I begyndelsen af september kunne By & Havn løfte sløret for et samarbejde med TEC om at etablere en ny uddannelsescampus på Hannemanns Allé i Ørestad. Nu vil endnu en uddannelsesinstitution være med til at skabe et nyt elevmiljø i nye, velfungerende rammer på en attraktiv lokation i København.
Det er uddannelsesinstitutionen SOSU H, som nu melder sig på banen og ønsker at være en del af det nye campus i Ørestad. SOSU H udbyder erhvervsuddannelser inden for omsorg, sundhed og pædagogik og færdiguddanner omkring 1.400 elever om året. Uddannelsesinstitutionen forventer vækst i antallet af elever i de kommende år, på baggrund af det stigende behov for faglært arbejdskraft i sundhedssektoren.
Jeppe Rosengård Poulsen, direktør i SOSU H, siger:
Med etablering af campus i den voksende Ørestad kan vi tilbyde uddannelsesmuligheder i et attraktivt elevmiljø tæt på oplæringssteder og elever. Det mener vi, er en del af løsningen på behovet for, at flere vælger en erhvervsuddannelse. Campus er samtidig en del af SOSU H’s langsigtede strategiske indsats med at sikre en bæredygtig uddannelsesinstitution, og vi glæder os til den fortsatte proces.
Jeppe Rosengård Poulsen, direktør i SOSU H.
Visionerne tæller fællesområder som værksteder, udearealer og kantine samt oprettelsen af et EUD-kollegie, der tilsammen kan skabe et stærkt, kreativt og inspirerende elevmiljø på tværs af forskellige uddannelser og lokalmiljø.
By & Havn er sammen med SOSU H og TEC i dialog med Teknik og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune om den kommende lokalplan for Hannemanns Allé, som skal indeholde campus, boliger og erhverv.
Næste skridt er startredegørelse – en indledende politisk behandling - som parterne er i gang med at udarbejde materiale til.
Lokationen som undersøges ligger på Hannemanns Allé i Ørestad Syd overfor Royal Arena og tæt på Ørestad Station og Metrostation.
I By & Havn er der stor glæde over, at så mange erhvervsrettede uddannelser ønsker at blive en del af Ørestad og håber på, at endnu flere kan se en mulighed i at blive en del af et stærkt campusmiljø. Adm. direktør Anne Skovbro, siger:
By & Havn hilser SOSU H varmt velkommen i samarbejdet om at tiltrække flere erhvervsuddannelser til en ny campus i Ørestad. Jo flere uddannelser, jo mere synergi kan der skabes på tværs af uddannelserne og skabe liv i lokalmiljøet i Ørestad og på Amager. Vi arbejder på at flere uddannelsesinstitutioner bliver en del af samarbejdet.
Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.
Spørgsmål? Kontakt venligst:
Kommunikationschef i By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen, mail: kwo@byoghavn.dk, tlf. 3053 5004
Resursedirektør på SOSU H København, Anette Clausen, mail: ama@sosuh.dk, tlf.: 2381 2503
Kommunikationschef på TEC, Maren Kaadt, mail: mka@tec.dk, tlf. 9388 1204
Pressekonsulent på TEC, Lærke Cecilie Lindegård, mail: lcl@tec.dk, tlf. 2545 3457