds: ”Banen er blevet endnu bedre end før, og den giver virkelig mulighed for flow, fart og udfordringer. Samtidig vil den nye bane med sine fliser give mulighed for kørsel en større del af året,” siger Jeppe Vöge Jensen.



ÅBENT HUS 21. SEPTEMBER

Den 21. september inviterer TrailCrew og Danske Freestyle Cyklister alle nysgerrige til et brag af en cykelfest på den nye bane, som de har døbt Vestamager Dirt. Her kan du møde nogle af Danmarks dygtigste dirt jumpers og se dem give den gas på banen. Oplev dem også lave stunts på det nye trickhop, der er en del af anlægget.

Der vil være forskellige konkurrencer på dagen, god musik og pølser på grillen. Hvis du selv har mod på at prøve dirt jump, er der selvfølgelig også mulighed for det.

Medbring din egen cykel – eller lån en dirt jump cykel og sikkerhedsudstyr og få instruktion af folkene fra TrailCrew, som er en del af Danske Freestyle Cyklister. TrailCrew har gennemgået en uddannelse i samarbejde med Danske Freestyle Cyklister og DGI og står bl.a. for undervisning på banen. 

Eventet starter kl 13.00 og slutter når folk er helt ødelagte i kroppen efter at have givet den gas på cyklerne hele dagen! Arrangørerne håber, der vil dukke en masse mennesker op med cykler og godt humør!

Tag familien med og tjek byggepladserne ud. Besøg en prøvelejlighed. Se fremtidsplanerne for Nordhavn i udstillingen. Gå på designauktion. Spis frokost i Meyers Pop Up Køkken. Besøg farmers market og lyt til Signe Wenneberg. Klap en gummiged og få taget et foto i en gravko. Leg og byg i Drømmebyen. Sejl på vandet og prøv nye sportsgrene. Og meget meget mere.

Søndag den 31. august får København officielt en ny bydel ved vandet, når Nordhavn holder stor åbningsfest. Programmet er klart og byder på aktiviteter for hele familien. Hent det her eller få det udleveret ved ankomsten til Nordhavn.

”Det er stort, det her. Efter flere års tilløb bygger vi ny by for fuldt tryk i Indre Nordhavn. Det er størstedelen af Københavns gamle industrihavn, der over de kommende årtier bliver omdannet til en ny københavnerbydel. Og nu er vi på et sted, hvor vi endelig kan sætte maskinerne på pause for en dag og invitere byens indbyggere og andre interesserede indenfor, så de kan se, hvad vi laver. Det glæder jeg mig personligt rigtig meget til,” siger By & Havns adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, der sammen med selskabets bestyrelsesformand Carsten Koch og Københavns Kommunes overborgmester Frank Jensen vil forestå den officielle åbning af Nordhavn.

"Nordhavn er en vigtig brik i Københavns fremtidige udvikling. Med vand på tre sider og en charme, der viser en del af Københavns historie, er jeg sikker på, at Nordhavn bliver til glæde for rigtig mange københavnere, ikke kun dem der kommer til at bo her, men alle, der elsker en tur langs vandet," siger overborgmester Frank Jensen. 

Fejringen sættes i gang kl. 11.00 med en spektakulær danseforestilling, som foregår på muren af den store DLG Silo i 40 meters højde. Derefter begynder den officielle åbning, og man kan hele dagen besøge By & Havns nye udstilling ”Himmel og hav!” om byudvikling med udgangspunkt i Nordhavn. Den første time bydes på croissanter, kaffe og juice. 

Byggefelterne i Århusgadekvarteret holder åbent hus, så man kan komme helt tæt på byggeriet af den nye bydel. Hør og se hvordan man laver boliger i en kornsilo eller tag børnene med til koncert med Chapper. Kig indenfor i kvarterets første nye lejligheder. Og få taget et nyt profilbillede, mens du sidder i en gravemaskine, en gummiged eller en dumper.

Bevæg dig rundt mellem aktiviteterne til fods – og husk at lægge vejen forbi spidsen af Redmolen, hvor 150 børn fra Strandvejsskolen har arbejdet hele ugen på at skabe Drømmebyen i Nordhavn. Sammen med lærere, kunstnere og arkitekter har eleverne gennem længere tid arbejdet på at skabe Nordhavn ud fra elevernes egne forestillinger. Sæt dig til rette i udstillingen, lad dig inspirere af udsigten til både Københavns havneløb og Øresund og deltag selv i at bygge en fælles skulptur eller konstruér bygninger til drømmebyen i mini-gasbeton blokke. Drømmeby-værkstedet er naturligvis for hele familien. 

