Hvad skal der ske med Færgehavn Nord i fremtiden? Onsdag den 18. november inviterer vi til informations- og dialogmøde om Færgehavn Nords fremtid. Her kan du høre mere om planerne for området, stille spørgsmål og dele dine perspektiver på, hvad området skal bruges til i de kommende år.

Færgehavn Nord har de seneste år dannet en midlertidig ramme for havnelivet for de foreninger og klubber, der har måttet flytte fra Svanemøllehavnen i forbindelse med anlægget af Nordhavnstunnelen. Når tunnelprojektet er afsluttet, flytter lystbådene tilbage til Svanemøllehavnen. Samtidig står Færgehavn Nord over for en spændende udvikling i de kommende år, da havnen er en del af Nordsøkvarteret. I 2027 afholdes en masterplankonkurrence, hvor forskellige forslag skal være med til at sætte retningen for områdets fremtid.

Det er endnu ikke konkret besluttet, hvordan Færgehavn Nord skal indrettes og bruges fremover. Vi ser mange spændende muligheder i området og vil blandt andet undersøge, hvordan vi kan skabe et rekreativt og levende havnemiljø med plads til både ophold, fællesskab og forskellige aktiviteter på og omkring vandet.

Hør om planerne, og del dine perspektiver

På mødet fortæller vi om Færgehavn Nord, de foreløbige overvejelser om havnens fremtid og de næste skridt i processen. Københavns Kommune deltager også og giver et indblik i de kommunale planer og rammer, der har betydning for områdets udvikling.

Vi lægger vægt på en åben dialog, hvor der er god tid til spørgsmål, idéer og perspektiver på, hvordan havnen kan bruges i fremtiden.

Vi håber derfor at se både nuværende brugere af havnen, blå aktører, naboer og alle andre, der har interesse i Færgehavn Nords fremtid.

Tilmeld dig via dette link.

Tid og sted

Dato: Onsdag den 18. november 2026

Tid: Kl. 17.00–19.00

Sted: Terminal13, Færgehavnsvej 35, 2150 København

Vi glæder os til at høre jeres idéer og perspektiver på Færgehavn Nords fremtid.

Lørdag den 7. november 2026 kl. 11-14 fejrer vi Konditaget Lüders' 10-års jubilæum med en festlig løbedag for hele familien.

I 10 år har Konditaget Lüders dannet ramme om leg, motion og fællesskab 24 meter over gadeniveau i Nordhavn. Nu fejrer vi jubilæet med tre forskellige løb – for både børn, motionister og eliteløbere.

Uanset om du vil løbe med, udfordre dig selv på trapperne eller bare heppe fra sidelinjen, er du velkommen. Vi sørger for snacks, drikkevarer og god stemning.

Børneløb for de yngste løbere

Børn til og med 12 år kan være med til et sjovt og hyggeligt løb på Konditaget Lüders. Undervejs skal børnene også prøve kræfter med trapperne op til Konditaget, som de skal op ad én gang. Og bare rolig - de mindste må selvfølgelig gerne få en hjælpende hånd fra en forælder.

Her handler det om bevægelse og løbeglæde, og alle kan deltage uanset tempo og erfaring. Alle deltagende børn får en særlig jubilæums-T-shirt og en medalje som minde om dagen.

Tilmeld dig børneløbet her

By & Havns Jubilæumsløb – en udfordring for alle

Er du klar til at tage trapperne? Jubilæumsløbet er en cirka 3 km lang rute på og omkring P-hus Lüders, hvor du undervejs skal hele tre gange op ad trapperne til Konditaget i 24 meters højde.

Løbet er for alle - både de hurtige, der går efter en god tid, og de knap så hurtige, der har lyst til en sjov og anderledes løbeoplevelse. Du behøver altså ikke være superløber for at være med. Det vigtigste er at tage udfordringen op og få en god oplevelse.

De fem hurtigste kvinder og fem hurtigste mænd får en særlig jubilæums-T-shirt.

Tilmeld dig By & Havns Jubilæumsløb her

Renna Eliteløb - når de hurtigste tager trapperne

Hvor hurtigt kan man egentlig løbe ruten på godt tre kilometer, der inkluderer at tage trappen op til Konditaget tre gange? Det finder vi ud af, når nogle af de skarpeste løbere tager kampen op med trapperne i Renna Eliteløb.

Her bliver der fart over feltet, når eliteløberne dyster om den hurtigste tid på den krævende rute. Kom og oplev løberne helt tæt på, og vær med til at heppe dem mod toppen.

