Havneværterne og livredderne er klar til sommeren

3. juni 2024

Havneværterne og livredderne er klar til sommeren

Kalenderen melder, at vi er trådt ind i juni måned, og vandtemperaturen er mellem 16 og 19 grader i Københavns Havn. Sommeren er over os, og dermed er badesæsonen 2024 skudt i gang.

Det officielle startskud på badesæsonen betyder, at livredderne igen er på plads i tårnene ved byens tre havnebade ved Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen. Her kan du finde livredderne hver dag kl. 10-18 frem til 31. august.

Foruden de tre bemandede havnebade rummer Københavns Havns område 10 badezoner og to dyppezoner samt strandene ved Svanemøllen og i Valbyparken. Badezonerne og strandene er dog ikke overvågede af livreddere.

Vi ved af erfaring, at når solen skinner og vandtemperaturen når op på de 15-20 grader, så mangedobles aktiviteten i Københavns Havn. Derfor øger vi selvfølgelig vores fokus på sikkerhed i havnen sammen med vores partnere, Københavns Kommune, Hovedstadens Beredskab, Københavns Politi og Søfartsstyrelsen.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Havneværterne melder klart skib

Ud over livredderne ved havnebadene er havneværterne også at finde på vandet som sejlende ambassadører for den gode havnekultur, hvor tryghed og sikkerhed er i højsædet. Havneværterne er alle livredderuddannede og er opsøgende overfor uhensigtsmæssig adfærd – fx udspring fra broer, badning uden for badestederne, motorbåde med for høj hastighed osv.

Havneværterne er gået i bådene og sejler frem til sidste søndag i august. Uden for skolernes sommerferie er de på vandet fra torsdag til søndag, og i skolernes sommerferie alle ugens dage. Havneværterne sejler kl. 12:00 - 20:00.

Endelig patruljerer Politiet også i havnen hen over sommeren for at føre tilsyn og sikre, at sejlende og badende følger reglerne.

IMG_3404

KBH Havn appen er din portal til havnen

Sidste sommer lancerede By & Havn appen KBH Havn, som allerede er blevet downloadet 30.000 gange. Med appen kan alle havnens brugere udforske, hvad Københavns Havn har at tilbyde. Fx kan du få information om vejr, vind, UV-stråling, vandkvalitet, vandtemperatur, sikkerhedsforanstaltninger og selvfølgelig hvor du må bade, ro og fiske i havnen. Appen er naturligvis gratis, og informationerne er både på dansk og engelsk. Du finder appen på byoghavn.dk/app

Det bliver uden tvivl endnu en travl sommer i havnen. Nu er der læseferie, så kommer studenterfesterne. Og i juni toppes aktiviteten med EM i Fodbold, hvor mange naturligt søger mod havnen for at hygge sig mellem kampene. Det er skønt, at havnen bliver brugt af så mange, men samtidig er det vigtigt at folk er opmærksomme på sikkerheden. Pas på jer selv og hinanden!

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.