Til november er monteringen af solceller på Copenhagen Towers i Ørestad færdig. Dermed vil Ørestad lægge areal til Nordeuropas største solcelleanlæg.


Copenhagen Towers i Ørestad, som både huser kontorer og det firestjernede hotel, Crowne Plaza, er et særdeles bæredygtigt byggeri. Facaden på Copenhagen Towers skal beklædes med 2.400 kvadratmeter solceller, og dermed kommer det største solcelleanlæg i Nordeuropa til at ligge i Ørestad.

Solcelleanlægget, som årligt vil spare, hvad der svarer til 35 husstandes elforbrug, er ikke byggeriets eneste energibesparende foranstaltning. Hotellet Crowne Plaza er eksempelvis fuldstændig CO2-neutralt, ligesom der bruges grundvand til at nedkøle hotellet om sommeren.

Copenhagen Towers lever også op til EU's standarder for en såkaldt Green Building og er ligeledes en dansk lavenergiklasse II bygning. Monteringen af solceller er færdig lige inden det store klimatopmøde i Bella Centeret i december, hvor Crowne Plaza er fuldt booket.

Torsdag den 17. september kl. 5.26 om morgenen indgik politikerne på Københavns Rådhus en bred budgetaftale, som bl.a. betyder, at der bevilges 35 mio. kr. til byggeriet af et kombineret folke- og skolebibliotek i Ørestad City. Biblioteket forventes at slå dørene op i efteråret 2011.


Biblioteket bliver en integreret del af den kommende folkeskole på hjørnet af Arne Jacobsens Allé og Ørestads Boulevard ved siden af det prisbelønnede Ørestad Gymnasium. KHR Arkitekter arbejder lige nu hårdt på at konkretisere planerne. Biblioteket forventes at blive 1.370 kvadratmeter stort fordelt på to etager, hvor 1. salen får skolebiblioteksfunktioner og stueetagen bliver folkebibliotek.

Meget mere end bøger
Bibliotekets formål er selvfølgelig primært at betjene skolen, institutioner og arbejdspladser, men ikke mindst skal det betjene Ørestads indbyggere.

Selvom der stadig arbejdes på indretningen, ligger det fast, at biblioteket skal være et samlingspunkt i Ørestad, der er med til at skabe identitet og bringe kulturelle tilbud til den nye by.

Visionen er, at indgangspartierne mod Arne Jacobsens Allé og Ørestads Boulevard skal byde indenfor med udstillinger, information og anden udadvendt aktivitet. På denne måde vil mennesker og biblioteksindretning være synlig bag glaspartierne langs trappen i form af fordybelseszoner, læsehuler og en bogcafé mod syd ud mod bydelskanalen. En bygning der vokser ud af bogens verden som et offentligt og inviterende hus i byen.

Ole Jensen er leder af Vanløse Bibliotek og blev i 2008 udpeget som projektleder på biblioteksprojektet i Ørestad. I Vanløse har han været med til at ombygge eksisterende bibliotek sammen med kulturhuset, som han fra 1. januar 2010 ligeledes skal være chef for.

”Det er en tendens, at bibliotekerne bliver kendt for meget mere end udlån af bøger. Selvfølgelig skal vi have masser af billedbøger med Peter Pedal og bøger af Stig Larsson, men moderne biblioteker skal også være offentlige og sociale rum, som kan bruges til langt flere formål”, siger Ole Jensen.

Ole Jensen forklarer: ”Bibliotekerne er de mest benyttede kulturinstitutioner i byen. Det er et dynamisk fristed for alle som ønsker viden, oplevelser og inspiration. En ramme om såvel individuel som kollektiv foretagsomhed for alle aldersgrupper. Alle kan komme uden at skulle have penge op af lommen og uden at skulle overvinde de sociale og kulturelle barrierer, der kan knytte sig til andre kulturtilbud.”

Det kommende bibliotek i Ørestad er et vigtigt pilotprojekt i den retning. Visionen er, at stedet skal fungere i samspil med skolen, der får en virtuel og æstetisk profil. Derfor er det oplagt, at biblioteket skal eksperimentere med markante digitale formidlingsudtryk både internt i bygningen og udadtil i forhold til bydelen. Ligeledes er det oplagt, at biblioteket skal understøtte den æstetiske profil gennem særlig fokus på materialeforsyning i fagene billedkunst, drama og musik og for eksempel gennem synlig udstillingsvirksomhed af elevarbejder.

