Metroselskabet bringer i kundebladet Metronyt et tema om København og alle dens muligheder. Bladet indeholder bl.a. et interview med familien Thomsen/Jacobsen om deres oplevelse af at bo i 8TALLET i Ørestad Syd.

En transporttid på kun 12 minutter med Metroen til indre by var afgørende for, at familien Thomsen/Jacobsen valgte at bosætte sig i 8TALLET. Den storslåede natur kombineret med den gennemtænkte og topmoderne arkitektur var blandt drivkræfterne for at slå til for ni måneder siden.

”Vi kan godt lide de tanker, arkitekten har gjort sig om byggeriet. De svarer godt til de behov vi har som bymennesker med børn, og prisen var fornuftig. Vi faldt for lyset herude og at vi er så tæt på naturen,” siger Lotte Thomsen til Metronyt. Hun boede førhen med familien på Østerbro.

8TALLET er tegnet af den hæderkronede arkitekt Bjarke Ingels, der har tænkt 8TALLET som en slags bjerglandsby. Man kan bevæge sig i kuperet terræn med udsigt til alle verdenshjørner på den en kilometer lange gangsti, der binder husets 476 lejligheder sammen. På nuværende tidspunkt er godt halvdelen af lejlighederne solgt.

Læs hele interviewet på side 7 i seneste udgave af Metronyt.

Fra d. 11 juli og frem til d. 18 august vil Foreningen Ørestad Kultur – som optakt til de kommende Ørestad Kulturdage 2011 – afholde en stor fotokonkurrence, hvor alle kan sende fortællende og spektakulære billeder ind fra Ørestad.


 

I konkurrencen er der to simple kategorier – Oppe og Nede.

Kategori Oppe er billeder taget med fokus på Ørestads arkitektur og by- og naturlandskab, mens Nede er billeder taget i øjen- og jordhøjde af mennesker og liv i Ørestad.

Hver deltager må højst sende ét billede ind til hver kategori – dvs. to ialt.

I bedømmelsen af billederne, lægger vi vægt på både det fortællende og poetiske omkring hverdagslivet og det spektakulære, visuelle Ørestad. Billederne vil blive bedømt af Foreningen Ørestad Kulturs bestyrelse.

Konkurrencen er åben for alle.

Fra konkurrencens start vil man kunne se billederne på www.orestadkultur.dk og følge med i, hvad der er blevet taget af flotte billeder. Præmierne er to gavekort fra Field’s på 2.000 kroner, der overrækkes i Byparken søndag 4. september under Ørestad Kulturdage.

Billederne skal indsendes til info@orestadkultur.dk.

By & Havns fotograf Ole Malling tog en helikoptertur i lav højde over København. På turen fotograferede han byen, som fuglene ser den. Billederne blev taget tirsdag d. 28/6 på en sommerdag med høj sol.



København:
Set fra oven er København grønnere, end man forestiller sig til hverdag. Nederst til venstre ses Christiansborg, mens Amager og Kalvebod Fælled strækker sig som en grøn lunge helt ind i byen. Området er ca. dobbelt så stort som Dyrehaven. Ørestad ligger her i venstre del af fællederne.

 


Ørestad Nord: Ørestads mest udbyggede kvarter. Før området blev til Ørestad, lå det dengang midlertidige KUA i området. Fakulteterne på Amager blev siden permanente, og nu udvider og renoverer universitetet kraftigt. På billedet fornemmer man tætheden til Rådhuspladsen, der er to kilometer derfra. I midten af billedet ses Langebro, der forbinder Amager med City.

 


Ørestad City: Her ligger en af Københavns største parker. Nederst i midten i byparken ses den nye, store hundegård og yderst til højre er konstruktionen af det nye p-hus i gang.

 


Ørestad City: Den nye folkeskole har for alvor taget form. Og fra oven kan man virkelig se bygningens særprægede form. Formen er inspireret af den italienske middelalderby Barga, hvor små torve, terrasser og gyder – både inde og ude – danner rammerne for læringsmiljøerne. Umiddelbart ved siden af skolen ligger Ørestad Gymnasium. Skolen rykker ind i de otte etager ved årsskiftet.

 


Ørestad City / Ørestad Syd: Sådan ser et af Danmarks største trafikale knudepunkter ud fra oven. Her, hvor E20 møder metroen og Øresundstogene, er nogle af Københavns største højhuse skudt op. Lige ved krydset bor Rambøll og DI (midlertidigt) sammen med det bæredygtige hotel Crowne Plaza og shoppingcentret Field’s.


