Den 20. maj er der arkitekturløb i København for tredje gang. Løbet er både en oplagt mulighed til at få pulsen op og opleve byens arkitektur på en ny måde. Ruten fører dig rundt på Amerika Plads, i Nordhavnen og på Østerbro. Børn er også velkomne.


Byudviklingen i København er de seneste år gået stærkt. By & Havn er i fuld gang med at omdanne havne- og industriområder til ny by. Områderne byder på spændende og smukke byggerier, og dem kan du nu få et nærmere kig på under Arkitekturløbet 2010, hvor ruten går gennem Nordhavnen, Amerika Plads og Østerbro.

”Det er tredje år, vi holder Arkitekturløbet, og vi kan virkelige mærke at vores koncept med at formidle byens nye arkitektur i løbetempo har bidt sig fast. Amerika Plads og Nordhavnen er oplagte steder at opleve ny arkitektur og fornemme byens udvikling. Begge steder viser, hvordan havneudvikling og omdannelse af industriområder kan gribes an – Amerika Plads er med sine mange spændende og forskellige byggerier en næsten færdigbygget ny bydel, mens Nordhavnen udstråler en følelse af, at her skal snart skal ske noget stort. Begge steder er et besøg værd,” fortæller Kasper Egeberg, som er projektleder i Copenhagen X.

Noget stort er på vej
På Amerika Plads har By & Havn stræbt efter at skabe en tæt by. Undervejs er flere smukke og historiske bygninger blevet renoveret. Blandt andet er den gamle Frihavnsstation fra 1895 istandsat og er taget i brug igen. Over de næste 50 år udvikles Nordhavnen til en ny bydel, der som en nyfortolkning af Københavns særlige karakter, bliver en bydel med arkitektoniske kontraster – med en blanding af nyt og gammelt, byggeri i flere skala, intime byrum og åbne kajkanter med udsigt til himmel og hav.

”Arkitekturløbet er en anderledes måde at opleve arkitektur på. I hverdagen færdes vi i nogle bestemte miljøer og oplever og bruger arkitekturen ud fra dens funktionalitet og som ramme om vores daglige gøremål. Som deltager i Arkitekturløbet passerer man byrum, bebyggelser og kulturhistoriske spor i byen, som man måske ikke kender eller ikke har haft øje for, og man får stadier af byens udvikling serveret som sammenhængende ”filmiske” sekvenser”, siger Rita Justesen fra By & Havn, der selv er arkitekt, og som har været involveret i byudviklingen i København gennem flere år.

Ruten, som er på seks kilometer, vil føre dig igennem begge områder med start og slut på Amerika plads, og den går blandt andet forbi Kobbertårnet, Zinkhuset og Harbour House. Efter løbet vil der i vanlig stil være frugt, vand og lidt at spise til alle løbets deltagere, og som ekstra belønning får alle løbere Copenhagen X guiden til den nyeste arkitektur i København. Og har man lyst til at mere, kan man slutte af med udstillingen i målområdet om ny arkitektur og byudvikling i området.

Og børnene er velkomne i løbet. For børn i alderen 5-10 år vil der både være en kort børnetur på cirka 1 kilometer på Amerika Plads, som bliver efterfulgt af et værksted, hvor de kreative evner kan udfoldes. Byg eksempelvis huse og pladser på den opstillede model over Østerbro og vær med til at tale om, hvordan det er at bo ved vandet. Børnene er i mål klokken 17.30, og herefter er værkstedet åbent til klokken 20. Børneløbet er gratis, og børnene vil være under voksenopsyn hele tiden.


  • Hent flyer på Copenhagen X' hjemmeside

  • Copenhagen X' hjemmeside om løbet

    Arkitekturløbet 2010:

  • Torsdag d. 20. maj kl. 18:00
  • Ruten er på seks kilometer
  • Online tilmelding er nu lukket!
  • Fra den 17. til 20. maj (begge dage incl.) kan billetter til løbet købes i boghandlen i Dansk Arkitektur Center. Prisen er 120 kr. pr. stk.
  • Billetter kan også købes i startområdet på løbsdagen fra kl. 17:00. Prisen er 130 kr. pr. stk. Husk kontanter!

