Prøvesvar fra skum i Margretheholms Havn viser, at det sand, der har givet anledning til skummet, er rent, men at der er forhøjede værdier i selve skumprøverne. Årsagen til dette skal nu undersøges nærmere, men der ventes ikke at være sket en væsentlig forurening af vand og havbund.
Teknik- og Miljøforvaltningen har som tilsynsmyndighed på vandkvaliteten i Københavns Havn bedt By & Havn om at foretage målinger af det skum, som i perioder er blevet dannet i Margretheholms Havn.
De aktuelle undersøgelser er gennemført af COWI, og måleresultaterne af selve sandet viser, at det materiale, som By & Havns entreprenør har lagt ud i forbindelse med anlæg af en dæmning til Lynetteholms kommende adgangsvej og klapbro, er rent. Samtidig viser skumprøverne dog forhøjede værdier af oliestoffer og tungmetaller.
Skummet i havnen er blevet dannet naturligt i forbindelse med, at det rene sand er blevet udlagt i vandet som led i opbygningen af dæmningen ved Margretheholms Havn i dette forår.
I et sammenfattende notat fra Teknik – og Miljøforvaltningen fremgår det, at de forhøjede værdier i skummet ”ikke nødvendigvis medfører en væsentlig forurening af havvandet eller havbunden”. I notatet fremgår det ligeledes, at ”på grund af den ringe massefylde af skummet, den langsomme nedbrydningshastighed og den samtidige vandudskiftning i havnen, forventes overordnet ikke, at der er sket væsentlig forurening med miljøfremmede stoffer”.
Da det er uafklaret, hvor forureningen i skummet stammer fra, idet det udlagte sand er rent, har Teknik- og Miljøforvaltningen bedt By & Havn redegøre for, om der kan være sket forurening af vandet og havnebunden efter dannelsen af skummet. By & Havn er også blevet bedt om at vurdere, om der er behov for at fjerne toplaget af havnesedimentet, det vil sige den øverste del af havbunden, i et mindre areal inderst i Margretheholms Havn, hvor skummet kan have aflejret forurening.
By & Havn har på den baggrund bedt COWI om at foretage yderligere vurderinger på baggrund af prøvesvarene. Det igangværende arbejde med sandudlægning til dæmningen er færdiggjort, og i dag ventes en mindre kortvarig sandudlægning på bunden af indsejlingen til Margretheholms Havn også at være afsluttet.
Udviklingsdirektør i By & Havn, Ingvar Sejr Hansen, slår fast, at de materialer, som er blevet brugt i forbindelse med anlægget af dæmningerne er blevet undersøgt af COWI, og materialet er konstateret som værende ”meget rent”.
Vi er tilfredse med, at vi nu har et fuldstændigt bevis på, at det sand, som vores entreprenør har brugt, er rent. Når det er sagt, skal vi selvfølgelig have fundet årsagen til, hvad der er skyld i, at skummet har forhøjede værdier. Vi afventer en redegørelse fra COWI og er løbende i dialog med myndighederne.
Udviklingsdirektør i By & Havn, Ingvar Sejr Hansen.
Redegørelsen fra COWI forventes at ligge klar i august.
Du kan se Teknik- og Miljøforvaltningens sammenfatning fra 30. juni 2022 via dette link
Kontakt
Kristian Wederkinck Olesen, kommunikationschef i By & Havn, tlf. 3053 5004.