Ørestad Syd: Rigtig mange gæster kommer hver uge til Ørestad Syd for at se arkitekturen og nyde naturen. Set fra luften, kan man pludselig se, hvor meget natur, der rent faktisk er rundt om kvarteret. Ved siden af Stævnen og 8TALLET rejser nye bygninger sig, blandt andet rækkehuse og et nyt plejecenter.

 


Sydhavnen: Fra industri til attraktive boliger. Det er stadig til at se, hvordan sværindustrien dominerede, når man ser billederne af Sluseholmen og Teglholmen i Københavns Sydhavn. Men det er også nemt at se, hvorfor de nye kanalbyer er blevet populære hos mange familier.

 


Marmormolen: En af Danmarks mest internationale og klimarigtige bygninger tager form på Marmormolen lige syd for Nordhavnen. FN Byen samler de syv FN-organisationer, der er repræsenteret i Danmark i den stjerneformede bygning fra slutningen af 2012. Marmormolen kommer også til at rumme hotel, erhvervsbygninger og boliger. 

 


Nordhavnen/ Marmormolen: Endnu er der relativt stille i den sydligste del af Nordhavnen, men allerede til vinter forventes de første kraner og gravkøer at rykke ind i kvarteret. I det nye Århusgadekvarter blandes nyt med gammelt ved at de bedste af de gamle bygninger består, mens andre må vige for nyere bygninger.

 


Nordhavnen: Nu kommer vi! Når udbygningen af Århusgadekvarteret går i gang, bliver Nordhavnen knyttet meget tættere til Østerbro. For Østerbro betyder det, at bydelen igen får naturlig kontakt til vandet. 


  • Se mange flere billeder i stort slideshow fra Københavns nye bydele
     


    Pressekontakt:
    Peter Presmann, By & Havn
    E: pep@byoghavn.dk
    T: 3376 9800 / 2116 6847  

  • Der sker noget i sivegaden i Ørestad City. I den kommende tid kan du bl.a. deltage i Store Plantedag og afprøve den nye løbebane. Du kan også se en udstilling af samtlige forslag fra konkurrencen om udviklingen af sivegaden. Installationerne og aktiviteterne er en del af en proces, hvor alting bliver afprøvet, før de eventuelt gøres permanente.

     

     

    Sivegaden, der løber godt en kilometer fra Vejlands Allé til Arne Jacobsens Allé langs Ørestads Boulevard er midt i en proces. Området skal vitaliseres, men det tager erfaringsmæssigt cirka to år fra de første tanker og workshops – indtil projektet kan afsluttes og beboerne og medarbejderne kan indtage deres ’nye’ område.

    Derfor har organisationerne bag processen – By & Havn, Amager Vest Lokaludvalg, Grundejerforeningen Ørestad City og Vandlauget – besluttet at afprøve forskellige installationer og aktiviteter i området, så man er sikker på at træffe de rigtige valg, når processen er færdig. I den kommende tid kan du bl.a. opleve følgende:


    29 forslag til udformningen af sivegaden på udstilling
    Den 28. juni bekendtgjorde dommerkomiteen, at et ungt team bestående af arkitekterne Elena Rojas og Klaus Rasmussen samt cand mag. i visuel kultur, Anna Bisgaard-Nøhr, vandt projektkonkurrencen om udformningen af sivegaden i Ørestad City.

    Nu kommer vinderforslaget sammen med de øvrige 28 konkurrenceforslag på udstilling, så Ørestads borgere og besøgende selv kan bedømme de mange ideer til området. Det sker i perioden fra den 8. juli til og med den 11. juli i VM Bjerget, Ørestads Boulevard 55, 6. sal. Åbningstider: Fredag den. 8. juli kl. 15-19, weekend kl. 11-15 og mandag den 11. juli kl. 15-19.


    Store Plantedag
    Som en del af de midlertidige initiativer inviterer Amager Vest Lokaludvalg på søndag den 10. juli kl. 10 til Store Plantedag i sivegaden. Lokaludvalget har indkøbt 83 buske og planter – bl.a. tempeltræer, paradisæbletræer, syren buske og rhododendron, som skal placeres på plænen under og langs metroens højbane. Alle, der har lyst til at hilse på naboerne og give en hånd med, opfordres til at møde op og tage vare om planterne:

    ”Målet med dagen er at afprøve, om det tilføjer noget til området at beplante og skabe læ langs Metroen. Og så er det selvfølgelig en mulighed for de beboere, der deltager i projektet, at møde naboerne og skabe netværk,” siger Esben Sloth, der er medlem af lokaludvalget og beboer i Porthuset.

