Fuldt hus til Kulturnatten – besøg de nye udstillinger i efterårsferien

15. oktober 2024

Fuldt hus til Kulturnatten – besøg de nye udstillinger i efterårsferien

Visitationsbygningen på Nordre Toldbod 3 rummer et skatkammer af billeder, malerier kort, tegninger og film om Københavns Havn. Til Kulturnatten i fredags var der fernisering på en ny særudstilling om Havnen, der ikke blev til noget og en masse nyt materiale i den permanente udstilling. Tag familien med og læg vejen omkring Toldboden, hvor du kan opleve det hele!

Fredag aften var der travlhed på Nordre Toldbod, hvor der var åbent hus i udstillingerne og arkivet i anledning af kulturnatten.

Rigtig mange kulturnat mennesker gjorde Toldboden til en del af deres aften og så de nye udstillinger, og mange deltog også i Kongerækkens liveoptagelse af et ekstra afsnit af podcasten Historien om Havnen. Emnet var toldbodens historie, og sammen med Kongerækken rejste publikum tilbage til dengang Nordre Toldbod var hjemsted for sømandsknejper, konger og toldgods. Gik du glip af liveoptagelsen, kan du glæde dig til at høre afsnittet om Nordre Toldbods brogede historie, når det udkommer lørdag den 26. oktober.

By & Havn_Kulturnat 2024-30-1600px

 

 

By & Havn_Kulturnat 2024-25-1600px

Ny særudstilling med fantasifulde projekter

Kan du ikke få nok af podcasten og havnens historie, så gør ligesom Kulturnattens gæster og slå et smut forbi By & Havns nye særudstilling Historien om Havnen: Havnen, der ikke blev til noget. Særudstillingen er den anden udstilling i en række af udstillinger, der baserer sig på podcastenes episoder.

I den nye særudstilling kan du gå på opdagelse i de mange fantasifulde projekter, der kunne have formet Københavns Havn.

For Havnen har altid været byens bankende hjerte, og det er svært at forestille sig, at vores blå park skulle have set helt anderledes ud. Men By & Havns arkiv er fyldt med gamle havneprojekter, der aldrig blev til virkelighed, og det har aldrig skortet på idéer eller fantasifuldhed i Københavns Havn. Mens vi ånder lettet op over nogle af de projekter, der ikke blev til virkelighed, ærgrer vi os over andre, som vi aldrig får at se.

Jørn Utzon Langeliniepavillonen facade mod øst 1953

Særudstillingen viser blandt andet Jørn Utzons Langeliniepavillon, hvis unikke sans for formgivning og skulpturelle bløde linjer kunne have givet havnen en 11 etager høj, rund glaspavillon med både morgen- og aftensol. Der gives også et indblik i, hvordan trafikale problemer kunne have sendt tonstunge skibe over Langebro i fjerde sals højde; en monumental hængefærgebro flankeret af to 73 meter høje tårne kunne have budt skibene velkommen til Nordre Toldbod; udsigten til Trekroner kunne havneglade københavnere have vinket farvel til, til fordel for et kraftvarmeværk, og Amager kunne være blevet skåret i halv af en 7,5 km lang skibsfartskanal.

Besøg os og oplev de mange vilde og vanvittige projekter, som By & Havns arkiv gemmer på.

By & Havn_Udstilling 2024-15-1600px

Den biodiverse havn på udstilling

I den permanente del af havneudstillingen, Havnebygmesterens Studiesamling, er der også kommet masser af nyt, spændende materiale.

En ny stor installation i udstillingen viser Københavns Havn over og under vandet. Over vandet er havnen rekreativ med udlejningsbåde, kajakker, sikkerhedsudstyr og plads til mennesker, mens biodiversiteten heldigvis trives under vandoverfladen. I partnerskab med WWF Verdensnaturfonden viser den nye del af udstilling nogle af de konkrete projekter, der er iværksat for at fisk og planter skal få det endnu bedre i fremtiden. Projekter der også kan bidrage til inspiration for andre havne. Det gælder fx biohuts- fiskebørnehaver, ålegrus og flydende haver.

By & Havn_Kulturnat 2024-55-1600px

Med den nye opdatering af Havnebygmesterens studiesamling er Københavns Havns udvikling fra industrihavn til rekreativ og biodivers havn gjort tydeligere med nye tekster og billeder. Du kan også lære om stormflodssikring og udviklingen af Lynetteholm - og om havnens utrolige udvikling de seneste 400 år.

Havnekanten har nemlig forandret sig så drastisk siden Christianshavn kom til på Christian IV´s tid, at ikke én centimeter af nutidens havnekant svarer til Københavns oprindelige vandkant. Langs hele havneløbet er der lagt til og bygget gennem historien frem til den havnegeografi, vi kender i dag.

By & Havn_Kulturnat 2024-50-1600px

 

 

By & Havn_Kulturnat 2024-44-1600px

Alt dette kan du opleve i By & Havns udstillinger på Nordre Toldbod 3. Udstillingerne er ganske gratis og er åbne alle hverdage kl. 9-15. Læs mere om udstillingen og særudstillingen på byoghavn.dk/udstilling. Og hvis du ønsker en guidet rundvisning fx for dig selv og dine kolleger, så kontakt os på udstilling@byoghavn.dk.