Bag pandekager over bål og se din bydel i et nyt litterært lys

29. august 2024

Bag pandekager over bål og se din bydel i et nyt litterært lys

Efteråret i Ørestad Syd byder på en masse aktiviteter for børn og voksne i alle aldre.  Allerede på søndag kan du være med til at bage pandekager over bål, mens Morten Trolle spiller guitar og synger for på populære sange.

Det lokale foreningshus Byens Hus på Asger Jorns Allé bliver et omdrejningspunkt for vigtige bylivsaktiviteter, begivenheder og spontane møder mellem naboer i Ørestad Syd. Da byggeriet af huset desværre er forsinket, har By & Havn taget initiativ til en tidlig opstart af de tilbud og muligheder, som Byens Hus på sigt kommer til at rumme - som f.eks. kulturtilbud, foreningsaktiviteter og plads til fester og fejringer af såvel private som fælles mærkedage og begivenheder.

Initiativet betyder, at vi nu sammen med Ørestad Bibliotek/Kultur Amager Vest kan invitere til de første seks arrangementer for store og små, der alle er gratis at deltage i.

Vi har lejrbål her

Det første arrangement løber af stablen på søndag den 1. september kl. 14. Kom med til lejrbål og bag pandekager, alt imens guitarist og sanger Morten Trolle spiller evergreens, alle kan synge med på. Morten Trolle har bl.a. spillet sammen med Tormod Holm under titlen ”Reggae skal ud til folket”. Sammen har de turneret landet rundt og optrådt på bl.a. Langelandsfestivalen, i børne-tv og Godmorgen Danmark. Arrangementet er gratis, så bare mød op ved det midlertidige byrum på Asger Jorns Allé. Tag dine naboer med, børn, forældre og bedsteforældre, og lad os samme synge efteråret i gang.

Lejrbål2

Litterær byvandring: Mellemrum

Det næste arrangement er en litterær byvandring, hvor vi kaster et andet lys på de rum, der er opstået mellem de mange karakterfyldte byggerier i Ørestad Syd. Nogle rum er planlagte, mens andre opstår, når byggerierne er taget i brug. Vi kigger efter ”heller og opholdssteder”, overgange, trædesten, spejlinger og rum i byrummet, og undervejs lader vi litteraturen tale ind i rammerne. De to guider på turen er bibliotekarerne Anita og Laura fra Ørestad Bibliotek.

Turen er gratis at deltage i, men du skal melde dig til. Læs mere om alle seks efterårsarrangementer og tilmeld dig via By & Havns hjemmeside eller via Ørestad Biblioteks hjemmeside.

Mellemrum-5_1920x1080

Flere initiativer i støbeskeen

Udover at sikre, at der er arrangementer i Ørestad Syd, mens vi venter på Byens Hus, arbejder By & Havn også på at udvide det midlertidige byrum på Asger Jorns Allé, så det som supplement til de fem foodtrucks og blomstermarken, også giver plads til fælles kulturaktiviteter og mødested i kvarteret. På opfordring fra beboere har By & Havn også indledt dialog med aktører i Ørestad, som kunne have interesse i at udleje lokaler til fester og sammenkomster - præcis som man får mulighed for, når Byens Hus står færdigt.

Kom med dine gode idéer

Har du gode idéer til arrangementer og foreningsaktiviteter, eller har du lokaler, du gerne vil leje ud til dine naboer, så skriv gerne til os på info@byoghavn.dk.

Du er også altid velkommen til at skrive til os, hvis du har spørgsmål om det kommende Byens Hus, hvorfor byggeriet er forsinket, eller måske helt andre spørgsmål.

Vi ser frem til at høre fra dig!