Praktisk information om Langelinie-renoveringen

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 07. juli 2023.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

7. juli 2023

Langelinie: Praktisk information om Langelinie-renoveringen

På den historiske Langelinie bliver de gamle kajkanter, der har udtjent sin værnepligt, lige nu renoveret sammen med at strækningen forberedes til landstrøm og spildevandshåndtering. I 2024 står arbejdet færdigt, som skal sikre at københavnere og besøgende i mange år frem kan nyde det populære udflugtsmål.   

Det store renoveringsarbejde, der begyndte i oktober 2022, er inddelt i to etaper for at tage hensyn til beboerne på Langelinie samt de øvrige aktiviteter, der dagligt foregår på og langs kajstrækningen. Langelinie er og vil efter renoveringen fortsat være en af tre krydstogtsfaciliteter i København, i tillæg til Nordre Toldbod og Oceankaj. Skibe der anløber Langelinie vil fortsat være underlagt skærpede krav for brug af udvendige højtalere, unødig udendørs belysning mv., der kan virke generende for omgivelserne.  

På Langelinie placeres skibene normalt ved kajen begyndende nord fra og mod syd, og overnattende skibe placeres som udgangspunkt altid i den nordlige ende. I renoveringsperioden vil der kun kunne ligge et skib ad gangen på Langelinie. Det betyder, at kun den sydlige del af Langeliniekaj er åben og tilgængelig for et krydstogtskib, når arbejdet på den nordlige del af Langeliniekaj står på og visa versa når arbejdet på den sydlige del begynder i efteråret 2023.

I renoveringsperioden vil trafikafviklingen til og fra Langelinie desuden være ændret. Det forventes at renoveringen er endeligt afsluttet ved udgangen af 2024, hvorefter Langelinie igen vil fremstå i sit oprindelige og flotte udtryk, men med nye og forberede faciliteter, så strækningen er klar til at modtage krydstogtsskibe på almindeligvis fra 2025-sæsonen.

Renoveringen af Langelinie omfatter alt lige fra fjernelse af den eksisterende betonbundsikring på cirka 650 meter af kajstrækningen, etablering af en ny spunsvæg med jordankre på en 1 km lang strækning, til opsætning af opgraderede pullerter på 64 nye støbte pullertfundamenter samt fremrykning af eksisterende fendere. Dertil skal der etableres nyt kajudstyr som redningsstiger og redningsliner, ligesom det ny anlagt spildevandshåndteringssystemet for krydstogtskibene skal færdiggøres (i dag sejles spildevand med pram fra Langelinie til modtagelse i rørledning på Oceankaj). Kajen forberedes desuden til landstrøm, der forventes etableret forud for krydstogtssæsonen 2025.

Du finder oplysninger om samtlige krydstogtskibe på Copenhagen Malmö Ports hjemmeside: cmport.com/terminals/ships-in-port. Brug sidens søgemaskine. Vælg fra/til dato, vælg 'Copenhagen' og vælg 'Cruise ships only', så genereres en liste med samtlige ankomster og afgange.