Den 31. maj kan du opleve naturen helt tæt på med en guidet fugletur i Naturpark Amager, og den 10. juni kan du komme med til en særlig naturkoncert under åben himmel ved Byskoven. Begge dele byder på nye måder at opleve foråret, dyrelivet og landskabet.
Kom med Dansk Ornitologisk Forening København og Naturpark Amager på fugletur i naturparken søndag den 31. maj kl. 10.
Her får du hjælp til at spotte og genkende fuglene i området – fra de mest almindelige arter til dem, du måske ikke tidligere har lagt mærke til. Turen er samtidig en oplagt introduktion til den voksende interesse for fuglekiggeri, også kendt som “birding”, hvor flere og flere går på opdagelse i naturen gennem fuglene.
En ny bog om fænomenet; ”Birding” af Anders K. Sørensen, beskriver hvordan fuglekiggeri ikke kun handler om at spotte arter, men også om at finde ro, nærvær og en stærkere forbindelse til naturen – og til hinanden. Samtidig peger flere på, at interessen er vokset markant, og at nye fællesskaber opstår omkring oplevelserne i naturen. Kort sagt: Du behøver ikke være ekspert for at være med – det handler om at kigge op, lytte og være nysgerrig.
På turen den 31. maj er der fokus på sangfugle, og mødestedet er Ildsjælehuset ved Naturcenter Amager, Granatvej 13, Kastrup.
Det kræver ingen særlige forudsætninger at være med, og deltagelse er gratis. Du kan bare møde op og deltage uden tilmelding. Læs mere på Naturpark Amagers hjemmeside.
Naturkoncert i midsommerens lys
Onsdag den 10. juni kl. 19 inviterer Naturpark Amager til naturkoncert ved den nye pavillon og badezone ved Byskoven – en aften, hvor musik og fortællinger bringer naturens stemninger i spil.
Ørestad Kor synger årstidens sange om forår, forelskelse og forviklinger, og undervejs binder Jes Aagaard fra Naturstyrelsen koncerten sammen med små fortællinger om naturen omkring os – dens rytmer, liv og særlige karakter på denne tid af året.
Koncerten tager afsæt i midsommerens lyse aftener og den intense aktivitet i naturen, hvor fuglene kalder, og landskabet er fuldt af liv. Musikken spejler disse stemninger og skaber en oplevelse med plads til både ro, nærvær og eftertanke.
Arrangementet finder sted i den nye pavillon og badezone ved Byskoven i Naturpark Amager. Tag cyklen eller gå de cirka fire kilometer gennem naturparken fra en af metrostationerne i Ørestad eller Sydhavn. Turen er en oplevelse i sig selv, og vi har en kold øl eller sodavand klar til dig, når du når frem. Du kan endda tage badetøj med og snuppe en dukkert i badezonen før koncerten.
Det er gratis at deltage, men kræver tilmelding via Billetto.
Naturkoncert og fugleture er arrangeret af partnerskabet bag Naturpark Amager: By & Havn, Naturstyrelsen, Københavns Kommune, Tårnby Kommune og Dragør Kommune.
Jes Aagaard fra Naturstyrelsen fortæller om dyreliv og naturens gang i Naturpark Amager ind imellem sange leveret af Ørestad Kor. Foto: Martin Kunzendorf.
Er du vild med vand, er badezonen ved Byskoven en god mulighed. Foto: Friluftsrådet.
Det nye anlæg med overdækket pavillon og badezone er tegnet af ADEPT Arkitekter og fotograferet af Morten Aagaard Krogh.
Det øverste billede af rørsangeren er fotograferet af Mads Hagen.