Krydstogtsæsonen 2010 er netop skudt i gang og vil blive endnu en stor sæson for København som Nordeuropas førende krydstogts destination. Som noget nyt kan du tilmelde dig en service, så du modtager en SMS eller en e-mail, når et nyt krydstogtsskib lægger til kaj i København.


Traditionelt har de store krydstogtskibe altid tiltrukket sig en del opmærksomhed, når de ankommer til København. Et af højdepunkterne i 2010-sæsonnen er, når skibet ”Disney Magic” ankommer til København for første gang. Skibet har plads til 2.700 passagerer og er udsmykket med de kendte Disney figurer. Skibet ankommer til København fire gange i år – første gang den 15. juni.

"København er en meget eftertragtet krydstogts destination på grund af vores gode internationale forbindelser – både via lufthavnen og motorvejene. Derudover bliver skibene større og det begrænser det antal havne, som kan tage imod skibene. Her i København har vi rigtige gode faciliteter, så det tiltrækker naturligvis mange af de store rederier,” siger Arnt Møller Pedersen, general manager i Copenhagen Malmø Port (CMP), der som By & Havns datterselskab står for krydstogtsanløbene i København.

Der er anmeldt 308 skibe i 2010 og det forventes, at der lander omkring 675.000 passagerer og 200.000 besætningsmedlemmer til København i løbet af sæsonen.

Som noget nyt kan du tilmelde dig en service, så du får en sms eller en e-mail, når et krydstogtskib lægger til kaj i København. Ligesom du kender det fra lufthavnen, når du kan få besked om, hvorvidt et fly er landet eller ej. Det er en service, som mange nysgerrige københavnere har efterspurgt – men som også taxachauffører og andre i servicebranchen kan have glæde af. Du kan tilmelde dig servicen hos CMP

”Det er enestående, at København år efter år kan tiltrække så mange krydstogtsskibe, men vi gør også vores bedste for at servicere dem. I 2013 kan vi præsentere en helt ny krydstogtskaj i Nordhavnen med endnu bedre faciliteter. De mange krydstogtskibe er godt for både Københavns og By & Havns bundlinje,” siger Jens Kramer Mikkelsen, adm. direktør i By & Havn.

I højsæsonen er der nogle dage, hvor der ankommer helt op til ni skibe om dagen. Det er især de tyske krydstogtsgæster, der kommet flere af de senere år. Hvor der før var flest amerikanere, er det nu tyskere, der procentvis er den største gruppe krydstogtsbesøgende i København. Men ellers er nationaliteterne meget spredt. I 2009 havde København besøg af 151 forskellige nationaliteter, der alle ankom til byen med et krydstogtsskib.

København er også den foretrukne Nordeuropæiske havn for de såkaldte turn-a-round skibe. Det vil sige skibe, der skal skifte besætning og derfor bliver liggende i havnen over natten.

Sæsonen for 2011 tegner til at blive et nyt rekordår. Allerede nu er der tilmeldt 326 skibe og man forventer op til 725.000 passagerer og 300.000 besætningsmedlemmer.

For yderligere informationer
General Manager i CMP, Arnt Møller Pedersen, M: +45 4063 4500
Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

 

By & Havns driftsafdeling er netop nu i gang med at afprøve en helt ny form for ukrudtsbekæmpelse i Ørestad. Vidundermidlet er sukkerbaseret hvidt skum, der sprøjtes udover ukrudtet. Det er NCC, der står bag det særlige skum.


Skummet kaldes SPUMA og er, ifølge NCC, et 100 % naturprodukt, der er biologisk nedbrydeligt.

