Generationernes Byhus er godt på vej

Onsdag den 27. august kunne Boligforeningen 3B fejre rejsegilde på Generationernes Byhus på Asger Jorns Allé i Ørestad Syd. Med huset kommer 118 almene boliger, fordelt med 32 ungdomsboliger, 62 familieboliger samt 24 boliger, der indrettes som et seniorbofællesskab.

Rejsegildet er en gammel tradition og en fejring af håndværkernes arbejde, når et hus har nået sin fulde højde. Håndværkerne blev fejret med taler, mad og drikke som det sig hør og bør, så ingen onde ånder viser sig i huset, når det står færdigt.

Fællesskaber og møder mellem mennesker på Asger Jorns Allé

Generationernes Byhus er sammen med beboer- og kulturhuset Byens Hus, som opføres på samme side og ud mod fælleden, med til at færdiggøre Asger Jorns Allé. To huse som på hver sin måde står i fællesskabets tegn.

Generationernes Byhus er et flot eksempel på, hvordan boligbyggerier kan designes og tænkes, så de fremmer fællesskaber og møder mellem mennesker i det daglige, men som også rækker ud mod nabolaget med stuetager, som kommer øvrige beboere i Ørestad Syd til gode. Og det er et flot eksempel på, at almene boliger også bliver bygget i høj kvalitet og med et flot arkitektonisk udtryk.

Foran Generationernes Byhus og foran Puregym, Dinos Legeland og Rema1000 etablerer By & Havn i første omgang to permanente byrum på den nordlige side af Asger Jorns Allé. De to næste planlægges og anlægges efterhånden som byggerierne på de to sidste matrikler på Asger Jorns Allé opføres.

I samarbejde med tegnestuen BOGL arbejder vi med at gøre byrummene så grønne som muligt, med beplantninger og træer. En del af projektet er også at begrønne midterrabatten på Asger Jorns Allé med urter og lave buske, med de begrænsninger der er for beplantning ovenpå forsyningsledninger nedenunder.

Det er ønsker og forslag fra beboerne i Ørestad Syd, der har dannet udgangspunkt for design af de to første permanente byrum, og som også honoreres i midlertidige tiltag som streetfoodvogne, blomstereng og Den gule plads længere henne ad Asger Jorns Allé.

Byrummet foran Generationernes Byhus vil også imødekomme muligheder for ophold og udeservering i forbindelse med de erhvervsdrivende, der etablerer sig i husets stueetage.

Ørestad Syd bliver færdig

Hele 29.000 mennesker bor der på nuværende tidspunkt i Ørestad, og de 14.300 af dem bor i Ørestad Syd. De kommende beboere i Generationernes Byhus flytter ind i et særligt bykvarter, som har sin helt egen identitet med sin beliggenhed på kanten af Naturpark Amager.

By & Havn ønsker Boligforeningen 3B og alle som har været med i byggeprocessen stort tillykke med rejsegildet, og beboerne i Ørestad Syd tillykke med endnu et skridt mod et færdigt bykvarter.

Mere information

Læs mere om Generationernes Byhus på Boligforeningen 3Bs hjemmeside.

Har du spørgsmål til By & Havn ang. byudviklingen i Ørestad Syd, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk

 

 

Billedtekst: De fem talere – fra venstre: sektionschef i Enemærke & Petersen Jimmy Rasch Jespersen, Formand for Boligforeningen 3B Iris Gausbo, bæredygtighedschef i Sweco Danmark A/S Nils Toft Wendelboe, adm. direktør i KAB Jens Elmelund og adm. direktør i By & Havn Anne Skovbro.

Billedtekst: Generationernes Byhus har nået sin fulde højde på mellem 6 og 10 etager.

Billedtekst: Generationernes Byhus byder på en fantastisk udsigt mod nord ind over Københavns centrum fra de øverste etager.

Billedtekst: Fra de øverste etager i Generationernes Byhus kan man se langt mod øst, og har samtidig godt overblik over Ørestad Idrætspark bagved Vestamager Metrostation.

Billedtekst: Udsigten fra Generationernes Byhus mod nord-øst, med P-hus Asger Jorn i forgrunden.

Billedtekst: Udsigten fra Generationernes Byhus over Kalvebod Fælled mod vest.