    Det er meningen, at planterne skal stå i plantesække på området frem til oktober. Derefter evalueres forsøget.


    Prøv løbebanen
    I næste uge anlægges en 60 meter lang løbebane på sivegaden nord for VM Bjerget langs parkeringsarealet. Løbebanen er udført i asfalt-folie, som bliver klistret på granitstenene. Til næste år ønsker Grundejerforeningen Ørestad City at indrette det grønne areal ved siden af VM Bjerget som en pocket park med en række idrætsaktiviteter. Derfor skal løbebanen både fungere som en test af den særlige asfaltfoliebelægning samt som en ’tidlig’ idrætsaktivitet, der peger frem mod indretningen af pocket parken.

    Den blå båd
    Nedenfor Foodshop no. 55 i VM Bjerget ligger en lille blå robåd. Båden er til gratis udlån for beboere i Ørestad. Båden er låst fast, og nøglen skal du spørge efter i caféen. Der er årer i en aflåst kasse på pontonen ved båden.


    Værfterne, lamperne, Jello møblet og egetræsportene
    En række møbler og inventar står allerede i sivegaden. Værfterne er fx tænkt som informationstavler – eller til at Ørestads beboere selv kan afholde midlertidige aktiviteter. Egetræsportene, der er doneret af Københavns Kommune for at afprøve rummeligheder og volumener, kan være siddemøbler – eller måske skal de væltes og indrettes til sandkasser? Jello møblerne lyser om aftenen, og har især fundet anvendelse som cykelparkering. Og lysgalleriet illumenarts har dekoreret en række lyskasser, der i de mørke timer skaber hyggeligt lys langs sivegadestrækningen.


    Midlertidige aktiviteter
    De mange installationer og initiativer blev besluttet den 13. april på en workshop med deltagelse af cirka 40 engagerede ørestadsborgere og brugere. By & Havn, Amager Vest Lokaludvalg, Grundejerforeningen Ørestad City og Vandlauget var værter ved workshoppen, hvor der var opbakning til at gå videre med de mange midlertidige tiltag som et særligt ’spor’ ved siden af afholdelsen af projektkonkurrencen om sivegaden.

    Nogle af aktiviteterne har fungeret rigtig godt, mens andre har mødt en del kritik bl.a. på Ørestad Avis’ hjemmeside.

    ”Jeg synes, vi er meget lydhøre overfor både positiv og negativ kritik fra beboerne og medarbejderne i området. Det er jo deres bydel. Det er en god idé at afprøve de forskellige tiltag i skala 1:1 som inspiration for de permanente tiltag. Alle parter ønsker at hjælpe processen på vej, og de midlertidige installationer er et rigtig godt værktøj. Derfor er jeg også glad for debatten, som jeg håber, vil fortsætte,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn.

    Kommentarer modtages gerne på info@byoghavn.dk samt på facebooksiden BYLIV (www.facebook.com/byliv). Desuden har By & Havn oprettet en gratis SMS service, hvor interesserede kan modtage nyheder om sivegaden ved at SMSe SIVEGADEN til 1919. Se også sivegadens hjemmeside, www.orestad.dk/sivegaden.


    Pressekontakt:
    Carsten Arlund, By & Havn
    T: 20751701
    E: ca@byoghavn.dk

    Den åbne projektkonkurrence om udformningen af sivegaden i Ørestad City er afgjort. En enig dommerkomité har peget på forslaget ’De 5 øer’ som vinder af konkurrencen.


    I dag – tirsdag den 28. juli – var der fernisering på udstillingen af alle de 29 projektforslag, der har deltaget i projektkonkurrencen ’Byrum for livet’ om udformningen af sivegaden i Ørestad City – det vil sige den godt én kilometer lange strækning fra Arne Jacobsens Allé og den kommende folkeskole til Vejlands Allé langs Ørestads Boulevard.

    Konkurrenceudskrivernes ønske med konkurrencen var at få udarbejdet et helhedsgreb for arealet, der rummer både selve sivegaden, en kanal og et areal under Metroens højbane. Desuden skulle der sættes fokus på delområder, der motiverer til ophold. Konkurrenceprogrammet har understreget kvaliteter som æstetik, et højt oplevelsesmæssigt niveau, originalitet og lang udløbsdato.

    ’De 5 øer’ formår med en klar idé at skabe forbindelser på tværs af sivegaden henover kanalen og dermed at aktivere hele byrummet. De træbeklædte øer er både opholdssteder og passage. Med sine svagt sænkede opholdsarealer på og ved vandet, skabes nye områder med læ og intimitet.

