Der var massiv tilslutning og solen skinnede fra en næsten skyfri himmel på gåturen i Ørestad Syd mandag den 21. august. 80 beboere og andre interesserede i bydelen havde tilmeldt sig turen, og tilbragte et par timer i selskab med repræsentanter fra By & Havn, Københavns Kommune, Naturpark Amager, GFS Ørestad, Ørestad Syd Borgerforening og foreningerne Asgers Have, Big Heart Skateboarding og Ørestad IF.
Ørestad Streetpark
Turen startede med optankning i form af en sandwich og en karton vand på parkeringspladsen på Hannemanns Allé. Et område som By & Havn stiller midlertidigt til rådighed for Big Heart Skateboarding, Ørestad IF og Copenhagen Falcons.
Carlos Veloso Strange fra Big Heart Skateboarding og Henrik Paulsen fra Ørestad IF fortalte om foreningernes faciliteter og sjove aktiviteter for børn, unge og voksne. Bl.a. om muligheden for nu også at kunne dyrke skateboarding indendørs i ”verdens første rullende skateboardramper” i dertil indrettede lastbilsanhængere – og om Ørestad IFs nye fitnessmaskiner på stedet.
By & Havn har bidraget med 250.000 kr. til opstart og By & Havns driftsfolk hjælper med at samle affald på pladsen, rydde sne osv., mens Københavns Kommune bidrager med midler til anlæg, baner, klubhuse mv.
Herefter gik turen forbi de midlertidige nyttehaver på Hannemanns Allé, som foreningen Amager Urbane Haver dyrker, og som By & Havn har hjulpet på vej med anlæggelse af flisegange, bænke og opfyldning af vandtanke.
Ny skole, svømmehal og byrum
Efter haverne gik turen til pladsen mellem Royal Arena og byggeriet af den nye skole og svømmehal, hvor Thomas Hedegaard Bøgh fra Københavns Kommune fortalte om ikke bare skoleelevers, men også andre københavneres, kommende aktivitetsmuligheder. Bygningen er tegnet, så skoleområdet kan adskilles fra fritidsområder, hvilket gør det lettere at invitere beboergrupper og foreninger indenfor i huset.
Byens scene
Herefter fortalte Rita Justesen fra By & Havn om ’Byens scene’. Et projekt som skal sætte fokus på Ørestad som det enorme koncertsted, det er, med både DR Koncertsal, Bella Arena og Royal Arena. Faktisk danner de tre koncertscener tilsammen rammen om det største koncertområde i Norden. Der er behov for at højne kvaliteten af de byrum som gæster møder på deres vej til og fra metroen, hvori også lokale beboere har deres daglige gang. Derfor er en række partnere gået sammen om at gennemføre en kunst- og arkitektkonkurrence, som skal resultere i tre byrum, der integrerer kunst- og landskabsarkitektur ved de store spillesteder. Læs mere i et tidligere nyhedsbrev her.
Grundejerforeninger holder fest
Så gik gåturen forbi pladsen hvor byggeriet af Kirken i Ørestad forventes at gå igang i august måned 2024, og dernæst forbi den netop anlagte ‘Parkplads‘. Den grønne plads på Richard Mortensens Vej indvies sammen med ‘Skovrummet‘ på Else Alfelts Vej og ‘Kaffebakkerne‘ i Byparken i Ørestad City på lørdag den 9. september. Det er GFS Ørestad der har udviklet de grønne byrum sammen med de tre grundejerforeninger Ørestad Syd, Ørestad Arenakvarter og Ørestad City. Læs mere om de spændende aktiviteter på dagen på GFS Ørestads hjemmeside her.
I den kommende weekend sker der flere andre sjove ting i Ørestad. En af Ørestads ældste bydelstraditioner er den årlige søfest med anderæs i Ørestad Syd på søndag. Læs mere her.
Desuden er der loppemarked i Byparken i Ørestad City begge dage. En begivenhed som hver gang tiltrækker mange mennesker – både fra og omkring Ørestad. Læs mere her.