PFA Harbour Run rammer Nordhavn for sjette gang søndag den 31. august

Søndag den 31. august kommer Nordhavn til at danne rammen om årets Harbour Run, når tusindvis af løbere snører skoene og begiver sig ud på en rute, der kombinerer byens rå havneområder med moderne arkitektur og vandnære oplevelser. Deltagerne kan se frem til en rute, der både udfordrer og inspirerer – med udsigt til byens nye udviklingsområder, ikoniske bygninger og det pulserende liv ved kajkanterne.

Søndag den 31. august 2025 går startskuddet for PFA Harbour Run for sjette gang, og igen i år går løbet gennem Nordhavn. Løbet er designet til at følge bydelens udvikling og giver deltagerne en oplagt mulighed for at opleve Nordhavn på nært hold – fra historiske industribygninger og moderne arkitektur til kajområder, der normalt er lukket for offentligheden. Nordhavn er dermed mere end blot start- og slutområde – byområdet udgør en aktiv kulisse til løbet, der -ligesom bydelen - ændrer karakter som årene går.  

Ruter og fællesskab for alle aldre

PFA Harbour Run byder på et bredt udvalg af distancer, der gør det muligt at deltage uanset alder og ambition – lige fra 2 km børneløb med eller uden ledsager til 10 km løb.

Alle børneløbere får en medalje, og stævneområdet skaber rammerne for fællesskab med god forplejning samt børnevenlig underholdning og atmosfære, som inviterer til afslapning og hygge efter løbet.

Kom og se med, når starten går søndag den fra kl. 11.30.

Nyt fra bestyrelsen - 28. august 2025

By & Havns bestyrelse har på møde 28. august 2025 bl.a. behandlet følgende:

  • Godkendelse af halvårsrapport for 2025, som kan findes på selskabets hjemmeside.

Med et resultat på samlet set 645 mio. kr. har By & Havn haft et godt 1. halvår 2025. Resultatet før markedsværdiregulering af gæld blev på 324 mio. kr., hvilket er bedre end forventet og 70 mio. kr. bedre end 1. halvår 2024.

Med resultatet for halvåret er der taget endnu et godt skridt for at nå målet om at forbedre egen­kapitalen med 1.000 mio. kr. i strategiperioden 2024-2027.

  • Kvartalsrapportering vedrørende etableringen af Lynetteholm som oversendes til ejerne og kan findes på selskabets hjemmeside.
  • Status for By & Havns projektselskaber, herunder Stejlepladsen og Fælledby, hvor byggeriet er i fuld gang og de første boliger er klar til indflytning i 2026.
  • Status for arbejdet med planlægning af udvikling af Levantkaj, som bliver By & Havns er næste store byudviklingsområde. Forberedelse af lokalplanarbejde pågår sammen med Københavns Kommune.
  • Salg af arealer og byggeretter, herunder også til almene boliger, som vil blive offentliggjort på et senere tidspunkt.
  • Rammer for fortsat partnerskab med WWF Verdensnaturfonden i perioden 2026-2030 om bl.a. biodiversitet og formidling i havnen.

I forbindelse med mødet har bestyrelsen besigtiget havnen med By & Havns eldrevne skib ”El Portus”.

 

Tag familie og venner med til teaterforestillinger, koncerter, forenings- og outdooraktiviteter

By & Havn stiller jævnligt arealer midlertidigt til rådighed for foreninger og kulturbegivenheder, og støtter samarbejdspartneres aktiviteter i Ørestad og Naturpark Amager. I sensommeren er der masser af muligheder for hyggelige, gratis aktiviteter for både store og små.  

Hygge og aktiviteter på Hannemanns Allé søndag den 31. august kl. 12-17

Foreningen Big Heart Skateboarding og B3B Basketball inviterer til en dag med streetart, basketball, skateboarding og gratis pølser på grillen. Tag dit eget skateboard med eller lån et på stedet.

Arrangementet kræver ingen tilmelding. Du dukker bare op. Læs mere her.

Teater på Den gule plads på Asger Jorns Allé søndag den 31. august kl. 21

Internationalt gæstespil af det spanske kompagni Trukitrek og deres fascinerende og foruroligende sci-fi dukketeaterforestilling Clic. Her får vi et kig ind i et samfund, der er blevet gjort til slave af algoritmer: En form for intelligens uden bevidsthed, langt fra det menneskelige intellekt, som vi hidtil har kendt det. Kan følelser som frygt, glæde, vrede eller kærlighed stadig overleve her? Fra 14 år.