Skummet opvarmes til næsten 100 grader og pumpes ud over det ønskede ukrudtsområde. Det organiske skum forsvinder igen efter få minutter vil, ifølge NCC, ikke efterlade nogen form for forurening. Til gengæld nedbrydes cellestrukturen i ukrudtet uden at skade træer og buske omkring sig.

”Det er vigtigt for os, at ukrudtsbekæmpelsen i vores byudviklingsområder er miljøvenlig, og de første forsøg med skummet lover godt. Det er et godt alternativ til at brænde ukrudtet, som vi ellers har gjort hidtil. Vi tester foreløbig metoden i Ørestad og hvis resultaterne er gode, forestiller jeg mig, at vi udvider ordningen,” siger driftschef i By & Havn, Gert Kondrup.


Under overskriften ”et net der værker” vil kunstnergruppen Roderummet i samarbejde med gæster og beboere vikle hele Ørestad bypark ind i snor. Ideen er, at udfordre byens rum og omdanne dem til et tæt netværk – både i konkret og fysisk forstand.


Eventen kaldes Snørestaden og finder sted søndag den 9. maj fra kl. 13-18. Alle Byparkens beboere – og andre børn og voksne med fantasien i behold – inviteres til at trække tråd i massevis gennem parken og skabe farverige net, som vil udgøre et kollektivt kunstværk: Smukke væv af tråde, der vil give Byparken et helt nyt præg og stå som vidne om deltagernes bevægelser i rummet.

”Vi har kastet os over det her projekt, fordi Byparken er som intet andet sted i København. Kolossal i udstrækning, et krydsfelt mellem monumental arkitektur og fri natur, og så et sted, der udvikler sig netop nu og endnu ikke helt “sidder fast” i folks bevidsthed. Vi vil gerne undersøge, hvordan det er muligt for beboerne i et så enormt byrum selv at lave om på det og tilegne sig det”, siger Anne Clement fra Roderummet, der står bag initiativet.

Projektgruppen inviterer alle Byparkens beboere – og andre børn og voksne med fantasien i behold – til at trække tråd i massevis gennem parken og skabe farverige net, som vil udgøre et kollektivt kunstværk: Smukke væv af tråde, der vil give Byparken et helt nyt præg og stå som vidne om deltagernes bevægelser i rummet.

”Det er et sjovt projekt, som vi glæder os meget til at være med til. Det er et tiltag som dette, der er med til at udbrede kendskabet til Ørestad, styrke beboernes interne fællesskab og forhåbentlig også mane nogle af de fordomme i jorden, som til tider luftes om bydelen,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer.

Trådnettene kommer til at hænge der i op til en uge.

Læs mere:

For yderligere informationer

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

 

Kom til verdens længste fodboldkamp på Københavns nyeste sportsområde, PLUG N PLAY, i Ørestad lørdag den 8. maj, når By & Havn inviterer til ÅBENT HUS. Du kan også prøve rulleskøjtebanen, Parkourbanen eller bare hænge ud, grille og nyde foråret.


Fodboldkampen begynder kl. 12.00 og fortsætter så længe, der er nye spillere at skifte ind. Verdens længste fodboldkamp er blot én af aktiviteterne, når der den 8. maj er ÅBENT HUS på PLUG N PLAY. Foreningerne, der til daglig bruger områdets faciliteter, har planlagt en stribe arrangementer i områdets mange forskellige sportsanlæg. Parkour, Speedskating, Dirtjump, Fodbold og Urbane Haver.

Du er også velkommen, hvis du blot vil nyde foråret, køkkenhaverne eller kigge på nogle af de mange sportsgrene, man kan dyrke på PLUG N PLAY. Til alle dem, der bare hænger ud, er der tændt op i grillen og god musik fra Karmakanonen – et mobilt lydsystem, der drives af en cykel som genererer energi til højtalerne.

