I anledning af Øresundsbroens 10 års jubilæum fejres Øresund Architecture & Design Days. Det sker på begge sider af Øresund fra 10.-12. september. Ørestad er naturligvis også med og byder på blandt andet ”DJ’s in Architecture” i Tietgenkollegiet og rundvisninger i alle bydelens prisbelønnede byggerier.



Midt i Øresundsregionen ligger Ørestad som et af de væsentligste symboler på Øresundsregionens udvikling. Bydelen er de seneste ti år gået fra at være bar mark til at være en international bydel med markant arkitektur.

”Øresund Architecture & Design Days er en god anledning til et udforske de mange nye og gamle arkitektoniske perler i Øresundsregionen, hvor det – på begge sider af Sundet – er gået stærkt med bygningen af ny by de seneste 10 år. I Ørestad er det lykkedes at tiltrække både store internationale virksomheder, børnefamilier og stjernearkitekter til området – og vi viser gerne det hele frem,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen. Det er By & Havn, der står for byudviklingen af Ørestad. 

Se programmet her
Download fuldt program (PDF)


Du kan – foruden bl.a. rundvisninger i Malmø, på Christiania og i ZOO – også tilmelde dig ”DJ’s in Architecture” og opleve Ørestads visionære og prisbelønnede arkitektur til toner fra tre DJ’s midt i de arkitektoniske rum. Musikken forvandler byggerierne til levende pulserende byrum som kaster vibrationer ud i resten af byen. Nyd musikken og hør historien om Ørestad og arkitekturen, mens du bevæger dig gennem byen og ender i 8-TALLET i Ørestad Syd til en kølig drink i caféen på kanten af København. De musikalske oplevelser leveres af Nis & Nis, TS Høeg og Thomas Knak. Turen går fra Tietgenkollegiet til en vandring gennem VM Bjerget i Ørestad City og slutter i 8-TALLET i Ørestad Syd.

Mødested: Tietgenkollegiet, Ørestad Nord
Lørdag d. 11. september fra kl. 15.00 – 17.00 
Tilmeld dig her 

Dagen før – fredag den 10. september – er der rundvisning i den del af Ørestad, der bedst kan kaldes Downtown Scandinavia – nemlig Ørestad City.

Ørestad City er Ørestads internationale bydel. Her møder Øresundstogene motorvejsforbindelsen til Sverige og metroen til Københavns centrum. Virksomheder flytter til Ørestad City på grund af den gode infrastruktur og nærheden til Sverige og lufthavnen – og på grund af den moderne arkitektur. Beboere flytter til kvarteret på grund af nærheden til naturen og den moderne arkitektur. Gå med på en spændende walk i Ørestad City, hvor byplanlægger Kresten Bloch fortæller om, hvordan Ørestad har udviklet sig i det regionale perspektiv. Undervejs går turen forbi den store model af Ørestad, Byparken, VM Bjerget, VM husene, Ørestad Gymnasium og Ørestad Citys lommeparker.

Mødested: Ørestad Station
fredag den 10. september fra kl. 15.00 – 17.00
Tilmeld dig her 


Det er Wonderful Copenhagen og Öresundsbron, der i år arrangerer Øresund Architecture & Design Days. Læs mere her

Pressekontakt:

Pressechef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

I weekenden blev Ørestad næsten væltet af børn, voksne, kunstnere, arkitekter, nysgerrige og andet godtfolk i anledning af Ørestad Kulturdage. Og der var tilsyneladende grin, sol og gode oplevelser over hele linjen.

 


 

Var du også med, så hører vi meget gerne din mening, så vi kan gøre det endnu bedre til næste år. Brug to minutter på at fortælle, hvad du synes på:

www.orestad.dk/risros

Hvis du udfylder skemaet inden søndag den 12. september, trækker vi lod om fine præmier, blandt andet to dejlige middage for to personer på Café 8TALLET. Vinderne får direkte besked.



 

På Københavns store aktivitetsområde, PLUG N PLAY, er efterårssæsonen lige på trapperne. Der er mange nye og spændende aktiviteter for store og små. Blandt de nye tiltag er blandt andet børnefodbold og parkour for piger. PLUG N PLAY er gratis at benytte. Alle har adgang til området, og der er altid åbent.