Den samlede bygning skal være mere end en skole – den skal fungere som et kulturelt trækplaster i bydelen med masser af kulturelle arrangementer og have brugervenlige åbningstider fra tidlig morgen til sen aften. Det skal være enkelt og overskueligt at komme direkte ind fra gaden, også for borgere som ikke kender eller har ærinde på skolen.

Med den rette biblioteksindretning og i sammenhæng med de forskellige funktioner skolebyggeriet såsom dramasal, musiksal og idrætssal er der faktisk allerede indbygget et kulturhus i bygningen, der uden for skolens åbningstid også kan fungere til glæde for borgerne i bydelen – blandt andet med aktiviteter i gadeplan for at stimulere bymiljøet.

Adm. direktør i By & Havn Jens Kramer Mikkelsen er begejstret for planerne:

”Det her er en vigtig milepæl i Ørestads udvikling. Der bor efterhånden 5.500 mennesker i Ørestad – heraf hovedparten i Ørestad City – plus et stort opland rundt om bydelen. Det er fantastisk, at de nu får et bibliotek på en af bydelens mest centralt beliggende grunde. Jeg er sikker på, at biblioteket bliver en kulturel dynamo og et af bydelens vigtigste sociale rum til glæde for alle i Ørestad,” siger Jens Kramer Mikkelsen.


Udviklet i samarbejde med de kommende brugere
At bygge en helt ny skole og bibliotek i en helt ny bydel giver nye muligheder. Udviklingen af huset er foregået som et såkaldt parallelopdrag, hvor tre konsortier bestående af arkitekter, ingeniører og landskabsarkitekter har dystet i en åben proces med afholdelse af workshops for et stort antal interessenter, kommende brugere, naboer samt konsulenter.
 
På baggrund af tilbagemeldingerne har de tre konsortier udarbejdet deres endelige forslag, og i begyndelsen af marts 2009 kunne borgmestrene Bo Asmus Kjeldgaard (SF) og Pia Allerslev (V) afsløre KHR Arkitekter som vindere.

Det har været en udfordring, at byggeriet af den nye skole og bibliotek skal placeres helt centralt tæt på Metroen og som nabo til Ørestads Gymnasium, på en forholdsvis lille grund. Man er altså nødt til at bygge i højden. Derfor har vinderne ladet sig inspirere af en italiensk bjerglandsby Barga i Toscana. De otte etager er udformet som gadeforløb med en variation af tætte gyder, piazzaer, åbne udsigter over omgivelserne og små stille rum. Med et mylder af karnapper og kviste, balkoner og hængende haver får bygningen et frodigt ydre udtryk, der gør den genkendelig, som Ørestad Citys nye sociale og kulturelle samlingspunkt.


Mere om skolebyggeriet i Ørestad City på Ørestads hjemmeside

Presseinfo:
Redaktør Carsten Arlund, By & Havn
ca@byoghavn.dk
T: 3376 9800 / 2075 1701

Nordens største shoppingcenter, Field’s, som ligger i Ørestad, er blevet kåret til både Danmarks bedste og flotteste shoppingcenter i 2009.


Ved en ceremoni i Tivoli blev Field’s i Ørestad kåret til både Danmarks bedste og Danmarks flotteste shoppingcenter. Kåringen blev afholdt for sjette gang, og det er anden i træk, at Field’s vinder prisen som Danmarks Flotteste Shoppingcenter, sandsynligvis på grund af centrets fine udsmykninger, som er lavet af den norske kunstner, Niels Erik Gjerdevik.

Kåringerne finder sted hvert andet år, og også i 2007 vandt Field’s prisen som Danmarks Flotteste Shoppingcenter. I alt deltog 24 centre i konkurrencen, og der var i alt syv kategorier, hvoraf Field’s altså blev kåret som vinder i to af kategorierne. For at finde Danmarks Bedste Shoppingcenter gennemførte man interviews med centrenes kernekunder og bedømte centerets attraktionsværdi ud fra blandt andet antallet af butikker, tilgængelighed, parkeringsforhold og udsmykning. Samtidig bedømte de deltagende centres ledelser de øvrige shoppingcentres attraktioner.

Konkurrencen er et samarbejde mellem Detail-forum, som er et netværk for ledere i detailhandlen, NCSC (Nordic Council Of Shopping Centers) og ICP, som beskæftiger sig med rådgivning indenfor detailhandlen i Skandinavien.

