Sikkerhed og sejladsforhold: Lynetteholms anlægsaktiviteter marts 2022

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 01. marts 2022.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

1. marts 2022

Sikkerhed og sejladsforhold: Lynetteholms anlægsaktiviteter marts 2022

Arbejdet med dæmningerne til Lynetteholms adgangsvej er i fuld gang, og i den kommende tid vil dette arbejde lukke midlertidigt af for ind- og udsejlingen til Prøvestenskanalen og Margretheholms Havn. Lukkedagene finder sted, før sejlsæsonen begynder, og er tilrettelagt med henblik på at forstyrre mindst muligt.

Lynetteholmen105

Nyhedsbrev nr. 3, marts 2022

Velkommen til Lynetteholms anlægsnyhedsbrev for marts. Her får du seneste nyt om arbejdet med at anlægge Lynetteholm mellem Refshaleøen og Nordhavn i Københavns Havn.

I marts vil et kommende arbejde med adgangsvejens to dæmninger og klapbro bevirke, at ind- og udsejlingen til Prøvestenskanalen (Københavns Motorbådsklub) og Margretheholms Havn er periodevis lukket fra midt marts til midt april. (Se præcise datoer og tidspunkter nedenfor).

By & Havn har løbende været i dialog med begge havne, og By & Havns entreprenør, Munck Havne & Anlæg, har arbejdet på at tilrettelægge anlægsarbejdet, så det skaber færrest mulige gener for sejladsen og forberedelserne til den kommende sejlsæson. I forbindelse med arbejdet vil der fortsat være sikkerhedsmarkeringer af arbejdsområderne ved begge havne.

Sejl sikkert

Vær generelt meget opmærksom på sikkerheden omkring Lynetteholms anlægsarbejde i Københavns Havn. Det gælder både, hvis du er sejler, roer eller på anden måde er bruger af havnens mange muligheder, og overvejer den første forårstur til vands. Lynetteholm har siden januar etableret arbejdsområder flere steder i havnen, og det er derfor vigtigt at holde øje med alle områder, der er afmærket som arbejdsområder, så potentielt farlige situationer til vands kan undgås.

boeje

Vær ekstra opmærksom, hvis du ser disse gule bøjer. De angiver arbejdsområder, som der ikke må sejles ind over af sikkerhedsmæssige årsager.

De gule områder på nedenstående kort viser arbejdsområderne ved Margretheholms Havn, Prøvestenskanalen (Københavns Motorbådsklub) og ved Lynetteholms stendæmning ud mod Øresund (Fase 1-området). Den skraverede sejlkorridor i Fase 1-ormådet må kun benyttes af erhvervsskibe, der stikker dybere end 8,8 meter. Sejlkorridoren lukker, når sejlrenden ’Svælget/Hollænderdybet’ syd for Prøvestenen er færdiguddybet.

Udover kortes markerede arbejdsområder, vil du også kunne støde på arbejdspramme i Fase 2-området (nord for Fase 1-området) i forbindelse med forundersøgelser til Lynetteholm. Ligeledes er der p.t. arbejdsfartøjer i Svælget og Hollænderdybet i forbindelse med uddybningen af de to sejlrender. Det er vigtigt at holde en god og sikker afstand til alle fartøjer. 

Følgegruppemøde ultimo marts

By & Havn vil forud for dette års sejlsæson udsende mere information om sikkerheden i forbindelse med anlægsarbejdet og inviterer repræsentanter fra havnens foreninger, klubber m.fl. til følgegruppemøde mandag den 28. marts, hvor sikkerhed i havnen vil være et af punkterne på dagsordenen. Invitation til følgegruppemødet vil blive udsendt snarest.

Oversigt: Anlægsaktiviteter marts (og april) 2022

På nedenstående anlægskort kan du se, hvor alle anlægsarbejder finder sted i marts, og under kortet kan du læse mere om de enkelte aktiviteter, herunder i hvilke perioder anlægsarbejdet påvirker ind- og udsejlingen til Margretheholms Havn og Prøvestenskanalen.   

A: Stendæmning mod Øresund

Siden januar har Lynetteholms entreprenør, Per Aarsleff A/S, arbejdet med at grave blødt havbundsmateriale væk i det vandområde, hvor første del af Lynetteholms stendæmning ud mod Øresund skal etableres (Se punkt A på ovenstående anlægskort). Når den bløde havbund er væk, vil den her i marts blive erstattet med sand. Det forurenede havbundsmateriale, som skal graves op i forbindelse med stendæmningen, og som ikke kan klappes i havet, deponeres i By & Havns havnedepot på Refshaleøen. Det øvrige havbundsmateriale sejles til en såkaldt klapplads nær Køge Bugt, hvor det overvåges, at alle miljøkriterier overholdes. Du finder mere information om klapning af havbundsmateriale i Lynetteholms faktabank.

B: Sejlrende syd for Prøvestenen

I december 2021 påbegyndte arbejdet med at uddybe sejlrenden ’Svælget’/’Hollænderdybet’ syd for Prøvestenen (Se punkt B på ovenstående anlægskort). Dette arbejde fortsætter i marts. Sejlrenden uddybes af hensyn til dybtstikkende containerskibe, der i forbindelse med anlæg af Lynetteholm skal begynde at sejle øst om Middelgrunden i stedet for vest om, når de skal til Prøvestenen.