 

Selvom efteråret så småt gør sit indtog og dagene bliver kortere, er der stadig liv og aktivitet på PLUG N PLAY i Ørestad Syd. I løbet af efteråret starter fodboldtræning for børn, som vil foregå hver lørdag fra kl. 10 til 12 på fodboldbanen på PLUG N PLAY.

”Vi syntes, at der manglede et tilbud til børnene, der samtidig kunne give noget ekstra liv i området. PLUG N PLAY er jo et område med mange muligheder, så det gælder om at udnytte dem. Vi ville gerne opstarte noget træning, der ikke umiddelbart skulle finde sted på vores hjemmebane i Fælledparken, og vi mener helt sikkert, at der er masser af muligheder for, at det her kan blive en succes,” siger Jan Sørensen, der er formand for BK Skjold, som arrangerer træningen.

Træningen begynder lørdag d. 17/10 kl. 10, og er man interesseret i at melde sit barn til, kan man skrive til Jan Sørensen på js@bkskjold.dk.


Piger kan også dyrke parkour

Et andet nyt initiativ kommer fra Team JiYo, der blandt andet har været med til at tegne parkour banen på PLUG N PLAY. Signe Højbjerre, som er medlem af Team JiYo, vil stå i spidsen for parkour træning for piger. Indtil videre er der arrangeret tre gange træning – sidste gang er d. 8. september. Men Signe Højbjerre håber, at pigetræningen bliver en integreret del af Team JiYo. Til foråret vil der være pigetræning som en fast del af den ugentlige holdplan.

”Det har længe været vores plan at starte et pigehold op, da der er flere og flere piger, som efterspørger specifik pigetræning. Der er ligeledes et stigende antal piger, der selv tager ud og træner i parken, og vi vil derfor gerne skabe nogle gode træningsrelationer for dem,” fortæller Signe Højbjerre, som er den eneste kvinde på Team JiYo. Hun har en kandidatuddannelse i Idræt og Sundhed, og hun har været med på Team JiYo siden 2008.

Selvom parkour har været mere populært hos drenge, mener Signe Højbjerre, at piger har gode forudsætninger for at lære bevægelseskunsten.

”Indtil nu har parkour været mere populær blandt drenge og mænd. Men piger bliver faktisk ofte ret hurtige dygtige til at skabe nogle fede flows, fordi de har en bedre fornemmelse for deres bevægelse og holder sig til det basale, mens nogle drenge fokuserer meget på det styrkemæssige og grænseoverskridende element,” siger Signe Højbjerre.

Pimp din cykel

I forbindelse med Ørestad Kulturdage, som finder sted i den kommende weekend, vil Dansk Freestyle Cyklister afholde en begynderdag på Dirt Jump banen, hvor alle, der har lyst til at prøve kræfter med dirtjump, kan kigge forbi. Til lejligheden har Amager Vest Lokaludvalg doneret 20.000 kr., som er gået til en række nye BMX cykler, der skal indvies lørdag. Mikkel Stolz er ansvarlig for Dirt Jump afdelingen hos Danske Freestyle Cyklister. Han fortæller, at begynderdagen primært henvender sig til børn mellem 8 og 15 år. Derudover afholder foreningen også en workshop, hvor man kan komme og få ”pimpet” sin cykel med stickers og andre ting. Kun fantasien og kreativiteten sætter grænser for udsmykningen. Alt dette foregår lørdag d. 4. september fra kl. 12-15 på dirtjump banen på PLUG N PLAY.

Hos By & Havn ser man frem til endnu en sæson på PLUG N PLAY og glæder sig over den store interesse for området.

"Det er med stor glæde, at vi fortsat oplever et øget aktivitetsniveau på PLUG N PLAY. Siden området blev taget i brug sidste år, er der løbende kommet flere og flere brugere til, og vi har modtaget meget positiv respons rundt omkring og blandt Ørestad beboere. Foreningerne lægger et kæmpe arbejde i området, og fra By & Havns side har det været yderst inspirerende at samarbejde med folk, der brænder for deres sport og som arbejder for at skabe bedre sportslige rammer for børn, unge og barnlige sjæle i Ørestad og resten af København," siger Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef i By & Havn.

