Havnens byport
Selvom toldhistorie måske ikke får blodet til at bruse i årerne, er fortællingen om Københavns toldbod faktisk også fortællingen om tusind års københavnerhistorie. For told har formet byen og havnen fra den første biskop fik byen i hænde til vore dages Frihavn.
Allerede i middelalderens havn blev et stentårn rejst ved det østlige indløb og en tung bom over havnen sikrede, at ingen skibe kunne indføre varer fra havnen, uden at mønten klingede i biskoppens kasse. Præcis hvor og hvornår tårnet blev til, fortaber sig i historiens tåger. Men den, der i nattens mulm og mørke formastede sig til at bryde gennem bommen, blev straffet med døden. For told var ikke noget magthaverne tog let på.
Afgifterne var nemlig særligt indbringende i Øresund, hvor sildefiskeriet, middelalderens store handelseventyr, var på sit højeste. Om foråret skulle hver skude, der passerede gennem Københavns Havn, betale en skilling grot i afgift og om vinteren måtte købmændene gå af med en hel tønde sild. For tre skilling grot kunne man blive den lykkelige indehaver af en fuldfed ko, så det var små formuer middelalderens sildehandlere måtte afstå ved havnens toldbod.
![Middelalderens toldpersonale bestod af en enkelt tolder og formodentlig et par karle. Den første københavnske tolder vi kender til, er Hakon Tollære [Hakon Tolder, red.], som havde sin gang i havnen i 1380.](https://byoghavn.dk/wp-content/uploads/2019/04/Fisk-The-Medieval-Health-Handbook-tacuinum-sanitatis-Kopi.jpg "Fisk-The-Medieval-Health-Handbook-tacuinum-sanitatis - Kopi")
Middelalderens toldpersonale bestod af en enkelt tolder og formodentlig et par karle. Den første københavnske tolder vi kender til, er Hakon Tollære [Hakon Tolder, red.], som havde sin gang i havnen i 1380.
En havn med vokseværk
I løbet af middelalderen blev der travlere og travlere i havnen, for under Christian II blev den københavnske handel favoriseret og varerne strømmede ind gennem havnens byport.
Da byggekongen kom til byen
I 1560 blev toldbodtårnet nedbrudt og toldboden fik i stedet til huse i stueetagen på den nyopførte bygning Rentekammeret. Men i begyndelsen af 1600-tallet var havnen blevet en træng mudderpøl, hvor byens latriner og gadens skidt og skarn endte sammen med strøsand fra de københavnske gulve. Skibene kunne ikke forcere det lavvandede dynd, og toldboden måtte rykkes ud mod havneindløbet.
Da Christian IV overtog magtens tøjler i 1588 fik han i medgift en uanseelig middelalderkøbstad i udkanten af Europas prægtige kongedømmer.
Det huede ikke den store renæssancefyrste, og kongen gik straks i gang med at udvide byen. Toldboden holdt sin første flyttedag i 1619 og rykkede ind i den bygning, der nu er Holmens Kirke. Men knapt nok havde tolderne fundet sig til rette, før de igen måtte rykke teltpælene op.
Kongens nye by
Det styrende økonomiske princip under Christian IV var, at vareeksporten skulle overstige vareimporten. Derfor var tolden på udenlandske varer tårnhøj og der blev indført strenge importforbud. København havde eneret på al handel med udenlandske varer, men i 1617 begyndte Christianshavn at rejse sig af havet mellem Amager og Sjælland.
Den nye stad var kongens eget påfund. Den skulle afslutte befæstningsringen om København og samtidig fungere som en selvstændig købmandsby, der kunne styrke erhvervslivet, så eksporten gik op og importen gik ned. Anlæggelsen betød, at havnens grænse nu gik mellem Slotsholmen og Christianshavn. Så i 1623 blev toldboden placeret for enden af den nyopførte Knippelsbro. Her skulle tolderen ”have flittigt Tilsyn med, at Bommen ved Toldboden hver Aften forvares og tilsluttes.”
Enorme mængder øl, vin, rødspætte, flynder, spegelaks og østers passerede dagligt gennem toldernes hænder. Fra havnen sejlede hele korteger af skibe ud i verden og afsatte dansk sild, smør, talg, huder, korn, tran, brænde og amagerkanske køer.
Det gav et voldsomt leben i havnen, hvor prammænd sejlede varer frem og tilbage, færgemænd roede folk og gods over havneløbet og vejere og vragere overså toldboden mens vognmænd og dragere bugserede tønder og kærrer rundt på kajen.