C: Jordmodtageanlæg Refshaleøen

I februar påbegyndte entreprenør Munck Havne & Anlæg arbejdet med at ramme (banke) betonpæle ned i jorden til Lynetteholms jordmodtageanlæg på Refshaleøen (Se Punkt C på ovenstående anlægskort). Betonpælene skal bære jordmodtageanlæggets nye brovægt, som lastbiler med jord til Lynetteholm fremover skal køre på, når den jord, de afleverer til Lynetteholm bliver vejet. Arbejdet med betonpælene er nu stort set afsluttet, og i marts skal der blandt andet graves dræn i jorden omkring modtageanlægget og lægges kabler til fremtidig belysning.

D: Dæmning/adgangsvej ved Margretheholms Havn

I februar arbejdede entreprenør Munck Havne & Anlæg med at grave blød havbund væk i det område, hvor dæmningen ud for Margretheholms Havn skal etableres, og udskifte den opgravede havbund med sand (Se punkt D på ovenstående anlægskort). Gravearbejdet er nu afsluttet, og arbejdet med at udlægge sand fortsætter i marts.

Datoer for lukning af ind- og udsejling

I marts påbegyndes også arbejdet med at ramme stålpæle, betonpæle og spuns i havbunden i forbindelse med etableringen af dæmningens kommende klapbro. Dette arbejde vil medføre, at ind- og udsejlingen til Margretheholms Havn vil være lukket hele døgnet i følgende perioder:

  • Fra og med mandag den 14. marts 2022 til og med fredag den 25. marts 2022 kl. 16.00
  • Fra mandag den 28. marts 2022 kl. 7.00 til og med fredag den 1. april 2022

Det betyder, at havnen efter ønske og aftale med Margretheholms Havn vil være fuld åben i weekenden den 26. – 27. marts 2022.

Særligt støjende arbejde

Ramning af spuns og pæle er i kategorien særligt støjende arbejde, og arbejdet med den kommende klapbro i marts/april vil overholde Københavns Kommunes gældende regler for anlægsstøj og må udføres på hverdage i tidsrummet mellem kl. 8-17. Arbejdet finder sted cirka 500 meter fra beboelse.

Arbejdstegning af kommende klapbro med angivelse af, hvordan spuns, stålpæle m.v. skal indgå i konstruktionen.

E: Dæmning/adgangsvej over Prøvestenskanalen

I februar har entreprenør Munck Havne & Anlæg arbejdet med at opbygge dæmningen i Prøvestenskanalen ud for indsejlingen til Københavns Motorbådsklub. Dæmningen bliver opbygget af sand og sten, og det arbejde fortsætter i marts.

I begyndelsen af april påbegyndes arbejdet med at ramme (banke) spuns ned i havbunden, som skal holde dæmningen på plads på begge sider af den kommende gennemsejlingskanal under adgangsvejen. Gennemsejlingskanalen har til formål at sikre, at både fra Københavns Motorbådsklub og øvrige fartøjer uden mast kan sejle under Lynetteholms adgangsvej dér, hvor vejen krydser vandet mellem Prøvestenen og Kraftværkshalvøen.

Datoer for lukning af ind- og udsejling

Det kommende arbejde vil medføre, at ind- og udsejlingen til Prøvestenskanalen (Københavns Motorbådsklub) vil være lukket i følgende tidsrum i april:

  • Fra og med mandag den 4. april 2022 til og med onsdag den 13. april 2022.
    Spærringen vil gælde i arbejdstiden kl. 07.00-19.00 på hverdage. I tidsrummene udenfor (kl. 19.00-07.00) samt i weekenderne og på helligdage vil sejlrenden være åben for sejlads. Spærringsperioden kan rykke med +/- 3 dage.

I så fald ovenstående datoer skulle ændre sig med +/- 3 dage, vil By & Havn give direkte besked til Københavns Motorbådsklub og samtidig melde ændringerne ud på By & Havns hjemmeside under ’Tidsplaner for anlægsarbejdet’ og ’Påvirkninger af sejladsforhold i Københavns Havn. Du finder siden via dette link.

Særligt støjende arbejde

Ramning af spuns er i kategorien særligt støjende arbejde, og arbejdet i Prøvestenskanalen i april vil overholde Københavns Kommunes gældende regler for anlægsstøj og må udføres på hverdage i tidsrummet mellem kl. 8-17. Det finder sted cirka 500 meter fra beboelse.

Tidligere anlægsnyhedsbreve

Februar 2022

Hvis du har spørgsmål til anlægsarbejdet, er du velkommen til at skrive til info@byoghavn.dk

FAKTA: Lynetteholms anlægsarbejde

  • Anlæg af Lynetteholm blev vedtaget af Folketinget den 4. juni 2021.
  • Med lovvedtagelsen blev det besluttet at anlægge en ny halvø som stormflodssikring og jorddeponi mellem Refshaleøen og Nordhavn.
  • Lynetteholm skal fyldes op ved hjælp af overskudsjord fra Københavns og omegns byggeprojekter og bidrage til, at Københavns Kommune kan deponere jorden klimavenligt med kort transportafstand fra byggeplads til jorddeponi.
  • I december 2021 blev det offentliggjort, at By & Havn har valgt de to entreprenører Munck Havne & Anlæg A/S og Per Aarsleff A/S til at udføre første fase af Lynetteholms anlægsarbejde.
  • De to entreprenører skal udføre de anlæg, der skal til, for at Lynetteholm kan begynde at modtage overskudsjord fra 2023.
Ikon_Vi genbruger jord_tight