PLUG N PLAY er et 25.000 kvadratmeter stort aktivitets- og idrætsområde (det er f.eks. dobbelt så stort som Amalienborg Slotsplads) i Ørestad Syd – lige ved Vestamager Metrostation. Området er den perfekte ramme for aktivitet og leg for naboer og københavnere i alle aldre.

PLUG N PLAY er gratis at benytte. Alle har adgang til området, og der er altid åbent – døgnet rundt – året rundt.

Metroen en går lige til græskanten – men der er også masser af plads til både at parkere bilen og cyklen. På PLUG N PLAY kan du f.eks. dyrke parkour, speedskating, dirt jump, beach volley, beach tennis, 5-mands fodbold, almindelig fodbold, basketball og street basket – eller få en økologisk nyttehave i de urbane haver.


PLUG N PLAY

Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586


 

Der er mange udfordringer, når ny by skal bygges. En af udfordringerne er bylivet, og hvordan man sikrer de bedste mulige betingelser for bylivet i de nye byrum.

 

By & Havn tester løbende nye tiltag, der kan stimulere bylivet i Ørestad. Et af de nyeste tiltag er opstillingen af tre midlertidige rum langs med Ørestad Boulevard – lige ved Food Shop no. 55.
Rummene, der er 3 x 3 meter store, kaldes for ”Værfterne” og er skabt i samarbejde med arkitekten Jes Vagnby. Det er nu op til beboerne at befolke rummene her i september måned. Men hvad skal der egentlig foregår?

Er det et mobilt kulturhus i miniformat? En fredagsbar? Et klubhus? Eller er det et moderne forsamlingshus? VÆRFTET er lige præcis hvad folk selv synes. Det er brugerne, der bestemmer, hvad stedet skal bruges til, og hvad det skal være.

VÆRFTET er skabt i et samarbejde mellem By & Havn, Grundejerforeningen Ørestad City, Vandlauget og Jes Vagnby Arkitektur & Identitet som et led i arbejdet med at møblere og aktivere sivegaden og kanalrummet. Projektet åbner den 5. september og fortsætter måneden ud. Herefter bliver værfterne flyttet igen.

Du er inviteret med til fest på lørdag den 4. september kl. 14.00, når de nye søer i Ørestad Syd endelig indvies. Kom og gå på vandet i Waterballs, adoptér en and og vær med i ande-ræset. Spis æblekage fra byens bedste bager eller nyd koncerten med Karen Mukupa og den særlige stemning på kanten af Kalvebod Fælled.


”Udviklingen af Ørestad Syd tager fart med både nye boligbyggerier, masser af aktivitet på PLUG N PLAY og indvielse af søerne og det nye kanalrum. Jeg håber, at mange københavnere vil benytte denne lejlighed til at besøge det sydligste Ørestad, som ikke ligner noget andet i København. Jeg er sikker på, at de ikke bliver skuffede over hverken udsigten eller underholdningen”, siger udviklingschef i By & Havn, Rikke Faaborg Jarmer.

I Ørestads sydligste ende ligger de fire søer, som markerer overgangen fra by til den store åbne Kalvebod Fælled. Nu er søerne og halvøen klar til indvielse. Ved indvielsen tager vi også det helt nye kanal byrum i brug. Det gør vi med et hæsblæsende Anderæs til fordel for UNICEF. Tusind badeænder skal ”svømme” om kap i kanalen. Du kan adoptere en and (købe et lod), og kommer din and i mål som en af de første, kan du vinde flotte præmier. Bl.a. kan du vinde et gavekort til Hotel Crown Plaza Copenhagen til en værdi af 4.500 kr. (doneret af hotellet) og et gavekort til Field´s til en værdi af 2.000 kr. (doneret af Field’s). Se alle præmier og læs mere.