”PLUG N PLAY er blevet en kæmpe succes. På de solrige dage myldrer det med mennesker, rulleskøjter, bolde, børn og livsnydere. Du skal ikke snyde dig selv for et besøg på banerne, og ÅBENT HUS er en god anledning til at få tjekket området ud inden sommeren for alvor sætter ind,” siger Rikke Faaborg Jarmer, udviklingschef i By & Havn, der har finansieret hovedparten af området.

Rulleskøjteløb/speedskating invitere til introduktionsdag: Vesterbro Rulleskøjte Klub inviterer til introduktionsdag, hvor alle kan komme ud og få prøvet kræfter med rulleskøjteløb, uanset om du er nybegynder eller super dygtig, og uanset alder! Om eftermiddagen har du mulighed for at teste, hvor hurtig du er på en 500 meter distance. Der vil også være nogle længere løb for at prøve de enkelte discipliner som pointløb, udskillelsesløb og stafet.

Du kan også møde Cathrine Grage, som deltog i OL på hurtigløb på skøjter i februar, som den første danske kvinde – og som første dansker siden 1960'erne.

Dirtjump inviterer til Dirt Jump Jam: Jam'et løber hen over eftermiddagen hvor der løbende er aktivitet på banen. Formatet er uformelt; undervejs opstår der spontant højdepunkter, når rytterne ansporer og udfordrer hinanden til at højere/dristigere/vildere tricks. For at holde aktivitetsniveauet oppe vil der undervejs være små indlagte konkurrencer som "hvem kan komme højest", "bedste trick" og til sidst kåres evt. dagens bedste rytter.

Parkour afholder ”Gathering”: Alle udøvere fra hele landet er inviteret, og der tilbydes undervisning med instruktører fra Team JiYo. Parkourteamet sætter desuden en lille bod op, hvor der vil være mulighed for at købe nogle t-shirts m.m.


Haverne tænder op i grillen: Ørestad Urbane Haver tænder op i grillstedet. Spis en pølse og få en hyggesnak om haverne.

PLUG N PLAY er et midlertidigt projekt og skal foreløbig ligge i Ørestad Syd frem til 2014. Flere af områdets aktiviteter kan herefter flyttes til andre ledige grunde eller andre byudviklings-områder. De tilbud, der viser sig at have størst tiltrækningskraft, kan også senere bruges som inspirationskilde til andre byrum.

PLUG N PLAY ligger i Ørestad Syd – lige ved Vestamager Metrostation – og er afgrænset af Asger Jorns Allé, Richard Mortensens Vej, Ejner Billes Allé og Robert Jacobsens Vej.

Udover By & Havn, der har betalt for udviklingen og anlæggelsen af området, har Nordea-Fonden, Lokale- og Anlægsfonden og Københavns Kommune bevilget penge til realiseringen af projektet.

Derudover har Dansk Idræts-forbund bevilget penge til idéudvikling af projektet.

Yderligere information:
Pressechef Pernille Garde Abildgaard, By & Havn
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

 

Siden den 28. marts har Den Lille Havfrues plads på Langelinie været tom. Hun er som bekendt rejst til Kina for at promovere Danmark i forbindelse med EXPO i Shanghai. Men derfor skal hverken turister eller københavnerne helt undvære hende i København.


På foranledning af Ny Carlsberg Fondet vil den kinesiske kunster Ai Weiwei opføre et værk på Langelinie i den periode, hvor Den Lille Havfrue er udlånt til EXPO i Shanghai. Ai Weiwei er i Danmark mest kendt for det imponerende olympiske stadion, der blev bygget i forbindelse med OL i Bejing i 2008 – den såkaldte ”Fuglerede”.

Ai Weiweis nyeste værk, der skal erstatte Den Lille Havfrue på Langelinie, er en større videoinstallation, der med live transmission fra Kina til Danmark, registrerer, dokumenterer og artikulerer de bevægelser og forandringer, som finder sted over de måneder, hvor havfruen er bortrejst. I den danske pavillon i Shanghai placeres et kamera, som filmer Den Lille Havfrue og via webforbindelse sendes live billeder til en kæmpe fladskærm opstillet tæt ved den Lille Havfrues gamle plads.