Book gratis billetter og læs mere her.

Nat i Naturen lørdag den 6. september fra kl. 15

Kom og oplev nattens magi i Naturpark Amager, hvor du kan overnatte i shelter, telt eller hængekøje. Har du ikke selv udstyr, kan du leje for en billig penge. Der vil være lækkerier og fællessang om bålet, masser af snobrød og pandekager, pinde der skal snittes, eventyrfortæller og en nattevandring med flagermus og spotter, der kan se om natten.

Det hele sker på lejrpladsen ved Ottehøjevej i Pinseskoven.

Book billet og læs mere her.

Søfest og anderæs i Ørestad Syd søndag den 7. september kl. 11

Vandlauget i Ørestad afholder den årlige søfest med anderæs, musik og andre hyggelige aktiviteter. Læs mere her.

Teater GLiMT på Den gule plads på Asger Jorns Allé søndag den 7. september kl. 15.30

I jagten på ægte holdånd og stjernestatus giver de 5 cirkusartister sig selv og hinanden kamp til stregen – og om de finder det i virvaret af imponerende acts, nykomponeret sportspoesi og fejlslagne kampråb, ved vi først ved målstregen.

HEP! er GLiMT AMAGERs helt nye samtidscirkus-forestilling for hele familien med et skiftende hold af Danmarks bedste artister.

Forestillingen er gratis og for alle aldersgrupper. Læs mere her.

 

Fuglesang og fortællinger ved Kalvebod Tårn onsdag den 10. september kl. 19

Kom med til en aften i godt selskab med Jes Aagaard fra Naturstyrelsen og Ørestad Kor. Koret har en forkærlighed for sange med fugle, og synger denne aften et udvalg af danske og engelske sange. Indimellem fortæller Jes Aagaard, naturvejleder i Naturstyrelsen, om dyrenes liv i Naturpark Amager og om de fine oplevelser, man kan få sig når man bevæger sig ud i parken.

Book en gratis billet og læs mere her.

Under Åben Himmel – Ørestad Kulturdag i Ørestad City lørdag den 13. september kl. 10-17

Kom og mød de lokale foreninger af enhver art og få indblik i, hvad de tilbyder af fritidsaktiviteter for dig eller dine børn.

Dagen byder også på underholdning på scenen, som er opstillet på pladsen bag ved Field’s i Ørestad City. Her kan du f.eks. opleve Teater GLiMT, Hr. Skæg og Wafande samt lokale sangere og musikere.

Læs mere her.

Stem på Kalvebod Tårn senest mandag den 1. september

Kalvebod Tårn, som står i Naturpark Amager i umiddelbar forlængelse af Asger Jorns Allé i Ørestad Syd, er blevet nomineret til Byens Bedste Arkitektur 2025.

Tag en tur forbi tårnet, nyd den fantastiske udsigt over fælleden og stem på Kalvebod Tårn senest på mandag.

Indstil en kandidat til Ørestad Ildsjælepris 2025 senest onsdag den 3. september

Har du en kollega eller nabo, der er lokal ildsjæl, eller kender du en virksomhed eller forening i Ørestad, der gør en forskel? Så er det nu, du kan være med til at hylde dem!

Ørestad Ildsjælepris er en ny årlig pris, der sætter spot på dem, der får fællesskabet, idéerne og bylivet til at blomstre – og du kan være med til at pege på, hvem der fortjener hæderen.

Indstil din kandidat og læs mere her.

+5.500 svømmere tager turen omkring Christiansborg i weekenden

TrygFonden Christiansborg Rundt finder sted i dag og i morgen (29.-30./8.) – og hvad enten du er publikum eller svømmer, er det en helt særlig københavnerbegivenhed.

Bag kulissen har der i længere tid været et stort forberedelsesarbejde for at sikre, at svømmere og publikum får en god og sikker oplevelse. Her spiller By & Havn en central rolle.

Arrangementet finder sted fredag og lørdag, og det er den eneste gang om året, at der gives tilladelse til at svømme i kanalerne og Havneløbet. For sikkerhedens skyld skal svømning nemlig være adskilt fra sejlende trafik, og derfor ryddes hele ruten for kanalrundfartsbåde og al anden trafik. Til hverdag er badning kun tilladt i de mange dyppezoner, badezoner, havnebade og strande, hvor vandkvaliteten løbende bliver kontrolleret.

