Ørestad fejrer 20 år: Kæmpe vægmaleri, udstilling og fotokonkurrence sætter fokus på områdets fællesskab og historie

19. juni 2024

Ørestad fejrer 20 år: Kæmpe vægmaleri, udstilling og fotokonkurrence sætter fokus på områdets fællesskab og historie

I år er det 20 år siden, de første beboere flyttede ind i Ørestad, og ligeledes 20 år siden, at Field’s slog dørene op for første gang. Det markeres bl.a. med en fernisering, en udstilling og en fotokonkurrence - og du er inviteret med.

 

Vægmaleri og fernisering

Torsdag den 20. juni indvies et 1.125 m2 stort vægmaleri, som er skabt af Peter Skensved med afsæt i tegninger og input fra lokale beboere og skoleelever samt Field’s besøgende. Alt sammen for at hylde fællesskab og naboskab i en ung bydel. Indvielsen sker med en fernisering, hvor alle interesserede er velkomne, torsdag den 20. juni kl. 15.30 ved Field’s promenade ved padelcenteret.

Til arrangementet vil DJ Tue Track stå for stemningsfuld musik, og der serveres forfriskninger. Field’s præsenterer desuden optræden fra Hotstepper, Danmarks førende Hiphop & Urban Style Dance Studio. Og du vil også kunne møde talentfulde kunstnere som Malthe Ørsted og Ibrahim Madsen, begge tidligere deltagere i ’Danmark har talent’, samt Balletkompagniet – instrueret af Steen Koerner - som også har instrueret Cykelmyggen Egon på Østre Gasværk Teater og Nøddeknækkeren i Tivoli.

Udstilling og fotokonkurrence om Ørestad

I anledningen af, at Ørestad runder 20 år, åbner samme dag en udstilling om Ørestad i et butikslokale i Field’s. Udstillingen giver et overblik over de mange planer, initiativer og samarbejder, der skabte en ny bydel - fra de første tanker om og formål med at placere et nyt centrum i Øresundsregionen i 1990’erne til, at konkrete projekter, aktiviteter, fællesskaber, foreninger og netværk på tværs af beboere, virksomheder og institutioner tog form og skabte det levende bymiljø, som Ørestad er i dag.

En vigtig del af Ørestads historie er etableringen af det fælles sekretariat for grundejerforeninger og vandlaug, som gradvist tager over fra By & Havn i forhold til drift af blandt andet fællesarealer, men lige så vigtigt også i forhold til det videre arbejde med udviklingen af byrums- og bylivsprojekter, tilbagevendende traditioner og aktiviteter, der er med til at understøtte lokalt sammenhold og fællesskaber i Ørestad.

Stiftelsen af ØICC (Ørestad Innovation City Copenhagen) - en partnerskabsorganisation for erhverv og uddannelse – bidrog på tilsvarende vis væsentligt til udviklingen af samarbejder ved at skabe synergi, rum for videndeling og samarbejde om udviklingsprojekter på tværs af Ørestad.

De to aktører samt Ørestad Avis, Field’s og By & Havn er gået sammen om at markere 20-året for Ørestad med kampagnen This is Ørestad, hvori udstillingen i Field’s indgår, og de fem parter har arbejdet sammen om udstillingen af en grafisk tidslinje over udviklingen i Ørestad gennem de sidste 20 år med større og mindre milepæle og begivenheder.

Ligger du inde med fotos fra Ørestads historie, du gerne vil dele med os, er du meget velkommen til at sende dem til: info@orestad-avis.dk.

I udstillingsrummet er naturen også med. For betydningen af Naturpark Amager som Ørestads nærmeste nabo kan ikke overdrives, og Naturparken er et stort aktiv for beboerne i området i det daglige. Derfor har den socialøkonomiske virksomhed Amager Skovhjælpere også deltaget i fejringen af 20 året ved konkret at trække naturen helt med ind i udstillingen i Field’s – som et billede på hvordan fælleden er en vigtig del af Ørestads succes.

Familie-Ørestad-syd57_1920x1080

Mød beboere og virksomheder i Ørestad

En del af udstillingen præsenterer en række portrætter af beboere og virksomheder. Mød f.eks. Søren Brøndum, der som ung ingeniør hos Rambøll blev sendt til Amager for at lede anlægsarbejdet af veje, broer, kanaler og kloaker til det kommende Ørestad. Eller mød den unge børnefamilie Blaabæk, som har fundet den perfekte balance mellem familieliv og byliv i Arenakvarteret. Portrætterne er produceret af og publiceret i Ørestad Avis, men kan også læses her.

KFS_KirstenDegn_1920x1080

Fotokonkurrence – This is Ørestad

Torsdag den 20. juni skydes også en fotokonkurrence i gang. Konkurrencen henvender sig både til beboere og ansatte, som har deres daglige gang i Ørestad og til københavnerfamilier som en aktivitetsmulighed i sommerferien. Konkurrencen er åben for både amatører og halv- og helprofessionelle fotografer, og kører til og med den 29. august 2024. Herefter vil de indsendte fotos blive bedømt af de tre professionelle fotografer: Trine Søndergaard, Christian Falck Wollf og Tine Reingaard. Vinderne kan se frem til attraktive præmier som f.eks. en overnatning med middag og brunch for to personer på Hotel Bella Sky.

Vi håber at se et væld af fotos, der kan være med til at fortælle nye kapitler af Ørestads historie. Foto herover er venligst udlånt af Kirsten Degn.

Læs mere og deltag i konkurrencen på thisisorestad.dk 

Fakta

  • Ferniseringen for Field’s store vægmaleri finder sted torsdag den 20. juni kl. 15.30 ved Field’s promenade ved padelcenteret og alle interesserede er velkomne.
  • Kampagnen This is Ørestad er et samarbejde mellem By & Havn, Field’s, Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaug, ØICC – Ørestad Innovation City Copenhagen og Ørestad Avis.
  • Udstillingen i Field’s kan besøges i shoppingcentrets åbningstid hver dag kl. 10-20. Udstillingen er placeret på 1. sal mellem Hunkemöller og Espresso House.
  • Fotokonkurrencen er åben for alle fotografer – både amatører og professionelle – og løber fra den 20. juni til og med den 29. august. Læs mere og deltag på thisisorestad.dk