By & Havn går i gang med at udvikle Kulpladsen nord for Svanemølleværket

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 14. juni 2023.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

14. juni 2023

By & Havn går i gang med at udvikle Kulpladsen nord for Svanemølleværket

I efteråret 2023 udskriver By & Havn en indbudt projektkonkurrence om en ny bebyggelsesplan, som bliver startskuddet til en spændende udvikling på Kulpladsen, der ligger nord for Svanemølleværket i Nordhavn. Det er visionen, at området skal udvikles med et nyt teknisk anlæg, publikumsorienterede funktioner, et erhvervsbyggeri og attraktive byrum, der skal understøtte det maritime miljø.

En ny lokalplan og et nyt kommuneplantillæg er målet, når den indbudte projektkonkurrence udskrives til efteråret.

Den kommende udvikling sker på baggrund af, at Svanemølleværkets eksisterende spidsbelastningsanlæg har udtjent sin værnepligt, hvorfor et nyt og moderne skal opføres. Det kommende anlæg bliver etableret på Kulpladsens nordlige del. Dette frigiver et større areal i Svanemølleværket, som kan bruges til nye publikumsorienterede funktioner.

DSC_1700

Omdannelsen af Svanemølleværket til publikumsorienterede funktioner vil tilføre bydelen Østerbro et nyt kulturelt samlingspunkt, som vil give liv i og omkring værket, og bygningen vil også fremover kunne stå som et vartegn for København. Omdannelsen kan samtidig fungere som katalysator for byudviklingen i området. En samlet helhedsplan for området skal sikre, at byudviklingen sker i balance med det unikke maritime miljø, der kendetegner en af Nordeuropas største lystbådehavne.

Adm. direktør i By & Havn, Anne Skovbro, glæder sig over at arbejdet nu endelig kan begynde, og fortæller, at det er vigtigt at interesserede københavnerne inviteres til at komme med ideer og input.

I By & Havn ser vi frem til at udvikle Kulpladsen i den ånd og med de særlige maritime karaktertræk, der er så kendetegnende for hele området omkring Svanemølleværket og Kulpladsen. Vi ved, at der er stor interesse og ønsker for udviklingen og den kommende anvendelse og indretning. Vi holder derfor et borgermøde, hvor vi vil tage imod input og ønsker til stedets fremtidige udvikling inden projektkonkurrencen begynder senere på året.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Den indbudte projektkonkurrence om en ny bebyggelsesplan skal ende op i en lokalplan og et nyt kommuneplantillæg for området. Omdannelsen af Svanemølleværket til teknisk museum og teknologi ’hub’ vil blive udbudt i en særskilt konkurrence.

Fremtidige funktioner

Kulpladsen er omgivet af vand og ligger som bindeled mellem Svanemøllehavnens rekreative vandsportsaktiviteter og Svanemølleværkets kommende kulturfunktion. Kulpladsen skal foruden det nye spidsbelastningsanlæg rumme ny erhvervsbebyggelse yderst på grunden mod nord, som både skal være en del af stedets ”teknologi-hub” samt bidrage med udadvendte funktioner i stueetagen til det maritime miljø.

kulpladsen3

Derudover er det visionen, at området udformes med tidssvarende adgangsforhold, et promenadeforløb langs Kalkbrænderihavnen, som forbinder til Svanemøllehavnen, samt udadvendte stueetager og kantzoner og byrum der skaber byliv både for havn og kulturinstitution.

Inddragelse

Forud for projektkonkurrencen afholder By & Havn et åbent borgermøde den. 28 august, hvor alle interesserede Københavnere kan komme og høre mere om konkurrencen, samt komme med input til stedets fremtidige udvikling. Tid og sted vil blive annonceret i begyndelsen af august.

Fakta

  • Opstart af proces for ny lokalplan og kommuneplantillæg forventes i 2. kvartal 2024. Der vil være borgermøde og inddragelsesforløb i forbindelse med lokalplanarbejdet.
  • Omdannelsen af Svanemølleværket til teknisk museum og ”teknologi-hub” vil blive udbudt i en særskilt konkurrence.
  • Det samlede projektområde, inklusive adgangsveje, kommende promenadeforløb m.m. er på ca. 25.000m2
  • Kulpladsen er ejet af By & Havn.