Ny overbæring gør det lettere for kajakroere at krydse Nordhavn

15. oktober 2026

Ny overbæring gør det lettere for kajakroere at krydse Nordhavn

By & Havn har sammen med lokal sejlklub og grundejerforening etableret endnu en ny, midlertidig overbæringsmulighed for kajakroere. Denne gang mellem Trælastholmen og Kalkbrænderihavnen i Nordhavn.  

Tidligere i år etablerede By & Havn og en række samarbejdspartnere en overbæring for kajakker mellem Refshalebassinet og slæbestedet ved Margretheholms Havn, så kajakroere slipper for at ro gennem Kronløbet og udenom Lynetteholm.

Nu er en ny overbæring etableret. Denne gang mellem Kalkbrænderihavnen og Trælastholmen i Nordhavn. Kalkbrænderihavnen giver direkte adgang til Svanemøllebugten og videre ud i Øresund, mens man kan ro gennem kanalerne fra Trælastholmen til Indre Nordhavn og derfra ud til Københavns havneløb.

Den nye løsning er kommet på plads efter dialog med blandt andre Sejlklubben København, Grundejerforeningen Trælastholmen og Kajakklubben Nordhavn, som har efterspurgt en måde at slippe for at ro hele vejen uden om Nordhavn og gennem Kronløbet.

Overbæringsruten er knap 300 meter lang. Den går via Alexandriagade og Sundkrogen og krydser Sundkrogsgade ved lysreguleringen. På Trælastholmen kan kajakker komme op og ned i vandet fra en ny flydebro i kanalen mellem Alexandriagade og Istanbulgade. På den anden side benyttes en eksisterende flydebro hos Sejlklubben København umiddelbart syd for Nokken.

Overbæringen fungerer som en midlertidig løsning, indtil Roerkanalen kan skabe en direkte forbindelse mellem Kalkbrænderihavnsløbet og Orientbassinet. Det forventes at Roerkanalen udgraves i 2029.

Kanalerne i de indre dele af Nordhavn kan ikke færdiggøres før en række byggerier på Trælastholm er opført. Mens vi venter, vil vi gerne gøre det lettere at bruge Københavns Havn fra nord til syd rekreativt og samtidig finde løsninger, der tager hensyn til de mange forskellige aktiviteter på vandet. Den nye overbæring er en enkel og konkret forbedring for kajakroerne havnen, og den er blevet mulig gennem en god dialog mellem By & Havn, havnens brugere og de lokale parter.

Rikke Faaborg Jarmer, chef for borgerdialog, formidling og partnersamarbejder i By & Havn.

Samarbejde har gjort løsningen mulig

Etableringen er sket i samarbejde med Sejlklubben København og Grundejerforeningen Trælastholmen. Sejlklubben har givet mulighed for adgang til klubbens flydebro. Grundejerforeningen Trælastholmen har tilsvarende givet tilsagn til det midlertidige projekt.

Vi er glade for, at vi er blevet lyttet til og sammen har fundet en løsning, som kan fungere i praksis, mens vi venter på Roerkanalen. For nogle vil det nok være tungt at bære sin egen kajak, men så må man enten være flere om det eller have en vogn med. Men det er stadig en klar forbedring ikke at skulle ro gennem det trafikerede Kronløb og udenom Nordhavn på turen mellem Havneløbet og Øresund.

Hakon Mosbech, Bestyrelsesmedlem i Kajakklubben Nordhavn.

Sådan bruger du overbæringen

På Trælastholmen tages kajakken op ved træbryggen i Kanalrummet mellem Alexandriagade og Istanbulgade. Herfra bæres eller trækkes den via Alexandriagade, hen over Sundkrogsgade ved lysreguleringen og videre ad Sundkrogen til flydebroen i Kalkbrænderihavnen syd for Nokken. Ruten kan naturligvis også benyttes i den modsatte retning.

Brugerne skal være opmærksomme på den øvrige trafik langs overbæringsruten og benytte lysreguleringen, når Sundkrogsgade krydses.

Se ruten i appen

Havneappen KBH Havn har en sektion for kajakroere bl.a. med regler, gode råd - og anbefalinger af forskellige kajakruter i Københavns Havn. Den nye overbæring lægges ind i appen senere i dag. Download appen på byoghavn.dk/app