Beboerne i Ørestad Syd se frem til et nyt p-hus, som åbner i 2013. Som noget af det sidste i 2011 tegnede By & Havn kontrakt med entreprenøren CG Jensen om det nye p-hus på Robert Jacobsens Vej.

 

Byudviklingen er gået hurtigt i Ørestad Syd, hvor de første beboere flyttede ind for godt tre år siden.

Beboerne i Stævnen, som var de første til at bo i kvarteret på kanten af Kalvebod Fælled, har fået mange nye naboer. Da der samtidigt er yderligere fire byggerier på vej, er efterspørgslen snart så stor, at By & Havn nu kan sætte gang i byggeriet af områdets første p-hus.

P-huset kommer til at ligge på Robert Jacobsens Vej umiddelbart nord for Stævnen, i et område, hvor der allerede er bygget flere ejendomme og flere er på vej. Huset kommer til at rumme ca. 700 biler og bygges ud fra samme teknikker, som er brugt i p-huset på Edvard Thomsens Vej.

Det nye p-hus bliver dog kun 25 meter højt, hvor p-huset på Edvard Thomsens Vej er i alt 32 meter højt.

Byggearbejdet forventes at begynde til forsommeren 2012.

PensionDanmark har netop besluttet at bygge endnu et boligbyggeri i Ørestad City. Denne gang er der tale om 87 familieboliger med en gennemsnitlig størrelse på 100 m2. Boligerne forventes at stå færdig i 2013.

Der bor nu godt 7000 mennesker i Ørestad – og på trods af finansiel krise, går salg og udlejning i Ørestad godt.

“Ørestad har som bydel vist sig at være meget robust – og har selv i krisetid formålet at tiltrække nye spændende projekter og investorer til. Vi byder det nye boligbyggeri – og især de kommende nye beboere – velkommen til Ørestad,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Med investeringen på i alt 175 mio. kr. sætter PensionDanmark punktum for et år, der i den grad har stået i ejendomsinvesteringernes tegn. Senest på marmormolen, hvor pensionsselskabet sammen med ATP og By & Havn stod for én af årets største ejendomshandler.

– Der er i København en stor efterspørgsel efter moderne velbeliggende boliger. Vores eksisterende boligbyggeri i Ørestad, som er nabo til det nye byggeri, er fuldt udlejet. Der er tale om en meget attraktiv beliggenhed tæt på metro, indkøbsfaciliteter, institutioner og ikke mindst de rekreative områder på Amager Fælled. Med stærkt stigende indbyggertal i København er der et stort behov for at få bygget nye boliger i de kommende år. Det er desuden et ekstra plus, at projektet skaber beskæftigelse på et tidspunkt, hvor byggebranchen ligger underdrejet”, siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark til Berlingske Business.

 

I Nybolig Erhverv peger analysechef Stig Plon Kjeldsen desuden på, at Ørestad ikke længere er forblæst prærie uden for byen.

"Især de seneste tre år er Ørestad modnet som bydel. Her er skabt byliv og nærmiljø, så området er blevet mere attraktivt for både investorer og lejere", siger Stig Plon Kjelsen til Berlingske Business.

MT Højgaard har totalentreprisen ”Horisonten II”. Det samlede areal bliver på 8.300 m2 + kælder. Byggeriet kommer til at ligge på C.F. Møllers Allé ved siden af ”Horisonten I”. PensionDanmark ejer også denne ejendom, som MT Højgaard ligeledes har været totalentreprenør på. Arkitema er arkitekt på byggeriet, MT Højgaard/Rambøll er ingeniør og Cowi er bygherrerådgiver.

Boligerne forventes klar til indflytning i 2013.

Årets største ejendomshandel er nu en realitet. By & Havn, ATP og PensionDanmark har i dag oprettet et konsortium, der for en pris på godt 2,1 mia. kr. køber FN Byen på 45.000 m2 beliggende på Marmormolen i København. I handlen indgår yderligere byggeretter på to kontortårne på i alt 60.000 m2 på henholdsvis Marmormolen og spidsen af Langelinie.