 

Indtægterne går ubeskåret til UNICEF, som bruger donationen til vandrensningstabletter. For 150 kr. om måneden kan UNICEF levere vandrensningstabletter, der giver 10.000 liter rent vand til familier i nød.

Køb din lotteriseddel på dagen, den 4. september inden kl. 16.00. På lotterisedlen står nummeret på en af de svømmende ænder. Når løbet skydes i gang, hældes alle ænder i kanalen, og den and, der kommer først over målstregen, har vundet.

Se programmet nedenfor – og husk at indvielsen ligger lige midt i Ørestad Kulturdage, så du kan også deltage i aktiviteter, f.eks. i den urbane sportspark PLUG N PLAY, der ligger lige nord for søerne. Læs mere om Ørestad Kulturdage på www.øx.dk

Tag Metro til Vestamager Metrostation. Parkering ved Richard Mortensens Vej og Robert Jacobsens Vej.

 

PROGRAM for indvielse af søerne lørdag den 4. september

KL. 14.00-18.00 

  • Adoptér en badeand og deltag i det hæsblæsende Anderæs med præmier. Indtægterne fra adoptionen går ubeskåret til UNICEF. Læs mere om Anderæs og præmierne på www.orestad.dk 
  • Prøv en kajak eller en robåd med hjælp fra professionelle instruktører 
  • Sejl med små træskibe i søerne 
  • Jazzsession med Henrik Frimann, Karen Mukupa og Husbandet 
  • Fold din egen papirbåd og søsæt den i søerne 
  • Gå på vandet med de fantastiske Waterballs

KL. 15.30 

  • Officiel indvielse ved teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, Københavns Kommune, Ørestad Vandlaug og adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn 
  • Kaffe/te/kakao og varm æblekage til alle

KL. 16.00 

  • Anderæset skydes i gang. Se om din and svømmer hurtigst og vinder præmier til dig

KL. 18.15 

  • Koncert med Julie Maria – kendt med P3-hits som f.eks. ”Evelyn”, ”Hvor langt tør du gå” og ”Også om Dagen”

Ørestads 30.000 m2 store søer ligger med udsigt til Kalvebod Fælleds åbne vidder og lige ved de to boligkomplekser Stævnen og 8TALLET. I søerne kan du sejle med vandlaugets kajakker og robåde, eller du kan blot sidde med fødderne i vand og nyde udsigten. På halvøen, som er bygget ud mellem to af søerne, er der plads til afslapning. Du kan finde læ og skygge under træerne eller solsejlene, og ved den store fælles grill kan du grille din medbragte mad. Fra den nye bro over søerne er der genvej til fælleden.

Arrangør: Ørestad Vandlaug og By & Havn




Hent e-flyer

Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586


 

By & Havn fik i 1. halvår af 2010 et resultat før skat og markedsværdiregulering af gælden på 1 mio. kr. Re-sultatet er på niveau med det forventede og en væsentlig forbedring i forhold til 2009. Nettoomsætningen er i forhold til 2009 steget med 3 pct.


Selskabet blev i 2007 stiftet med en stor rentebærende gæld. Gælden udgjorde den 30. juni 2010 14,8 mia. kr.

Det faldende renteniveau i 2010 har betydet, at resultatet er blevet belastet med en negativ markedsværdi-regulering af gælden på i alt 424 mio. kr. Markedsværdireguleringen får ingen betydning for selskabets cash flow og langsigtede økonomi, hvis lånene beholdes til udløb. Det samlede resultat inkl. skat og markedsværdiregulering af gælden samt skat er på minus 428 mio. kr.

Der er i 1. halvår af 2010 ikke gennemført konkrete salg, og med de nuværende markedsforhold ventes der ikke gennemført salg før 2012. Forberedelserne til etablering af kontorfaciliteter til FN på Marmormolen, den såkaldte FN-By (Campus 1), samt etableringen af nye lagerfaciliteter til Unicef (Campus 2) er gennemført i 1. halvår 2010.

I Ørestad fortsætter arbejdet med at færdiggøre infrastrukturen, herunder park-områder mv. I 2. halvår af 2010 igangsættes etableringen af endnu et parkeringshus ved Edvard Thomsens vej.

