H. M. Kongen besøger studiebydelen i Ørestad Nord

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 24. april 2024.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

24. april 2024

H. M. Kongen besøger studiebydelen i Ørestad Nord

Den 24. april indvies Danmarks Medie og Journalisthøjskoles nye bygning i Ørestad Nord officielt med deltagelse af H. M. Kongen.

Det røde hus er tegnet af PLH Arkitekter og skabt med inspiration fra den moderne mediestrøm, hvor åbenhed, forbundethed og omstillingsparathed er nøgleord. I det syv etager høje hus inviteres verden indenfor med store glaspartier, som sikrer transparens og optimale lysforhold for de studerende. Byggeriet forholder sig til Fælledens natur og skaber en grøn sammenhæng med et trappeforløb med planter og små nicher, som roterer rundt om et centralt atrium, der forbinder alle etager vertikalt og visuelt.

Med åbningen af DMJX har endnu flere unge fået deres daglige gang i Ørestad Nord. Hidtil har der samlet været ca. 19.000 adgangsgivende og videregående studiepladser i Ørestad. Med åbningen af DMJX stiger tallet med 800 studerende og ca. 2.000 kursister årligt.

Anne Skovbro, direktør i By & Havn siger:

Med indvielsen af DMJXs nye, flotte bygning afsluttes byudviklingen af August Schade kvarteret i Ørestad Nord, som nu næsten står færdigt. Det er en milepæl i Ørestads historie. Tanken med kvarteret har været at samle en række store uddannelsesinstitutioner, som kan skabe rammerne for et attraktivt studiemiljø. Fra By & Havns side håber vi, der opstår synergi på tværs af både virksomheder og de tre uddannelsesinstitutioner Københavns Universitet, IT Universitetet og nu også Medie- og Journalisthøjskolen i Ørestad. Vi ønsker DMJX velkommen og et stort tillykke med det nye hus.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

DMJX-Interior-trappe-3_1920x1080

Foto: Emil Lund Pedersen

August Schade kvarteret bliver færdigt

Den knækkede udformning af bygningerne i August Schade kvarteret skaber arkitektonisk variation og plads til små intime byrum, og med opførelsen af de sidste bygninger indrammes kvarteret, så pladser og udeområder nu kan færdiggøres. Det er tegnestuen SLA, der som leverandør til By & Havn, har designet landskab og byrum til August Schade Kvarteret.

I forbindelse med, at DMJXs bygning står færdig, har By & Havn anlagt første del af et byrums- og landskabsprojekt, som skaber sammenhæng med fælledens natur og trækker et grønt bælte ind langs Grønjordsvej. Det grønne landskab anlægges med rekreative funktioner for områdets mange studerende og beboere. Landskabets bynatur er designet med lokale arter, der understøtter og styrker områdets biodiversitet og opbløder den skarpe overgang mellem fælled og by.

Byrummets belysning er desuden specialdesignet, så det kombinerer maksimal tryghed for cyklister og fodgængere samtidig med, at belysningen minimerer lysforurening og energispild.

Anden del af byrums- og landskabsprojektet ved DMJX etableres, når det sidste byggeri står færdigt – forventeligt i 2027.

Hertil kommer projektet ’Byens Scene’, som også får betydning for færdiggørelsen af August Schade kvartet. Ambitionen med ’Byens Scene’ er, at byrummene, der forbinder metrostationerne med de tre spillesteder DR Koncerthuset, Bella Arena og Royal Arena, skal blive en inspirerende og levende oplevelse i sig selv. Projektet skal understøtte det gode hverdagsliv med mulighed for ophold og aktiviteter, og samtidig give koncertgæster en unik oplevelse, når de ankommer med metroen på vej til koncert eller et event. Det er der netop udskrevet en kunst- og arkitektkonkurrence om, som du kan læse mere om her.

August_Schade_Landskabsplan_SLA_1920x1080

Om et par år, når udeområderne kan færdiggøres, bliver der rig mulighed for at trække ud i de grønne omgivelser i og omkring August Schade kvarteret. Tegning: SLA