Sommer med fotosafari i Ørestad

15. juli 2024

Sommer med fotosafari i Ørestad

Tag på tur i Ørestad og deltag i fotokonkurrencen This is Ørestad. Konkurrencen er åben for alle til og med den 29. august.

I torsdags delte en veloplagt Christian Falck Wolff ud af sine bedste tips & tricks til fotografering. Han tog en flok københavnere med på fotosafari i Ørestad Nord som en del af fotokonkurrencen This is Ørestad, og fortalte også om sit eget forhold til fotografi som tidligere studerende på Danmarks Medie og Journalisthøjskole og nu vinder af den prestigefyldte pris ”Årets Pressefoto 2023”.

Det var den første af tre fotosafarier i Ørestad med professionelle fotografer. De næste to fotosafarier finder sted i august, og du kan komme med.

Fotosafari nummer to er med Peter Sørensen og finder sted i Ørestad City søndag den 18. august kl. 11.00. Peter Sørensen har portrætteret mange kendte danskere, bor selv i Ørestad og har desuden fotograferet og dokumenteret Ørestads udvikling for bl.a. By & Havn igennem de seneste 16 år. Læs mere og tilmeld dig her 

Den tredje fotosafari er med Tine Reingaard og foregår i Ørestad Syd torsdag den 22. august kl. 16.30. Tine Reingaard er fotograf og visuel historiefortæller. Hun arbejder som instruktør, filmfotograf og redaktør og hendes arbejde spænder fra foto, dokumentarfilm, reklamer og kunstfilm til musikvideoer. Læs mere og tilmeld dig her 

Fotogene Ørestad

Ørestad er et slaraffenland af motiver for både amatører og professionelle fotografer, og de mere end 26.000 beboere, som nu har deres hjem i Ørestad, poster det ene fantastiske foto efter det andet på sociale medier. Det er f.eks. billeder af prisvindende arkitektur, byen på kanten af naturen og et bykvarter med god plads til børnefamilier og deres aktiviteter og byliv.

Med This is Ørestad zoomer vi ind på hvordan bydelen og livet i Ørestad ser ud i dag i anledningen af, at det i år er 20 år siden, de første beboere flyttede ind i Ørestad. Med konkurrencen fejrer vi ørestadsbeboerne, men inviterer også andre københavnere til at tage på tur til Ørestad for selv at udforske Ørestads kvaliteter.

This is Ørestad består af en fotokonkurrence og en udstilling i to dele – et historisk tilbageblik på alt det, der er sket - som afløses af en udstilling med de bedste fotos fra konkurrencen.

Tag på tur i Ørestad og deltag i konkurrencen. Læs mere på thisisorestad.dk og følg os på instagram: @thisisorestad. Og besøg udstillingen om Ørestads udvikling med historisk tilbageblik, portrætter af beboere og virksomheder og flotte fotos fra alle årene i et butikslokale i Field’s. Der er åbent hver dag kl. 10-20.

God tur og god sommer!

 

Herunder fotos af ivrige fotografer fra fotosafarien med Christian Falck Wolff:

IMG_1030_1920x1080
IMG_0579_1920x1080
IMG_1056_1920x1080
IMG_1045_1440x1920
IMG_1055_1920x1080
IMG_1057_1920x1080