Farveprisen 2023

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 10. juni 2023.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

10. juni 2023

Farveprisen 2023

De store smil var fremme, da farveprisen i dag blev tildelt for farvesætningen og restaureringen af Visitationsbygningen (opført 1856) og Nordre Toldbod (opført 1868), der er hovedkontor for By & Havn.

Den indvendige restaurering har haft til formål at genetablere og adskille de to bygningers farvesætning, og det har været kompliceret, da der er tale om bygninger, som stilhistorisk er opført i forskellige arkitekturperioder, og hovedbygningen er endda blevet forhøjet med en etage i 1939, hvilket også afspejler sig i farvesætningen, der derved afspejler bygningens historie.

Restaureringen blev igangsat af By & Havn, men før malerne kunne tage fat, blev der gennemført en farvearkæologisk analyse, hvor lag af vægge og træværk forsigtigt blev skrællet af for at komme ind til den originale farvesætning.

Nordre Toldbod171-1600px
gangareal

Efterfølgende er farver fra de forskellige tidsperioder blevet valgt, hvilket bl.a. har resulteret i, at hovedtrappen mellem stueetagen og første etage nu fremstår marmoreret, mens stueetagens korridor er malet med oxydrød med mahogni-efterligning på paneler og indfatninger. 

Farveprisen på 50.000 kroner uddeles af Danske Malermestre. Prisen deles mellem Rønnow Arkitekter og farvekonservator Johanne Bornemann Mogensen. By & Havn får i samme forbindelse hædrende omtale for at have udvist mod og vilje til projektet. Malearbejdet er udført af Malerfirmaet Robert Rasmussen A/S med bistand fra Malerhuset Steen Nielsen A/S.

Se film fra restaureringen herunder:

I forbindelse med Kulturnat 2021 inviterede By & Havn indenfor på Nordre Toldbod, hvor By & Havn, Rønnow Arkitekter og farvekonservator Johanne Bornemann Mogensen fortalte om den igangværende restaurering. I den forbindelse havde Rønnow Arkitekter udviklet en række plancher om Nordre Toldbods historie og restaureringsprocessen. Klik for at læse dem herunder:

Hvis du interesserer dig for Nordre Toldbods - og Københavns Havns - historie, anbefaler vi, at du besøger havneudstillingen Havnebygmesterens Studiesamling, der ligger i Visitationsbygningen på adressen Nordre Toldbod 3. Der er åbent alle hverdage kl. 09-15, og der er gratis adgang. Læs mere på udstillingens hjemmeside. 

Studiesamling (23)