    Bag vinderforslaget står et ungt team bestående af arkitekterne Elena Rojas og Klaus Rasmussen samt cand mag. i visuel kultur, Anna Bisgaard-Nøhr. De tre deler førstepræmien på 75.000 kr.

    ”Vi er rigtig glade for at have vundet konkurrencen og glæder os til den kommende proces med opførsel af de fem øer. Øerne spreder ringe i vandet gennem temaerne natur, kultur og leg og skaber en intim sfære, der er et supplement til de eksisterende byggerier i Ørestad," siger Elena Astrid Rojas.

    Dommerkomitéen var ikke i tvivl om, at ’De 5 øer’ på meget overbevisende måde svarer på opgaveformuleringen. Stadsarkitekt Tina Saaby sad i dommerkomitéen:

    ”Vinderforslaget formår at skabe et reelt nyt lag i Ørestad, som binder by og borger sammen. For borgerne skaber forslaget nye bevægelser både på langs og på tværs af Sivegaden, arealet under metroen og kanalerne. Det betyder altså helt nye oplevelser og kontakt til vandet, som er et af Ørestads stærke arkitektoniske elementer. For byen skaber forslaget en ny skala i Ørestad, det skaber en ny landskabelig og rumlig historie, som har en helt særlig poesi,” siger Tina Saaby.

    Konkurrenceudskriverne har bevidst valgt at afprøve en webbaseret konkurrenceform med et tidsmæssigt kort forløb samt at prøve at tiltrække repræsentanter fra flere kreative professioner – de unge arkitekter, kulturbranchen osv. – end man ofte ser i arkitektkonkurrencer.

    Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, har været formand for dommerkomitéen. Han vurderer, at dette er lykkes;

    ”Da vi åbnede navnekuverterne kunne vi se, at forslagene kommer fra en bred vifte af folk – lige fra store rådgivningsfirmaer, anerkendte arkitektfirmaer til unge fra vækstlaget. De 29 forslag peger i mange kreative retninger. Vi har især været glade for dem, der tager udgangspunkt i og respekterer Ørestads helhedsplan, men som samtidig formår at tilføje lige præcis de oplevelser og den møblering på arealet, som vil gøre det til et endnu bedre sted at opholde sig,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

    Efter udnævnelsen fortsætter processen. Nu skal vinderforslaget præciseres sammen med bygherren, ligesom vandlauget også inddrages for at sikre den mest hensigtsmæssige konstruktion i forhold til vandgennemstrømningen i kanalen. Det er forventet at første del af ’De 5 øer’ kan indvies i sommeren 2012.

    Formand for grundejerforeningen og beboer i VM Bjerget, der ligger ud til sivegaden, Mikala Berg Dueholm, glæder sig til processen:

    ”Det bliver spændende at arbejde videre med vinderforslaget og se det blive til virkelighed. Sivegaden er et areal med et stort potentiale, og jeg tror, at øerne i kanalen sammen med de mange andre tiltag i området betyder, at beboerne, skole- og gymnasieeleverne og de ansatte i områdets virksomheder i højere grad vil bruge området rekreativt frem for bare et område, hvor man bevæger sig til og fra Metroen,” siger Mikala Berg Dueholm.



    Pressekontakt:
    Carsten Arlund, By & Havn
    T: 20751701
    E: ca@byoghavn.dk


    Uddrag fra dommerbetænkningen: ’De 5 øer’ formår med en klar idé at skabe forbindelser på tværs mellem sivegadens urbane og grønne rum og dermed at aktivere hele byrummet. Dette gøres ved at placere og poetisk at forme et antal forskelligt programmerede grønne rumligheder, som på én og samme tid er sted og passage. De træbeklædte øer bliver både en del af og bryder det vidtstrakte offentlige rum. Med sine svagt sænkede opholdsarealer, på og ved vandet, skabes nye områder for læ og intimitet. Samtidig bliver øerne sine egne private rumligheder, der på én gang er subtilt adskilt fra og en del af det samlede byrum.

    Dommerkomitéen er imponeret over det enkle greb, som vil komplettere og nuancere sivegadens stringente vidstrakte og meget offentlige karakter. Projektet er både indlevet og karakterfuldt, og øernes overordnede dobbeltfunktionalitet, som både bro og rum, passage og sted, er et både innovativt og meget robust hovedgreb.

    Fakta om konkurrencen: Bag konkurrencen står By & Havn, Grundejerforeningen Ørestad City, Vandlauget og Metroselskabet. Dommerkomitéen bestod af: Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn, stadsarkitekt Tina Saaby, Center for Bydesign, Københavns Kommune, chefarkitekt Lise Lind, Metroselskabet, formand for Grundejerforeningen Ørestad City, Mikala Berg Dueholm, arkitekt Johnny Svendborg, udpeget af Arkitektforeningen samt landskabsarkitekt Steen Bisgaard Jensen, udpeget af Arkitektforeningen.

