Nye vaner sparer 9000 liter brændstof og tonsvis af CO2 på Lynetteholm

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 11. april 2024.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

11. april 2024

Nye vaner sparer 9000 liter brændstof og tonsvis af CO2 på Lynetteholm

Tomgangskørslen – og dermed også CO2- og partikeludslippet – fra maskinerne, der arbejder på Lynetteholms fase 2 er indenfor tre måneder blevet reduceret med næsten 10 %. Det er sket fordi Per Aarsleff A/s har udvalgt Lynetteholms fase 2 som testprojekt, hvor nye vaner blandt maskinførerne gør arbejdet mere klimavenligt.

I første kvartal af 2024 har Per Aarsleff A/S, der står for at anlægge anden fase af Lynetteholm, søsat et nyt projekt, der har til formål at spare på brændstoffet til de lastbiler, dumpere, læssemaskiner, gravemaskiner og dozere, der er tilknyttet projektet.

Målet var i første omgang at få maskinførerne til at dreje nøglen og stoppe motoren under unødvendig tomgangskørsel, men siden bød også maskinførerne ind med andre forslag til, hvordan maskindriften på byggepladsen yderligere kunne optimeres. Til sammen har de forskellige tiltag betydet, at man i perioden fra 1. januar til 31. marts 2024 har sparet cirka 9.000 liter diesel svarende til 24 ton CO2.

Dialogen gør forskellen

Lise Lund, der er bæredygtighedskoordinator ved Aarsleff, har været en af hovedkræfterne bag projektet, er rigtig godt tilfreds med resultatet.

Aktiviteten og maskindriften på Lynetteholm projektet er meget omfattende. Vi har rigtig mange timelønnede i skiftehold på pladsen - som hver har deres kørselskultur med sig, så jeg er rigtig godt tilfreds med de resultater, vi har opnået indtil videre. Vi fortsætter selvfølgelig det gode arbejde fremadrettet, og maskinførerne har virkelig været gode til at byde ind med idéer og forslag til, hvordan kørslen kan optimeres.

Bæredygtighedskoordinator, Lise Lund, Per Aarsleff A/S.

Det har ikke været nogen nem opgave at få tomgangsprocenten ned. Dels er det altid svært at bryde gamle vaner, og dels betyder de relativt korte afstande på Lynetteholm, at tomgangsprocenten altid vil være højere end på projekter, der indebærer kørsel over længere afstande.

Det er ingen hemmelighed, at det har været svært for nogle af vores maskinførere at ændre vaner og dreje nøglen, når de holder stille, men de har gjort en kæmpe indsats, og de har også budt ind med det, de kalder at køre i flow, hvilket også har været med til at gøre en positiv forskel. I sidste ende er dialogen med chaufførerne det vigtigste, og projektet har virkelig fået dem til at reflektere over deres kørsel. Det er jeg meget imponeret over.

Bæredygtighedskoordinator, Lise Lund, Per Aarsleff A/S.

Når maskinerne kører i ”flow”, betyder det, at maskinførerne tilpasser deres tempo efter hinanden, når de eksempelvis kører blødbundsmateriale fra kajen, hvor det læsses fra skibet, til Lynetteholms bassin. Når tempoet sættes ned på strækningen mellem kajen og bassinet, mindsker man risikoen for at holde stille og vente på pålæsning, hvor førerne ofte holder i tomgang. Dermed reducerer man tomgangstiden, og det er godt for brændstoføkonomien.

Partikler, CO2 og penge at spare

Projektet har altså resulteret i brændstofbesparelse på cirka 9.000 liter diesel, hvilket svarer til godt 24 ton CO2, og derudover er de nye vaner også med til at begrænse partikeludledningen, der er op til seks gange højere, når maskinerne holder i tomgang, end når de kører.

Endelig kan Aarsleff også mærke de nye vaner på pengepungen. Udover at regningen på diesel er krympet, betyder mindre tomgangstid også mindre behov for service og mindre slid på maskinerne.

Også ved adm. direktør for By & Havn, Anne Skovbro vækker CO2-besparelserne glæde.

CO2-udledning relateret til tomgang udgør en mindre delmængde af den samlede udledning fra anlægget af Lynetteholm, men reduktion af diesel, CO2 og partikeludledning er vigtig i sig selv. Og så er projektet et godt eksempel på, hvordan arbejdet med at ændre adfærd og kultur er et afgørende parameter i arbejdet med for at fremme den grønne omstilling – og det er præcis det, vi har ønsket at opnå med de krav, vi fra By & Havns side har stillet til anlæggelsen af Lynetteholms fase 2.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Aarsleff har udover Lynetteholm også et andet testprojekt, hvor man arbejder målrettet på at nedbringe tomgangstiden og brændstofforbruget, og målet er, at erfaringerne på sigt skal udbredes til flere af Aarsleffs bygge- og anlægsprojekter rundt omkring i landet.