Sydhavn efter hollandsk forbillede

Den hollandske arkitekt Sjoerd Soesters og hans tegnestue Soesters Van Eldonk Ponec Architecten fik i 1999 opgaven at udvikle en plan for området fra Kalvebod Brygge i nord til Sluseholmen i syd af Københavns Kommune og det daværende Københavns Havn (nu By & Havn).

Sjoerd Soesters tog særligt udgangspunkt i Java Island i Amsterdam, der med ham selv som arkitekt og planlægger på en visionær og eksperimenterende måde inddrager havnens vandflade i en moderne boligbebyggelse. Samtidig fastholdt arkitekten tanken om de typiske københavnske karréer fra de københavnske brokvarterer samt de tætte, indre gårdrum med læ for vinden og stor variation i bebyggelsen.

Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune vedtog helhedsplanen for Sydhavn i 2002 og den første lokalplan, ’Teglværkshavnen’ den 11. december 2003. Derefter begyndte udviklingen af området. Kanalbyen er stadig det overordnede tema, men hver holm får sin egen karakter bl.a. ved forskelligt udformede kanalsystemer.