    ” ” Bag konkurrencen står By & Havn, Grundejerforeningen Ørestad City, Vandlauget og Metroselskabet. Dommerkomitéen bestod af: Adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn, udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn, stadsarkitekt Tina Saaby, Center for Bydesign, Københavns Kommune, chefarkitekt Lise Lind, Metroselskabet, formand for Grundejerforeningen Ørestad City, Mikala Berg Dueholm, arkitekt Johnny Svendborg, udpeget af Arkitektforeningen samt landskabsarkitekt Steen Bisgaard Jensen, udpeget af Arkitektforeningen.

    Der er modtaget i alt 29 konkurrenceforslag. For at kvittere for alle indkomne forslag og give alle interesserede mulighed for at se det samlede konkurrencefelt, udstilles forslagene i perioden fra den 8. juli til og med den 11. juli i VM Bjerget, Ørestads Boulevard 55, 6. sal. Åbningstider: Fredag den. 8. juli kl. 15-19, weekend kl. 11-15 og mandag den 11. juli kl. 15-19. 

    Nordhavn vil i de kommende år blive transformeret fra et industriområde til en sprudlende ny bydel. Med et ambitiøst partnerskab omkring energiforsyning og energiforbrug skal bydelen ikke alene være grøn, den skal også skabe modeller for energiløsninger i andre byer.

     

    Ambitionen om et grønt og energirigtigt København er kommet endnu et skridt tættere på med et nyt partnerskab mellem Københavns Kommune, Udviklingsselskabet By & Havn, DONG Energy, Københavns Energi og Klima- og Energiministeriet.

    Alle parter er i forvejen engageret i Nordhavn, men ved at koordinere konkrete projekter, skaber parterne det bedste afsæt for innovative løsninger – løsninger, der kan fastholde Danmarks position som eksportør af energiløsninger.

    "Nordhavn er Nordeuropas største byudviklingsområde. Når vi nu allerede inden byggestart samler et innovativt partnerskab, har vi et fantastisk afsæt for at udvikle fremtidens energiløsninger – som ikke bare skal komme Nordhavn til gode, men som også skal sikre Danmarks fremtidige position som førende inden for bæredygtige byløsninger," siger overborgmester Frank Jensen.

    Københavns Energi er for eksempel i spidsen for et projekt, som vurderer om man kan udnytte en tørdok på størrelse med 4 fodboldbaner til at skabe et af verdens største varmelagre, hvor vi kan opbevare billig og miljøvenlig varme. Ved at afklare mulighederne tidligt i forløbet, kan varmelagret blive integreret i energiinfrastrukturen og byplanlægningen. For eksempel kan man bygge fodboldbaner eller solanlæg ovenpå lageret.

    DONG Energy’s bidrag vil blandt andet rette sig mod at skabe en attraktiv infrastruktur for elbiler i området.

    "Partnerskabet er et fornemt eksempel på den type innovative samarbejder mellem staten og driftige aktører på energiområdet, som regeringen lagde op til med Energistrategi 2050. Jeg ser et stort potentiale i de spændende Smart City-projekter i Nordhavn. De kan som fyrtårne lyse vejen op til en grøn omstilling, hvor vi skaber vækst, udvikling og nye eksporteventyr," siger Klima- og Energiminister Lykke Friis.

     

    Yderligere oplysninger og kommentarer fås ved henvendelse til:
    Klima- og Energiministeriet: Pressesekretær Jesper Zølck Felbo, 5087 4881
    Københavns Kommune: Pressemedarbejder Henriette Sø, 4045 2514
    By og Havn: Kommunikationschef Pernille Garde Abildgaard, 2916 0586
    DONG Energy: Pressemedarbejder Morten Kidal, 9955 9583
    Københavns Energi: Pressechef Astrid Skotte, 2795 2132

    Traditionen tro vrimler det med Sankt Hans arrangementer på torsdag den 23. juni. Hvis du endnu ikke har besluttet, hvor du vil fejre midsommer, så kommer her lidt inspiration til en stor håndfuld arrangementer i og omkring Københavns nye byudviklingsområder.