By & Havn, ATP og PensionDanmark investerer samlet 2,1 mia. kr. i det nye konsortium. Konsortiets ejerskab vil være fordelt med 8,5 pct. til By & Havn og 45,75 pct. til henholdsvis ATP og PensionDanmark.

”FN Byen er en enestående bygning med stort potentiale, der uden tvivl vil agere løftestang for byudviklingen af et nyt internationalt bykvarter på Marmormolen. Jeg ser frem til det kommende samarbejde med PensionDanmark og ATP, som vil sikre en økonomisk bæredygtig udvikling af området til glæde for både københavnerne og pensionskunderne,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

”Investeringen i FN Byen er i god overensstemmelse med vores strategi for investeringer i fast ejendom. Her er tale om et topmoderne kontorbyggeri med en fantastisk placering, og ejendommen er udlejet på gode lange lejekontrakter til FN. Det store fokus på bæredygtighed i bred forstand er ligeledes et stort plus. Vi glæder os desuden til at deltage i udviklingen af nye kontorbyggerier på Langelinie og Marmormolen, som repræsenterer nogle af de bedste beliggenheder i København,” siger direktør Lars Rohde, ATP.

”Investeringen i FN Byen vil give medlemmerne et godt og stabilt afkast. Det er vigtigt i en tid med uro på finansmarkederne og en rekordlav obligationsrente. Vi er samtidig stolte over at være med til at udvikle Københavns nye internationale bydel, som bliver et vigtigt udstillingsvindue for København som Nordeuropas dynamiske grønne metropol. Byggeriet af FN Byen og efterfølgende af de to kontorejendomme vil også give beskæftigelse til mange hundrede bygningsarbejdere i flere år,” siger adm. direktør Torben Möger Pedersen, PensionDanmark.

Om FN Byen
FN Byen er ved at blive opført på sin egen ø ved Marmormolen og indflytning forventes påbegyndt i starten af 2013. Konsortiet udlejer FN Byen på knap 45.000 m2 og 6.000 m2 kælder til den danske stat med et antal FN-organisationer som brugere. Det bæredygtige byggeri, der som det første i Norden LEED-certificeres, er tegnet af 3XN og opføres af E. Pihl & Søn. Konsortiet køber FN Byen af By & Havn.

Om kontortårnene på Marmormolen og Langelinie
De to kontortårne på hhv. Marmormolen og spidsen af Langelinie kommer til at rumme kontorarealer på 58.000 m2 med en unik placering lige ved indsejlingen til Københavns Havn. Byggeriet er endnu ikke sat i gang, men det vil ske, når der er opnået en tilfredsstillende forhåndsudlejning. De to grunde, som tårnene skal bygges på, har hidtil været 100 pct. ejet af hhv. By & Havn og ATP. Nu overtager konsortiet begge grunde og det videre projektudviklingsarbejde.

Yderligere information
Kommunikationschef Pernille Garde Abildgaard, By & Havn, T: 2916 0586
Direktør Michael Nielsen, ATP Ejendomme, T: 2030 4960
Pressechef Michael Carlsen, PensionDanmark, T: 2949 4685

Snart får københavnere og virksomheder mulighed for at slå sig ned i ny bæredygtig bydel. Lokalplanen er nu vedtaget for Århusgadekvarteret – første etape af byudviklingen af Nordhavnen. Dermed kan arbejdet med at forvandle de gamle havnearealer til et attraktivt kvarter med 7.000 arbejdspladser og 2.500 beboere gå i gang.

En ny bæredygtig bydel vokser frem i forlængelse af Østerbro og afløser de gamle industriarealer i Nordhavnen. Det er der nu banet vej for, efter at Københavns Borgerrepræsentation i går endeligt vedtog kommuneplantillæg og lokalplanen for Århusgadekvarteret. Kvarteret er første etape af den nye bydel i Nordhavnen og skaber plads til 350.000 etagemeter blandet bolig og erhverv. Det svarer til 7.000 arbejdspladser og boliger til 2.500 københavnere, der kan bo omgivet af vand med kajer, nye kanaler, promenader og masser af muligheder for at dyrke vandsport.