I Indre Nordhavn ligger en del showrooms for en række designvirksomheder. På åbningsdagen udstiller og sælger designvirksomhederne lækkert design inden for møbler, lamper, tøj og tekstiler. Byd på det, du gerne vil have med hjem – overskuddet går til projektet ’Foreningsliv for alle’, der administreres af DGI.

Nordhavn bliver som fremtidigt bykvarter blandt andet kendetegnet ved at være en grøn bydel omringet af det blå vand med fokus på et aktivt byliv. Og det vil naturligvis afspejle sig i aktiviteterne på åbningsdagen. 

I den grønne afdeling kan man blandt andet besøge ØsterGROs farmers market med delikatesser og friske grøntsager høstet på et stort taglandbrug på Østerbro. Journalist og forfatter Signe Wenneberg afholder børneworkshop med høns og blomsterbinding og for de voksne holder hun foredrag om Urban Gardening, og om hvordan du forvandler asfalt til grøn oase.

Vandet, der omgiver hele Nordhavn bliver for alvor taget i brug til festlighederne. Fra Fortkaj på nordsiden af Århusgadekvarteret vil der dagen igennem afgå gratis turbåde med tre kvarters mellemrum, som tager dig med på en guidet tur i Nordhavn fra vandsiden. I løbet af dagen afgår 19 guidede sejlture, og i tilgift kan du komme på guidede gåture, der tager udgangspunkt i udstillingen Himmel og hav! og bagefter tager dig med rundt til de hemmelige steder i Indre Nordhavn. 

På den sydvendte Sandkaj er der gjort plads til at boltre sig i vandet med bl.a. robåde, kajakpolo, stand up paddle og rafting. Her kan alle være med fra seks år og opefter.

Åbningsdagen markerer nemlig også indvielsen af den nye kajak- og robådsforpost, som indvies af overborgmester Frank Jensen kl. 11.30, og som betyder, at det bliver væsentligt mere bekvemt at søsætte sin kajak eller robåd i fremtidens indre Nordhavn.

For de aktive, der kan lide at røre sig i byen, inviterer DGI til CrossGym-træning og Panna-fodbold på havnepromenaden med udsigt ud over Københavns Havn. JAJA Architects giver et smugkig på By & Havns kommende P-hus ’Den røde tråd’ og fortæller mere om p-husets mange kvaliteter. Fra 2015 har du mulighed for at dyrke CrossGym, Panna-fodbold, hoppe i trampolin eller blot nyde en kop kaffe i 8-sals højde, idet taget på det kommende P-hus indrettes til en kæmpe aktivitetsplads.

Og skulle du blive sulten undervejs, så er der også råd for det. Meyers Pop Up Køkken har smagsprøver med, som tager afsæt i den produktion af bl.a. røgvarer og eddike, som foregår i Nordhavn. I Pop Up Køkkenet kan du desuden købe bl.a. flæskestegssandwich og is fra Skarø, mens en af landets bedste DJs – Thomas Madvig serverer lækre toner.

Det bliver en fest for alle, der interesserer sig for at bo i byen. 

Og husk at vi allerede nu har skudt gang i vores #2150Nordhavn fotokonkurrence. Upload dine bedste billeder fra Nordhavn med tagget #2150Nordhavn og deltag i konkurrencen om et GoPro Hero 3 kamera. 

Ørestad Kulturdage finder i år sted fra fredag den 29. til søndag den 31. august under overskriften ’Green Living’. Det er lokale kræfter i Ørestad, der organiserer festivalen, som er en af Ørestads ældste traditioner.

Ørestad Kulturdage har eksisteret siden 2007 og har udviklet sig til en af Ørestads største og mest bæredygtige traditioner. By & Havn var sammen med bl.a. Field’s og Ørestad Gymnasium med til at starte festivalen. Selskabet har altid støttet Kulturdagene og gør det også i år. Dog på en helt anden måde end tidligere:

”I begyndelsen var selskabet meget involveret i projektledelsen af Ørestad Kulturdage for at sikre, at festivalen ’bed sig fast’ og blev en Ørestadstradition. Vi stod selv for de fleste arrangementer. Nu er fokus et andet, fordi Ørestad har rykket sig et stort skridt fremad. Nu er det Grundejerforeningssekretariatet sammen med ørestadsbeboerne selv, der får tingene til at ske. Det er meget positivt, at festivalen står på egne ben,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn. 