     



    Traktørstedet på Vestamager: Der er efterhånden tradition for, at traktørstedet ved Naturcenter Vestamager holder et af byens hyggeligste og mest børnevenlige Sankt Hans arrangementer. I år er alting som det plejer, når talen holdes kl. 20 og bålet bliver tændt kl. 20.30. Traktørstedet ligger i gåafstand fra Vestamager Metrostation i Ørestad Syd. www.traktorstedet-vestamager.dk  

    Sankt Hans på Grønningen: I Ørestad Nord kan du komme til at synge midsommervisen i selskab med DRs juniorkor kl. 20.45 – men arrangementet begynder allerede kl. 18, hvor der bliver tændt op i grillkullene. Medbring selv mad og drikkevarer. Grønningen er den store park i Ørestad Nord, der ligger mellem Islands Brygge og DR Byen Metrostationer. www.orestad.net/nyheder/sankt-hans-i-nord-0

    Koncert og bål ved Karens Minde Kulturhus: Hyggeligt er det også altid, når Karens Minde inviterer. Fra kl. 18-23 er der fællesgrill, bål, midsommervise og båltale – men også live musik med Doc Houlind Revival All Stars, som spiller New Orleans musik. Det hele sker i pavillonen ved kulturhuset på Wagnersvej 19, København SV. http://www.kmkulturhus.dk

    Sankthansaften med bål i havnen, kulturminister og kongelig operasanger: Copenhagen Admiral Hotel og Det Kongelige Teater sætter i fællesskab alle sejl til, når der skal fejres Sankt Hans i Kvæsthusgraven ved Ofelia Beach. Arrangementet begynder kl. 19, og i løbet af aftenen kan man bl.a. opleve "Story Fight Night" med Per Helge Sørensen, båltale kl. 21 af kulturminister Per Stig Møller, og når bålet er brændt ud kan publikum overvære stumfilmsudgaven af "Phantom of the Opera" fra 1925 med live elektronisk lydside af DJ Djuna Barnes. www.kglteater.dk/ofeliabeach  




    Vis Sankt Hans i havnen og på fælleden på et større kort


    Docken i Nordhavnen: Endnu et sted, der har tradition for at afholde Sankt Hans er Kulturkajen Docken i Nordhavnen. Der er bøf og kylling og økologiske pølser på de store grills – delikat salat og hjemmebagt brød for 150 kr. Book et bord i sandet eller på terrassen – så sørger DJen med loungemusik og funkbandet for den afslappede stemning. www.docken.dk  

    Copenhagen Cable Park: Cable Park lokker med kombinationen af strandbar, wakeboard og vandskiløb, sankt hans stemning og lækker musik. Musikken står bandet KIRK og ikke mindst forsangeren Freja for. Copenhagen Cable Parks cafémutter Victoria tilbyder rigelig mad på grillen til en flad 100 krone og billige øl i baren. Grill fra kl. 18-20, Banen er åben til kl. 22 og KIRK spiller fra kl. 21. www.copenhagencablepark.dk



    Sejlklubben Sundet: I Danmarks største lystbådehavn på vestsiden af Nordhavnen er der fællesgrill, salg af drikkevarer og livemusik fra kl. 18. Omkring kl. 22 bliver bålet sejlet ud på en ponton og sat ild til. www.sundet.dk

    Siden foråret 2010 har Realdania og By & Havn i samarbejde med Københavns Kommune undersøgt mulighederne for at opføre en multiarena på grundlag af en økonomisk bæredygtig forretningsmodel.

     

    I april 2011 blev det besluttet at kvalificere beslutningsgrundlaget yderligere gennem et betinget udbud af driften, for dermed at afklare de fremtidige driftsindtægter for multiarenaen. Udbuddet er betinget af, at der træffes endelig beslutning om at opføre en multiarena i København.

    Fem operatører er nu blevet prækvalificeret til at deltage i markedstesten henover sommeren. De fem operatører er:

    • AEG Facilities
    • Global Spectrum 
    • Live Nation Denmark APS 
    • NEC Group 
    • SMG Europe

    I løbet af efteråret vil 2-3 af de prækvalificerede operatører blive udvalgt til den endelige udbudsrunde.

    Yderligere oplysninger:

    Kommunikationschef Birgitte Boesen, Kommunikation, Realdania, tlf. 7011 6666

    Kommunikationschef Pernille Garde Abildgaard, By & Havn, tlf. 2916 0586

    Pressechef Amalie Kestler, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune, tlf. 2685 3421

    Presse- og kommunikationschef Erik Bjørn Møller, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Københavns Kommune, tlf. 5152 3855

    Borgerrepræsentationen har vedtaget forslaget til plangrundlag for den indre del af Nordhavn. Det betyder at udbygningen af Århusgadekvarteret som Københavns nye bydel, med plads til 350.000 etagemeter blandet bolig og erhverv, som kan huse 6.000-7.000 arbejdspladser og 2.500-3.000 beboere, rykker et stort skridt nærmere.