Mr. Ai Weiwei siger:

“Den lille havfrue er et meget gammelt kulturelt ikon, men i vores samtid er den ved igen at blive et symbol. Ved at flytte den fra dens oprindelige position og ændre dens kulturelle omgivelser rejses der spørgsmål om, hvordan vi opfatter vores kulturarv og historiske værdier, og hvordan disse værdier kan ændre sig i nye sammenhænge. Når man beskæftiger sig med det opståede tomrum og erstatter den originale Havfrue med et virtuelt billede via et internetbaseret overvågningskamera, opstår der et helt nyt sæt af muligheder. Traditionelle kinesiske medier – aviser og tv – ville aldrig nævne mit navn i forbindelse med dette projekt. Det er et faktum, som viser, at kunsten også må forholde sig til en politisk og en menneskelig vurdering. Udeladelsen eller tomrummet er ikke til at komme uden om.”

Kunstneren Ai Weiwei vil, udover opstillingen med live transmissionen, også dokumentere havfruens rejse fra København til Shanghai. Fra hun forlod sin plads på Langelinie til hun blev offentliggjort i den danske EXPO-pavillon i Shanghai.

Det er By & Havns driftsafdeling, der de seneste dage har hjulpet den kinesiske delegation med at etablere værket på Langelinie.

”Kineserne blev lidt forsinkede af askeskyen, så vi har haft travlt de seneste par dage. Men vi har haft et meget fint samarbejde om at sætte den enorme skærm op. Den vejer 1,5 tons og skal holde til lidt af hvert, når den skal stå ude i vind og vejr helt til november,” siger driftschef i By & Havn Gert Kondrup.

Installationen på Langelinie vil åbne kl. 3.30 lørdag morgen den 1. maj, samtidigt med at pavillonerne på EXPO 2010 i Shanghai åbner.

På grund af den store tidsforskel mellem Danmark og Kina vil der være tidspunkter af døgnet hvor pavillonen er lukket og mørklagt. På disse tidspunkter vil live transmissionen fra Shanghai til Langelinie blive erstattet af billeder af havfruens rejse fra København til Shanghai.


Fakta om videoinstallationen:

Videoinstallationen opstilles på Langelinie tæt på det sted, hvor Den Lille Havfrue sidder i dag og er en opstilling bestående af en udendørs LED skærm på hele 4,8 meter gange 2,9 meter.

Skærmen stilles på et fundament bestående af to fodsøjler udformet i beton eller stål.

For at opnå det mest optimale skærmbillede placeres skærmen mindst 11 meter fra iagttageren, dvs. ca. 8 meter ud i vandet målt fra vandkanten.

Videoinstallation tilkobles webforbindelse til overførsel af data fra Shanghai.

For yderligere oplysninger om Den Lille Havfrue og den danske pavillon: www.EXPO2010.dk

For yderligere informationer:

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

Til lyden af trompetfanfarer fik blev vinderne af den europæiske arkitektkonkurrence Europan 10 kåret på Dansk Arkitektur Center den 22. april.

Europan er verdens største arkitektkonkurrence for arkitekter under 40 år, og By & Havn havde stillet Københavns grund til rådighed for konkurrencen.

Konkurrencen er en oplagt mulighed for at få originale og innovative bud på fremtidens byplanlægning og arkitektur. Årets udfordring i København gik ud på at forme Sandkaj i Indre Nordhavn, der er en del af den kommende byudvikling af Nordhavnen. Vinderen af konkurrencen blev Tanja Jordan, Kristoffer Nejsum, Sanne Lovén Damgaard, der alle kommer fra Danmark.

