Glade gæster og havnebajere i By & Havns nye særudstilling

6. september 2024

Glade gæster og havnebajere i By & Havns nye særudstilling

Fremmødet var stort og stemningen høj ved ferniseringen af By & Havns nye særudstillingsrække Historien om Havnen. Med en perlerække af populære historiepodcasts som bagkatalog har Kongerækkens værtspar Hans Erik Havsteen og Anders Olling kastet sig over tusinde års blå københavnerhistorie. I ti afsnit og syv særudstillinger kommer du på en lydrejse fra middelalderens travle handelshavn til den rekreative, blå park, som havnen er i dag.  

Den første udstilling i rækken, som slog dørene op onsdag, handler om De evige opfyldninger. Hver eneste centimeter i Københavns Havn er nemlig menneskeskabt gennem landvindinger og i særudstillingen bliver du klogere på, hvordan opfyld og landvinding har formet havnen og byen. I By & Havns store arkiv gemmer der sig over 250 års havnehistorie i form af arkitekt- og ingeniørtegninger, korrespondancer, projektdokumentation og tusindvis af fotos. Sammen med arkæologiske fund fra Københavns Museum fortæller arkivmaterialerne historien om, hvordan havnen tog den form vi kender og elsker i dag.

Historien om havnen61

Dagen bød på iskolde øl i sensommervarmen og taler fra både adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, Museumschef på Københavns Museum, Louise Jacobsen og Kongerækken.

Adm. direktør, Anne Skovbro, betonede vigtigheden af at holde Havnens historie i hævd i sin tale og sendte en stor tak til Københavns Museum for det gode samarbejde.

By & Havn hviler på en lang tradition i Københavns Havn, hvor vores mange forgængere har udvidet og udviklet havnen over årene i takt med at tiderne har skiftet og behovene har ændret sig. Fra tung industrihavn til rekreativt paradis og vores alle sammens havn, som vi nyder om sommeren. Det er en havn fyldt af historie og fortællinger, som giver et indblik i Københavns historie og det er vi glade for at kunne fortælle – både i vores udstilling og nu i vores podcast.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

Du kan opleve særudstillingen samt By & Havns permanente udstilling Havnebygmesterens Studiesamling ganske gratis på Nordre Toldbod alle hverdage kl. 9-15. Allerede nu kan du glæde dig til den næste særudstilling i rækken, som åbner til oktober og fortæller historien om Havnen, der aldrig blev til noget.

Kan du ikke få nok af Historien om Havnen? Du finder alle episoder af podcasten lige her.

Historien om havnen172

Podcastserien, som udstillingen bygger over, er produceret af Kongerækken i partnerskab med By & Havn. Som samarbejdspartner har Københavns Museum bidraget med udlån af udstillingsgenstande.