I weekenden afholdes årets World Cup-finale i bueskydning. Nyhavn danner rammerne om begivenheden, der for første gang nogensinde afholdes på vand. Dermed vil der være både liv og aktivitet langs kanalerne i Nyhavn.


World Cup-finalen i bueskydning løber af stablen på lørdag d. 26. september, og for første gang er København vært for arrangementet. Nyhavn danner ramme om arrangementet, og her er der anlagt pramme på vandet i kanalerne specielt til lejligheden. Dermed er der god mulighed for at overvære bueskytterne både fra de mange caféer og restauranter i Nyhavn og fra publikumstribunen, som man kan købe billetter til.

Det er første gang, By & Havn har givet tilladelse til at bruge Nyhavns kanaler til en sportsbegivenhed, men arrangementet understreger Københavns potentiale.

”At vi kan udnytte det centrale byrum – såvel på land som på vand – til nye og anderledes formål er meget positivt. Hos By & Havn arbejder vi for at skabe liv og aktivitet i vores områder, og idrætsarrangementer er en oplagt måde at samle mennesker på. Vi er glade for at kunne stille kanalen til rådighed, og forhåbentlig vil World Cup-finalen på vandet tiltrække en masse glade mennesker til Nyhavn”, siger konstitueret bylivschef i By & Havn, Simon Brückner.

Kreativ udnyttelse af byrummet
Finalen har tidligere været afholdt ved Maypan Pyramiderne i Mexico og i den Olympiske By i Luasanne, men denne gang afholdes begivenheden altså i midten af en storby. Takket være Københavns gode beliggenhed ved vandet krydret med kreativ udnyttelse af byrummet har det været muligt at rykke arrangementet ind i den centrale by, men også ud på vandet. Hermed profileres Københavns potentiale og unikke placering for omverdenen.

Til finalen d. 26. september vil 16 af verdens bedste bueskytter fra 12 forskellige nationer indfinde sig på prammene i vandet og kæmpe om førstepladsen. Også Danmark er repræsenteret ved World Cup-finalen, hvor Camilla Søemod og Martin Damsbo begge har kvalificeret sig.

Udover de forhåbentlig mange tilskuere, der vil være til finalen, får Nyhavn også kongeligt besøg. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik vil også være til stede og overvære finalen som led i sin kandidatur til IOC. Bueskydning er ligeledes en olympisk disciplin, og med afholdelsen af World Cup-finalen og IOC topmødet i oktober vil København være præget af sportslige begivenheder det næste stykke tid. Kronprinsens store interesse for idræt blev i øvrigt også understreget, da han i august deltog i åbningen af idrætsanlægget Plug N Play i Ørestad Syd.

Bueskydningsarrangementet starter kl. 10:00, men allerede fra kl. 9:00 vil der være opvarmning. Arrangementet slutter omkring kl. 16:20. Billetter til tribunen sælges gennem Billetnet til 70 kr. stk. Læs mere om World Cup-finalen på http://www.archerycopenhagen.com/tickets.html.

Kontorbyggeriet Copenhagen Towers og hotellet Crown Plaza i Ørestad har i dag fået ”Det Gyldne Søm” af Byggesocietetet, der er den danske byggebranches største interesse- og netværksorganisation. Prisen gives på grund af byggeriets bæredygtige profil, der blandt andet betyder, at hotellets fremtidige drift bliver CO2 neutral.

”Vi er begejstrede for de spændende idéer – store som små, der er brugt i byggeriet: Fra det fantastiske grundvandsbaserede varme- og kølesystem, der reducerer energiforbruget til opvarmning og nedkøling med op til 90 pct. til de ultratynde solceller på facaderne, der årligt producerer 55 parcelhuses elforbrug. Samtidig har hotellet brugt lavenergiteknologien i alt fra IT og hårde/hvidevarer til badeværelsernes håndtørrer. Selv toiletartiklernes emballager er naturnedbrydelige. Det her er et imponerende gennemført projekt”, siger Lars Heilesen, Byggesocietetet.

Lars Heilsen overrakte prisen til forretningsudviklingsdirektør i Sjælsø Gruppen, Ib Henrik Rønje, der er økonomisk bagmand for Copenhagen Towers og Crowne Plaza hotellet. Overrækkelse fandt sted ved Byggesocietetets Landskonference i København.

Hotel Crowne Plaza Copenhagen Towers åbner den 16. november i år.