I 1. halvår af 2010 er undersøgelserne og planlægningen af en ny krydstogtkaj fortsat. Den nye krydstogtkaj ventes klar til krydstogtsæsonen i 2013.

For hele 2010 ventes et begrænset positivt resultat før markedsværdireguleringen af gælden. Egenkapitalen udgjorde ved halvårsskiftet -1,6 mia. kr. Selskabets egenkapital skal ses i lyset af en samlet balance på godt 13 mia. kr. og en egenkapital på 450 mio. kr. ved selskabets stiftelse i 2007. Det er stadig By & Havns for-ventning, at egenkapitalen vil blive genskabt på det oprindelige niveau inden for en kortere årrække.


For yderligere informationer

Pressechef Pernille Garde Abildgaard, By & Havn
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

 

23. august blev den nye skolegrund i Ørestad City indviet med taler, sang og forfriskninger. Den kommende skole i Ørestad kommer til at ligge ved siden af Ørestad Gymnasium og bliver ligesom gymnasiet et spydspidsprojekt for bæredygtighed og nye læringsredskaber.


Både forældre, kommende elever og politikere var mødt op, da begyndelsen på byggeriet af Ørestads nye skole i går blev fejret. Børne- og Ungdomsborgmester, Anne Vang, Kultur- og Fritidsborgmester, Pia Allerslev samt adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen holdt taler, og derefter underholdt de kommende Ørestadselever.

Skolen får en virtuel æstetisk profil og en markant arkitektur med en mangfoldighed af læringsmiljøer, der åbner og lukker sig i torve, terrasser og gyder. Tanken er, at skolen skal fungere som et eksperimentarium for nye læringsformer, der kan tiltrække forskningsinstitutioner og kultur- og erhvervsliv. Børne- og ungdomsborgmester Anne Vang glæder sig over de høje ambitioner:

”Med den nye skole skaber vi nogle gode rammer for skolebørnene i Ørestad. De kommer til at nyde godt af, at skolen tager hensyn til børns forskellige måder at lære på. Samtidig får vi muligheden for at blive klogere på, hvordan vi når bedst ud med undervisningen til alle børn i folkeskolen,” siger Anne Vang.

Skolens første tre årgange samt deres lærere og børnehaveklasseledere bliver indtil 2011 huset på Skolen på Islands Brygge.

Adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen understregede ved indvielsen, at gymnasiet og skolen vil få et tæt samarbejde.

”I Ørestad bor allerede mere end 6.000 mennesker, og heraf er ca. 1200 af dem børn, så behovet for en folkeskole er stort. Naboen til folkeskolen – Ørestad Gymnasium – åbnede for tre år siden. Ørestad har virkelig mærket gymnasiets engagement i bydelen. Med det tætte samarbejde som gymnasiet og skolen vil få, er jeg sikker på, at Ørestads beboere har meget at glæde sig til med den nye folkeskole og bibliotek”, sagde Jens Kramer Mikkelsen.



Bibliotek til beboere og skolebørn

Biblioteket bliver en integreret del af bygningen. Dermed bliver biblioteket det første i København, der bliver planlagt og bygget som et fælles folke- og skolebibliotek. Ifølge Kultur- og Fritidsborgmester Pia Allerslev får det nye byggeri dermed en meget vigtig funktion i Ørestad:

”Ud over at betjene skole, institutioner og arbejdspladser skal biblioteket betjene Ørestads indbyggere. Det skal i høj grad være et samlingspunkt, der er med til at skabe identitet og bringe kulturelle tilbud til den nye by”, siger Pia Allerslev i en pressemeddelelse.

Ligesom skolen får biblioteket en virtuel, æstetisk profil. Det betyder, at biblioteket bliver præget at de nyeste, elektroniske formidlingsformer, at mange informationer bliver lagret i databaser og at den mest moderne teknologi bliver taget i brug i forbindelse med udlån og aflevering.

Folkeskolen får tre spor, og hvis alt går efter planen kan de første Ørestadselever begynde efter sommerferien i august 2011. Biblioteket skal efter planen åbne i løbet af efteråret 2011.