Kom og vær med til at fejre Konditaget

Tid: Lørdag den 7. november 2026 kl. 11-14
Sted: Konditaget Lüders, Helsinkigade, Nordhavn

Jubilæumsfejringen arrangeres af By & Havn i samarbejde med JAJA Architects, 2150 Nordhavn Løb og Motion, Renna Copenhagen og GF Århusgadekvarteret.

Alle er velkomne – også uden løbesko.

Hvor skal børnene bo, når de flytter hjemmefra?

København vokser, og i de kommende år skal der skabes plads til nye københavnere, nye boliger og nye hverdagsliv. I Nordhavn skal Nordsøkvarteret udvikle sig fra industriområde til et nyt københavnsk bykvarter.

Men hvordan skal det kvarter se ud? Hvad skal der være plads til? Og hvad skal der til, hvis fremtidens København også skal være en by, hvor vores børn kan forestille sig at bo, når de en dag flytter hjemmefra?

Her kan københavnere få et første indblik i de foreløbige tanker for området og – ikke mindst – give input til det konkurrenceprogram, der skal danne grundlag for den kommende masterplankonkurrence for Nordsøkvarteret.

Tag familien med på opdagelse i det kommende kvarter

Dagen begynder med en kort introduktion til Nordsøkvarteret og planerne for den videre udvikling. Herefter går turen ud i området.

På en byvandring kan både børn og voksne blive klogere på nogle af de spørgsmål, der bliver vigtige for det kommende kvarter. Husk praktisk fodtøj.

På pladsen kan børnene desuden opleve KreaBix Live med Emma fra Ramasjang, hvor fantasi, kreativitet og genbrug er i centrum.

Kreabix billede med Emma - uden grafik

Kom med, se området og giv dit input til et nyt stykke København.

Åbent hus om Nordsøkvarteret
Lørdag den 26. september 2026
Kl. 10.00–13.00
Odds & Ends, Nordhavn

Der vil være kaffe, juice og lidt at spise og senere på dagen sandwich.

Husk tilmelde jer, så der er mad nok til alle.

INVITATION: Søndag den 23. august kan du for første gang opleve den sammenhængende stendæmning rundt om Københavns nye halvø og stormflodssikring og få den fulde fornemmelse af, hvor stor halvøen bliver. Find tilmelding til gåturen her i nyhedsbrevet.

OBS! Gåturen er fuldt booket. Kun muligt at tilmelde sig venteliste.

Arbejdet med at anlægge stendæmningerne rundt om Københavns nye halvø og stormflodssikring, Lynetteholm, har stået på siden 2022, og arbejdet er nu næsten færdigt.  

Derfor inviterer By & Havn søndag den 23. august 2026 til en helt særlig oplevelse, hvor du for første gang kan gå hele vejen rundt om Lynetteholm, der former Københavns nye kyststrækning og stormflodssikring langs Øresund.

Hvad kan du opleve?

  • Gåruter på Lynetteholm, hvor du ser København og Øresund fra helt nye vinkler, herunder gårute for gangbesværede
  • Masser af viden om anlægsprojektet og arbejdet med at anlægge stormflodssikringen
  • Talk om livet under overfladen på Lynetteholms stendæmninger med havbiolog og dykker, Tim Dencker (kl. 12.30)
  • Se og hør om nogle af de spektakulære marinarkæologiske fund, der er gjort i området, hvor Lynetteholm bliver anlagt
  • Live podcast-optagelser om Slaget på Reden med værterne bag den populære podcast Kongerækken og By & Havns podcastserie ’Historien om Havnen’ (kl. 11.30 og 13.30)
  • Børn og barnlige sjæle kan prøve de store arbejdsmaskiner, som bliver brugt til at anlægge stendæmningen
  • Spørgeboder, hvor du kan møde flere af de medarbejdere, der arbejder med Lynetteholm
  • Se video og billeder af H.M. Kong Frederik 10., der slutter ringen om Lynetteholm 17. juni 2026
  • Gratis kaffe, vand, frugt og snacks

Tilmelding

Billetterne er gratis, og du kan hente dem via Billetto.
BEMÆRK: Der er mulighed for tre ankomsttider:

OBS! Gåturen er fuldt booket. Kun muligt at tilmelde sig venteliste.

Tilmelding ankomst kl. 10.00

Tilmelding ankomst kl. 11.30

Tilmelding ankomst kl. 13.00

Gåruter

Ruten hele vejen rundt om Lynetteholm er på ca. 7,5 km. Der vil også være en kortere rute på ca. 4 km og en asfalteret rute for gangbesværede, hvor man får mulighed for at se anlægget af Lynetteholm fra landsiden. På dagen vil der blive uddelt en folder, hvor man kan finde mere information om de tre gåruter.