Green Living i Ørestad

Green Living er overskriften for årets kulturdage. Dermed understreges de unikke muligheder, Ørestad tilbyder beboere og besøgende. Gode cykelstier, let adgang til metro og grønne omgivelser er nogle af de elementer, der gør et grønt og sundt liv lettere i Ørestad. 

By & Havn arbejder målrettet på at styrke de grønne tilbud i Ørestad. Bl.a. i det nye samarbejde om Naturpark Amager, hvor der er fokus på en større sammenhæng mellem Ørestad og de omkringliggende naturarealer. Under Ørestad Kulturdage fokuserer et af arrangementerne netop på Naturparken. Andre arrangementer sætter fokus på Ørestads mange kanaler og søer. Og så der naturligvis også plads i programmet til arrangementer, der mest handler om at mødes og have det sjovt. 

Nedenfor er et udpluk af arrangementerne under Ørestad Kulturdage. Det samlede program finder du på www.orestadkulturdage.dk:



Find en sangskriver!

Lørdag 30. august kl. 10.00 – 16.00 kan du gå på jagt efter hele 15 forskellige sangskrivere, der udforsker Ørestads mellemrum og kringelkroge og skaber små scener i byens rum med live musik. Så hold godt øje! Måske finder du en musiker på en træ-ø i kanalen, måske én på en metroplatform, måske der gemmer sig en musiker oppe på et grønt hustag. Eller måske i Nettos grøntafdeling!



Børn og voksne bygger Ørestad

Kom og vær med til en sjov og hyggelig arkitekturworkshop for børn og deres voksne. Børnene bliver guidet i at fremstille en model af deres vision over et af følgende temaer: Min Drømmeskole, Dyr i Byen, Byens Tage, Fremtidens Bolig eller BIBIANA Børnekulturhus i Ørestad.

Formålet er at stille Ørestads børns stemmer, drømme og visioner til rådighed for de arkitekter, der udvikler vores kommende skoler, boliger og rekreative områder. Workshoppen kræver ikke erfaringer med modelbygning. Vi bygger i alle mulige finurlige materialer og på alle niveauer. Workshoppen finder sted lørdag 30. august kl. 11.00 -14.00 i det store telt i byparken. BIBIANA Danmark står bag arrangementet.




Ørestad Syd og Naturpark Amager
Ørestad Syds beliggenhed på kanten af Kalvebod Fælled er helt unik. Ingen steder i København bor man så tæt på naturen og Københavns centrum på samme tid.
By & Havn, Naturstyrelsen samt Tårnby, Dragør og Københavns Kommune har indledt et samarbejde, der skal styrke naturens kvaliteter samt skabe mulighed for flere aktiviteter i overgangen mellem by og natur.

Lørdag 30. august kl. 13.00 -14.30 kan du få et spændende indblik i, hvad der gør Ørestad Syd samt de omkringliggende naturarealer særlige. Det er projektleder Peter Larsson fra By & Havn og Skovfoged Sven Norup fra Naturstyrelsen, der fortæller om planerne for Naturpark Amager.

Vi starter foran Café 8-tallet, hvorefter vi går en tur rundt på fælleden. Efterfølgende byder By & Havn på en kop kaffe fra Traktørstedet. Arrangementet er gratis – men tilmeld dig på forhånd på www.billetto.dk/naturparkamager



BEATS I BYPARKEN med bl.a. MC Einar og Tobias Trier
Lørdag 30. august kl. 16.00 – 22.30 præsenterer den lokale jazz crooner Benjamin Aggerbæk og beatpoet Claus Høxbroe mangfoldig musikalsk underholdning i Byparken.

Kom og oplev: 

kl. 16.00-16.50: MC Einar & KunTakt
kl. 17.00-17.20: Børnemusik: Clara, Sebastian og Benjamin
kl. 17.30-18.15: Ørestad Kor
kl. 19.00-19.45: Tobias Trier Duo
kl. 20.00-20.45: Paul Banks
kl. 21.00-21.30: Green Pitch
kl. 21.45-22.30: Per Worm Duo

Tag din nabo under armen og kom af sted til det store telt i byparken!



