VM bolden ruller. Solen varmer, vandet lokker – og nu er badesæsonen for alvor i gang i Københavns Havn.
Fra 1. juni er der igen fuld bemanding på havnens mest besøgte badesteder. Livredderne er på plads i tårnene ved Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen, hvor de holder øje med badegæsterne hver dag fra kl. 10 til 18 hele sommeren igennem. Og som noget nyt er der også kystlivredderbemanding ved Københavns mest besøgte badezone ved Sandkaj.
Bad, hvor det er sikkert
Københavns Havn indbyder til en dukkert, men det er vigtigt at vælge de rigtige steder.
Rundt om i havnen findes der en række godkendte badezoner og havnebade samt strande ved Svanemøllen (bemandes med kystlivreddere fra 23. juni) og Valbyparken. Her kan du aflæse badevandskvaliteten og områderne er placeret med afstand til udløb, så risikoen minimeres.
Til gengæld kan badning uden for de markerede zoner være risikabel. Havnens bund bærer stadig præg af sin industrielle fortid, og samtidig er der tæt trafik på vandet – fra både, kajakker og havnebusser. Desuden er der ofte strøm i havnen, og det kan være svært at komme op af de lodrette havnekanter. Redningsstigerne er til redning - ikke til badning.
Kort sagt: Brug de steder, der er lavet til det – så er du bedst beskyttet.
Synlige på vandet – klar til at hjælpe
Hen over sommeren vil de fleste også støde på havneværterne, når de patruljerer havnen.
Havneværterne sejler rundt i havnen i deres karakteristiske røde både. Herfra arbejder de hver dag for at sikre, at alle kan bruge havnen trygt – hvad enten man svømmer, sejler eller bare nyder livet ved kajen. Havneværterne er et projekt, som er igangsat i partnerskab mellem By & Havn og Københavns Kommune.
De fungerer som sejlende værter og ambassadører for god havnekultur og sikker adfærd. De vejleder badegæster, taler med sejlende og tager dialogen, hvis nogen bevæger sig ud i situationer, der kan være farlige – for eksempel badning uden for zonerne eller for høj fart på vandet. Samtidig holder de øje med forholdene i havnen og bidrager til, at badezoner og havnebade fungerer, som de skal.
Lær de fem havnebaderåd
I år er der lanceret fem nye havnebaderåd i Københavns Havn, netop fordi det er meget anderledes og krævende at bade i havnen end fx ved en strand.
Kend dine vandkompetencer før du bader i havnen, så du kan finde de badesteder, der passer bedst til dig.
- Find havnens lovlige badesteder
- Bad altid sammen med andre
- Gå aldrig i vandet påvirket af alkohol eller stoffer
- Tjek vandet og vejret
- Slip ikke børnene af syne
De fem enkle havnebaderåd – og uddybende forklaringer på de enkelte råd – kan findes på hjemmesiden byoghavn.dk/havnebaderaad og i havneappen KBH Havn.
De nye havnebaderåd er udviklet af By & Havn i samarbejde med Partnerskab for Sikker Havn (Københavns Kommune, Søsportens Sikkerhedsråd, Københavns Politi og Hovedstadens Beredskab) samt Hovedstadens Svømmeklub og TrygFonden.
En havn for alle – med respekt for rammerne
Københavns Havn er i dag et af byens vigtigste rekreative rum, hvor tusindvis af københavnere og besøgende søger mod vandet i sommermånederne.
Det stiller krav til os alle. Når mange deler det samme blå byrum, er hensyn og omtanke afgørende for, at alle kan få en god oplevelse. Så uanset om du hopper i vandet eller sejler forbi: Nyd havnen med respekt.
Se billeder fra Havnedag 2026
Af 💙 TAK til jer godt 400 deltagere og mere end 70 mennesker fra forskellige organisationer og foreninger, der gjorde Havnedag 2026 til et fantastisk arrangement den 2. juni på Nordre Toldbod. 💪⚓
Tak til alle jer, der dukkede op, gik på opdagelse, stillede spørgsmål og bare var med til at fylde byrummet langs havnekajen. I var med til at sætte strøm til snakken om, hvad havnen er – og hvilken vej, den skal udvikle sig.