Vejret og praktik

Af sikkerhedsmæssige årsager tager vi forbehold for aflysning, hvis vejret på dagen ikke egner sig til arrangementet. Gåruten er på grus og visse steder ujævnt terræn, så tag dine bedste vandrestøvler på. Der vil være opstillet toilettet langs gåruten på Lynetteholm og på selve eventpladsen.

Trafikinformation

Når du tilmelder dig via Billetto vil du forud for eventet få nærmere information om trafikforhold, herunder parkeringsmuligheder for biler og cykler og offentlige transportmuligheder med bybus og havnebus.

Adresse

Arrangementet finder sted ved Lynetteholms jordmodtageanlæg, Refshalevej 210, 1432 København K. OBS: Du skal køre til eventet via Refshalevej – og ikke Jordtransportvej 100.

Torsdag den 20. august inviterer S/K Lynetten og By & Havn til indvielse af den nye overbæringsløsning for kajaker på Refshaleøen.

Kajakoverbæringen mellem Flydebroen i Refshalebassinet og slæbestedet i Margretheholms Havn er åben for alle kajakroere.

Overbæringen betyder, at kajakroere undgår at sejle i Kronløbet med tung skibstrafik og tilbyder derfor en mere tryg og overskuelig rute mellem Øresund og havneløbet i Københavns Havn.

Hvis du vil bruge kajakvognene, skal din kajakklub være medlem af Overbæringslauget. Læs mere om overbæringen her. 

Overbæringen er etableret af By & Havn i samarbejde med S/K Lynetten og Refshaleøens Ejendomsselskab.

Program - torsdag den 20. august

Kl. 16:00:

Vi mødes ved Flydebroen i Refshalebassinet. By & Havn byder velkommen.

Vi går ad overbæringsruten til Margretheholms Havn.

Turen tager cirka 15 minutter hen over Refshaleøen.

Kl. 16:30:

Vi samles ved slæbestedet i Margretheholms Havn.

Korte taler ved Havneudvalgsformand Søren Riis S/K Lynetten, chef for for borgerdialog, formidling og partnersamarbejder, Rikke Faaborg Jarmer By & Havn og Forperson Christian Engkilde fra overbæringslauget.

Der vil være lidt musik, et glas vin eller vand samt snacks til gæsterne.

Arrangementet slutter kl. 17:30

Alle er velkomne, og vi glæder os til at se dig!

By & Havn støtter Kajakparaden for Grønland, der den 9. august forvandler Københavns Havn til en farverig fejring af grønlandsk kultur, fællesskab og livet på vandet.

På FN’s internationale dag for oprindelige folk inviterer Uagut – Landsorganisationen for grønlændere i Danmark – og Mellemfolkeligt Samvirke til en stor fejring af Grønland og fællesskabet mellem Grønland og Danmark. Københavns Havn bliver rammen om en spektakulær kajakparade med grønlandske flag, musik, performance og fællessang på vandet.

Oplev havnen fra en ny vinkel

Kajakparaden sejler fra Nordatlantens Brygge via Ofelia Plads til Sandkaj i Nordhavn. Forrest sejler performanceduoen INUÀNIMA med den grønlandsk-danske musiker og maskedanser Aviaja Lumholt på en tømmerflåde. Undervejs kan publikum opleve stemningsfulde performances inspireret af grønlandske myter, musik og maskedans.

Det er gratis at deltage med egen kajak, og der er mulighed for at leje både enkelt- og dobbeltkajakker gennem arrangørerne. Deltagerne kan også vælge at købe en støttebillet, som hjælper med at gøre kajakparaden til en tilbagevendende tradition og bidrager til blandt andet sikkerhed på vandet, kunstnere og afvikling af arrangementet.

Også for dem, der bliver på land

Du behøver ikke sidde i en kajak for at være med. Langs havnen kan du opleve den farverige parade og de kulturelle indslag, og der arrangeres også særlige kanalrundfarter med fortællinger om Grønland i København og relationerne mellem Grønland og Danmark.

Praktisk

Dato: 9. august 2026
Tid: Kl. 13.30-17.30
Rute: Nordatlantens Brygge – Ofelia Plads – Sandkaj, Nordhavn

Læs mere og tilmeld dig: Kajakparade for Grønland

Lej kajak eller køb støttebillet: Billetsalg via Billetto

 

Kajakparaden for Grønland gennemføres af Uagut og Mellemfolkeligt Samvirke i samarbejde med blandt andre Kajakhotellet, Stromma, Kayak Bar, Det Grønlandske Hus i København, Qajak København, Grønlands Selvstyre, Kulturdistriktet og By & Havn og med støtte fra Nordjyllandsfonden.

