Fotokonkurrence: This is Ørestad

I 2024 var det 20 år siden, de første beboere flyttede ind i Ørestad Nord. Det blev fejret med en fotokonkurrence, hvor vi zoomede ind på hvordan livet i Ørestad ser ud i dag.

This is Ørestad

Idéen var at invitere Ørestadsbeboere, københavnere og alle andre interesserede med til at fortælle Ørestads historie med egne snapshots af store og små øjeblikke i Ørestad. At gå på jagt efter arkitektur i verdensklasse med Fælleden som nærmeste nabo, boliger og foreninger med stærke fællesskaber, byliv med nye traditioner eller moderne byudvikling i takt med tidens ånd.

Konkurrencen kørte fra 20. juni til 29. august 2024 og var åben for alle fotografer, amatører såvel som professionelle.

Dommerpanel

De indsendte fotos blev bedømt af tre professionelle dommere: Trine Søndergaard, Christian Falck Wollf og Tine Reingaard. Dommerpanelet var sammensat ud fra deres professionelle virke og den mangfoldighed de repræsenterer, så bedømmelsen af de mange gode fotos, blev så alsidig og kvalificeret som mulig.

Se de indsendte fotos

Der blev indsendt over 1.100 fotos til konkurrencen. Se de bedste fotos fra konkurrencen, vinderbillederne og læs dommernes udtalelser på thisisorestad.dk.

Et samarbejde

This is Ørestad var et samarbejde mellem fem parter: ØICC – Ørestad Innovation City Copenhagen, Ørestad Grundejerforeninger og Vandlaug, Ørestad Avis, Field’s og By & Havn.