Over 120 deltog i nabomøde i Ørestad

15. november 2022

Over 120 deltog i nabomøde i Ørestad

Onsdag den 9. november dannede HubNordic i Ørestad City rammen for By & Havns store årlige nabomøde i Ørestad. 120 engagerede og spørgelystne beboere deltog i et vellykket nabomøde, hvor Ørestads udvikling på kort og lang sigt var på dagsordenen.

For udviklingen i Ørestad har været markant siden de første 100 beboere, tilbage i 2004, flyttede ind i Karen Blixen Parken i Ørestad Nord, og det store indkøbscenter, Fields, for første gang slog dørene op i Ørestad City. Siden den spæde begyndelse for snart 20 år siden, er der løbet meget vand i åen. Bydelen er vokset år for år, og det samme er antallet af beboere. Næsten 25.000 bor i dag i Ørestad, og det er et tal, der vil stige i de kommende år i takt med at størstedelen af Ørestad er ved at være færdigudviklet. En milepæl mange beboere, ser frem til.

Nabo-Møde47_1920x1080

Adm. direktør Anne Skovbro lagde ud med et oplæg om den overordnede udvikling i Ørestad,  hvorefter hun besvarede spørgsmål i plenum og ved temabordene.

 

De mange deltagere deltog engageret og havde en stor spørgelyst, der udmøntede sig i, at ideer og input til den fremtidige udvikling blev drøftet ved de forskellige temaborde. Her var der flere gode snakke om blandt andet midlertidige og permanente byrum langs Asger Jorns Allé, parkeringssituationen og den generelle drift, udvikling af butikslivet og det kommende Byens Hus i Ørestad Syd.

Nabo-Møde112_1920x1080

Der var mange interesserede omkring temabordet om byliv og midlertidige aktiviteter. Også foreningen Asgers Have, var repræsenteret med deres ikoniske ’kartoffelbod’.

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, var glad for fremmødet og konkluderede, at udviklingen er positiv, og at der i de kommende år vil være et fokus på at udvikle den sidste del af Ørestad på en bæredygtig måde. 

- For det første er det dejligt endelig at kunne mødes ansigt til ansigt igen og tale om Ørestad i gode og indbydende rammer. Gåturene i Ørestad tidligere på året var også en stor succes, men det er nu også dejligt at kunne mødes inden for igen til en større samtale om udviklingen. Det er vores klare ambition, at vi i tæt samspil med lokale beboere og interessenter skaber de mest sunde og bæredygtige bykvarterer, der fungerer i dagligdagen, og hvor der er plads til sociale fællesskaber. Aftenens nabomøde var derfor vigtigt i forhold til at få konkrete input og ønsker til udviklingen af den sidste del af Ørestad, så vi får taget afsæt i bydelens behov.

Adm. direktør Anne Skovbro, By & Havn.

Spørgeskema om udviklingen langs Asger Jorns Allé

By & Havn indsamlede i efteråret 2021 input og ønsker til den midlertidige og permanente udvikling af Asger Jorns Allé blandt beboere og interessenter i Ørestad Syd.  De midlertidige aktiviteter på alléen skal være med til at give en pejling på, hvad der virker og hvad der ikke virker i området, inden der skal lægges en plan for de permanente byrum.

Hvis du ikke var tilstede ved nabomødet, håber vi at du stadig vil deltage og fortælle om din oplevelse af inddragelsesprocessen og de byrum, der nu midlertidigt er etableret langs Asger Jorns Allé.

Spørgeskemaet kan besvares ved at trykke på dette link. Det tager cirka 3-4 minutter at besvare undersøgelsen. Undersøgelsen kan besvares til og med onsdag den 16. november. 

 

Billedtekst til øverste billede: Også Kirken I Ørestad var repræsenteret med planerne for det nye kirkebyggeri. Herudover var Fælledby, GFS Ørestad og Ørestad Idrætspark til stede ved de i alt syv temaborde.