”Nordhavn skal være en grøn og energirigtig bydel. Men det skal også være en mangfoldig bydel. Derfor skal der også være almene boliger, som er til at betale for alle københavnere. Vi har fået en unik mulighed for at tænke både miljømæssig og social bæredygtighed ind fra start, og det har vi udnyttet til fulde,” siger teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal.

På længere sigt kan Nordhavnen huse 40.000 beboere og 40.000 arbejdspladser, hvilket gør Nordhavnen til Nordeuropas største udviklingsprojekt. Og der er brug netop for at tænke stort, når der i 2025 vil være 100.000 flere københavnere, understreger overborgmester Frank Jensen.

”Når byen vokser, er målrettet byudvikling afgørende for, at København kan være en effektiv vækstmotor for hele landet. Og med Nordhavn får både virksomheder, københavnere og tilflyttere rigtig gode muligheder for at investere, arbejde eller bo i et attraktivt og bæredygtigt kvarter,” siger Frank Jensen.

Ifølge By & Havn, der står for udviklingen af den nye bydel i samarbejde med Københavns Kommune, har flere investorer allerede vist interesse for byggegrundene i Århusgadekvarteret.

”Lokalplanen rummer mulighed for at skabe en ny og fantastisk spændende bydel. Vi oplever stor interesse fra developere og projektudviklere – og vi regner med at de første byggerier kan gå i gang allerede om et års tid,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Fakta:

  • Nordhavnen er en helt ny og bæredygtig bydel, som udvikles på de nuværende havnearealer 
  • Lokalplanen for Århusgadekvarteret giver mulighed for udvikling af 350.000 etagemeter blandet bolig og erhverv, der kan huse 7.000 arbejdspladser og 2.500 beboere
  • Udviklingen af kvarteret tager udgangspunkt i områdets historie som industrihavn samt i den unikke beliggenhed ved vandet. Derfor skal den nye arkitektur integreres med historiske bygninger og siloer 
  • Frem mod 2050 vil Nordhavnen kunne udvikles til at kunne huse 40.000 beboere og 40.000 arbejdspladser.

Plangrundlaget er udviklet sammen med rådgiverteamet COBE, SLETH MODERNISM, Polyform og Rambøll. 

Yderligere information:

Teknik- og miljøborgmester Ayfer Baykal via pressechef Morten Rixen, T: 5168 0619
 

Overborgmester Frank Jensen via pressemedarbejder Henriette Sø, T: 4045 2514 eller mail henriette.soe@okf.kk.dk  

Adm. direktør i By & Havn Jens Kramer Mikkelsen via kommunikationschef Pernille Garde Abildgaard, T: 2916 0586.

De sidste fem år har gravemaskinerne anlagt nye veje og pladser i Ørestad Syd, men nu har entreprenørerne overdraget området syd for Asger Jorns Alle til By & Havn. Vejene er kommet husene i forkøbet, hvilket er en del af udviklingsstrategien for Ørestad.

Nu kan beboerne glæde sig over, at arbejdet med infrastrukturen er færdig i området syd for Asger Jorns Alle. Vejarbejderne i området har haft travlt, for sideløbende med at byggerierne er skudt i vejret, er de nye veje blevet anlagt. Derfor går der nu veje rundt om de sydligste byggegrunde, der endnu ikke er bebyggede.

Det er ingen tilfældighed, at vejene står færdige før bebyggelsen i dette område. Det er konsekvensen af den strategi, som By & Havn har for både Ørestad og andre byudviklingsområder. Infrastrukturen bygges før eller samtidig med byggerierne, så developerne, som bygger husene, ikke skal tage sig af den del af processen.

Det har også den fordel, at de kommende beboere og medarbejdere i langt de fleste tilfælde kan træde direkte ud på færdigbyggede veje, når de flytter ind i deres nye huse.