By & Havn er en af hovedsponsorerne for eventet. Sponsoratet består primært i levering af materiel og mandetimer. Der er udlagt kilometervis af flydespærring og bøjer og udlånt pontoner, som bruges til start- og målområde. Kanalerne afspærres helt fra fredag kl. 14.

By & Havns hovedfokus i havnen er sikkerheden og trygheden – også i forbindelse med store begivenheder som TrygFonden Christiansborg Rundt. For deltagere og publikum er det en helt usædvanlig oplevelse at svømme i fællesskab i kanalerne, men der ligger et rigtig stort forberedelsesarbejde i at få det til at ske, bl.a. fra By & Havns havnedriftsmedarbejdere.

Havnechef Mette Odgaard Mylin, By & Havn.

TrygFonden Christiansborg Rundt er Danmarks største svømmeevent på åbent vand. Stort set hvert år siden 2006 har det den traditionsrige begivenhed fundet sted med distancer på 1.000, 2.000 og 10.000 m - samt en stafet på 4x500 m. Selve ruten rundt om Christiansborg er 2.000 meter lang.

chr2

Det hele starter fredag eftermiddag med 2.000 m-distancen, REMA 1000-meteren og Krüger Stafetten. Om aftenen kl. 19.45-21.30 lyser 700 svømmere kanalerne op med selvlysende ’havtasker’ i alle regnbuens farver i tusmørket. Det er en social svømmetur uden fokus på, hvem der kommer først. Lysene øger sikkerheden, fordi de mange livreddere bedre kan holde øje med deltagerne, og samtidig er det et poetisk syn at se de mange svømmere fra kajkanten.

Lørdag går det løs igen allerede fra kl. 9, hvor langdistancesvømmerne begiver sig ud på den første ud af fem runder om Christiansborg. De efterfølges 2.000 meter motionsløbet, REMA 1000-meteren, og det hele sluttes af med de lynhurtige eliteheats kl. 15.00.

Svømmebegivenheden har start og mål på Søren Kierkegaards Plads ved Den Sorte Diamant. Herfra går ruten mod uret ind i kanalen efter Knippelsbro, under de smukke og historiske broer via Gammel Strand og retur til havneløbet via Slotsholmskanalen.

Ud af de mere end 5.500 tilmeldte kommer ca. 30% fra udlandet, så TrygFonden Christiansborg Rundt er virkelig med til at sætte København på det internationale landkort og gøre opmærksom på, at byens havn er så ren, at man kan bade i den.

Læs mere om arrangementet på CopenhagenSwim.com samt på Facebook og Instagram

Træbryggen ved Sundkaj står snart færdig

I de kommende uger vil naboerne til den del af Sundkaj, der støder op til den nye kanal på Sundmolen, opleve øget aktivitet og byggestøj i området. Det skyldes at arbejdet med at færdiggøre den sidste del af træbryggen nu er sat i gang.

Den sidste del af træbryggen ud for Sundkaj forventes at stå færdig inden efterårsferien, og derfor kan naboerne i perioden indtil da opleve byggestøj og øget aktivitet i området i de kommende uger.  

Især kan der forekomme støj i begyndelsen af perioden, hvor håndværkerne skal bore et par beslag ind i det eksisterende bolværk, men derefter falder støjniveauet igen.

Som altid vil entreprenøren rette sig efter Københavns Kommunes retningslinjer om støj fra byggepladser som kan ses her.

Vinderen fundet:  Ny kæmpepark i Nordhavn får plads til både stilhed, strand, sport og vilde naturoplevelser

Rum til ro og natur, fodboldbaner og aktivitetsmuligheder samt laguner, stensætninger, sandstrand og træbrygger, der understreger parkens placering ved kysten. Det er nogle af de elementer, københavnerne kan se frem til i den nye park i Nordhavn. Team SLA har vundet arkitektkonkurrencen om den enestående park, der kommer til at sætte et stort positivt præg på den fremtidige udvikling af København og Nordhavn.

Københavns Kommune og By & Havn udskrev sidste år en arkitektkonkurrence for den kommende store park i Nordhavn. Siden har fem teams sendt deres forslag til, hvordan dét, som med tiden bliver et af hovedstadens største grønne områder, skal udformes.