Ramasjang Rally
I TV-programmet Ramasjang Rally kører seje drenge og piger ræs i hjemmelavede sæbekassebiler. By & Havn støtter Ramasjang Rally Live, som du kan opleve til kulturdagene. Begivenheden finder sted søndag 31. august kl. 10.00 – 13.15 foran DRs koncertsal. På www.orestadkulturdage.dk kan du læse mere om løbet.




Bliv klog på Ørestads kanaler og søer
Søndag 31. august kl. 13.00 – 14.30 sætter By & Havn og Vandlauget i Ørestad fokus på Ørestads kanaler og søer, som spiller en vigtig rolle i forhold til bydelens miljømæssige og rekreative kvaliteter.

Hør hvordan kanalerne er bygget op og find ud af, hvor vandet i kanalerne kommer fra, og hvordan de bliver renset. Hør hvilke fisk og planter, der lever i kanalerne, hvordan de bliver passet, og hvad vandlauget er for en størrelse. Rundturen starter ved vandlaugets rensningsanlæg, Metrovej 9. Praktisk fodtøj anbefales. Tilmeld dig på forhånd på www.billetto.dk/orestadskanaler1

Allerede fredag den 29. august kl. 15.30 – 17.00 finder en lignende rundtur sted – men denne tur er særligt for folk med professionel eller særlig faglig interesse i vandbehandling, regnvandsopsamling osv. Man skal tilmelde sig på forhånd på www.billetto.dk/orestadskanaler.

Mellem himmel og hav vokser en ny bydel frem af den gamle industrihavn. By & Havn åbner d. 31. august en udstilling om byudvikling. Himmel og hav!

I By & Havns udstilling om Nordhavn, som ligger i stueetagen af den gamle, ikoniske DLG silo i Århusgadekvarteret, kan du få overblik over hele området, strukturplanen, visionerne og de mange initiativer, som er i gang med at omdanne Indre Nordhavn til Københavns nye bydel ved vandet. 


Udstillingen Himmel og hav! åbner på den festlige åbningsdag for Nordhavn, søndag den 31. august 2014, og netop nu er By & Havn i fuld gang med at lægge sidste hånd på de forskellige udstillingselementer, installationer billeder, osv. 

Århusgadekvarteret nærmest Østerbro er det kvarter i Nordhavn, der udvikles først. Derfor koncentrerer udstillingen sig særligt om at skildre udviklingen i dette kvarter. Nordhavn undergår nu og i de kommende år en total forvandling, og udstillingens indhold vil derfor skifte i takt med, at bydelen udvikler sig. Måned for måned vil du på gadeplan kunne se ændringer på infrastrukturen og på byggepladserne, hvor bygningerne vil skyde op de næste par år. Mellem de nye bygninger bevares de gamle siloer og den røde by tættest på Nordhavn Station. 

By & Havn har i forbindelse med udstillingen indgået aftale med en kaffebar, som kan betjene hele Århusgadekvarteret. Udstillingen er åben for alle torsdag 10-20 og fredag-søndag 10-16. Udstilling og kaffebar ligger på Helsinkigade 29.

En vigtig del af udbygning af Nordhavnen er Kronløbsøen, som er en kunstig ø beliggende i Kronløbsbassinet mellem Fortkaj og Sundmolen. Prækvalifikation er netop gennemført.

Den kommende kunstige ø, Kronløbsøen, får en helt unik placering og synlighed i Indre Nordhavn. Øen skal rumme et parkeringsanlæg til 800 – 1.000 biler under vandet samt mulighed for etablering af op til 25.000 em2 bebyggelse oven på øen.

Adgang til parkeringsanlægget sker fra en indkørselsrampe under et byggefelt (1.27) på Fortkaj. Dette byggefelt rummer ud over nedkørselsrampen en bebyggelsesmulighed på 7.900 em2.

Idet Kronløbsøen i kraft sin størrelse og beliggenhed vil blive meget eksponeret, er det besluttet, at der skal ske en bred belysning af bebyggelsesmulighederne og at bebyggelsen skal rumme en særdeles overbevisende kvalitet.

By & Havn har besluttet at udskrive en projektkonkurrence om udviklingen af Kronløbsøen. Øen skal udvikles i en totalentreprise, hvor man deltager med et team bestående af entreprenør, arkitekt og eventuelt en investor. Projektkonkurrencen omhandler både parkeringsanlægget  og bebyggelsen på Kronløbsøen.

Bedømmelsen af den indkommende forslag vil blive bedømt at en dommerkomité nedsat af By & Havn og bistået af en række faglige rådgivere.