Læs mere om skolen på

Ørestads hjemmeside

og på

Københavns Kommunes hjemmeside
.

Pressekontakt:

Pressechef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

I weekenden fra den 3.-5. september inviterer Ørestad til fest. Kom til dragefest, Børnejazz, rollerdisco, arkitekturopera i Tietgenkollegiet, SuperMarkedsdag, søfest, poisijam og maskebal. Eller tjek selv programmet ud til Ørestad Kulturdage – det bugner af oplevelser og alle er velkomne.



Selvom det kun er godt 10 år siden, at det første spadestik til Ørestad blev taget, er bydelen så småt ved at finde sine egne kultur-ben. Med blandt andet Koncerthuset i DR-byen, kunsttrilogien, moderne sportsanlæg og fritidsområder – samt de mange udendørs events, har Ørestad ofte nogle anderledes kulturtilbud end dem, du finder i resten af København.

Under Ørestad Kulturdage fejrer bydelen og dens efterhånden mange indbyggere sig selv. Men bydelen viser også sine bedste sider frem for de forhåbentlig mange nysgerrige københavnere, der har lyst til at kigge forbi.


”Fællesnævneren for Ørestad Kulturdages mangeartede og alsidige aktiviteter er, at de bruger og viser Ørestad unikke geografiske ressourcer og godt tør eksperimentere med at tage ting ud af deres vanlige rammer. Vi har stort fokus på, at der er noget for ung som gammel, for den lokale og for gæsten udefra som bare vil opleve koncerter med nogle af Danmarks fedeste artister. Kom og deltag – det bliver en fest af en weekend!” siger Catja Tylstrup, projektleder for Ørestad Kultur og hovedansvarlig for Ørestad Kulturdage 2010.

Sammenfaldende med Ørestad Kulturdage invies også de store søer aller-sydligst i Ørestad. Dér, hvor bydelen møder Kalvebod Fælled. Det sker lørdag den 4. september kl. 14-19, og der er lagt op til en sjov og hyggelig familiedag, hvor du bl.a. kan deltage i ande-race, prøve at gå på vandet i waterballs, sejle i kajak og komme til koncert med bl.a. Julie Maria. By & Havn og Ørestad Vandlaug står bag arrangementet.




Bag Ørestad Kulturdage 2010 står en forening af organisationer, virksomheder og grundejerforeninger i Ørestad. Deres mission er at samle alle de stærke kræfter, der findes i bydelen og ryste dem godt og grundigt sammen for at puste mere liv ind i den stadig meget nye bydel.

Pressekontakt:
Pressechef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

Nogle af Danmarks førende kunstnere er med til at udsmykke Ørestad. Normalt placeres skulpturer i en allerede eksisterende by. I Ørestad er det bevidst gjort på en anden måde. Kunstværkerne er blevet placeret, mens byen vokser op og får liv.


I dag indvies Bjørn Nørgaards ”Kærlighedsøen” i Ørestad City. Dermed er kunsttriologien i Ørestad komplet med ”Muren” af Per Kirkeby i Nord, ”Kærlighedsøen” af Bjørn Nørgaard i City og Hein Heinsens ”Den store udveksler” i Syd.

”Kærlighedsøen har skabt sit eget rum. Denne ø er et kunstnerisk frirum med 4 pavilloner og søjlen med de 12 kvinder. Her kan man drømme sig væk fra byens kværn, en mental pause med en man holder af eller alene. Her er søjler, vand, planter, pavilloner, jord, luft, ild og vand. Ikke et byrum i byen men en by-ø i byen. Ingen kan beskylde Ørestad for at mangle ambitioner. Fremragende arkitekter har tegnet, men jeg synes nu stadig, at der mangler lidt flere kunst-øer, lege-øer, have-øer, tænke-øer og menneske-øer”, siger Bjørn Nørgaard.

I samarbejde med Statens Kunstfond og kunstnerne Per Kirkeby, Bjørn Nørgaard og Hein Heinsen er tre kunstværker placeret som pejlemærker i Ørestad langs metroens højbane ved byens start, midte og slutning. Det er By & Havn, Statens Kunstfond og År 2000 Fonden, der sammen har indbudt de tre kunstnere og finansieret opførelserne af kunstværkerne.

