Nykredit og AP Pensions nye hovedkvarterer vil bidrage til lokalområdet i Nordhavn

25. juni 2024

Nykredit og AP Pensions nye hovedkvarterer vil bidrage til lokalområdet i Nordhavn

2.000 medarbejdere er flyttet ind i Nykredits nye hovedkvarter på Svanemølleholm i Nordhavn, og til efteråret følger AP Pensions 700 medarbejdere trop. Med cafeer og altaner på alle etager til de ansatte, og kunst, café og et fælleshus med spisning for Nordhavns beboere, er ønsket at skabe en bygning, som bidrager til både medarbejdere og lokalområdet.

Nordhavn er planlagt med en blanding af boliger og erhverv, så man deles om pladsen, og bydelen aldrig bliver mennesketom og forladt. I dagtimerne summer arbejdspladserne af liv, mens beboerne er på arbejde, og om aftenen, når arbejdspladserne bliver stille, indtager beboere og besøgende Nordhavn.

AP Pension og Nykredits nye hovedkontorer, der er samlet i ét stort kontordomicil, står snart færdige på Svanemølleholm, og ambitionen er, at bygningen ikke alene skal være ramme om arbejdspladser i dagtimerne, men også bidrage til livet i Nordhavn uden for kontortid.

Domicilet skal være en integreret del af det lokalområde, som vi bliver en del af, og det håber vi også bliver oplevelsen hos Nordhavnerne. Derfor tjekker vi ind i Nordhavn med kunst og åbne døre, hvor vi kan. For vi vil gerne give noget tilbage til området, og vi håber naturligvis, at borgerne i området tager godt imod de muligheder, som domicilerne giver til området.

Adm. direktør i AP Ejendomme, Peter Olsson

Byggeriet ligger langs kajkanten, hvor aftensolen lander, og har udsigt til svanemølleværket og lystbådehavnen. Per Kirkebys værk Inventory, med 20 bronzeskulpturer på række, er flyttet med fra Nykredits tidligere hovedkvarter på Kalvebod Fælled og står nu ved kajen.

I stueetagen deles de to hovedkvarterer om en fælles kantine. Tanken er, at den sommetider skal åbne op som folkekøkken i weekenden og om aftenen.  

IMG_4774

Ved siden af bygningen er Kranparken, der er den første, større, offentlige bypark i Nordhavn godt på vej og forventes at blive færdig hen over vinteren. Domicilet vil have en kaffebar ud til Kranparken, hvor der vil blive serveret kaffe til både ansatte og forbipasserende. Kranparken har fået sit navn efter de gamle kraner, der lossede og lastede fragtskibe.

Ambitionerne for domicilet viser et kerneelement i den københavnske måde at planlægge by på, hvor herligheder som f.eks. kajkanterne er tilgængelige for alle, og det har da også været et krav til domicilet, at det skulle åbne sig mod omverdenen og invitere ind.

Anne Skovbro, adm. direktør i By & Havn hilser AP Pension og Nykredits initiativer velkomne:

Nordhavn er en bydel, hvor man skal kunne trives. Uanset, om du er der for at gå på arbejde, om du er på besøg eller det er her, du bor, så skal der være gode rammer for, at livet kan folde sig ud. På svanemølleholm bliver fællesfunktionerne i kontordomicilet og Kranparken nogle af de vigtige brikker for fællesskaberne og for hverdagen.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Hun fortsætter:

Vi glæder os til, at livet vokser på Svanemølleholm, og jeg vil gerne sige velkommen til alle de mange medarbejdere, som får en hverdag i Nordhavn. Jeg håber, I bliver glade for bydelen. Den har meget at byde på, og med jeres bidrag, kan det kun blive endnu bedre.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro.

Arkitekt: PLH Arkitekter
Ingeniør: NIRAS
Entreprenør: MT Højgaard
Landskab: Marianne Levinsen