Vinderen bliver de danske internationalt anerkendte naturdesignere SLA i team med VITA ingeniører, Urban Agency, Aaen Engineering, Pihlmann Architects, Buro Happold, Kerstin Bergendal, Holdbart og Aiming Spaces.

Med forslaget Nordør vil Team SLA skabe en stor, vild og kystnær park, hvor mennesker og natur sameksisterer på lige fod, og som giver plads til fodboldbaner, badestrande, idrætsfaciliteter og friluftsaktiviteter på land og vand. Samtidig skal parken forholde sig til den industrielle historie, som Nordhavn bærer på, og som – bogstavelig talt – har været med til at forme det bakkede terræn, som parken skal anlægges på.

Det eksisterende landskab tilføjes, ifølge forslaget, kun enkle greb, der bevarer levesteder for sjældne arter og skaber en mosaik af laguner, enge, skovbryn og marine stenrev.

Forslaget roses af en enig dommerkomite for at ramme balancen mellem at give plads til naturen, og samtidig skabe gode muligheder for bevægelse og fritidsaktiviteter.

Af dommerbetænkningen fremgår det, at vinderforslaget på en meget overbevisende måde indfrier de ønsker til samspillet mellem parkens potentialer, landskab, natur og fritid, som Københavns Kommune har fremsat i konkurrenceprogrammet.

Overborgmester i København Lars Weiss (S) er også begejstret for visionen:

Københavnerne får et helt nyt fristed, hvor vi kan tage på stranden, dyrke sport, lege eller bare trække vejret dybt og nyde naturen. Vinderforslaget er flot og visionært og omfavner det hele, og jeg er sikker på, at parken i Nordhavn bliver et populært udflugtsmål hos både børn og voksne. Jeg glæder mig til at se parken vokse frem i årene, der kommer.

Overborgmester Lars Weiss (S), Københavns Kommune.

29

Arkitektkonkurrencen omfatter forslag til en basispark, som allerede er anlægsfinansieret af By og Havn. Desuden omfatter den forslag til, hvordan parken med tiden kan udformes yderligere, hvis der findes flere midler fra blandt andet fonde – kaldet en tillægspark.

Her lægger forslaget fra Team SLA op til, at der blandt andet gøres plads til fodboldbaner, omklædningsfaciliteter, shelters, fugletårn og SUP- og havsvømmebaner.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) siger:

Det har været en bunden opgave at sikre naturen gode vilkår, at der er steder, hvor man kan finde ro i en travl verden - samtidig med at parken giver københavnerne flere muligheder for bevægelse og fritidsaktiviteter. Jeg synes forslaget inkluderer de formål på en meget fin måde, og jeg kan godt lide, at arkitekterne lægger vægt på, at området skal udvikles på naturens præmisser.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), Københavns Kommune.

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) siger:

Nordhavns nye park bliver et frirum, hvor københavnerne kan mødes på tværs af generationer. Med plads til både ro og aktivitet. Vinderforslaget skaber en flot balance mellem natur og bevægelse, og de nye idrætsfaciliteter giver endnu flere mulighed for at være aktive under åben himmel. København har brug for grønne åndehuller, hvor man kan spille bold, bade eller bare nyde naturen. Det får byen her.

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV), Københavns Kommune.

50

Hele parken forbindes af stiforbindelser, som sikrer, at den er tilgængelig for alle.

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro glæder sig over, at parken giver plads til både idrætsfaciliteter, strand og rekreative områder:

Det jeg især sætter pris på ved SLA’s vinderforslag er, at man formår at finde en balance, der både tilgodeser Nordhavns beboere, der har brug et samlingspunkt med plads til udfoldelser, samtidig med, at der skabes et mere fredeligt område med plads til dyreliv ud mod parkens nordspids.

Adm. direktør, Anne Skovbro, By & Havn.

13

Mette Skjold, senior partner og adm. direktør i SLA, siger:

Vi mennesker har aldrig været mere fremmedgjorte overfor naturen, end vi er i dag. Med Nordør har vi designet en naturpositiv og klimapositiv park, der ikke bare styrker biodiversiteten on site og off-site og optager mere CO2 end den udleder, men hvis primære mål er at genskabe og styrke vores forbindelse til naturen. For os er Nordør et ægte københavnsk vartegn, der gror frem af fællesskab, vild natur, klima og byens fantastiske mangfoldighed af liv. En park vi kan være stolte af at give videre til kommende generationer.