Når vinderen udpeges, vil det ske under ligelig hensynstagen til arkitektur og pris.

Prækvalifikation er netop gennemført, og der er prækvalificeret fem teams, som alle har vist referencer til byggeri af høj arkitektonisk kvalitet.

Konkurrencen gennemføres i efteråret 2014, og det forventes, at der kan indgås kontrakt i 1. kvartal 2015.

De prækvalificerede teams er:


Tilbudsgiver:  

  • Gjersøe & Hoffmann ApS 

I samarbejde med: 

  • Brookfield Multiplex pty Ltd
  • Züblin A/S
  • Lundgaard & Tranberg Arkitekter
  • COBE ApS
  • Schønherr A/S
  • COWI A/S

Tilbudsgiver:

  • Max Bögl International SE

I samarbejde med: 

  • KHR Arkitekter A/S
  • ALECTIA A/S

Tilbudsgiver:

  • BYR Gruppen A/S

I samarbejde med:

  • AP Pension
  • Hoffmann A/S
  • Per Aarsleff A/S
  • Rambøll A/S
  • Tegnestuen Vandkunsten


Tilbudsgiver:

  • MTHøjgaard A/S

I samarbejde med:

  • PKA A/S
  • Entasis A/S
  • Polyform Arkitekter ApS


Tilbudsgiver: 

  • NCC Bolig A/S

I samarbejde med:

  • NCC Construction A/S
  • Årstiderne Arkitekter A/S
  • SLA Landskabsarkitekter
  • Svendborg Architects
  • Grontmij A/S
  • Onepark A/S

I begyndelsen af maj 2014 kunne By & Havn offentliggøre, at selskabet havde iværksat et EU udbud om en projektkonkurrence for den centrale del af Ørestad Syd, Kalvebodkvarteret Vest. 29 teams søgte om at være med i konkurrencen.Nu er de fem prækvalificerede teams fundet.

Der kan opføres 325.000 etagemeter bebyggelse inden for konkurrenceområdet.

De fem prækvalificerede teams er:

  • Jordi Henrich + Jaume Artigues, Jacques Vialettes + Lieux-Dits samt Estudio Lunar
  • Transform, Bascon, Active Institute samt Jan Christiansen
  • Entasis, Marianne Levinsen Landskab ApS samt MOE A/S 
  • Sleth, Schønherrr, XDGA, Alectia, Claus Bech-Danielsen samt Anne Katrine Hornemann
  • Holscher Arkitekter, NORD Architects, Schulze+Grassov, PK3 Landskab samt Exometric

Efter prækvalifikationen gennemføres en tofaset proces, hvor deltagerne i første fase skal udarbejde en masterplan for det ny bykvarter under overskriften "mennesket i centrum".

Derefter vælges en eller to vindere af konkurrencen, hvorefter der følger en forhandlingsfase, hvor vinderen eller vinderne skal udfolde og kvalificere udvalgte aspekter af deres forslag.

Se også:

Det skal fejres, at udviklingen af Århusgadekvarteret buldrer derudaf. Den 31. august inviterer By & Havn og vore samarbejdspartnere på en sjov og spændende dag fuld af aktiviteter i Københavns nye havnekvarter. Sæt allerede nu kryds i kalenderen!

Der bygges overalt i Århusgadekvarteret. Kranerne svinger over de kommende boligbyggerier, og den første virksomhed – Dansk Standard – er ved at flytte ind i de runde siloer på Sandkaj. Samtidig har entreprenørerne travlt med at lægge ledninger, anlægge kloaker, veje og pladser og grave kanaler.

Søndag den 31. august fra kl. 11 – 18 sættes alle arbejdsmaskinerne imidlertid på pause, for nu skal det fejres, at Indre Nordhavn er godt på vej som en ny københavnsk bydel med vand på tre sider. Åbningen er for alle, der interesserer sig for udviklingen af hovedstaden.

”Århusgadekvarteret har hidtil været en del af Københavns Frihavn og været lukket inde bag et højt hegn. Nu skifter bydelen karakter, og dermed har København fået et nyt kvarter med en helt fantastisk beliggenhed. Det er klart, at stedet stadig vil føles som en byggeplads i en periode, men vi glæder os rigtig meget til at invitere københavnerne herud og dele visionerne for kvarteret med dem,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn. 

