Oplev Naturpark Amager by night

30. august 2022

Oplev Naturpark Amager by night

Fredag den 9. september kan man helt unikt opleve naturen by night i Naturpark Amager, når partnerskabet bag naturparken inviterer på gratis aktiviteter for hele familien på fem udvalgte steder i parken.

Naturpark Amager er tidligere beskrevet som et slaraffenland. Og fredag den 9. september bliver ingen undtagelse, når partnerskabet slår dørene op til en begivenhedsrig aften med spændende oplevelser for naturinteresserede i alle aldre. Her vil det blandt andet være muligt at opleve naturparken fra en luftballon, spotte dyr med natkikkerter, tage på flagermus-safari, høre foredrag med Rane Willerslev, sejle i kajak eller lave mad over bål. Mulighederne aftenen igennem er mange og vil være forskellig fra sted til sted.

En naturpark med muligheder

Partnerskabet bag naturparken ønsker kontinuerligt at udvikle parken med nye tiltag, faciliteter og arrangementer, så nye brugere får øjnene op for parkens kvaliteter og egenskaber.
Kommunikationschef i By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen, ser aftenen som en enestående mulighed for at parken kan trække endnu flere brugere til.

Vi forsøger hele tiden med nye tiltag og arrangementer at gøre naturparken så attraktiv som muligt, så flere besøger den og oplever dens helt specielle egenskaber. Og dagens program er i sandhed et slaraffenland med mange muligheder, så jeg er helt sikker på at alle kan få sig en på opleveren.

Kommunikationschef, Kristian Wederkinck Olesen, By & Havn.

Naturvejleder, Jes Aagaard fra Naturstyrelsen, ser frem til at byde velkommen og vise nye spændende sider af naturparken frem. Selv for de brugere af naturparken, som kender den rigtig godt, vil der blive mulighed for at se og opleve ting, som de formentligt ikke har oplevet før. Eksempelvis gennem et antal nyindkøbte natkikkerter, fortæller han.

Naturpark Amager

Med disse helt særlige termiske spottere kan man se en del af verden, som ellers er udenfor vores synsvidde. En anden unik mulighed er at stige til vejrs og se naturparken fra en luftballon eller opleve den fra vand-siden fra motorbåd, kajak eller et sup-board. Vores mål er at vise naturparken frem fra nogle anderledes vinkler end dem vi normalt kender.

Naturvejleder, Jes Aagaard, Naturstyrelsen.

De forskellige aktiviteter begynder kl. 17.00 og foregår med start fra fem forskellige steder:

  • Kongelundsfortet
  • Det Maritime Hus i Dragør
  • Ottehøje i Pinseskoven
  • Byskoven
  • ”Krydset” nord for De Tre Høje på Amager Fælled
Naturpark Amager

Få mere information og se det fulde program på naturparkamager.dk og Naturpark Amagers Facebook-side.

Deltagelse er gratis og kræver ingen tilmelding.

OBS: Vejret kan medføre aflysninger og ændringer.

Partnerskabet bag Naturpark Amager består af Naturstyrelsen, Tårnby Kommune, Dragør Kommune, Københavns Kommune og By & Havn.