Toldboden i ødemarken
Toldboden markerede havnens grænse - og dermed byens, og ingen skibe fik lov at passere før tolderen havde hørt det klinge i kassen. Så i 1630 pakkede tolderne igen sydfrugterne og dragede nordpå til et nyligt opfyldt område langt uden for byen. Toldbodens flytning var nemlig første skridt i den entreprenante konges plan for Sankt Annæ By; et nyt kvarter, der fordoblede byens og havnens område.
I de første år herskede der dog så meget tvivl blandt fremmede sømænd om, hvor de skulle lægge til, at kongen i 1635 måtte befale tolderne at opsætte et skilt, der angav, at området rigtig nok var en toldbod.
Vidste du?
Den nye toldbod fik til huse på en kunstig dæmning, der var blevet vristet fra havet ved at fylde jord og skrald i vandet. I dag gemmer Nordre Toldbod og Esplanaden på ca. 2,5 meter gammelt affald, dyreknogler, kridtpiber, glas- og keramikskår, udslidte lædersko, jernværktøj, sand og ler. Selvom Toldboden var blevet udflyttet i 1630, klagede natmændene (datidens skraldemænd) i 1725 stadig over, at de måtte bugsere den ene hest efter den anden op af moradset, når dyret gik gennem dyndet.
Underslæb og drukkenskab
Under den svenske belejring af København i 1659 var det ikke mange proviantskibe, der slap igennem til Toldboden. Når de sparsomme skibe lagde til kaj, blev de straks ringsat af høkere, der solgte varerne videre til de hårdt prøvede københavnere til ublu overpriser. Det stod så galt til, at al handel ved selve Toldboden måtte forbydes.
Men efter enevældens indførelse i 1660 gjorde luksus for alvor sit indtog i byen, og de dyre varer gav i stigende grad anledning til underslæb. I 1662 stod det så grelt til med den kreative bogføring, at tolderne modtog en professionel afklapsning og et påbud om at tage de indkomne varer i nøjere øjesyn. Tolderne efterkom røflen så omhyggeligt, at Frederik III samme år fik visit af en harmdirrende skare københavnere, der følte sig strengt behandlet af de samvittighedsfulde toldere. Klagen faldt imidlertid for døve kongelige øre.
Og mens 1600-tallet lakkede mod enden blev området hurtigt hjemsted for havnens skæve eksistenser. Bebyggelsen i den nye bydel var i bedste fald sporadisk og de hjemmehørende i Sankt Annæ By, eller Ny-København som den efterhånden kaldtes, var af den type som en respektabel københavner ikke indlod sig med. Knapt nok var vejen anlagt før beværtninger med navne som Strilavs, Hattefutteralet og Toldbodkælderen skød op langs vejkanten.
Den knejpe, der lå nærmest Toldboden kaldtes for Brokkensbod, og der kunne havets stridbare folkefærd erhverve sig de største snapse for den mindste skilling. Brokkensbod var en lille enetages bygning med så lavtliggende loft, at sømænd og godtfolk måtte dukke sig for at træde ind i helligdommen. Kroens sværtede brune interiør lagde rum til mangt et slagsmål, og når de berusede gæster dejsede bevidstløse om, havde de med et af tidens mundheld ”taget højden af Brokkensbod”.
I 1785 lå spadserparken ”De elysæiske Marker” langs vore dages Esplanaden. Parken havde dog meget lidt til fælles med antikkens forestilling om det hinsides paradis. Måske fordi Toldbodvejens tarvelige krostuer kun lå et stenkast derfra.
Den florissante handelsperiode
Christian IV’s toldbod overlevede ikke tidens tand – som kongens bygninger ellers har for vane – og i 1732 blev den faldefærdige bygning nedrevet for at gøre plads til en ny toldbygning i tidens barokke stil. Da den nye toldbygning blev rejst, lå den temmelig ene langt uden for byen. Men allerede i 1749 gik anlæggelsen af Frederiksstaden i gang og inden længe var den afsides toldbod blevet indlemmet i bybilledet.
I de sidste årtier af 1700-tallet blev der overordentlig travlt på Toldboden, da både den danske stat og københavnske købmænd udnyttede den belejlige danske neutralitet i de europæiske stormagtskrige. Handelen blomstrede, København blev en storhavn og toldboden udviklede sig til et overflødighedshorn af eksotiske varer.
Men det var ikke alting, der foregik efter bogen og toldembederne fandt ikke altid vej til de rigtige hænder. I 1764 afskedigede Frederik V prompte sin svigagtige finansminister, Grev Ahlefeldt, da det kom kongen for øre, at Ahlefeldt havde overhørt en befaling om at udpege kongens gamle vejermester til posten som toldkontrollør. Ahlefeldt havde i stedet givet posten til sin egen mand i den forventning, at kongen aldrig ville ane uråd. Men toldembederne var et varmt samtaleemne i de højere københavnske luftlag. For hoffet vrimlede med aktionærer i det store handelseventyr, der udspillede sig på verdenshavene.