Himmel og hav!
På dagen kan du for første gang besøge By & Havns udstilling ’Himmel og hav!’ i stueetagen af den gamle DLG silo, der er kendt for graffitien ’Hvad drikker Møllr’. Der er kaffe, croissanter og musik om formiddagen. 

Udstillingen Himmel og hav! handler om byudviklingen i Nordhavn, og det er planen, at udstillingsstedet skal fungere de næste fem år og være et naturligt mødested i kvarteret. Samtidig vil udstillingen blive udgangspunkt for regelmæssige guidede ture og aktiviteter – ligesom det vil være muligt at købe en kop kaffe og slå sig ned i åbningstiden, som forventes at blive torsdag til søndag.

Masser af vandaktiviteter
Det skal naturligvis også markeres på åbningsdagen, at Århusgadekvarteret er omgivet af vand. På dagen kan du sejle i havkajakker og robåde for at markere åbningen af kajak- og robådsforposten, der åbner samme dag på Nordre Molehoved ved Sandkaj. Se særskilt nyhedsbrev om forposten. 

Meyer Gruppen, der har til huse i Nordhavn med bl.a. Nordhavns Eddikebryggeri og Meyers Køkken, skaber et pop-up madmarked for at stille sulten, og i samarbejde med en række af de lokale designvirksomheder vil der være en designauktion, hvor overskuddet går til ’Foreningsliv for alle’, der arbejder for, at børn og unge af vanskeligt stillede forældre kan deltage i idræts- og foreningslivet.

Der er naturligvis også guidede ture både til lands og til vands, og de mange bygherrer i kvarteret vil have deres egne stande og vise de kommende boliger frem.

Børn bygger by
Helt ude på spidsen af Redmolen åbnes den midlertidige ’Børnenes by’, der er et samarbejdsprojekt mellem By & Havn, Københavns Internationale Teater, COBE arkitekter, Billedskolen og Copenhagen Kids.

Samarbejdet blev etableret allerede ved årsskiftet 2013/14, og siden har 145 elever fra Strandvejsskolen på Østerbro deltaget i en tredages visionsworkshop og op til åbningen i en femdages byggeworkshop i Nordhavn. Arbejdet udmønter sig i en levende udstilling af elevernes visioner for Nordhavn; en stor drømmeby lavet i papir, papmaché, sand, græs og med brug af 70 cm høje gasbeton byggesten. 

På åbningsdagen vil der være værksteder for børn, hvor man selv kan udleve sine visioner for den gode by.

Der er stadig meget, der skal falde på plads i programmet for åbningsdagen. 

Du kan følge med i programlægningen på Nordhavns Facebook side www.facebook.com/nordhavnen samt på www.nordhavnen.dk/aabning

I dag kører de første flyttebiler op foran Portland Towers – de runde, totalt ombyggede siloer, der ligger på Sandkaj (Göteborg Plads 1) i Nordhavn. Dansk Standard flytter ind som den første nye virksomhed i et af Indre Nordhavns mest ikoniske byggerier.

Det allerførste grundsalg i Københavns nye, bæredygtige bydel ved vandet fandt sted i september 2012. Det var salget af de gamle, 59 meter høje Aalborg Portland siloer på Sandkaj (Göteborg Plads 1) til NCC Property Development. NCC Construction Danmark har stået for byggeriet.

Nu – mindre end to år senere – står byggeriet færdigt til indflytning. Og til august overdrages ejerskabet af byggeriet til Ejendomsselskabet Portland Towers P/S, der består af PFA, PensionDanmark og ATP Ejendomme. 

Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, byder virksomheden Dansk Standard velkommen som de første i Århusgadekvarteret:

”Dansk Standard er pionerer i fortællingen om Indre Nordhavn. Det er en milepæl, at det første, ombyggede erhvervsbyggeri bliver taget i brug. Indre Nordhavn rummer allerede en del erhvervsvirksomheder, men ibrugtagningen af Portland Towers er et vigtigt skridt i udviklingen af området. Århusgadekvarteret kommer til at rumme mange boliger, men det er vigtigt for hverdagslivet i kvarteret, at veje og stræder befolkes af en god blanding af beboere og medarbejdere,” siger Jens Kramer Mikkelsen. 

Ombygningen af de gamle cementsiloer betyder, at byggeriet har fået tilføjet en ’add-on’ på de eksisterende siloer – dvs. en udbygning på syv etager, der ’svæver’ i 24 meters højde og rummer bygningens kontorer. Beliggenheden på Sandkaj (Göteborg Plads) og byggeriets synlighed er helt unik – og fra bygningen er der 360 graders udsigt over Østerbro, havneløbet, Øresund og Nordhavn. 

