En kanongod historie fra Naturpark Amager

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 30. april 2025.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

30. april 2025

En kanongod historie fra Naturpark Amager

Naturpark Amager er udkommet med en historisk folder med gode fortællinger fra Amagers fortid. Bliv f.eks. klogere på inddæmningen af Kalvebod Fælled, De Tre Høje og Amagers hollandske bønder. Du kan også få historien om skydebanerne på Amager. For det har buldret og braget på Amager i århundreder.

Folderen introducerer til udvalgte historiske steder og begivenheder i naturparken - områder, som enten ligger i direkte forbindelse med vandreruten Amarminoen eller kan nås med en kort afstikker. Hent folderen i en dansk eller engelsk version på Naturcenter Amager, Amagers biblioteker, Copenhagen Visitor Service, i Havnebygmesterens Studiesamling eller download den på Naturparkamager.dk.

Billede2

Naturpark Amagers historiske folder er blevet til i samarbejde med Dragør Museum og Tårnby Stads- og Lokalarkiv. Også By & Havns store arkiv med arkivalier, fotos, kort, tegninger og film afspejler Amagers ældre og nyere historie med bl.a. udbygningen af Ørestad. Det store arkiv, som i mange år har befundet sig på loftet i By & Havns bygning på Nordre Toldbod 7, blev for to år siden hentet frem i lyset og indgår nu i skiftende udstillinger i Havnebygmesterens Studiesamling, som er placeret i den gamle visitationsbygning på Nordre Toldbod 3.

By & Havns historiker Louise Augusta Krogh fortæller:

Københavns og Amagers historie er tæt forbundet. Der, hvor der nu ligger fredelige københavnerhjem på f.eks. Islands Brygge og Ørestad, har skydende militærfolk huseret side om side med Amagerbønderne og deres græssende kreaturer.

Historiker, Louise Augusta Krogh, By & Havn.

Køer og kugler

Ordet ’fælled’ er en gammel betegnelse for et fælles græsningsområde og det er netop hvad amagerbøndernes kvæg foretog sig på Amager Fælled i 1600-tallet. På den tid gik Amagers naturlige kystlinje nogenlunde der, hvor Artillerivej løber i dag. Islands Brygge, var intet andet end hav og Amager Fælled var strandeng og overdrev. Selvom Kronen havde eneret på svane- og harejagten, var der rigeligt med gæs, vildænder og vadefugle at skyde for bønderne.

Jorden var gavmild og høsten god på bøndernes marker. For det meste åndede alt ro og fred på Amager. Men i 1648 lod Christian IV en militær øvelsesplads bygge omtrent der, hvor Njalsgade møder Ørestads Boulevard i dag. Øvelsespladsen blev døbt Amackburg (Amagerborg) og fra 1673 var det ikke kun områdets dyreliv, der måtte dukke sig for krudt og kugler. Danmark havde nemlig fået en stående hær, der begyndte at afholde skydeøvelser fra Amackburg.

Kugler fra kanoner og musketter tordnede udover Amager Fælled med kurs mod Køge Bugt. Der var ikke anlagt egentlige skydebaner, så kuglerne flintrede ud over strandengen, og gav bønderne et overordentligt hyr med at sikre deres græssende dyr mod vådeskud. Det skete da også fra tid til anden, at en ko måtte lade livet når der blev åbnet ild på Amager Fælled.

Amager 1758

 Amager 1758: Fælleden omgav Amagers landsbyer og marker, og er markeret på kortet med et M.

Ordentlige forhold

I 1765 blev Amackburg erstattet af en permanent eksercerplads med en vandfyldt grav på alle sider, brystværn, skydeskår og kanonstandpladser. Da den nye eksercerplads fik en mere permanent karakter, døbte hæren den uden poetiske omsvøb Faste Batteri. Faste Batteri blev bygget der, hvor Artillerivej 63-72 ligger i dag, og de kanoner, som blev affyret derfra, lagde siden navn til Artillerivej.

Balloner over Amager

Omtrent der, hvor Artillerivej og Halfdansgade møder hinanden, etablerede Hærens Artillerikorps i 1790 en teltlejr til sine rekrutter. De første egentlige skydebaner blev anlagt i 1830 langs med det, der nu er Artillerivej og blev udbygget igen i 1868. Men først i 1886, efter knapt et århundrede med blafrende teltdug, udskiftedes den oprindelige teltlejr, og de vindomsuste rekrutter kunne tage ophold i nyopførte og mere magelige røde træbarakker.  

Amager 1890

1890: Skydebaner og øvelsespladser var blevet etableret og hele Amager Fælled inddraget i militærets tjeneste.

Tre år senere, i 1889, fik den store skydeaktivitet på Faste Batteri et spøjst skue til at stige til vejrs over Amager Fælled; En enorm luftballon tøjret til jorden svævede pludselig over skydebanerne med en gondol svajende på undersiden. I gondolen sad en observatør og registrerede kuglernes nedslag. De finurlige balloner blev flere og flere, og i 1917 blev en ballonhangar bygget til at huse dem. Artillerikorpsets røde barakker blev omdøbt til Ballonparken. Men tiden løb fra ballonerne og i 1948 blev Ballonparken omdannet til kollegium. I dag huser de røde barakker et selvejende boligkollektiv.  

Ballonhangaren

1917: Nysgerrige tilskuere overværer en observationsballon stige til vejrs over Amager Fælled.

Skydeøvelse på Amager Fælled 1912

1912: Artilleriskydning på Faste Batteri.

Vokseværk

I 1930’erne var samfundsøkonomien i bund og arbejdsløsheden er tårnhøj. For at skaffe arbejdspladser satte regeringen gang i et enormt inddæmningsprojekt i Kalveboderne, og på få år, fra 1939-1943, blev Amager Fælleds størrelse fordoblet. Men også byen voksede og Islands Brygges nye boligkvarterer rykkede forstyrrende tæt på det øresønderrivende øvelsesterræn.

Fred på Fælleden

I efterkrigstiden fik Forsvaret mere plads end nogensinde at boltre sig på, men artilleriskytset har udviklet sig med stormskridt og skydebanerne på Amager Fælled kunne ikke længere opfylde behovene. Artilleriskydningen blev indstillet i 1947, og i 1965 forstummer også de sidste skud fra håndvåben på Amager Fælled. I tre århundreder har kanonbragene lydt over Amager, men fra 1982 bliver Fælleden ryddet for ammunition og et nyt kapitel går i gang. Nu er det kun skud fra skytteforeningernes skydebaner vest for Ørestad, der ind imellem kan høres, når man går en fredelig tur på fælleden.

Fakta:

Partnerskabskredsen bag Naturpark Amager består af Naturstyrelsen, Tårnby Kommune, Dragør Kommune, Københavns Kommune og By & Havn, og arbejder for at udvikle naturparken med nye tiltag, faciliteter og arrangementer, så flere brugere får øjnene op for parkens kvaliteter og muligheder.