”I Ørestad har vi hele tiden haft fokus på kunsten. Ja, faktisk før der overhovedet var bygninger i Ørestad. Kunst og kultur er med til at give en by identitet, hvilket er noget af det sværeste at skabe, når man bygger by helt fra grunden”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

”Kærlighedsøen” ligger i krydset ved Vejland Allé og Ørestad Boulevard og inviterer de forbipasserende til at holde en pause under de smukke glasmosaikker. I mørke er kunstværket ligeledes markant bl.a. i kraft af sin specielle belysning, der består af undervands-lys, som oplyser kærlighedstårnet samt flere specielt designet LED armaturer som oplyser glaskonstruktionen. Lyset blænder ikke, men kan alligevel ses fra Metroen, når den suser forbi.

Mere kunst i Ørestad

By & Havn har netop udgivet en Kunstguide over de mange kunstværker i Ørestad. Tag guiden med på en cykeltur rundt i Ørestad og læs om alle bydelens skulpturer, udsmykninger og installationer. Lige fra Victor Ashs vægmalerier i VM Bjerget og Julie Henriksens og Mathilde Aggerbos tekstildesign i Tietgenskollegiet – til Harvey Martins markante stålskulpturerer, der optræder i hele Ørestad.

Kunstguiden finder du på

www.orestad.dk/kunst





Til venstre: Den store udveksler af Hein Heinsen. Til højre: Muren af Per Kirkeby


 

Fakta om Kunst trilogien 

  • Muren af Per Kirkeby står mellem Amager Fælled og Ørestad Nord og markerer begyndelsen på Ørestad 
  • Kærlighedsøen af Bjørn Nørgaard ligger midt i bydelen på hjørnet af Vejlands Allé og Ørestad Boulevard, på kanten af Amager Fælled 
  • Den Store Udveksler står i Ørestad Syd og slutter Ørestad af ud mod Kalvebod Fælleds savannelandskab

Kærlighedsøens særlige lys: Det er Ligro Lighting A/S og belysningscoach Yossi Maman, der har udviklet lyset til skulpturen, hvor der også er fokuseret på, at lyset skulle være bæredygtigt. Lysløsningen bruger kun 1 kWh på et år, hvilket er et usædvanligt lavt energiforbrug.

Pressekontakt:

Pressechef i By & Havn
Pernille Garde Abildgaard
T: 2916 0586

I morgen uddeles Scandinavian Green Roof Award for 11. gang, og vinderen af den fornemme pris er det imponerende boligbyggeri 8TALLET i Ørestad Syd.


8TALLET er – udover sin størrelse som Danmarks største boligbyggeri – karakteriseret ved sit markante grønne tag. Taget er et Mos-sedum tag, anlagt på to ekstraordinært lange, stejle og vindudsatte tagflader, der ligger lige ud til det åbne landskab på Vestamager.

Prisen er indstiftet i 2000 og tildeles et nybyggeri, der udmærker sig ved den udvendige vegetation eller ved at have grønt på taget. Det er Tegnestuen BIG, der har tegnet 8TALLET og det vil også være dem, der modtager prisen, når den uddeles onsdag den 18. august kl. 15.00 i Café 8TALLET, Robert Jacobsens Vej i Ørestad Syd. Veg Tech A/S har stået for levering og montering af det grønne tag.

Prisen uddeles af Scandinavian Green Roof Association og overrækkes af foreningens formand, stadsgartner i Malmø, Gunnar Ericson.

I 2009 løb Handelsfagskolen i Århus med prisen, og med 8TALLET som vinder i år er byggeriet den sjette danske vinder af Scandinavian Green Roof Award.

De øvrige nominerede til 2010-prisen var undervisningsbygningen ”Rommen” i Oslo, der er tegnet af L2 Arkitekter, samt villahusene ”Urbana villor” i Malmö, der er tegnet af arkitekterne Cord Siegeloch og Pontus Åquist.

www.8tallet.dk