Men eventyret sluttede brat. Englænderne fik nok af den grove danske neutralitetsudnyttelse og Slaget på Reden i 1801 og Flådens Ran i 1807 satte et endegyldigt punktum for de danske stormagtsdage. Under slaget på Reden dukkede den ene robåd efter den anden ud af krudttågerne med døde og sårede sømænd. De faldne blev roet ind til Toldboden, hvorfra de blev bragt til Frederiks Hospital i Bredgade.
Den toldbod vi kender og elsker
I 1852 var Toldbodvej i en sørgelig forfatning. Det første, der mødte de tilrejsende, som gik i land på toldboden var faldefærdige brændevinsbeværtninger og skibsprovianteringsskure, fordrukne sømænd og alle de lyssky karakterer der hørte sig til. For at afhjælpe det uimponerede syn fremlagde den fremtrædende arkitekt Gustav Friedrich Hetsch en helhedsplan til Toldbodens sobre forskønnelse.
Hetsch ville opføre en pragtfuld ny toldbodbygning i senklassicistisk stil med tilhørende visitationsbygning og arkader til postgods. Den lurvede Toldbodvej skulle omdannes til en oval plads omkranset af butiksruder og ærværdige beværtningspavilloner.
Pladsen, arkaderne og visitationsbygningen stod færdige i 1856, men pengene slap op og den nye hovedbygning forblev på tegnebrættet. Til gengæld blev en lille beværtningspavillon opført i forlængelse af visitationsbygningen. Allerede samme år flyttede sømandsknejpen Lumskebugten ind – og dér ligger den endnu. Den lille kro tog navn efter de lumske sandbanker, der samlede sig i farvandet ud for toldboden
I 1868 blev Københavns Havnevæsens administrationsbygning opført på Nordre Toldbod. Bygningen var udfærdiget i historicistisk stil af arkitekterne Vilhelm Dahlerup og Frederik Bøttger med inspiration i det florentinske Palazzo Pandolfini. Den nye hovedbygning rummede både sovesal for færgefolket, detentionslokaler, venteværelse for damer, vagtstue for toldbetjente og oplagringslokaler.
Hverdagen på Nordre Toldbod var præget af gods, toldere og sømænd med historier fra fjerne egne. Miljøet var hårdt og grovkornede øgenavne fløj gennem luften mellem tolderne. Et smil fra det ’Det bløde kys’ var tandløst, mens ’Christian Vathånd’ ikke lagde mange kræfter i et håndtryk og ’Lord Bacon’ fyldte en del i landskabet.
Men i slutningen af 1800-tallet og i de første årtier af 1900-tallet var der også dage, hvor Nordre Toldbod trak i festtøjet. Toldboden var nemlig ikke kun ankomstplads for jævne folk, men også for statsoverhoveder og kongelige fra nær og fjern.
Præsidenten, der aldrig kom
På en sommerdag i 1914 vejrede blomsterguirlander og franske flag over Nordre Toldbod, og en nysgerrig folkemængde var stimlet sammen for at modtage den franske præsident Poincaré. De forventningsfulde gæster var stadig helt uvidende om, at præsidenten i løbet af natten var hastet tilbage til Frankrig for at tage sig af alvorlige politiske anliggender, som allerede i dagene efter udviklede sig til begyndelsen på Første Verdenskrig.
Gode miner til slet spil
Noget bedre gik det, da den tyske kejser Wilhelm II gik i land på Nordre Toldbod i 1907. Den tyske kejsers politiske linje, såvel som hans usympatiske karakter, gjorde ham til en upopulær gæst i det danske kongehus. Men de indviklede familiebånd i de europæiske kongefamilier - samt kejserens evne til at invitere sig selv - gjorde ham alligevel til en hyppig sommergæst i Danmark.
Toldboden skaber stadig københavnerhistorie
I århundreder havde myndige toldere mere eller mindre omhyggeligt gennemgået og beset hver en tønde, kasse og sæk, der blev indført i byen. Men med toldreformen i 1971 var det slut og toldere og gods forsvandt sagte fra Københavns Toldbod.
Københavns Havnevæsens arvtager, By & Havn, har stadig til huse i den gamle administrationsbygning. Og selvom nye transportformer for længst har ført de tilrejsende af andre veje, er Nordre Toldbod fortsat rammen om kongelige ankomster hver sensommer, når Frederik X og Dronning Mary starter og afslutter deres sommertogt på Nordre Toldbod. Og selvom, der er længere mellem statsbesøgene på Toldboden, lever traditionen endnu. Senest tog kongeparret imod Islands præsident på Nordre Toldbod i oktober 2024.