    Århusgade i fremtiden


    Lokalplanforslaget for Århusgadekvarteret nu skal ud i offentlig høring. Omkring årsskiftet kan selve byggemodningen og grundsalget gå i gang.

    ”Det er en milepæl i udviklingen. Man kan sige, at Nordhavnsudviklingen hidtil har været et ’projekt’, men vedtagelsen peger frem imod det konkrete arbejde med at udvikle bydelen. I By & Havn har vi forberedt os siden selskabets oprettelse i 2007 på dette arbejde, og vi glæder os til at komme i gang,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

    Og der er brug for den nye bydel, påpeger Københavns overborgmester Frank Jensen i en pressemeddelelse:

    ”Den stærke befolkningstilvækst i København i de kommende år gør det endnu vigtigere, at vi sørger for, at københavnere og tilflyttere har attraktive kvarterer at bosætte sig i. Samtidig får København endnu et godt kort på hånden til at tiltrække videnstunge virksomheder,” siger Frank Jensen.

    Der er arbejdet længe og intenst med planerne for Århusgadekvarteret, siden den internationale projektkonkurrence for Nordhavnen blev afgjort i marts 2009. By & Havn har udviklet Nordhavnsprojektet med arkitektfirmaerne Cobe, Sleth og Polyform samt ingeniørfirmaet Rambøll som rådgivere. Masterplanen er tilvejebragt i et tæt samarbejde med Københavns Kommune, som med dette udgangspunkt har udarbejdet lokalplanforslaget.

    Havnefornemmelsen bevares

    Det bliver en særlig oplevelse at besøge, bo eller arbejde i fremtidens Århusgadekvarter. Udviklingen af bydelen tager udgangspunkt i områdets historie som opfyldt industrihavn samt i den unikke beliggenhed ved vandet – og samtidig midt i hovedstaden. Skalaen i de enkelte byggerier bliver, som vi kender den fra Københavns brokvarterer, med relativt lave karreer i 3 – 6 etagers højde med enkelte bygninger som fixpunkter i landskabet med højder på godt 50 meter.

    Kontrasten mellem den tætte bebyggelsesstruktur og det omgivende vand i form af kanaler og bassiner understøtter en mangfoldig og oplevelsesrig by. Ny arkitektur integreres med eksisterende, historiske bebyggelser, og den tætte bygningsstruktur giver mulighed for intime, beskyttede og irregulære pladser og byrum, smalle gyder og en stor variation i arkitekturen.



    Stor variation i bygningerne

    Samtidig kommer der større byrum centralt i bykvarteret og åbne promenader med udsigt og højt til himlen langs vandet. Livet ved vandet udspilles i den vestlige del langs kanaler og mindre bassiner, hvor der kun er adgang for små både, kanoer og kajakker, og i den østlige del langs åbne havnebassiner med anløb af større skibe.

    Bygningers og boligers forskellighed i størrelser og typer vil understøtte en varieret beboer- og erhvervssammensætning. Med Århusgade som central handelsgade får kvarteret et rigt butiksliv. Desuden er lokalisering af kommuneskole og dagsinstitutioner er en del af planlægningen.

    Planen for Århusgadekvarteret tager udgangspunkt i følgende værdier:

    • Flere af områdets eksisterende bygninger bevares og bruges som identitetsskabende elementer
    • Århusgadekvarteret bliver en levende by med aktiviteter ved vandet
    • Varieret sammensætning af forskellige bygningsstørrelser og bygningstyper
    • Grønt bykvarter med byhaver og grønne tage
    • Tæt og blandet by med kompakt og forskudt bebyggelse
    • Varieret udbud af byrum til ophold og aktivitet
    • Grøn trafik der tilgodeser bløde trafikanter 



    Fakta om Århusgadekvarteret

    • Nordhavnen er en helt ny og bæredygtig bydel, som udvikles på de nuværende havnearealer
    • Plangrundlaget for kvarteret giver mulighed for udvikling af 350.000 etagemeter blandet bolig og erhverv og mulighed for 6.000-7.000 arbejdspladser og 2.500-3.000 beboere
    • Med fremsættelsen af plangrundlaget opfylder Københavns Kommune en vigtig del af aftalen med staten om Metrocityringen, idet provenuet fra grundsalget medgår til finansiering af Metroen
    • Nordhavnen får selv en stærk kollektiv trafikbetjening, som på sigt forventes at føre en metro til Nordhavnen
    • Den offentlige høring løber i august og september med afholdelse af borgermøde

    Fremtidens Nordhavn på udstilling

    Planerne for byudvikling i Nordhavnen kan for tiden opleves på Dansk Arkitektur Centers udstilling ”Hvad gør en by værd at leve i_”. Udstillingen viser ny arkitektur og byudvikling i København, bl.a. i Carlsberg, i Ørestad samt altså i Nordhavnen. Udstillingen er en opdateret og udbygget version af det officielle danske bidrag til den 12. Internationale Arkitekturbiennale i Venedig i 2010.