Vinderforslaget ”We are the world” foreslår en bred lineær promenade, som følger den eksisterende kajkant. Promenaden ”slidses op” i diagonale ribber, der introducerer en ny retning på promenaden og opdeler den i gang- og opholdsarealer i en bevægelse ned mod vandet. Ud for de runde siloer rejser en ”svensk skærgård” sig af vandet med bade- og legemuligheder. Promenaden markeres længst mod vest af høje flagstænger og længst mod øst af et lavt plateau med servering, anløbspladser mv.

Den tidligere vinder af Europan og medlem af Europans videnskabelige komité Carlos Arroyo (Spanien) måtte på grund af den vulkanske askesky holde sin festtale på langdistance via webcam og Skype-forbindelse. Blandt talerne var også teknik- og miljøborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, adm. direktør i By & Havn Jens Kramer Mikkelsen, DACs bestyrelsesformand Erik Ross Pedersen, departementchef Karoline Kjeldsen fra Kulturministeriet og jurymedlemmer Helle Juul og Dan Stubbergaard. (Fotos: Jakob Galtt)

Der er ikke altid garanti for udsigt over vandet, og på trods af et trægt udlejningsmarked er der alligevel rift om havnens lejemål. I løbet af den næste måned flytter flere nye virksomheder ind i de maritime omgivelser. By & Havn administrerer i alt 270 bygningslejemål i havnen.


På trods af finanskrisen og et trægt udlejningsmarked er der stadig rift om lejemålene i havneområderne i København. I løbet af den næste måneds tid kommer flere nye lejere til. De fleste lejemål ligger i Nordhavnen, men der er også bygningslejemål på for eksempel Nordre Toldbod.

I en tid, hvor der ikke sælges mange grunde, er udlejning af land-, vand- og bygningslejemål en god indtægtskilde for By & Havn. Derudover bringer de mange virksomheder masser af liv til havneområderne.

”Vi oplever stor interesse for vores lejemål, og der er endda områder i Frihavnen, som er blevet mini-klynger – f.eks. omkring de gamle pakhuse på Klubiensvej, hvor det bugner af spændende design og møbelvirksomheder. De mange lejemål er med til at give havnens områder liv og bidrager for øvrigt også til selskabets bundlinje”, siger Britta Køster, der er chef for udlejningsafdelingen i By & Havn.

I Proviantboderne på Forbindelsesvej 7B åbner en ny vinbutik. Proviantboderne får dermed igen status af provianteringssted, men hvor det før var søens folk, der søgte i havn for at proviantere, kan københavnerne nu søge mod havnen for at fylde på med vin og champagne. Det er ægteparret Mia og Mads Rudolf, der sammen med Anders Frederik Steen Hansen står bag den nye butik, der får navnet Proviantboden SKÅL.

”Proviantboden SKÅL bliver byens smukkeste vinbutik. Fokus vil være på champagne og naturlige vine, der formidler autentiske oplevelser og smager godt. Proviantboden vil have et af de største udvalg af récoltantchampagne i verden og være ualmindeligt velforsynet med økologisk og biodynamisk vin, alt sammen serveret med smagsprøver, højt humør og særdeles kyndig vejledning om vinene og deres væsen”, fortæller Mads Rudolf, der forventer, at butikken åbner 11. maj.

Den 1. juni flytter Advokatfirmaet Indiavej 1 ApS ind i 414 m2 nyistandsatte og ombyggede kontorlokaler på netop Indiavej 1. De fire advokater, Ulla Wulff, Martin Hector, Preben Stokkendal og Birgitte Stenbjerre glæder sig:

”Baggrunden for at vi valgte lokalerne var beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed: Der er en meget smuk udsigt over havnen og grønne områder, det er let for både klienter og advokater at parkere, og der er fin trafikal adgang til lejemålet”, siger advokat Birgitte Stenbjerre.

Også ”Kinasalen” beliggende Indiakaj 12 (216 m2) er lejet ud til Carbofer Maritime Trading ApS. De flyttede ind den 1. april.

