Varsling om nedrivnings- og anlægsarbejder på Sundmolen – orienteringsmøde 27. oktober

18. september 2026

Varsling om nedrivnings- og anlægsarbejder på Sundmolen – orienteringsmøde tirsdag 27. oktober

Hermed orientering om de kommende arbejder på Sundmolen, som markerer starten på den sidste fase i områdets udvikling.

Fra medio november 2026 påbegyndes udvendig nedrivning af Pakhus 52 på Sundmolen, senere følger de første vej- og anlægsarbejder i den østlige ende af Sundmolen.

Hvad skal der ske?

Arbejdet starter med nedrivning af pakhus 52 og etablering af byggeplads. Herefter startes de første arbejder på vejarealerne som forberedelse til den kommende udvikling af området med boliger. Det samlede arbejde forventes færdig primo 2031.

Hvad betyder det for jer?

I perioden vil der forekomme:

  • Øget bygge- og lastbiltrafik i området
  • Støj fra nedrivnings- og anlægsarbejder
  • Midlertidige afspærringer omkring arbejdsområderne
  • Midlertidige ændringer i adgangs- og færdselsforhold
  • Støv- og vibrationsgener i forbindelse med særlige arbejdsprocesser

Der vil fortsat være adgang til ejendomme og virksomheder, men enkelte adgangsveje kan blive omlagt i kortere perioder.

Arbejdet udføres inden for de gældende regler for bygge- og anlægsarbejder på hverdage. Hvis særlige aktiviteter nødvendiggør arbejde uden for normal arbejdstid, vil berørte naboer blive orienteret særskilt. Du kan kontakte Københavns Kommunes Støjvagt via dette link, hvis du er generet af støjende arbejde og støv udenfor tilladt arbejdstid.

Kom til orienteringsmøde tirsdag d. 27. oktober

Vi er opmærksomme på, at byggeaktiviteter kan påvirke hverdagen for både beboere og virksomheder. Derfor vil vi løbende informere om projektets fremdrift startende med et orienteringsmøde, hvor repræsentanter fra Cobe og Sleth arkitekter samt By & Havn vil gennemgå forløbet og være åbne for spørgsmål:

  • Tirsdag d. 27. oktober
  • Kl. 16:00-18:00
  • NOON, Pakhus 47

Tilmelding til orienteringsmøde: For at mindske plads- og madspild sker tilmelding til orienteringsmøde på Billetto via dette link.

By & Havn vil løbende opdatere om arbejdet på Sundmolens hjemmeside.

Har du spørgsmål til projektet, er du velkommen til at kontakte os på sundmolen@byoghavn.dk.

Med venlig hilsen,

By & Havn