Naturparken inviterer på oplevelser
Efter en gåtur på Fælledpromenaden med bebyggelse på den ene side og Fælleden på den anden, gjorde vi stop ved en af Naturpark Amagers nye udsigtsposter. Jes Aagaard fra Naturstyrelsen fortalte om arbejdet med at gøre naturparken mere tilgængelig, så flere vil bruge den og få øjnene op for de mange spændende naturoplevelser, man kan få inden for ganske kort afstand. Naturparken består af Amager Fælled, Kalvebod Fælled, Kongelunden og Dragør Sydstrand, og partnerskabet bag naturparken; Naturstyrelsen, Tårnby Kommune, Dragør Kommune, Københavns Kommune og By & Havn, arbejder kontinuerligt på at udvikle parken med nye tiltag, faciliteter og arrangementer, så nye brugere får øjnene op for parkens kvaliteter og egenskaber. Læs mere på Naturpark Amagers hjemmeside her.
Byens Hus og gode idéer til Asger Jorns Allé
Herefter fortalte Louise Work Havelund, By & Havn og Thomas Hedegaard Bøgh, Københavns Kommune, om Byens Hus, som opføres på Asger Jorns Allé. Et hus som på sigt kommer til at danne ramme om nye fællesskaber, kultur, natur og idrætsaktiviteter for folk i alle aldre.
Mens opførelsen af huset står på, vil halvdelen af grunden ved siden af fungere som byggeplads for byggeriet, mens der på den anden halvdel netop er anlagt en midlertidig blomster- og græsmark. Det fortalte Jane Hegner Mortensen fra By & Havn og Peter Hjorth fra Ørestad Syd Borgerforening om. Marken er blevet til i et samarbejde mellem de to parter. Læs mere om blomstermarken her.
Initiativet er en del af de midlertidige byrum på Asger Jorns allé – hvori også området med bænke, plantekasser og foodtrucks indgår. Lejeindtægten fra de fem foodtrucks videregives til Ørestad Syd Borgerforening, så midlerne kan bruges til lokale arrangementer og initiativer. Har du en god idé, så kontakt bestyrelsen via Ørestad Syd Borgerforenings hjemmeside her.
Kartoffelhøst med Asgers Have
Herefter gik turen forbi en kartoffelmark, hvor Mira Cordsen fortalte om foreningen Asgers Haves utrættelige arbejde for at virkeliggøre en drøm om at etablere en taghave på toppen af det kommende P-hus Asger Jorn, som bliver opført på Robert Jacobsens Vej. By & Havn støtter projektet og bidrager med en meromkostning på 10 mio. kr. som er prisen for at konstruere P-huset, så det kan bære en taghave.
Indtil haven på taget er en realitet, dyrker foreningens medlemmer afgrøder på uudnyttede arealer i tærræn, og inviterer lokale beboere med, når kartoflerne skal høstes på lørdag kl. 14.
Ørestad Idrætspark
Gåturen sluttede på Vestamager Station med udsigt over den kommende Ørestad Idrætspark, som netop nu bliver anlagt på metroarealet bag ved stationen. Her fortalte Michala Hultberg fra Københavns Kommune om samarbejdet med bl.a. Ørestad IF om at etablere boldbaner og andre sportsfaciliteter til glæde for lokale foreninger, beboere og besøgende i området.
Møder på tværs
Gåturen er en del af By & Havns fokus på at understøtte et godt byliv i de nye byområder.
Vi er meget optagede af at være fødselshjælpere for liv mellem husene. Et af midlerne er nabomøder og gåture, hvor beboere, foreninger, erhvervsdrivende og andre aktører i området får mulighed for at mødes på tværs. Det lokale engagement og gode initiativer kan ikke overvurderes og er meget vigtigt for en bydels identitet og sammenhængskraft
Rita Justesen, chef for planlægning og byrum i By & Havn
Har du spørgsmål eller kommentarer, er du altid velkommen til at kontakte By & Havn på info@byoghavn.dk.
Næste nabomøde i Ørestad bliver et indendørs af slagsen. Det finder sted i november måned og er under planlægning. Hold dig orienteret på byoghavn.dk/arrangementer, via By & Havns nyhedsbreve og i Ørestad Avis.
Mens mor og far er optaget af at høre på al den voksensnak, kan man heldigvis lege lidt imens 😉