”Så snart lokalplanen for Ørestad Syd blev vedtaget i slutningen af 2005, var vi i stand til at sælge rigtig mange grunde til developere. Siden kom den internationale finanskrise og lagde en midlertidig dæmper på udviklingen, men alligevel er processen med at forvandle Ørestad Syd fra en bar mark til et nyt kvarter på kanten af fælleden gået utrolig stærkt. By & Havn har fulgt strategien til dørs og leveret en samlet løsning i meget høj kvalitet,” siger adm. direktør i By & Havn, Jens Kramer Mikkelsen.

Arbejdet er skredet stykvist frem, så området tættest på Vestamager Station er blevet færdiggjort først. Det er også her, de første bygninger stod klar og den naturlige trafik er størst. Anlægsarbejdet har altså fulgt udbygningen af bydelen, og de resterende veje skal etableres senere i takt med, at byudviklingen skrider fremad.

Selvom infrastrukturen nu er på plads i området, skal beboerne dog ikke forvente, at kranerne og gravkøerne forsvinder helt ud af Ørestad Syd. Der er nemlig stadig flere byggerier undervejs og endnu mangler et par småting langs de nye veje og pladser. Blandt andet skal kanterne langs de to sidste søer længst fra Vestamager Station opbygges, når byggeriet ned til søerne går i gang. Der plantes også ekstra blomster på de grønne arealer, når vejret igen tillader det.

Efter færdiggørelsen af infrastrukturen overdrager By & Havn vejene til henholdsvis Københavns Kommune og grundejerforeningen i Ørestad Syd.


Der er allerede tre færdige boligbyggerier i Ørestad Syd. I de fem år, der er gået siden byggeriet gik i gang, er der bl.a. anlagt:

  • Fire kilometer vej
  • Fire nye søer (hvoraf to mangler den sidste afretning)
  • Fem nye pladser
  • To terrænparkeringspladser og forberedelserne til et p-hus er i gang
  • Der er plantet 700 træer
  • Der kommer i alt over 30.000 blomster i området

Ørestad Syds milepæle

  • 2002: Vestamager Station åbner
  • 2005: Lokalplan for Ørestad Syd
  • 2005: Stort grundsalg i Ørestad Syd
  • 2006: Første kontrakt om infrastruktur i Ørestad Syd underskrives
  • 2009: Første boliger står klar i Stævnen
  • 2009: PLUG N PLAY åbner
  • 2010: 8TALLET er klar til indflytning
  • 2010: Søerne indvies med en stor fest
  • 2011: De første beboere i rækkehusene ved søerne flytter ind
  • 2011: 8TALLET vinder prisen som verdens bedste boligbyggeri
  • 2011: Infrastrukturen syd for Asger Jorns Alle står klar
  • 2011: Udvidelsen af Stævnen med 49 almene lejeboliger forventes klar
  • 2012: Boligselskabet KAB’s Plejecenter åbner
  • 2012: 120 kollegieboliger står klar lige ved Stævnen

Pressekontakt:
Peter Presmann, By & Havn
E: pep@byoghavn.dk
T: 2116 6847

Der er allerede tre færdige boligbyggerier i Ørestad Syd. I de fem år, der er gået siden byggeriet gik i gang, er der bl.a. anlagt:

  • Fire kilometer vej
  • Fire nye søer (hvoraf to mangler den sidste afretning)
  • Fem nye pladser
  • To terrænparkeringspladser og forberedelserne til et p-hus er i gang
  • Der er plantet 700 træer
  • Der kommer i alt over 30.000 blomster i området

Ørestads ufriserede natur er københavnernes favorit. En ny undersøgelse viser, at Ørestads naboer, Amager og Kalvebod Fælled, er københavnernes yndlingsområde, når det kommer til naturen i byen.

 

Hellere vildtvoksende buske og naturlige stier end velplejede plæner med yndige bede. Sådan lyder dommen fra københavnerne i en ny undersøgelse af livsstil og naturkvalitet i byrummet fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet. 

Netop ved Ørestad finder man den mangfoldige natur, der har fået lov at passe sig selv. De fleste af beboerne kan skue ud over de ca. 2.200 hektar store naturområder, som ligger omkring Ørestad, og som er hjem for råvildt, frøer, fugle og massevis af planter. Derfor ligger Amager- og Kalvebod Fælled også øverst på listen over københavnernes yndlingsnaturområder. 

