Ny app til alle os, der elsker Københavns Havn

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 27. juni 2023.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

27. juni 2023

Ny app til alle os, der elsker Københavns Havn

Hvor ligger det nærmeste badested? Hvor stærk er strømmen ved Slusen? Hvor varmt er vandet? Hvor skal jeg padle hen på mit SUP board? Hvor højt er UV-indekset? Hvor ligger det nærmeste toilet? Hvilke fiskearter kan man fange i havnen - og hvor og hvornår?

By & Havns nye app, KBH Havn, samler hele havnen i din telefon. Hvad enten du elsker at bade, sejle, stå på paddle board ro kajak eller er ude med (fiske)snøren, så finder du masser af råd, regler, tips og tricks i appen.

 

 

Det er By & Havn, der står for driften af Københavns Havn, ligesom selskabet står bag havnereglementet, der beskriver, hvad man må - og ikke må - i havnen. Hidtil har du skullet besøge vores hjemmeside eller finde en flyer, for at få information om sejlads, fiskeri, badning og kajak/paddle board i havnen, men nu får du altså det hele i din Apple eller Android telefon og kan let tilgå informationerne, når du har brug for dem på en klar og overskuelig måde.

Havneløbet og kanalerne er et fælles, blåt byrum for alle københavnere og de mange gæster i byen. Her er god plads til rekreativ aktivitet og hygge både langs kajkanterne og på vandet, og vi er kendte i hele verden for den måde, vi bruger vores havn. Særligt om sommeren tiltrækker havnen rigtig mange mennesker og vi ønsker en tryg og lettilgængelig havn. Derfor er der også nogle regler for, hvor man må bade og ikke bade, hvor man må fiske, hvordan man må sejle osv. Appen har det hele med. Regler såvel som tips til, hvordan man får den bedste og tryggeste oplevelse, når man bruger havnen. Vi håber at havnens bruger vil tage den til sig og dele den med deres venner.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Det kan du i KBH Havn appen

Badegæster får detaljer om alle havnens badesteder samt vigtige oplysninger om vejr, vind, UV-stråling, vandkvalitet og vandtemperatur. Du kan også læse om badestedernes sikkerhedsforanstaltninger, så du kan nyde en tryg og behagelig svømmetur.

Kajak- og SUP-entusiaster får anbefalede ruter i havnen til områder, hvor du kan udforske havnen og ro og padle sikkert. Få gode råd og læs reglerne, så du kan planlægge din tur uden problemer. Derudover er det værd at bemærke, at appen giver oplysninger om de daglige strømforhold ved Slusen. Det kan være god hjælp, når man planlægger sine ture.

Sejlerne – hvad enten du har din egen båd eller lejer en jolle og udforsker havnen i et par timer – får opdaterede oplysninger om vejr, vind og vand samt forslag til sejlruter, tips og tricks, let adgang til havnereglementet osv. Det er vigtigt at orientere sig i de forskellige regler, der er i havnen, så vi sikrer en tryg og god oplevelse for alle brugere.

Fiskerne får råd til at finde de bedste fiskesteder i havnen. Læs mere om havnens fiskearter og se, hvornår du kan fange hvad.

appapp

KBH Havn er netop lanceret, og vi arbejder stadig på det sidste indhold, som bliver tilføjet i juli. Der kommer også en engelsk version i løbet af de næste uger. Vi vil meget gerne lytte til brugernes feedback og høre ideer til at gøre den endnu bedre. Hvis du har input til os, så send en mail til havneapp@byoghavn.dk.

Du kan hente appen i App Store og Google Play. Det er naturligvis ganske gratis.