Totalrådgiver fundet
En vigtig milepæl i udviklingen af Sundmolen er nået i denne uge. Totalrådgiveren, der skal udvikle Pakhus 47 og 53 er netop fundet, og derfor kan næste fase af renoveringen begynde.
By & Havn har i denne uge indgået kontrakt på totalrådgivning vedrørende renoveringerne af Pakhus 47 og 53 på Sundmolen. Vinderne af udbuddet er SKALA Arkitekter A/S. De skal sammen med deres underrådgivere, Lendager Arkitekter ApS og Ove Arup & Partners Danmark A/S, udvikle projekterne på pakhusene, der til sammen udgør 30.000 kvadratmeter.
”De gamle pakhuse er afgørende for udviklingen af Sundmolen, og det er derfor en vigtig aftale, der i denne uge er faldet på plads. Nu kan renoveringen af pakhusene gå i gang, så de kan optimeres til nutidens og fremtidens funktioner. Vi ser frem til et godt samarbejde om udviklingen af de ikoniske pakhuse,” siger Henrik Steenstrup, direktør for Ejendomme & Byliv i By & Havn.
Aftalen indebærer, at SKALA, sammen med Lendager Arkitekter ApS og Ove Arup & Partners, skal projektere, myndighedsbehandle og foretage udbud af den kommende byggeentreprise. By & Havn har fortsat rolle i projektet som bygherre, og står også for den samlede gennemførelse af projektet.
”Vores ambition for pakhus 47 og 53 er, at de i højere grad skal indgå som en del af det omkringliggende kvarter. De skal understøtte Sundmolens nye identitet og karakter som et område, hvor man både bor og arbejder - kort sagt - lever. Ønsket er også, at pakhusene fremtidigt kan være med til at bygge bro og synergier imellem disse to,” siger Henrik Ulsfort, Kreativ leder hos SKALA Arkitekter.
Pakhus 47 og 53 blev bygget i henholdsvis 1946 og 1955. De blev brugt til blandt andet opbevaring af kaffe og varer fra Det Østasiatiske Kompagni. Begge pakhuse er på grund af deres historiske værdi vurderet bevaringsværdige af Københavns Kommune. Derfor bevares de for så vidt muligt. I lokalplanen er det blandt andet bestemt, at der er mulighed for at bygge såkaldte add-on byggeri oven på de eksisterende konstruktioner, så pakhusene samlet må nå 21 meter over terrænet. Pakhusene indgår som en vigtig del i By & Havns mål om at udvikle Sundmolen med sin egen særlige karakter for øje, således at bydelen adskiller sig fra de øvrige nabokvarterer i Indre Nordhavn.
Transformationen fra gammel industrihavn til bæredygtigt bykvarter ligger også SKALA’s rådgivere på sinde. Det udgør sammen et stærkt team, som By & Havn er glade for at indgå aftale om totalrådgivning med.
Anders Lendager, CEO og Grundlægger af Lendager Group ser frem til arbejdet:
”Det mest bæredygtige byggeri, er det der ikke bliver bygget. Som arkitekt og bæredygtighedsrådgiver er det super relevant at bidrage til transformationen af det klassiske havnebyggeri og tilføje nye funktioner, der løfter det ind i fremtidens by,” siger Anders Lendager, CEO og Grundlægger af Lendager Group.
Ligeledes glæder Yakup Akkas, som er projektleder for Pakhus 47 & 53 og teamleder for konstruktionsteamet i Arups kontor i København:
”Tilpasning og genbrug af bygninger er et centralt fokusområde for Arup for at fremme grøn omstilling, og vi er glade for igen at kunne bruge vores ekspertise på et transformativt projekt for By & Havn og København. Vi er samtidig begejstret for at kunne samarbejde med SKALA og Lendager om at tilpasse disse fantastiske bygninger, så de fremadrettet kan udnyttes til deres fulde potentiale," siger projektleder Yakup Akkas, Arup.
Udvælgelsen af vinderen af totalrådgiver er sket på baggrund af EU-udbud med prækvalifikation.
Centralt affaldssug
Igennem længere tid har I på Sundmolen desværre måttet leve med en noget anderledes affaldshåndtering en den, der var tiltænkt fra start. Snart når vi en vigtig milepæl, når vi forventer at kunne tænde for affaldssuget i første kvartal af 2022.
Der forekommer af og til ændringer i affaldshåndteringen på grund af pågående anlægsarbejder i området, og som altid er det Københavns Kommune, I skal kontakte, hvis I oplever problemer i denne sammenhæng. Kommunen kan kontaktes af Jeres vicevært, ejendomsadministrator eller Jer selv via dette link: https://nemaffaldsservice.kk.dk/.
Vi er bekendt med de problematikker, I af og til kan opleve med den dels midlertidige affaldshåndtering i Jeres område, og vi kan godt forstå, at det er en vanskelig gene at leve med. Derfor glæder vi os meget til igen at kunne tænde for affaldssuget, således at I igen kan opleve normal drift i affaldshåndteringen på Sundmolen.
Hjertestarter sat op på pakhus 53
Mange steder i København er det blevet normalt at se hjertestartere, der er opsat i byrummet, og som kan benyttes af alle i tilfælde af nød.
By & Havn har ønsket at bidrage til den positive udvikling mod at gøre København til en mere tryg by for alle, og derfor har vi nu opsat en hjertestarter på By & Havns Pakhus 53. Hjertestarteren hænger på det sydvestlige hjørne af bygningen, og er klar til brug fra dags dato.
Du kan læse mere om projektet om hjertestartere i det offentlige rum på trygfondens hjemmeside https://www.tryghed.dk/saadan-stoetter-vi/projekter-og-donationer/trygfonden-hjertestart.