”Det er generelt kendetegnende for de byboere, vi interviewede, at de godt kan lide mangfoldigheden i byrummet. Det skal ikke være for pænt og velfriseret,” siger Lars Kjerulf Petersen, seniorforsker ved Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet.

Den utæmmede natur giver ifølge ham rum for flere sanseoplevelser end den velplejede. Sammen med det rigere dyre- og planteliv følger massevis af forskellige dufte, farver og lyde, og en af undersøgelsens konklusioner er, at byboerne oplever, at de får et rigere liv, når de har naturen tæt på. Og det er især kombinationen af by og natur, som gør københavnerne glade.

”Det handler om det ene øjeblik at kunne sidde på en café og få minutter efter at være på eksempelvis Amager Fælled midt i en mangfoldig natur. Det er variationen og de massevis af oplevelser, naturen rummer,” forklarer Lars Kjerulf Petersen.

Også sundere at bo tæt på naturen
Naturen giver muligheden for at komme væk, og københavnerne bruger udelivet til hygge, afslapning og motion. Men naturen gavner også økosystemet i byen og gør det sundere for byboerne.

”Den varierede natur renser luften og kan også hjælpe til ved at opsuge vandet efter skybrud. Det er både en gevinst i forhold til at beskytte vores miljø og til stor gavn for de mennesker, som bor i byen,” fortæller Lars Kjerulf Petersen.

”Der er ingen tvivl om, at adgangen til naturen er et vigtigt argument for alle, der er flyttet til Ørestad. Netop kombinationen af at der er let adgang til København City med bl.a. Metroen, samtidigt med at man kan bo med de nærmest uendelige vidder udenfor hoveddøren. Det er unikt for en by i Københavns størrelse, at man har de muligheder,” siger By & Havns planchef Kirsten Ledgaard, der selv bor i Ørestad City. 

Mange undersøgelser har tidligere vist, at det er sundere at bo tæt ved et varieret naturområde end i for eksempel Københavns brokvarterer. Der er renere luft, mulighed for udfoldelse og motion og så er det afstressende, blandt andet fordi der er mindre støj. 

Realdania har finansieret projektet Livsstil og naturkvalitet i byrummet.


Billederne: Årstiderne på Amager- og Kalvebod Fælled giver mulighed for masser af aktiviteter året rundt. Kontakt Carsten Arlund for at modtage billeder i høj opløsning til pressebrug.  

Pressekontakt:
Redaktør i By & Havn, Carsten Arlund
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk 

 

 

Selskabet bag opførelsen af den internationale arena i Ørestad Syd har ansat Claus Wiegand Larsen som direktør.

 

Claus Wiegand Larsen bliver direktør i projekterings- og anlægsfasen for Copenhagen Arena, skriver Realdania i en pressemeddelelse.

Claus Wiegand Larsen har tidligere bl.a. arbejdet i E. Pihl & Søn som ansvarlig for udlandske projekter. Han har desuden være vicedirektør på byggeriet af Operaen i København.

Bag arenaen i Ørestad Syd står Københavns Kommune og Realdania. By & Havn indgår som samarbejdspartner og bidrager ved at stille et grundareal til rådighed for arenaen.

Københavns Kommune hog Realdania har sammen dannet selskabet Arena CPHX A/S. Selskabet står for udbud, projektering og opførelsen af arenaen.

Selve driften af arenaen, der ventes klar til brug i efteråret 2015 skal varetages af en ekstern operatør. Der er kommet bud fra AEG Facilities og Live Nation, der begge har stor erfaring med arenadrift i hele verden. Det endelige valg af operatør forventes afklaret inden årets udgang.

Arenaen i Ørestad Syd vil styrke hele Københavns internationale profil og tiltrække store, internationale sports- og kulturbegivenheder – og dermed bidrage til vækst og beskæftigelse.

Læs mere på hjemmesiden www.copenhagen-arena.dk

 

Københavns Havn er populær, når det kommer til, hvor krydstogtskibene skal lægge til. I 2011 var der en passagerfremgang på 25 procent og en stigning i krydstogtskibe på 20 procent sammenlignet med i fjor. Samtidig er der allerede nu meldinger om endnu flere skibe i 2012.