Senior partner og adm. direktør, Mette Skjold, SLA.

Videre proces

Vinderforslaget skal i efteråret besluttes politisk som grundlag for den videre projektering og borgerdialog, samt som grundlag for finansiering af projektering, anlæg og drift af parken i kommende budgetforhandlinger.

Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Kultur og Fritidsforvaltningen fortsætter processen med planlægning og anlæg af grunden, og selve anlægget af parken forventes at gå i gang i 2028.

 

Se og download Team SLAs vinderprojekt her.

Fakta om arkitektkonkurrencen

Fem teams har deltaget i tilbudsfasen. De fem teams er BIG, SLA, BOGL, Henning Larsen og LYTT.

Konkurrenceforslagene er bedømt af et bedømmelsesudvalg bestående af fagdommere og embedsmænd fra de tre forvaltninger og By&Havn.

Arkitektkonkurrencen omfatter forslag til en basispark, som er anlægsfinansieret af By og Havn med en samlet ramme på 95 mio. kr., og en tillægspark til basisparken, der ikke er anlægsfinansiering eller anlægsmåltal til endnu. I fremtiden kan eventuel yderligere finansiering til parken findes gennem bidrag fra fonde, eller det kan fx prioriteres i kommunens årlige budgetforhandlinger.

Forud for arkitektkonkurrencen er der gennemført en omfattende borgerdialog, hvor københavnere i alle aldre, beboere og aktive på Østerbro og i Nordhavn samt centrale interesseorganisationer er kommet med input og forslag til parken.

Fakta om den nye park i Nordhavn

  • Parken kommer til at strække sig over ca. 30 hektar, og placeringen bliver på spidsen af den nordøstlige del af Københavns Nordhavn lige ud til havet.
  • Dele af arealet i parken skal afsættes til særlige formål, bl.a. skal der l etableres en træbeplantet støjvold mod containerhavnen mod øst, der skal etableres et område til bil- og cykelparkering, ligesom der allerede er etableret en stensætning langs vandet. Herudover er der ved lov fastlagt mulighed for kuperet terræn i parken, bl.a. med en bakke på op til 25 meter.
  • Københavns Kommune er forpligtet til at sikre levesteder og egnede ynglesteder for grønbroget tudse i parken.
  • Parkens indgang kommer til at ligge tæt op ad metrostationen på udvidelsen af M4, som Københavns Borgerrepræsentation har besluttet i 2023, og som forventes åbnet i 2030.
  • I det fremadrettede arbejde er Københavns Kommune opmærksomme på, at staten snart offentliggøre en forundersøgelse af en stormflodsplan for hovedstadsområdet. Det kan betyde, at stormflodssikringen af den nye park skal være lidt højere end forventet på det tidspunkt, konkurrencen blev udskrevet. Da vinderforslaget allerede har et stort fokus på mødet mellem havet og parken, antages det dog at være til at håndtere, da der allerede arbejdes med et højt sikringsniveau.
  • I første omgang skal vinderforslagets vision konkretiseres og udformes i sammenhæng med det plan- og myndighedsarbejde, der skal på plads, før anlægget af parken kan gå i gang omkring 2028.

Pressekontakt

For yderligere oplysninger og interview med Line Barfod kontakt Teknik- og Miljøforvaltningens presseteam på tlf. 23 27 80 90 eller mail: presse@tmf.kk.dk

For kontakt til overborgmester Lars Weiss eller spørgsmål til Økonomiforvaltningen, ring til pressetelefonen på 21 25 15 24 (modtager ikke sms) eller skriv til presse.okf@kk.dk.

For kontakt til kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard eller spørgsmål til Kultur- og Fritidsforvaltningen, ring til pressetelefonen på 33 66 23 45

For kontakt til By & Havn kontakt kommunikationschef, Kristian Wederkinck, tlf. 3053 5004 

For kontakt til SLA: Kristoffer Holm Pedersen, Communications Director SLA Copenhagen, tlf. 6080 9394

Se listen: tre pengeskabe og en indenbords bådmotor var blandt årets skraldefangst i havnen

Traditionen tro er der fundet genstande nok til en hel del husholdninger, da By & Havns maritime driftsmedarbejdere gjorde hovedrent på havnebunden. Der er heldigvis en generel tendens til, at mængderne falder, men det er stadig alt for meget, som fiskes op.

