Hvad skal der ske med Færgehavn Nord i fremtiden? Onsdag den 18. november inviterer vi til informations- og dialogmøde om Færgehavn Nords fremtid. Her kan du høre mere om planerne for området, stille spørgsmål og dele dine perspektiver på, hvad området skal bruges til i de kommende år.
Færgehavn Nord har de seneste år dannet en midlertidig ramme for havnelivet for de foreninger og klubber, der har måttet flytte fra Svanemøllehavnen i forbindelse med anlægget af Nordhavnstunnelen. Når tunnelprojektet er afsluttet, flytter lystbådene tilbage til Svanemøllehavnen. Samtidig står Færgehavn Nord over for en spændende udvikling i de kommende år, da havnen er en del af Nordsøkvarteret. I 2027 afholdes en masterplankonkurrence, hvor forskellige forslag skal være med til at sætte retningen for områdets fremtid.
Det er endnu ikke konkret besluttet, hvordan Færgehavn Nord skal indrettes og bruges fremover. Vi ser mange spændende muligheder i området og vil blandt andet undersøge, hvordan vi kan skabe et rekreativt og levende havnemiljø med plads til både ophold, fællesskab og forskellige aktiviteter på og omkring vandet.
Hør om planerne, og del dine perspektiver
På mødet fortæller vi om Færgehavn Nord, de foreløbige overvejelser om havnens fremtid og de næste skridt i processen. Københavns Kommune deltager også og giver et indblik i de kommunale planer og rammer, der har betydning for områdets udvikling.
Vi lægger vægt på en åben dialog, hvor der er god tid til spørgsmål, idéer og perspektiver på, hvordan havnen kan bruges i fremtiden.
Vi håber derfor at se både nuværende brugere af havnen, blå aktører, naboer og alle andre, der har interesse i Færgehavn Nords fremtid.
Tilmeld dig via dette link.
Tid og sted
Dato: Onsdag den 18. november 2026
Tid: Kl. 17.00–19.00
Sted: Terminal13, Færgehavnsvej 35, 2150 København
Vi glæder os til at høre jeres idéer og perspektiver på Færgehavn Nords fremtid.
Start 18. november 2026, kl. 17:00
Slut 18. november 2026, kl. 19:00
Hvor Terminal13, Færgehavnsvej 35, 2150 København
Tilmeld