Når krydstogtskibene sejler verdenshavene tynde kommer de oftere og oftere forbi København. I forhold til 2010 har der i år været 25 procent flere passagerer på de krydstogtskibe, som anløber Københavns Havn. Det samlede antal krydstogtturister for 2011 ender dermed på cirka 818.000. I 2012 forventes yderligere en stigning på ca. 10 procent. 

De mange gæster har i 2011 været ombord på 368 anløb af krydstogtskibe. Det er en stigning på 20 procent i forhold til sidste år. Udover de mange passagerer havde krydstogtskibene i alt også 232.000 besætningsmedlemmer om bord. Det er i sig selv lidt færre, end der bor i Aarhus, Danmarks næststørste by.

Sådan lyder meldingen fra Copenhagen Malmø Port, som er et datterselskab af By & Havn.

Når de tusindvis af turister går i land i København og nyder ferien på restauranter og caféer samt besøger butikker og attraktioner gavner det i høj grad byen. Samlet vurderer Copenhagen Malmø Port, at krydstogterne giver København en omsætning på op mod 1,3 milliarder kroner.

Forudser fremgang igen næste år
Også for 2012 forventer Copenhagen Malmø Port en stigning i antallet af passagerer og krydstogtskibe.

”I 2012 forventer vi en stigning på cirka ti procent i passagerer og anløb af krydstogtskibe. Der er foreløbig 380 meldinger om ankomster til Københavns Havn, ingen nye rederier, men nogle af de nuværende får flere afgange – og der kommer besøg af syv-otte skibe, der ikke før har været i havnen,” siger Arnt Møller Pedersen, COO Cruise & Ferries, Copenhagen Malmø Port i et interview med rejsebranchens avis, Take-off.

Verdens bedste boligbyggeri på World Architecture Festival i Barcelona. Scandinavian Green Roof Award. Årets boligbyggeri i Danmark. Et af årtiets vigtigste byggerier ifølge amerikanske Huffington Post. Hæderen vælter ned over 8TALLET, som nu også har fået Københavns Kommunes diplom for godt og smukt byggeri.

Arkitekt Bjarke Ingels nyskabende byggeri på kanten af Amager Fælled er endnu engang blevet hædret. Bygherrerne modtog den den 24. november Københavns Kommunes diplom for godt og smukt byggeri.

”Fantastisk hus med udsigt til natur og guldalderkøer – byliv helt ud til kanten”, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse. 

Det er Kultur- og Fritidsudvalget, der på vegne af Københavns Kommune hvert år siden 1902 har hædret smukt byggeri. Foruden 8TALLET går diplomet i år bl.a. til biblioteket på Rentemestervej og til SEB Bank & Pension. 

”Det har igen i år været en fornøjelse at tage en tur rundt i København og se de mange eksempler på ny, flot dansk arkitektur, som vi jo har stolte traditioner for. Og det er lykkedes at finde fem fremragende eksempler inden for hver deres kategori af byggeri,” siger kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev (V) i pressemeddelelsen.

Mere end 800 mennesker har allerede valgt at bo i 8TALLET. Trods et særdeles trægt ejendomsmarked går salget rigtig godt med ca. 5 solgte boliger om ugen. 

8TALLET rummer 476 boliger. Bjarke Ingels, byggeriets arkitekt, har kaldt 8TALLET for en 'urban lagkage', fordi byggeret indeholder mange forskellige slags lejlighedstyper, sat oven på hinanden. Her er både almindelig lejligheder, små byhuse med haver og penthouses. Via over en kilometer ud- og indvendige stier er det muligt at spadsere hele vejen rundt i den 8-talsformede bygning på kanten af Kalvebod Fælled.

Pressekontakt:

Redaktør i By & Havn, Carsten Arlund
T: 2075 1701
E: ca@byoghavn.dk  

PR/Presse ansvarlig 8TALLET, Jakob Staffeldt
T: 2264 2815
E: jakob@staffeldt.dk