Cykler blev igen den forventede topscorer på listen over fundne genstande i havnen, som også bød på hele tre pengeskabe og en pengekasse – desværre tomme.

Mængden af affald falder heldigvis fra år til år. Fx blev der i 2020 fisket 299 cykler op af havnen. I 2024 var antallet faldet til 132 styk og i år ’kun’ 92.

Vi er naturligvis glade for, at affaldsmængderne generelt falder, men det er stadig ret vildt, hvad der fiskes op. Vi har stort fokus på, at havnen skal være ren både for mennesker og for fisk og planter, og vi bruger mange ressourcer på at holde den fri for skrald – både på bunden og i overfladen, hvor By & Havns skraldebåd dagligt fjerner affald, tang osv.

Havnechef Mette Odgaard Mylin, By & Havn.

For at sætte fokus på, at man skal lade være med at smide affald i havnen, har By & Havn som et led i selskabets sommerkampagne bragt dette budskab:

Teksten lyder: ”Københavns havn er hele byens åndehul – også for livet under overfladen. Så hjælp med at skraldet havner i en affaldsspand, ikke i dit fiske- og badevand. Tænk lidt længere og få respekt for havnen.

Selvfølgelig kan genstande blæse i havnen eller blive tabt. Men pengeskabe, flagstænger og bord-bænkesæt falder ikke i tilfældigt. Havnen er byens livsnerve og blå byrum, og vi har alle sammen et ansvar for, at den holdes ren. Heldigvis går det den rigtige vej år for år.

Havnechef Mette Odgaard Mylin, By & Havn

Når affaldet er blevet samlet op, bliver det sejlet til By & Havns havneområde på Refshaleøen, hvor det bliver sorteret og kørt videre til forbrænding.

Årets liste i alfabetisk orden:

10 m. bolværk

1

Barne- og klapvogne

3

Blomsterkrukke/urtepotte

2

Blåser

1

Bord-bænkesæt

2

Borde

4

Boremaskine

2

Brandslange

1

Bænk

3

Cykelstativ

2

Cykler

92

Diverse spande

9

Dæk

78

El cykler

27

El løbehjul

13

Fendere

5

Flagstang

2

Gryde

1

Hammer

1

Hegn

2

Indkøbsvogn

18

Kegler

67

Krykke

2

Kubik tank

1

Køkkenkniv

1

Ladcykel

1

Lejder

3

Løbehjul

2

Metalkurv

1

Motor - indenbords

1

Paraply

4

paraplyanker

1

Parasol m. fod

1

Pengekasse

1

Pengeskabe

3

Plastikrør

6

Redningsflåde skal

1

Skilte

21

Skilteklodser

11

Skraldespand

8

Slangetromle

1

Soldat

1

Stage

1

Stige

4

Stilladsdele

9

Stok

1

Stole

72

Stor sten

1

Strømskab

1

Stålramme

1

Stålrør over 3 m.

7

Stålstang

6

Taske m. tøj

1

Tennisketcher

1

Trosse

2

Trækvogne

4

Træplader

2

Træpæl

1

Tæppe

3

Bor du nær kajkanten? Hos TrygFonden kan du ansøge om en redningsstige

Frem til den 1. september kan du ansøge om at få en redningsstige fra TrygFonden, så Københavns kajstrækninger bliver sikrere.

Havnen skal være så sikker og tryg som muligt. Og hvis man falder i vandet, skal det være muligt at komme op igen i kraft af havnens redningsmateriel. Derfor udviklede By & Havn sidste år en standard for redningsmateriel, som omfatter sikkerhedsliner, redningsposter og redningsstiger langs kajkanterne.

Standarden er ved at blive implementeret på By & Havns egne havnefronter, men vi ejer kun en brøkdel af alle havnefronterne, og derfor er det op til ejerne af havnefronterne at sikre nødvendigt redningsmateriel.

TrygFonden er bl.a. kendte for sine mange ’Respekt for vand’-initiativer og tilbyder, at man kan ansøge om at modtage en redningsstige som donation. Hvis det lyder interessant og relevant for det sted, du bor eller arbejder, så er det vigtigt, at du ansøger hos TrygFondens før den 1. september. Du får svar senest omkring 1. december 2025, og hvis din ansøgning er godkendt, får du leveret din redningsstige i løbet af foråret 2026. Bemærk, at opsætning og løbende vedligehold og funktionalitet af redningsstigerne er modtagers eget ansvar.