 

Sensommer, sang og fortællinger ved Sønder Pumpe

Onsdag den 16. september danner landskabet omkring Sønder Pumpe rammen om en sensommeraften med korsang, fællessang og naturfortællinger.

Årets første naturkoncert i Naturpark Amager i juni måned blev en overvældende succes. Mere end 100 mennesker fandt vej til Byskoven for at opleve, hvordan natur, musik og fortællinger kan smelte sammen under åben himmel. Nu inviterer vi til endnu en stemningsfuld oplevelse – denne gang ved Sønder Pumpe.

Pumpehuset gør ikke meget væsen af sig i landskabet, men bag de beskedne facader gemmer sig en vigtig fortælling. Her kan man opleve en lille udstilling om områdets historie og om de pumper, der siden 1943 har været med til at holde det inddæmmede landskab tørt og formet det landskab, vi oplever i dag.

Fra skråningen ved diget kan publikum sidde som i et naturligt amfiteater med udsigt over det åbne landskab. Her fylder Ørestad Kor under ledelse af dirigent Aleksandra Aia Bertelsen og akkompagneret af pianist Ida Andersson sensommeraftenen med musik, mens naturvejleder Jes Aagaard binder aftenen sammen med fortællinger om områdets natur, historie og de livsformer, der præger sensommeren i Naturpark Amager.

Aftenens program kredser om sensommeren og naturens kredsløb. Gennem sange og fortællinger møder vi blandt andet vadefugle, sommerfugle, stormfloder, høst og efterårets første forandringer. Sammen udforsker vi de forbindelser, der findes mellem naturens livscyklus og menneskets egen – mellem blomstring og forfald, forandring og fornyelse.

Det ikoniske gule pumpehus ligger isoleret på Kalvebod Fælled i Naturpark Amager. Det er ikke muligt at køre i bil helt frem til bygningen, men du kan parkere ved den vestlige ende af Frieslandsvej og gå eller cykle den sidste halvanden kilometer ad markvejene derind. Alternativt kan du tage metroen til Vestamager Metrostation og cykle eller gå turen derfra.

Naturkoncerten er arrangeret af partnerskabet bag Naturpark Amager; By & Havn, Naturstyrelsen, Københavns Kommune, Tårnby Kommune og Dragør Kommune.

Jes_1920x1080
publikum1_1920x1080
Søndre-Pumpe-2_web

Hele Ørestad samles igen til en festlig dag fyldt med musik, dans, foreningsliv, aktiviteter og oplevelser for alle aldre.

På scenen kan du opleve optrædener fra lokale danseforeninger og professionelle musikere, mens komiker og Stormester-vinder David Minerba sørger for grin undervejs. Dagen afsluttes med koncerter fra Tarick og Djames Braun. Samtidig kan du møde lokale foreninger, organisationer og forretninger, deltage i konkurrencer og få et indblik i alt det, Ørestad byder på. Tag din nabo og venner med og oplev Ørestads forretnings-og kulturliv helt tæt på.

Se det fulde program på uah-orestad.dk

PLAKAT-ENDELIG-16-6-2026_kant

Musik og litteratur smelter sammen når Digterbandet giver en sansemættet koncert i Kirken i Ørestad.

Bandet består af de tre dygtige musikere og digtere Dina (Charlotte Damgaard Bodé), LEF (Lars-Emil Foder) og Jomi (Signe Høirup Wille-Jørgensen), som alle læser højt og lavt og synger. Under lige dele kontrol og tab af samme, nyder de tre at følge hinanden rundt i improvisationer, korsang og oplæsninger, akkompagneret af tangenter, guitar, violin, messing og månetromme.

Arrangeret af Amager Kultur Vest med støtte fra By & Havn. Koncerten er gratis med kræver tilmelding via kirkens hjemmeside.

Tag med bibliotekarerne Anita og Laura på litteraturvandring i Ørestad, i selskab med 1970-80’ernes litterære ikoner Dan Turéll, Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen. 

De tre digtere fornyede det litterære sprog i perioden, og med deres særegne storbylyrik skrev de sig ind i litteraturhistorien. Vi går på opdagelse i den nye by, på jagt efter skyggestederne og fortabelsen, med punk, undergangsstemning, musikalitet og rå skønhed som brændstof.

Arrangeret af Kultur Amager Vest (Kulturhuset Islands Brygge og Ørestad Bibliotek) med støtte fra bl.a. By & Havn.

Praktisk info

Startsted: Ørestad Station (Metro)

Gratis, men du skal tilmelde dig på billetto.dk

Ved dårligt vejr rykkes eller aflyses eventet, så hold øje med din mail i dagene op til arrangementet.