Stor lokal interesse for udviklingen af Amagers nye bydel   

3. juli 2026

Stor lokal interesse for udviklingen af Amagers nye bydel   

Der var stor interesse, da By & Havn og øvrige grundejere af udviklingsområdet Kløverparken & Quintus søndag den 21. juni inviterede til åbent hus og byvandring i området. Mange kiggede forbi og fik undervejs mulighed for at få indblik i planerne og selv bidrage med idéer til den fremtidige udvikling.

Arrangementet fandt sted hos det lokale eventsted The Plant på Raffinaderivej og bød på både byvandring i området og oplæg om områdets fortid, nutid og fremtid.

Deltagerne fik blandt andet indblik i de politiske beslutninger bag udviklingen og den kommende proces for planlægningen af området. Undervejs var der tid til at stille spørgsmål til både grundejere, Københavns Kommune, Metroselskabet og Amager Øst Lokaludvalg, der også deltog på dagen.

By & Havn_Kløverparken & Quintus-17-1600px

Kløverparken & Quintus, der ligger i tæt forbindelse med kolonihaver, Prøvestenskanalen og Kløvermarkens idrætsområde, står over for en spændende transformation. Området skal udvikles til en ny bydel med boliger, erhverv, kommunale funktioner samt grønne og rekreative områder.

Udviklingen sker på baggrund af en aftale mellem Københavns Kommune og staten, og opførelsen af første etape af bydelen vil strække sig over de næste godt 10 år. Som led i udviklingen åbner den kommende metrolinje M5 i området omkring 2036, som vil knytte området tættere sammen med resten af byen.

Under arrangementet var der stor aktivitet – ikke mindst ved byvandringerne, hvor deltagerne fik et første indblik i områdets historie og fremtid. Samtidig benyttede mange dagen til at komme med input og idéer til den fremtidige udvikling af området.

Se video fra dagen her:

De mange inputs fra dagens gæster vil blive samlet i en rapport, som vil indgå i det videre arbejde, frem mod at en projektkonkurrence for området skydes i gang til efteråret.

By & Havn udvikler området i samarbejde med de tre grundejere Skanska, Kløvermarken A/S og Raffinaderivej 10 A/S.

Fakta:

  • Kløverparken & Quintus udgør et ca. 62 hektar stort område, og det er politisk forudsat, at området skal rumme ca. 870.000 etagemeter fordelt på to etaper (ca. 7.000 boliger)
  • Lokalplanen for første etape ventes at skulle til politisk vedtagelse i 2029 og anden etape tidligst i 2033.
  • Kløverparken & Quintus’ første etape skal være klar til ibrugtagning i 2035, inden første etape af den nye metrolinje M5 efter planen åbner i området i 2036.

Kløverparken & Quintus-området bliver Amager nye bydel. På kortet kan du se områdets afgrænsning.

Kløverparken