Koncerthuset i DR Byen modtog torsdag Den Europæiske Stålpris 2009, der blev overrakt i Spanien.

DR fortæller i en pressemeddelelse, at Koncerthuset har fået den prestigefyldte pris til årsmøde og kongres i organisationen The European Convention for Constructional Steelwork (ECCS).

Fra DRs side deltager Koncerthusets driftschef Niels Erik Lund, der har været med siden første spadestik blev taget til "det blå hus". Og torsdag aften kunne han på vegne af DR modtage Den Europæiske Stålpris 2009 – eller The European Steel Award 2009, som prisen officielt hedder.

Prisen bliver uddelt hvert andet år, og modtageren bliver fundet blandt byggerier, som de nationale afdelinger af ECCS har indstillet til prisen. Oprindeligt var fire projekter nomineret, men Koncerthuset vandt altså blandt alle de europæiske nominerede.

Det var DR som bygherre, Ateliers Jean Nouvel som arkitekt og NIRAS som rådgivende ingeniører på projektet, som fik prisen for Koncerthuset, som danske Promecon og Wagner Biro fra Wien har været entreprenører på.

En højere enhed
Nogle af begrundelserne for at give Koncerthuset den fornemme hæder er blandt andet, at Koncerthuset "er et eksempel på, hvordan funktion, æstetik og konstruktion kan gå op i en højere enhed".

Den Europæiske Stålpris 2009 er den tredje pris, som DRs markante hus modtager i sit trods alt korte liv. Den officielle åbning var den 17. januar i år. I marts fik Koncerthuset guld for sit særlige grafiske udtryk ved Creative Circle Awards, og lige før jul blev bygningen hædret af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse.

Konceptet ”Urban Morgenmad” går i al sin enkelhed ud på, at mødes og spise morgenmad i fællesskab. Det vidunderlige koncept afholdes forskellige steder i København og nu er turen kommet til Ørestad.

Urban Morgenmad har både været afholdt på Frederiksberg, Vesterbro, Islands Brygge, på Nytorv og i Kødboderne.

D. 25. september kl. 8.30 er det Ørestads tur til at være vært for den afslappede, udendørs morgenhygge. På pontonen i Emil Holms Kanal ved ITU vil der være opstillede borde, så hvis man ønsker at spise med, skal man blot medbringe enten brød, pålæg og frugt eller drikkevarer som kaffe og the.

Hvad man skal medbringe til morgenmadsbuffeten, afgør man selv hjemmefra ved at slå med en terning.

Slår man 1 eller 2 medbringer man brød, 3 eller 4 betyder pålæg eller frugt, og slår man 5 eller 6, tager man drikkevarer med, så tilbage er der kun at møde op.

Dermed møder alle op med lidt forskelligt, som sikrer et varieret morgenbord. Du kan læse mere ved at søge på ”Urban Morgenmad” på Facebook, hvor også fremtidige events bliver lagt ind.

I løbet af de seneste 10 år er Københavns havn blevet så ren, at du kan bade i den. Også fisk og planter stortrives og gør havnen – og byen omkring – til en europæisk storbyperle. På søndag kan du komme endnu tættere på livet i havnen, når der afholdes Havnens Dag.


I de senere år er vandkvaliteten i Københavns havn blevet væsentligt forbedret. Vandet er nu så rent, at det er tilladt at fiske efter både hornfisk, torsk og ørred i havnen. Et synligt bevis på, at vandkvalitet er blevet bedre, er også, at vandplanterne på bunden af havnen er vendt tilbage.

”I samarbejde med Københavns kommune gør vi en målrettet indsats for at sikre et godt miljø i havnen. Det er fantastisk, at det er lykkedes – og er med til at sikre, at havnen og områderne omkring er attraktive at besøge og ikke mindst, at bosætte sig ved”, siger miljøchef i By & Havn, Lene Hartmann.

By & Havn bruger i dag hovedsagligt solcelle-drevne bøjer ligesom selskabet  varetager den daglige renovation af vandarealerne – herunder også i kanalerne. Én gang om året bliver der også foretaget en oprensning af havnen – i år opsamlede By & Havns driftsafdeling omkring 8 tons affald – hovedsagligt indkøbsvogne, vejskilte, bildæk og massevis af cykler.