TrygFondens redningsstiger lyser i mørke og ruster ikke. Redningsstigen er designet af materialer med lang levetid og i en markant orange farve, så den er let at få øje på. Stigens lyskilde er batteri- og solcelledrevet, så du ikke behøver en strømkilde. Du kan sammensætte stigen i den længde, der er behov for, og så har den skridsikre trin.

Man skal kunne føle sig tryg ved havnen, og sikker på, at man kan komme op, hvis man falder i vandet. Derfor er det afgørende, at der er det rigtige redningsudstyr langs kajkanterne. Det er op til den enkelte ejer langs havnefronten at sikre dette, og derfor er det et fantastisk tilbud, at man kan ansøge om at modtage en redningsstige hos TrygFonden. Det er et godt tilbud, som jeg vil opfordre til, at man tager imod.

Havnechef Mette Odgaard Mylin, By & Havn.

3D-printede rev skaber nye levesteder for fisk i København

I Nordhavn får man i disse dage nye beboere, når WWF Verdensnaturfonden og By & Havn etablerer 3D-printede rev – såkaldte spunsmoduler – i havnens spunsvægge. Revene er blandt andet designet af lokale skoleelever, der også deltog i den endelige etablering onsdag den 20. august.

Moderne boliger er de seneste år skudt i vejret i Nordhavn til stor glæde for bydelens borgere, men beboerne under vand mangler fortsat levesteder. Derfor har WWF Verdensnaturfonden og By & Havn sat sig for at skabe nye – og yderst moderne – levesteder for fisk i området.

IMG_0867

Onsdag den 20. august blev der således etableret 3D-printede rev i Sundkaj i Nordhavn. Revene er monteret i de såkaldte spunsvægge langs kajkanten, som ellers er et uudnyttet område af havnen. I stedet for de traditionelt glatte overflader på væggene tilbyder de 3D-printede rev hulrum og strukturer, der kan fungere som blandt andet skjule- og ynglesteder for fisk. Her forventer man, at alt fra muslinger og alger til små og større fisk vil flytte ind.

København er et lille laboratorium for, hvordan man kan skabe bedre betingelser for biodiversiteten i en havn. Med de 3D-printede rev tager vi endnu et innovativt skridt imod at skabe en havn fuld af liv, som både kan komme dyrelivet og københavnerne til gode og samtidig inspirere andre byer til at gøre det samme.

Marinbiolog og seniorspecialist Thomas Kirk Sørensen fra WWF Verdensnaturfonden.

Revene er blot det seneste af flere tiltag for biodiversiteten i havnen, som WWF Verdensnaturfonden og By & Havn i fællesskab står bag. Det er tiltag som et 50 meter langt stenrev, en verdensrekord i fiskebørnehaver og et ålerefugium.

IMG_1022

Rev designet af skoleelever

Flere af de 3D-printede rev er designet af københavnske skoleelever, der tidligere på året deltog i en konkurrence om at få netop deres rev-design printet. En del af eleverne var onsdag med til etableringen af revene, hvor de fra en båd i havnen kom helt tæt på arbejdet med at skabe endnu mere biodiversitet i havnen.

Det vækker glæde hos By & Havns administrerende direktør Anne Skovbro, at havnen kan skabe så stort et engagement hos de helt unge.

Vi har et ønske om at skabe en havn fuld af liv, men vi ønsker også at gøre naturen under havoverfladen mere tilgængelig for byens beboere og særligt de unge mennesker, der skal være med til at passe på den de næste mange år. Derfor er jeg utroligt glad for, at de københavnske skoler endnu engang viser stor opbakning til at få den lokale havnatur ind på skoleskemaet og tage eleverne med ud for at få natur under neglene.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

De 3D-printede rev er specialdesignet af danske StoneReefs i samarbejde med WWF Verdensnaturfonden. Desuden etableres spunsmoduler fra franske EcoOcean, der også er ophavsmænd til de over hundrede fiskebørnehaver i Københavns Havn, som WWF Verdensnaturfonden og By & Havn har etableret de seneste fire år.

IMG_1107