Adm. direktør Marius Møller, NCC Property Development, der står bag udviklingen af projektet, er både glad for byggeriets arkitektoniske og miljømæssige kvaliteter:

”Som udviklingsvirksomhed er det en del af vores dna at gå nye veje, som vi har gjort med siloerne. Det gælder både i.f.t. byggeri og arkitektur, men også i forhold til at gå ind i et spændende, nyt byudviklingsområde. Samtidig har det være naturligt at gå ind i en bæredygtig bydel, fordi det matcher vores mål om at sætte bæredygtigt byggeri på dagsordenen og fremme bæredygtige løsninger inden for byggeriet”, siger Marius Møller.


Dansk Standard flytter ind

Dansk Standard er landets standardiseringsorgan. Virksomheden flytter til Portland Towers for at få de rigtige rammer til at udbrede kendskabet til standarders værdi. Tanken er at benytte huset som Standardernes Hus – et experimentarium for standarder – og dermed vise omfanget og rækkevidden af standarders indflydelse på så godt som alt, hvad vi omgiver os med.

”I de kommende måneder etablerer vi i tæt samarbejde med Experimentarium en række interaktive installationer, så husets gæster i praksis kan opleve standardernes verden. Standardisering har enorm betydning for vækst og jobs herhjemme, og de nye rammer giver os mulighed for at give et bredere publikum indblik i standarders værdi for samfundet,” siger adm. direktør Anne Hasløv Stæhr, Dansk Standard. 

Et kvarter i rivende udvikling

Foruden Portland Towers har By & Havn bl.a. solgt erhvervsbyggeret til PFA på Redmolen, som kommer til at rumme 25.000 etagemeter kontorbyggeri. Der er fortsat ledige erhvervsgrunde i kvarteret, men der er udsolgt af boligjord. Udviklerne melder om meget stor interesse for de første rækkehuse og lejligheder, som er udbudt til salg, og de første boligbyggerier skyder allerede op omkring Portland Towers. Så sent som i sidste uge var der grundstensnedlæggelse på A.P. Pension og KPCs Harbour Park byggeri, som netop er nabo til Portland Towers. 

De nye medarbejdere i Portland Towers er langt fra de første, der dagligt går på arbejde i Århusgadekvarteret. I den del af kvarteret, som populært kaldes ’Den røde by’, og som rummer en række gamle og bevaringsværdige bygninger, holder en del virksomheder – herunder en række små, kreative bureauer, filmproduktionsselskaber og designvirksomheder – til.

Ny infrastuktur i kvarteret

Udviklingen i Århusgadekvarteret ses også på infrastrukturfronten. Der bliver lagt ledninger, anlagt kloaker, veje, pladser og gravet kanal i kvarteret. I løbet af de sidste uger er der kommet sort asfalt på de store veje, og man kan se den nye belægning i kvarterets mindre stræder flere steder.
Siden 1. juni 2013 har Nordhavn haft sit eget postnummer – 2150 Nordhavn. Og den 1. juli 2014 skifter kvarterets veje navne som følge af en beslutning i Københavns Kommunes vejnavnenævn. 

Besøgende og medarbejdere til Portland Towers kører lettest ind via Redhavnsvej (omdøbes til Trelleborggade) og drejer til venstre ad Gittervej (omdøbes til Corkgade) for at komme frem til Århusgade. Der er anlagt en midlertidig parkeringsplads midt i Århusgadekvarteret på venstre hånd, når man kører ud ad Århusgade, kun cirka hundrede meter fra Portland Towers. Se også kortet herunder, som med grønt markerer de fremtidige færdselsforhold i kvarteret.

Fakta: 

  • Portland Towers ligger på Sandkaj (Göteborg Plads 1), hvor den gamle Redhavn lå. Redhavnen blev opfyldt i 1974
  • De er opført af Aalborg Portland i 1979 til brug for opbevaring af cement, der kunne losses og læsses direkte fra skibe ved kajkanten
  • Siloerne er udbygget og omdannet til et moderne kontorhus med 11.000 kvadratmeter kontorer og 3.000 kvadratmeter sekundære arealer som teknikrum, depot og omklædning
  • I alt er der etableret syv etager uden på siloerne. Øverst ligger den fælles kantine og udendørs panoramaterrasse til husets lejere
  • Med sine 59 meter er siloerne det højeste byggeri i Nordhavn
  • Miljøcertificeres efter BREEAM med klassificeringen ’Very Good’ 
  • Projektet er tegnet af DesignGroup Architects A/S
  • Kommende ejere: Ejendomsselskabet Portland Towers P/S, der består af PFA, PensionDanmark og ATP Ejendomme. 