På søndag fejres Havnens Dag, hvor By & Havn bl.a. inviterer på sejltur og fortæller om byudviklingen omkring havnen. Derudover er der atter fisk på Gammel Strand, når akvarierne fyldes med skrubber, ulke og gylter fra havnen. Kom og oplev den fantastiske rigdom af dyr og planter i havnen, som stortrives i det rene vand. Børn kan også få lov at røre ved levende rejer, krabber og muslinger, samt kreere postkort af f.eks. alger.
I udstillingsteltet er der historiske fotos side om side med den nyeste information om udviklingsområderne i Københavns havn. Du får også de friske resultater fra Københavns Kommunes fiskeundersøgelse, som gennemføres netop i dette efterår. Samtidig står naturvejledere, biologer og øvrige arrangører parate til at besvare dine spørgsmål om havnens natur og miljø.

Havnens dag finder sted på Gl. Strand og akvarierne og udstillingen er åbent fra kl. 11-15. Kl. 13.00 begynder den guidede sejltur rundt i havnen, som varer 1½ time. Deltagelse i alle aktiviteterne er gratis, og bemærk at billetter til sejlturen først uddeles på selve dagen. Havnens Dag arrangeres af Øresunds-miljøskolen, Botanisk Museum, Teknik- og Miljøforvaltningen og By & Havn.

Copenhagen Harbour Jazz
Det er også i denne weekend, at du kan nyde traditionel jazz, når Copenhagen Harbour Jazz skydes i gang fredag den 18. september kl. 14.30. Festivalen finder sted hele weekenden og foregår på seks lokaliteter, der alle ligger i ved eller tær på Københavns havn, og helt centralt i den forbindelse er Nyhavns Ankeret. Det er her festivalen åbnes – og traditionen tro sker det ved, at Jazzdronningen går i land fra en såkaldt chalup, der har sejlet op gennem Nyhavns-kanalen – selvfølgelig med fuld musik.

Presseinfo:
By & Havn, pressechef Pernille Garde Abildgaard: 2916 0586
Mail: pga@byoghavn.dk

København er helt fremme, når det gælder ambitiøs byudvikling og arkitektur i verdensklasse. Senest er byudviklingsplanen for Nordhavnen i København blevet nomineret i kategorien Bedste Masterplan ved WORLD ARCHITECTURE FESTIVAL (WAF) i Barcelona. Prisen uddeles i november.

 

Det ambitiøse udviklingsprojekt for Nordhavnen, som er under udvikling i samarbejde mellem By & Havn og Københavns Kommune, er Nordeuropas største byudviklingsprojekt i disse år. Arealet af Nordhavnen er i dag to millioner kvadratmeter stort. Efter opfyldning bliver området en halv gang større – det svarer til omkring 470 fodboldbaner. Byudviklingsplanen er udarbejdet af COBE, Sleth og Rambøll.

”Nordhavnen vil sætte København på verdenskortet som rollemodel for hvordan man etablerer en bæredygtig by. Vi er naturligvis meget stolte over nomineringen, det er en anerkendelse af det store arbejde vi har lavet. Nu glæder jeg mig til, at vi kan føre planerne for Nordhavnen ud i livet, så nye tusinder af københavnere kan komme til at bo ved vandet i en af de bedst tænkte moderne bydele i verden”, siger overborgmester Ritt Bjerregaard.

Efter planen skal området være fuldt udbygget i løbet af 40-50 år og kan indeholde ca. 3,5 mio. m2 byggeri.

”I Nordhavn skal vi skabe de bedste rammer for social og økonomisk bæredygtighed. Vi skal skabe en blandet bydel med boliger i alle prisklasser og varierede bygningsformer. God kollektiv transport og cykeltrafik skal prioriteres højt. Derfor skal vi bygge tæt og sikre grundlaget for kollektive knudepunkter. Men samtidig skal der skabes levende byrum og grønne oaser mellem husene”, siger Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam.

Sidste år løb København også med én af de fornemme priser i Barcelona – nemlig prisen for Verdens Bedste Boligbyggeri for VM Bjerget i Ørestad.

”By & Havn skal forestå udviklingen af Nordhavnen på et forretningsmæssigt grundlag. Med byudviklingsplanen er de overordnede strukturerende elementer og en stribe principper og retningslinjer lagt fast for fremtidens Nordhavn. Når man bygger ny by, så er kunsten at skabe rammerne for det uplanlagte. Det vil sige, at skabe rammer for liv – uden at rammerne bliver så faste, at vi ikke kan tilpasse os nye behov og muligheder”, siger adm. direktør i By & Havn Jens Kramer Mikkelsen.