Ud over bygningslejemål administrerer By & Havn også 225 landareal-lejemål og 270 vandareal-lejemål. I løbet af de kommende år vil By & Havn påbegynde byudviklingen af Nordhavnen. Byudviklingen vil ske under hensyn til – og i respekt for – områdets eksisterende lejere og gerne med en videreudvikling af de trends som allerede findes.

Udlejningsafdelingens hjemmeside:

byoghavn.dk/Udlejning

For yderligere informationer

Pressechef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard
T: 3376 9800
M: 2916 0586
E: pga@byoghavn.dk

 

“Det er byplanmæssigt godt gået. I stedet for at sige, at vi kun kan lave noget, hvis vi ved, at det er permanent, og der er skøde på det hele, så er de mobile haver faktisk nytænkning”.


Sådan siger John Andersen, professor i sociologi på Roskilde Universitets Center i en artikel på hjemmesiden "Bæredygtige byer". Emnet er Ørestad Urbane Haver, som ligger i forbindelse med det store aktivitetsområde PLUG N PLAY i Ørestad Syd.

Ørestad Urbane Haver er en forening af haveinteresserede byboere, der på nuværende tidspunkt har omkring 60 små haver i Ørestad Syd.

Idéen med Ørestad Urbane Haver er, at interesserede københavnere kan mødes for at dyrke blomster, urter og grøntsager. Der er både mulighed for at få et lille individuelt areal og for at deltage i fælleshaven.


Du finder artiklen om de urbane haver her

Læs mere om Ørestad Urbane Haver på Ørestads hjemmeside og på www.urbanehaver.dk

Youtube video om Ørestad Urbane Haver:

 

Søndag den 18. april har du mulighed for at gøre en forskel for havnemiljøet i København.


Det er sjette år i træk Danmarks Naturfredningsforening inviterer til landsdækkende affaldsindsamling og i år har de indgået et samarbejde med By og Havn og Københavns kommune for at sætte fokus på den ubeskrivelige mængde af affald, der på uforklarlig vis havner i Københavns havn.

Mød op ved Islands Brygge eller på Sydhavnstippen fra kl. 12-16, hvor der begge steder er brug for hjælp til at samle affald. På Islands Brygge er der også en udstilling af det affald, som By & Havn har samlet op de seneste måneder. Og det er adskillige tons. Der er også dykkere i vandet, som hjælper med at fiske affaldet op fra havnebunden.

Det kræver ikke tilmelding at komme og være med – bare mød op med godt humør og arbejdshandsker – så får du udleveret en affaldssæk og får lov at nyde havnen, det forhåbentligt gode vejr og flinke mennesker i naturens tegn en hel dag.

By & Havn rydder dagligt op langs med havnen – og én gang om året rydder selskabet også op under vandet. Sidste gang de havde dykkere i gang under vandoverfladen hentede de lidt mere end otte tons affald op af vandet. Der var flest cykler, men også bildæk, plastikstole og indkøbsvogne fyldte godt op.

”Der er mange der åbenbart tror, at affaldet forsvinder, når man dumper det i havnen. Men det gør det altså ikke! Det er vigtigt at sætte fokus på problemet, så folk forhåbentlig finder en bedre måde at komme af med deres affald på. Til glæde for både vandkvaliteten og havnemiljøet”, siger driftschef i By & Havn Gert Kondrup.

Sidste år deltog 46.000 mennesker på landsplan i affaldsindsamlingen. I alt samlede de 173 tons affald og 152.000 dåser. Danmarks Naturfredningsforening håber, at endnu flere vil være med til at holde naturen ren i 2010 ved at bruge et par timer på at samle affald søndag den 18. april.

Yderligere oplysninger kontakt Rune K. Lange på E-mail runeklange@hotmail.com eller se DN- Københavns hjemmeside, www.dn.dk/koebenhavn