P-hus Asger Jorn præcertificeres som det første i Danmark til DGNB Guld

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 20. marts 2024.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

20. marts 2024

P-hus Asger Jorn præcertificeres som det første i Danmark til DGNB Guld

Rådet for Bæredygtigt Byggeri har netop præcertificeret P-huset Asger Jorn i Ørestad til DGNB Guld. Dermed er By & Havns P-hus det første P-hus i landet der opnår en præcertificering til DGNB.  P-hus Asger Jorn bliver, med nærgenbrugsstation i stueetagen og en grøn have på taget, et utraditionelt parkeringshus med sociale kvaliteter, der retter sig mod det lokale byliv.

DGNB er en certificeringsordning målrettet bygninger og byområder. Ordningen bygger på FN’s definition af helhedsorienteret tilgang til bæredygtighed med de tre hovedsøjler: social-, økonomisk- og miljømæssig bæredygtighed. P-hus Asger Jorn har især udmærket sig indenfor den første, da det bliver et hus med flere funktioner, som kan bruges af mange mennesker.

I stueetagen indrettes en nærgenbrugsstation på knap 500 m2, så beboerne i Ørestad Syd nemt kan give deres brugte ting og sager muligheder for nyt liv. Resten af stuetagen afsættes til bl.a. handicapbusser, og huset etableres med et større antal el-ladestandere, så man som beboer får endnu flere muligheder for at oplade sin elbil.

Rita Justesen, der er chef for Planlægning og Byrum i By & Havn, siger:

P-hus Asger Jorn er på mange måder et utraditionelt byggeprojekt. Det er ikke bare et hus, hvor man kan parkere sin bil. Vi har arbejdet meget med at optimere det i forhold til kontekst, så det bliver en naturlig del af dagligdagen og kan skabe rum for sociale møder og fællesskaber blandt beboerne i Ørestad Syd. Derfor er det en stor glæde at Rådet for Bæredygtigt Byggeri nu har præcertificeret huset til DGNB Guld som det første parkeringshus i Danmark.

Rita Justesen, chef for Planlægning og Byrum i By & Havn.

En grøn have på taget

P-huset opføres med en forstærket konstruktion, så det kan bære en have på taget. Forbilledet er tagfarmen ØsterGRO på Østerbro i København, som giver storbyens borgere mulighed for at følge årets gang og dyrke afgrøder i en økologisk grøntsagshave.

I Ørestad har foreningen Asgers Have, som består at lokale ildsjæle, længe været i gang med aktiviteter som f.eks. kartoffel- og blomsterdyrkning på endnu ubebyggede arealer i Ørestad Syd. Aktiviteterne er med til at samle foreningens medlemmer i ventetiden indtil parkeringshuset står færdigt, og taghaven på taget kan anlægges og tages i brug.

En byggeplads med fokus på energiforbrug og arbejdsmiljø

By & Havn stiller store krav til selve processen i opførelsen af P-hus Asger Jorn. Det betyder, at der er et stort fokus på arbejdsmiljø og inddragelse af håndværkerne i arbejdet med bæredygtighed, både i forhold til dokumentation af de materialer der bliver bygget ind i bygningen samt selve byggeprocessen. Det gælder f.eks. minimering af energiforbrug, affaldshåndtering, samt undgåelse af forurening af byggegrund, så der f.eks. ikke sker udslip af skadelige stoffer under byggearbejdet eller andet der kan påvirke stedet negativt. Derudover er der stor opmærksomhed på støvende arbejder og støj i forbindelse med byggeriet, som kan være til gene for både håndværkere og beboere i området.

Innovative løsninger

DGNB-systemet er dynamisk, og derfor bliver kriterierne opdateret løbende i takt med, at branchen får ny viden og praksis. Der stilles ikke specifikke krav til bestemte løsninger eller materialer, da bygninger har forskellige funktioner og forskellige krav.

P-hus Asger Jorn har bl.a. opnået point for at eksperimentere med ålegræs, som er et alternativt byggemateriale til de mere moderne, men CO2-belastende materialer. I forbindelse med byggeprojektet er ålegræs, forarbejdet til plader, blevet testet til udendørs brug på facader i samarbejde med Teknologisk Institut og Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut. Ålegræs, som er et overskudsmateriale fra naturen, har en række gode egenskaber som robusthed, isoleringsevne og lydabsorbering, hvorfor det skal indgå i parkeringshusets facadebeklædning.

Fakta:

  • P-hus Asger Jorn er tegnet af Nordland Arkitekter ApS
  • Totalentreprenør på byggeprojektet er 5E Byg A/S, herunder INGENIØR´NE som DGNB-rådgiver og -auditor samt CCO Arkitekter
  • Cowi A/S er bygherrerådgiver for DGNB-certificering
  • Huset konstrueres, så det kan bære en have til dyrkning af afgrøder på taget
  • En nærgenbrugsstation på ca. 500 m2 indrettes i stueetagen
  • P-huset kan rumme 616 køretøjer, hvoraf 17 af p-pladserne indrettes specielt til handicapkøretøjer
  • Parkeringshuset forventes at kunne tages i brug i første kvartal af 2025
  • En endelig certificering til DGNB Guld opnås når byggeriet er færdigt og forventningerne til byggeriet er indfriet
  • Læs mere om ålegræs som byggemateriale i P-hus Asger Jorn

Kontakt:

Kommunikationschef, By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen; 3053 5004