    Udstillingen åbnede den 10. juni og kan ses frem til den 23. oktober på Dansk Arkitektur Center på Strandgade 27B, København K. Læs mere her

    Århusgadekvarterets hjemmeside er opdateret med video, nye billeder osv. Se det hele på  www.nordhavnen.dk/aarhusgade 



    Presseinfo:

    Kommunikationschef i By & Havn, Pernille Garde Abildgaard, M: 2916 0586  

    Den 15. juni var der første spadestik på 120 støttede ungdomsboliger i Ørestad Syd. Boligerne, der er tegnet af Erik Møllers Tegnestue, får en stor, fælles tagterrasse og kommer til at ligge klos op ad Vestamager Metrostation, Kalvebod Fælled og det prisbelønnede boligbyggeri 8TALLET.

     


    Der er tale om Ørestad Syds første ungdomsboliger. Erik Møllers Tegnestue er arkitekt, og det er Investeringsgruppen Gribskov ApS, der skal stå for byggeriet, som forventes at være klar til indflytning i det nye skoleår i midten af 2012.

    ”Det bliver uden tvivl ungdomsboliger af høj standard. Beliggenheden her i Ørestad Syd er også helt enestående. Og da det især er de unge, der har fået øjnene op for dette fantastiske område – tæt på både natur og by – er det naturligvis en stor glæde netop at kunne realisere boliger, der er specielt designet til unge”, siger Jens Schaumann, direktør i Investeringsgruppen Gribskov.

    Bygningen består af tre enheder, som sammenbygges i en vinkel. Bygningerne indrettes med ét-rums ungdomsboliger med tilhørende fælleskøkkener og fællesareal. I forbindelse med alle fællesrum etableres også fælles altaner.

     

    På taget af den ene af bygningerne etableres en stor, fælles tagterrasse, orienteret mod syd. Terrassen vil ligge i læ af de om¬kringliggende højere bygninger, men får stadig masser af sol. På tagterrassen anlægges bede, der hæver sig ca. 30 cm op over terrassens belægning. Bedene rammes ind af stålkanter, og der vil blive sået græs og urter.

    ”Med igangsættelsen af ungdomsboligerne er byrummet langs med Robert Jacobsens Vej ved at tage form. Det har stor betydning for oplevelsen af området, hvor kanalen kommer til sin ret. Og når vi siger diversitet, så mener vi diversitet. Indenfor dette relativt lille område har vi ny både ejer- og lejeboliger, ungdoms- og ældreboliger”, siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

    Der er tale om støttede ungdomsboliger, og derfor opereres der med en maksimum husleje, så de studerende er sikret. Prisen er endnu ikke fastlagt. Udlejningen af boligerne er heller ikke sat i gang endnu. Bygherren forventer at indgå aftale med en professionel administrator i løbet af kort tid.

    Første spadestik finder sted onsdag den 15. juni kl. 14.00 – 15.00 på Robert Jacobsens Vej 51. I forbindelse med arrangementet vil der være lidt forplejning med pølser og øl/vand på byggegrunden.

     

    Mere Ørestad Syd:
    Tirsdag er der rejsegilde på 49 familieboliger 

    På tirsdag er der rejsegilde på 49 familieboliger – også beliggende i Ørestad Syd på Robert Jacobsens Vej.

    Familieboliger - Ørestad Syd

    Her forventes det også, at beboerne kan flytte ind i 2012. Byggeriet er arkitektonisk en forlængelse af Stævnen i en lidt mere forenklet form. Boligerne i det kommende byggeri varierer i størrelse, men en gennemsnitlig bolig bliver 98 m2. Bebyggelsen opføres i ni etager med tagterrasser til 7. og 8. etage, og det forventes, at den månedlige leje for en bolig på 86 m2 bliver godt kr. 7.000. Boligerne er tegnet af Wilhelm Lauritsen Arkitekter og bygges af Sjælsø for Lejerbo.

    Presseinfo:
    Pernille Garde Abildgaard
    Kommunikationschef i By & Havn
    T: 2916 0586
    E: pga@byoghavn.dk