Overvågning af kvælstof fra Lynetteholm viser gode resultater

BEMÆRK:


Dette nyhedsbrev stammer fra By & Havns arkiv.
Nyhedsbrevet blev udgivet den 02. december 2024.
Indholdet kan være forældet men var gældende på udgivelsestidspunktet

2. december 2024

Overvågning af kvælstof fra Lynetteholm viser gode resultater

Lynetteholms jordopfyld udleder færre næringsstoffer til havet end forventet, og udledningen kompenseres som planlagt, så vandkvaliteten ikke forringes. Det viser seneste overvågning af havmiljøet omkring Lynetteholm.

Den sydligste del af Lynetteholm er godt i gang med at blive fyldt op med overskudsjord, og samtidig med at jordbunkerne vokser, arbejdes der på at færdiggøre stendæmningerne hele vejen rundt om halvøen.

Det kan ikke undgås, at anlægsaktiviteterne udleder en vis mængde kvælstof og fosfor til det omkringliggende havmiljø, og derfor overvåges udledningen løbende gennem et omfattende miljøovervågningsprogram for Lynetteholm.

Overvågningen er central, fordi det skal sikres, at næringsstofudledningen fra Lynetteholm kompenseres, og dermed ikke bidrager til at forringe havmiljøet omkring Lynetteholm.

Mindre udledning end forventet

Kvælstof og fosfor har generelt en stor bevågenhed i forhold til vandmiljøet, da store udledninger kan føre til iltsvind og dårlige leveforhold for havets dyr og planter. Seneste målinger viser, at Lynetteholm udleder væsentligt mindre kvælstof og forfor, end forudsat i Lynetteholms miljøvurderinger. Det forklarer teamleder for Miljø og Myndighed i By & Havn, Noelle Kehli:

I Lynetteholms miljøvurderinger blev det beregnet, hvor store mængder næringsstoffer Lynetteholm samlet set kunne forventes at udlede – en slags ’worst case scenarie’. Vores efterfølgende miljøovervågning har bl.a. til opgave at efterprøve, om de udledninger, der så kommer fra det faktiske anlægsarbejde, holder sig indenfor det, der er blevet vurderet, og det gør de, og faktisk mere til.

Teamleder for Miljø og Myndighed, Noelle Kehli, By & Havn.

Målestationer måler udledning

Den største udledning af næringsstoffer kommer fra Lynetteholms opfyldsområde. Her fyldes både op med overskudsjord og opgravet havbund, og overvågningen af opfyldet har været i gang siden sommeren 2023, hvor den første jord blev kørt til området.

For at kunne følge den faktiske udledning er der etableret målestationer indenfor Lynetteholms stendæmning, det vil sige i de bassiner, der er ved at blive fyldt op, og i havet udenfor bassinerne. Stationerne måler forskellige parametre som vandstand, salt, temperatur og nitrat. Derudover bliver der hver måned taget vandprøver. Prøverne tages af vandmiljørådgivningsvirksomheden, DHI, som er rådgiver på Lynetteholms samlede miljøovervågningsprogram.

Lynetteholm_Dronedokumentation_Oktober 2024-21-1600px

Lynetteholm kompenserer for mere end udledt

I miljøvurderingerne af anlæg af Lynetteholm blev det beregnet, at Lynetteholm årligt ville kunne udlede op til 10 ton kvælstof og 2 ton fosfor. De nyeste målinger viser, at Lynetteholm fra juli 2023 til juli 2024 udledte langt mindre nemlig ca. 0,5 ton kvælstof og ca. 0,1 ton fosfor.

Det er meget positivt, at vi har udledt mindre end forventet, og de færre mængder betyder, at vi i 2023 har kompenseret for langt mere kvælstof og fosfor, end vi har udledt, fordi kompensationen er fastsat på baggrund af worst case- beregningerne i miljøvurderingerne.

Teamleder for Miljø og Myndighed, Noelle Kehli, By & Havn.

Lynetteholm kompenserer sine udledninger gennem et samarbejde med forsynings- og spildevandsvirksomhederne BIOFOS og HOFOR. Begge selskaber har efter aftale med myndighederne indgået en bindende plan med By & Havn om at reducere deres udledning af kvælstof og fosfor, som kan opveje Lynetteholms udledninger.

BIOFOS’ kompensation sker blandt andet ved hjælp af en mere intens rensning af spildevandet fra renseanlægget Lynetten på Refshaleøen, og Lynetteholm finansierer de ekstraomkostninger, der er forbundet med kompensationen. BIOFOS har indtil nu kompenseret for 25 ton kvælstof og 4,8 ton fosfor. Det skal sammenholdes med, at Lynetteholm i samme periode kun har udledt ca. 0,5 ton kvælstof og ca. 0,1 kg fosfor, og derfor ligger kompensationen væsentligt over det udledte. 

Kompensationen i samarbejde med HOFOR sættes efter planen i værk her i 2. halvår af 2024.

Fuld fart på jordopfyldet

Videoen viser, hvor hurtigt den sydligste del af Lynetteholm er blevet fyldt op med overskudsjord fra november 2023 til oktober 2024.

Rapporter over kvælstof- og fosforudledning
By & Havn skal hvert halve år afrapportere Lynetteholms kvælstof- og fosfor-udledning til Københavns Kommune. De første to rapporter kan findes på Lynetteholms hjemmeside:

Næringssaltudledning fra Lynetteholm, Fase 1, status januar 2024: https://byoghavn.dk/mediebibliotek/naeringssaltudledning-fra-lynetteholm-fase-1-2/

Næringssaltudledning fra Lynetteholm, Fase 1, status juni 2024: https://byoghavn.dk/mediebibliotek/naeringssaltudledning-fra-lynetteholm-fase-1/

FAKTA: Overvågning og kompensation for kvælstof og fosfor

  • By & Havn skal sikre, at der som minimum foretages 1:1 kompensation af kvælstof- og fosforudledning fra Lynetteholm i perioden 2023 og frem til ca. 2054, hvor Lynetteholm ventes helt opfyldt.
  • Kompensationen skal som minimum svare til de faktiske mængder af udledt kvælstof og fosfor til Øresund i forbindelse med anlæg og drift af Lynetteholm.
  • By & Havn har udarbejdet en bindende plan, der indeholder seks forudsætninger for at dokumentere nødvendige tiltag for reduktioner af kvælstof og fosfor.
  • Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har som tilsynsmyndighed godkendt den bindende plan.
  • Det fremgår af den bindende plan, at By & Havn halvårligt skal afrapportere resultater fra overvågningsprogrammet til kommunen. Resultaterne er grundlag for minimumsmængden af de 1:1 kompensationer af kvælstof og fosfor, som By & Havn skal foretage.