Fredag den 16. maj kl. 21 åbner Copenhagen Architecture and Design Days, CPHADD, med et brag af en lys- og lydfest ved Kay Fiskers Plads i Ørestad City.
Åbningen markerer starten på tre dage i arkitekturens tegn. Og hvad er mere oplagt end at begynde dagene i Ørestad, der rummer arkitektoniske og prisbelønnede perler som bl. a. VM-husene og Ørestad Gymnasium.
Åbningsarrangementet foregår både over vand på Kay Fiskers Plads, og ”Under vand” i den tidligere cykelkælder ved Ørestad Station. Arrangementet er gratis for alle.
Over vand
Oplev Ørestads moderne arkitektur i et nyt lys, når den store vandplads besættes med Lyskastellets eventyrligt funklende juveler og den høje Ferringbygning tegnes op af bjergtagende futuristiske stråler.
I den stemningsfulde udendørs bar kan man nyde Half Machines interaktive lyd- og lyskunstinstallation, der består af røde og grønne løbebaner af lys, som aflæser trafikkens bevægelser på Øresundsmotorvejen og togbanen.
På en scene i vandpladsen vil den elektroakustiske duo LIFT feat. Jeniffer Dills sprede vild vellyd og spille op mod Metroen og den omkringliggende arkitektur.
Under vand
Under vandpladsen er den tidligere rå og tomme cykelkælder omdannet til et finurligt, sansemættet univers.
Her kan du opleve OHOI! og Kraken Recordings sammen med DJ JSL * Tim Driver * 2000F * Kristobal, der fyrer op for den musikalske stemning i kælderen, der består af en blanding af Dubstep, Drum'n'Bass & Grime.
Dansegulvet finder du i midten af rummet, der fremstår i en funky og festlig belysning skabt af Lyskastellet og Superlight. I rummets kringelkroge kan du bl.a. nyde kunstner Søren Hüttels gigantisk lysende regnbuer, kunstner Lotte Tauber Lassens magiske og tankevækkende videoinstallationer og du kan tage et slag golf på kunstnerskabte minigolfbaner.
Har du ikke mulighed for at deltage i festen, fredag den 16. maj, kan du stadig opleve flere af de lysende installationer lørdag den 17. maj, hvor der afholdes releaseparty i anledningen af udgivelsen af det nye magasin fra Wunderland.
Om Copenhagen Architecture and Design Days:
For 3. år i træk byder Wonderful Copenhagen velkommen til tre dage i arkitekturens tegn. I disse tre dage er der gratis adgang til mere end 60 forskellige arrangementer – heriblandt byvandringer, åbne tegnestuer, rundvisninger, foredrag, udstillinger og meget mere. Læs mere på: www.cphadd.com eller www.byoghavn.dk/Byliv.aspx.
Hovedarrangør af Copenhagen Architecture and Design Days: Wonderful Copenhagen
Arrangører af Ørestads lys- og lydevent: BYLIV (By & Havn), Illumenarts, GISP!, Lyskastellet, Wundergrund, OHOI!, Kraken Recordings og Half Machine
Støttegivere til lys- og lydeventen: Realdaniafonden, Wonderful Copenhagen og By & Havn
Presseinformation:
Pressemedarbejder for Wonderful Copenhagen, Frederikke Møller Kristiansen tlf.: 3355 7432
PR-ansvarlig i Illumenarts, Stine Eskesen Keiding, tlf.: 2398 6489
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, tlf.: 2916 0586