Fremtidens bydel – med grøn samvittighed

Nordhavnen skal sætte nye standarder for miljømæssig bæredygtig udvikling. Lokalt skal der skabes en bæredygtig bydel, der på alle måder er i harmoni med sine omgivelser. Globalt skal Nordhavnen sætte København på landkortet som international rollemodel for byudvikling i det 21. århundrede.


Fem-minutters-byen – en bæredygtig ramme om livet
Nordhavnen skal udvikles til en tæt by, en mangfoldig by og en by på vandet – ud til det åbne Øresund.
Det bliver en bydel der skaber nærhed til alt: Grønne og rekreative arealer, offentlig transport, havnepromenader, indkøbsmuligheder – alt inden for fem minutters gangafstand.
Samtidigt bliver det en funktionel og socialt mangfoldig blandet by, hvor ejerboliger, lejerboliger og alment boligbyggeri blandes med erhverv, butikker, kultur og institutioner.

Fra havnekultur til holmekultur

Et af hovedgrebene i planen er opdelingen af havnen i mindre holme, som med tiden vil udvikle sig til identitetsrige og selvstændige bykvarterer. Ideen er, at kulturarven fra havnen og dens rigdom af identitet med tiden skal udvikle sig til at blive en del af den nye bydel.

Det Grønne Loop, der binder byen sammen
Det Grønne Loop vil blive bydelens hovedforbindelse og gennemgående grønne pulsåre for kollektiv trafik og cyklister. En gennemgående og meget vigtig brik i udviklingen af Nordhavnen bliver den grønne forbindelse, som vil forbinde holmene/kvartererne i en løkke.

Om WORLD ARCHITECTURE FESTIVAL (WAF) i Barcelona
WAF samler arkitekter og designere fra hele verden. Festivalen er verdens største konkurrence inden for arkitekturpriser – i år med 25 kategorier. En fjerdedel af de nominerede projekter i denne kategori er danske. Planen for Nordhavnen er klart det største projekt. Mere end 600 tilmeldinger fra 80 lande var med i opløbet om at blive nomineret til WAF, hvor i alt syv danske tegnestuer er blevet nomineret.

Dommerkomiteerne er internationale og medlemmerne er både udøvende arkitekter og arkitekturkritikere. Bl.a Will Alsop, Peter Cook, Sou Fujimoto og Ken Yeang, samt de danske Kim Herforth, Bjarke Ingels og Morten Holm.

Festivalen består desuden af udstillinger, seminarer og events, der tilsammen giver et eminent overblik over, hvad der rører sig inden for byudvikling, arkitektur og design i hele verden.

Læs mere om Nordhavnen på www.nordhavnen.dk og www.kk.dk/nordhavn

Pressekontakt:

Københavns Kommune
Planchef Økonomiforvaltningen Anne Skovbro: 2612  1244
Mail: ask@okf.kk.dk

Direktør Teknik- og Miljøforvaltningen Ulrik Winge: 2720 1314
Mail: ulrwin@tmf.kk.dk

By & Havn
Pressechef Pernille Garde Abildgaard: 2916 0586
Mail: pga@byoghavn.dk

COBE arkitekter, Dan Stubbergaard
Tlf: 2871 9474
Mail: dan@cobe.dk

Fra den 10.-12. September stod hele Ørestad på hovedet for at fejre sig selv og vise alt den kreativitet, kultur og fest, som mange udefra kommende slet ikke vidste eksisterede i den nye bydel.

 

 

I Ørestad Syd kunne københaverne blandt andet komme til Dragedag og Parkourundervisning, Ørestad City trak med arrangementer som Stella Polaris, børnejazz og ålepicnic, mens Ørestad Nord kunne invitere på byfest, arkitekturopera og meget meget mere.

Foreningen Ørestad Kulturdage – den sammenslutning af organisationer der står for kulturdagene – er glade for opbakningen fra både lokale og udefra kommende.

På baggrund af succesen melder foreningen desuden ud, at den fortsætter med at afholde mindre kulturarrangementer året ud og går efter at vende stærkt tilbage med fire nye kulturdage i 2010.

– Har du billeder fra Ørestad Kulturdage, som du gerne vil have med i slideshowet? Send dem til ca@byoghavn.dk

Se også indslaget på TV2 Lorry fra fredag den 11. september om Ørestad Kulturdage