Den 31. august indvies en midlertidig kajak- og robådsforpost på Nordre Molehoved mellem Sandkaj og Redmolen i Århusgadekvarteret. By & Havn har indgået aftale med tre roklubber i Svanemøllehavnen for at gøre det lettere for medlemmerne at dyrke deres idræt i Københavns havn.

By & Havn har indgået en aftale med roklubberne Danske Studenters Roklub (DSR), Roforeningen KVIK og Gefion, der holder til i Svanemøllehavnen, om at der skal etableres en midlertidig ’forpost’ til roklubberne på sydsiden af Århusgadekvarteret, hvorfra det er let for foreningerne at sætte bådene i vandet og ro ned i Københavns havneløb.

Initiativet blev oprindeligt taget af overborgmester Frank Jensen, Københavns Kommune. Allerede i 2012 lovede han områdets roklubber, at man ville se på, hvordan man kunne løse roernes udfordringer, som er opstået i forbindelse med udvidelsen af Nordhavn og flytningen af krydstogtkajen.

”Jeg er selv roer og ved, at det ikke er sjovt at komme ud blandt store både og skibe. Derfor er det dejligt, at der er fundet en midlertidig løsning, så roerne får let adgang til Københavns havneløb,” siger overborgmester Frank Jensen. 

Kajak- og robådsforposten består grundlæggende af fire containere, som sættes op på Nordre Molehoved, hvor kajakkerne og robådene kan opmagasineres. En rampe, flydebro og landgang giver mulighed for, at bådene let kan sættes i vandet.

Planerne for byudviklingen af Indre Nordhavn arbejder med, at der i lokalplanområdet for ”Trælastholmen” (vedtaget af Københavns Borgerrepræsentation i november 2013) fastlægges en kanal mellem Kalkbrænderihavnen og Orientbassinet, som dermed på sigt vil give mulighed for, at mindre både som kajakker og robåde kan passere gennem Indre Nordhavn fra nordsiden til sydsiden og dermed til Københavns havneløb.

Området Trælastholmen kan dog ikke bebygges før den første etape af Metroen i Nordhavn er etableret samt containerterminalens udflytning til det nye, indvundne areal, hvilket tidligst forventes at ske indenfor de næste 8-10 år. Derfor er der et behov for en midlertidig løsning for områdets kajak- og roklubber.

”Nordhavn er kendetegnet ved vandet på tre sider. Bydelens kajkanter er en væsentlig del af områdets identitet, og fra alle steder er der let adgang til vandet. Det er naturligt, at mange af Nordhavns kommende fritidsaktiviteter får vandet som tema. Derfor er jeg glad for aftalen med Svanemøllehavnens roklubber om den midlertidige kajak- og robådsforpost,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

Kajak- og robådsforposten er forbeholdt medlemmerne i de tre roklubber. Men det nye initiativ er også et godt tilbud til de kommende beboere og medarbejdere i Indre Nordhavn, som ikke har et medlemskab af en af klubberne. Det er nemlig aftalt, at klubberne afholder en række åbne, årlige arrangementer for beboerne i lokalområdet. Arrangementer i forbindelse med den årlige Kulturhavn kunne være et eksempel.

"For roklubberne i Svanemøllen betyder udviklingen af Nordhavn både en udfordring på kort sigt, men også på en meget positiv udvikling på længere sigt. Vi vil rigtig gerne være idrætsklubber for borgerne i den nye bydel og byde dem velkommen i vores foreninger. Selve byggeriet byder først på nogle begrænsninger, og senere, når kanalen står færdig, bliver vores rofarvand bedre, end det nogensinde har været. I mellemtiden er vi rigtig glade for at få en forpost i Århusgadekvarteret, der både kan bringe rosporten ind i bydelen til beboerne, og samtidig kan sikre, at roklubberne i Svanemøllen bevarer den tilknytning til Københavns havn, som vi altid har haft," siger Laurits Rauer Nielsen, formand for Danske Studenters Roklub.